Er Danmark et whiskyland? På et lille hjørne af Amager er det i hvert fald

Vejen til whisky i verdensklasse er belagt med stædighed. På Amager har Copenhagen Distillery de seneste 10 år lavet noget af det fineste whisky, man kan opdrive, ved at insistere hårdnakket på at følge velsmagen frem for gamle regler og konventioner. Gastro har spurgt kommunikationsansvarlig, Sune Risum-Urth, og assisterende destillatør, Niki Fribert, om, hvordan man laver god whisky på dansk.

Offentliggjort

Hvem er Copenhagen Distillery?

Sune Risum-Urth: ”Vi er sat i verden for at lave luksusspiritus. For det første skal det smage godt, for det andet skal det være overraskende. Meget, både cocktails og mad, også på michelinniveau, har det med at skulle være spændende og flot på Instagram. For os er smagen vigtigst. Fra det botaniske over i den mørke spiritus er det den gode smag, der kommer først. Men hvis man skal se, hvor vi virkelig går bananas, er det ovre i whiskyen.”

Hvad definerer jeres måde at lave whisky på?

Niki Fribert: ”Vi vil gerne lave dansk whisky. Vi har ikke interesse i at lave scotch (skotsk whisky, red.) eller andet med et dansk twist. Danmark har ikke en historie med whisky, men vi vil gerne være med til at skabe en whisky-fremtid. Skotterne har altid sagt, at whisky er tre ting: korn, gær og vand. Det kan vi til dels være enige i, men for os er det kun ingredienserne. Der er også hele processen; altså hvordan man behandler ingredienserne.”