I Jægersborggade på Nørrebro ligger spiritusforretningen Den Sidste Dråbe. Butikken, der især er kendt for at sælge vermouth, har et af Københavns største og bedste udvalg af den aromatiske hedvin, som siden slutningen af 1700-tallet er blevet fremstillet af tiloversbleven vin tilsat sukker samt en lang række krydderurter, der giver den sin karakteristiske, søde, krydrede smag.

”Vermouth er nemt. Man behøver ikke at gøre andet end at putte en skive appelsin og en isterning i glasset og så drikke det. Det er jo nærmest bare en cocktail på flaske, og alkoholprocenten er ikke specielt høj, så man bliver ikke så fuld af at drikke den,” siger Naja Olsen, der siden 2014 har drevet Den Sidste Dråbe sammen med sin mand, Frederik Plum.