Hvad italienerne kan gøre med en tomat, er utroligt. Deres gastronomi aftvinger respekt og beundring verden over for dets evne til at få de mest intense smagsoplevelser ud af de mest simple råvarer. Det er en tilgang, som Restaurant Levi vil dyrke til fulde, når de efter planen åbner den 24. marts i år.

Bag restauranten står et yderst erfarent hold af restauratører, sommelierer og kokke, hvoraf nogle af dem tidligere har arbejdet sammen i Copenhagen Concepts, som står bag blandt andet Mash, Umami og Bistro Sommelier.

Køkkenet bliver italiensk med en japansk twist, hvor der hele vejen gennem menuen er fokus på gode råvarer, et rent visuelt udtryk og på at give alle gæster en helhedsoplevelse, der strækker sig udover gastronomien. Restauranten er nemlig dybt inspireret af den legendariske italienske grappa-mester, Romano Levi, der igennem et langt liv fornøjede verden med sin ikoniske druedrik.

Jesper Boelskifte, der er en af hovedmændene bag Levi, har været betaget af Romano Levi lige siden, han i starten af 90’erne boede i Italien og forelskede sig i den sydeuropæiske livsstil og deres køkken:

”Romano Levi var den første, der skabte grappa på en meget højt kvalitetsmæssigt plan. Han lavede aftaler med de bedste vinproducenter for at få kvaset fra deres druer til at destillere over åben ild og lave grappa på. Så kvalitetsmæssigt kom Romano Levi til at stå for det ultimative indenfor grappa-verdenen.

Endnu mere interessant formåede han at skabe et kunstnerisk univers omkring hans flasker. Han håndtegnede alle etikkernerne personligt, og den æstetiske stil han skabte, har jeg altid været vild med. På restaurant Levi kommer vi selvfølgelig til at sælge flere af hans flasker, men vi har også allieret os med dygtige designere, der igennem indretning og kunst på både menu og vinkort kommer til at sætte rammen om en gastronomisk helhedsoplevelse.”

Levi kommer til at have åbent alle ugens dage fra frokost til aftenbetjening, og prisniveauet på restauranten indbyder til, at de fleste kan være med. Samtidig tilbyder det diverse menu-, vin- og kaffekort gæsterne mange forskellige slags oplevelser:

”Vi favner enormt bredt. Ligesom i Italien vil der være mulighed for at komme ind fra gaden, få en god espresso, og så gå igen. Samtidig kan man også nyde en af vores over 100 forskellige vine by the glass i baren, og hvis man er ude efter en god og lang aften med masser af lækker mad, så sørger vi selvfølgelig også for god pasta og lækker sashimi, så man kan køre den helt store palet og få sig en unik gastronomisk oplevelse,” fortæller Jesper Boelskifter.

En anden af mændene bag Levi er Peter Trauboth, og ham og Jesper Boelskifte har været partnere nærmest lige siden, de arbejdede sammen på Le Sommelier i slut 90’erne. Efter begge at have været væk fra gulvet i lang tid, har de savnet det personlige i at tage sig af gæsterne og beværte dem hen mod en god aften:

”For både mig og Peter har der virkelig været et ønske om at komme ned og have fingrene i flaskehøjde og i niveau med gæsterne og være dem, der igennem vores værtsroller skaber den gode stemning og den gode gastronomiske aften,” fortæller Jesper Boelskifte.

Udover Jesper Boelskifte og Peter Trauboth er Levi startet af Mikkel Glahn, Erik Witting og den danske designer Johannes Torpe, der har designet restauranten.

Restaurant Levi åbner efter planen den 24. marts 2022 og kommer til at have hjemme på Ny Østergade 24 1101 København K.

Levi2.jpg
Jesper Boelskifte. Foto taget af Claudia Dons.