Klem det sidste ud af grillsæsonen: Sådan laver du grillet makrel med nye kartofler, drueagurk og sauce på østers og peberrod

Friskfanget fisk får endnu mere smag efter en tur over gløderne, og tilsat sæsonens bedste grøntsager har man det perfekte sensommermåltid. Vi har lokket denne grillopskrifter ud af Jens Peter Moestrup Hansen, der er kok og ejer af fiskehandlen Hav i Torvehallerne i København.

Sørg for grillen er godt varm, så fisken ikke hænger fast.
Offentliggjort

Til 2 personer:

Ingredienser

  • 10 nye kartofler
  • Krydderurter
  • 1½ dl muslinge- eller fiskefond
  • 1 dl fløde
  • 35 g smør
  • 1 tommelfinger peberrod
  • 2 makreller, ca. 400 g, skåret i filet uden ben
  • 2-3 drueagurker
  • 2 østers
  • Toppen fra et bundt forårsløg

Fremgangsmåde

  1. Sæt kartoflerne over i godt saltet vand med lidt friske krydderurter. Lad dem simre i ca. 10 minutter. 
  2. Tag gryden af blusset, og lad dem trække færdig, så kartoflerne har bid – det tager ca. 10 minutter.
  3. Lav saucen ved at reducere fond og fløde til ca. 50 procent. Stavblend herefter smørret i, så saucen tykner. Riv peberroden i, så den kan trække.
  4. Grill makrellen på en meget varm grill med skindsiden nedad. Det tager ca. 4 minutter – det gør ikke noget, at makrelfileterne er lidt lyserøde på toppen.
  5. Skær drueagurkerne i mundrette stykker.
  6. Lige inden servering blendes to østers i saucen, og forårsløgene hakkes. Anret makrellen som på billedet.