Velkommen til det nye Euroman Premium – mere originalitet til dig

Guide: 6 smarte spisesteder i Barcelona
Foto: Thomas Vilhelm og Søren Gammelmark

Guide: 6 smarte spisesteder i Barcelona

Når restauranter i Barcelona er smarte, så er de virkelig smarte – så smarte, at maden ikke altid kan følge med. Vi har prøvet seks af Barcelonas smarte steder, smarte på hver deres måde...

Bar Mut
– den smarte

Bar Mut er på en gang både klassisk og smart, innovativ og enkel – og læg dertil et second to none vinkort, fantastisk betjening og en tilsvarende stemning. Det er tilsammen det stof, afhængighed er gjort af.
__________


Bar Mut er en af Barcelonas små perler, men den er bestemt ikke uopdaget, hvad rigtig mange brugeranmeldelser på Google fra ikke mindst amerikanere vidner om. Men Bar Mut er ikke af den grund et turiststed, absolut ikke, men det er bestemt et sted med udsyn, både hvad mad og vin angår, selv om stemningen synes meget lokal.

Bar Mut ligger i en lille sidegade til den store og trafikerede Avinguda Diagonal, i den øvre del af Eixample-kvarteret – lige nord for det såkaldte Quadrat d’Or, husblokkene med de mange modernista-bygninger og ganske tæt på Gaudis berømte Casa Milà ’La Pedrera’.

Indenfor er pladsen temmelig begrænset, der er et par høje barborde, og ellers sidder man langs disken eller langs væggen ved borde, der ikke er meget mere end en hylde. Man kan såmænd også spise ved klaveret, hvor låget over tangenterne fungerer som bord. Indretningen signalerer en moderne blanding af vinbar og tapasbar, men stedet er ikke minimalistisk smart, men mere til den rustikke og cosy side.

Brød og et lille glas cider kommer uopfordret, men det gør menukortet ikke, for der er ikke noget.

I stedet for opremser tjeneren, hvad køkkenet har netop den dag. En del af det står på vægtavlerne, men det kræver et mere end habilt spansk at udrede dem. Sprogforbistringer var dog intet problem under vores besøg, idet de tre tjenere den dag alle talte et fremragende engelsk.


Enkelt eller elaboreret

I montren mellem serveringsdisk og det åbne køkken ligger de friske råvarer – grøntsager og ikke mindst skaldyr. Hvis man har andre ønsker end lige netop dem, tjeneren remser op, eksempelvis en gang grillede jomfruhummere, dampede knivmuslinger eller andet, så er det en mulighed. Der er heller ingen problemer forbundet med blot at få en tallerken skinke, stegte kartofler, friterede pebere eller lignende helt enkle serveringer.

Retterne på tavlen er relativt små serveringer, men større end klassiske tapas, og man bør fylde bordet og være fælles om tallerkenerne. Vi fik blandt andet en grydefuld knaldfriske og hvidløgsdampende muslinger, grillede jomfruhummere, små stykker stegt oksekød toppet med foie gras, salat og en carpaccio huevos fritos – bl.a. stegte kartofler, hvide bønner og revet ost, der var vendt rundt med rå æggeblomme. En lidt pudsig, men ganske velsmagende brunchagtig servering. Det med carpaccio må referere til det rå, altså æggeblommen. Kokkelingo bevæger sig ofte af uransagelige veje.


Fantastisk vinudvalg

Vinkortet er meget omfattende – der er naturligvis mange spanske, men også rigtig mange ikkespanske, både interessante og prestigefyldte flasker. Nogle af dem hænger til skue på endevæggen, så hvis humøret og nok ikke mindst økonomien er til det, så kan man lige snuppe sig eksempelvis en DRC-aftapning til frokosten.

Der er også et rigt udvalg af vine i glas, også ikkespanske, blandt andet champagne fra Billecart- Salmon til 12 euro glasset. Vi drak en flaske Pintia – Vega Sicilias Toro-ejendom – og det var et godt glas til Bar Muts kraftige små kødretter (bl.a. oksehalestuvningen), mens vi måtte ty til glaskortet til skaldyrsserveringerne.


Det fantastiske vinudvalg i sig selv gør Bar Mut til et hit (de skønneste af byens tapashuler har typisk et vinkort, der er omvendt proportionalt med spisekortet, både hvad mængde og kvalitet angår), og det sammenholdt med stemningen på stedet og de enkle, men alligevel ’tvistede’ serveringer gør, at Bar Mut let kan gå hen og blive et stamsted. Og på sigt et dyrt bekendtskab!

Mens andre etablissementer praler med foto af kongelige, fodboldspillere og skuespillere, så hænger der på vej til toilettet et foto af Bar Muts indehaver i selskab med Ferran Adrià. Det siger også noget – i al fald mere end hvis Messi havde lagt vejen forbi!
__________

Prisklasse:

Forholdsvis dyrt sammenlignet med eksempelvis de små tapasbarer på barcalonetta’en, hvor to mennesker kan spise tre-fire gange for prisen på ét besøg på Bar Mut. Men prisen afhænger naturligvis af ens appetit, og hvor fristet man bliver af vinkortet. Man kan sagtens bare dumpe forbi til et glas vin.

Åbningstider:

Mandag-lørdag fra kl. 09.00 til midnat

Bonusinfo:

Hvis ikke du har bestilt bord, så sørg for at komme tidligt eller sent i forhold til ’barcaernes’ normale spisetider, der jo ligger en hel del senere end på de danske breddegrader. Vær opmærksom på, at selv om der er åbent nonstop, så går køkkenet noget ned i gear sidst på eftermiddagen. Man kan sidde ude under den store markise med navnetrækket, men trafikken er voldsom, så de borde og stole er nok mestendels tiltænkt rygere ’på udgang’.
__________

Bar Mut
Calle Pau Claris 192

barmut.com »
__________

Fortsætter på næste side...

Lolita Taperia

– Den diskret smarte og festsyge

For meget af det gode kan være … for meget. Succes kvalte Albert Adriàs Inopia, men i stedet kom Lolita Taperia, der mestrer balanceakten mellem at være moderne og innovativ og samtidig tage imod enhver med åbne arme. Det er lidt som en gastronomisk udgave af Pedro Almodovar – hektisk, hysterisk og så bare sådan helt almindelig baskisk festsyg.

__________

Inopia Classic Bar var gennem fem år, indtil juli 2010, en af de mest søgte barer og spisesteder i Barcelona – der var nærmest kronisk lange køer udenfor og proppet indenfor.

Albert Adrià, Ferrans bror, åbnede Inopia sammen med Joan Martínez, men stedet blev kvalt i succes – det havde aldrig været meningen, at folk skulle stå i kø for at komme ind. Til Barcelona Time Out fortalte Joan Martínez efter lukningen: ”Albert og jeg ønskede at åbne en lokal bar, men det endte med at blive et monster. Det har aldrig været meningen, at man skal stå i kø i to timer for at komme ind på en bar med plads til 40 mennesker. Vi var nødt til at lukke og slukke og begynde forfra.”

Som sagt så g jort – Albert Adrià overlod stedet til Joan, Inopia Classic Bar blev til Lolita Taperia, og det hype, Adrià-navnet medfører, tog noget af – for senere at rykke til det nærliggende Tickets Bar, Adrià-brødrenes seneste (2011) tiltag.

Lolita ligger i kvarteret omkring Avenida del Paralelo – i folkemunde El Paralelo – i den sydlige udkant af det historiske centrum. Det gamle, nedslidte teaterkvarter er de senere år vågnet op til en ny æra som værende et af Barcelonas mest pulserende områder (se gastro nr. 64 eller gastro.dk), en puls, der (endnu) ikke er blevet mondæn og ikke synes forbigående.

Kom tidligt eller vær tålmodig

Vi kom ved 21.30-tiden og havde ikke booket bord (det kan man vist i øvrigt slet ikke), men vi var heldige og fik et bord – eller rettere en smal disk og et par barstole, hvilket var fremragende. Var vi kommet bare et kvarter senere, var vi gået forgæves. Og dog for senere tilkomne gæster valgte enten bare at stå op i lokalet, presse sig ind og hænge i baren eller simpelthen væbne sig med en vis tålmodighed, hvilket belønnes med en plads før eller siden. Der er run på, men Lolita Taperia er ikke en lukket fest a la det nærliggende Tickets Bar eller forgængeren på stedet.


Asiatiske indspark

Ikke så snart er man bænket – eller har fundet sin plads ved baren – før en af tjenerne indfinder sig med menukortet, og kort efter igen kommer han/hun med brød, og hvad man nu indledningsvis har valgt at drikke – vand, vin, cava eller Moritz, den lokale øl.

Menukortet er en uprætentiøs folder, men der er ikke desto mindre over 70 numre – fra helt simple tapasklassikere så som oliven, marinerede ansjoser (på 117 måder), kartoffelkroketter til de fusionsagtige anretninger, og bare rolig, her tænkes ikke på de bizarre gastronomiske tvangsægteskaber, man så på hjemmefronten i 1990’erne. Fusionen kan være en tuntartar med noritang, tunventreche i sojamarinade etc.

Det asiatiske køkken titter meget frem på Lolitas spisekort – side om side med ærkeklassiske tapas. Ens for alle serveringer er, at udgangspunktet er tiptop råvarer, der lander på tallerkenen enten i al deres enkelhed eller smågenialt parret med andre ingredienser, men i tilberedningen stadig med enkelheden i behold. Man fornemmer meget stærkt, at køkkenet kan langt mere, end man ser på tallerknen, at der er tale om gourmet skruet ned i tapasklæder. Vi lagde ud med de i baskerlandet så klassiske pan amb tomaquet – grillet brød – her helt crispy – gnedet med tomat, stænket med olivenolie og drysset med salt. Perfekt til cava, hvidvin, øl, sherry eller rosé.

I orkanens øje

Der er tempo over det på Lolita, til tider er det nærmest hæsblæsende, og det er absolut ikke et sted, man kommer for at dvæle i ro og fred, men tværtimod et sted, hvor byens puls virkelig dunker. Og i den forbindelse er det imponerende at se, hvad tjenerne nærmest i løb og i forbifarten kan opfange og huske. Og ikke mindst levere med indlevelse og nærvær, midt i orkanens øje.

Lolita Taperia er et moderne og smart sted, men det er ikke et reserveret sted, og man falder ikke igennem som småfed solskoldet turist eller medbringende vrangvillige teenagerbørn eller overtrætte småbørn. Ingen lader sig distrahere eller forstyrre, for tempoet og støjniveauet generelt har for længst forladt diskretionsniveauet (læs: mangel på samme).

Lolita Taperia er med andre ord mange steder i ét – bar, bistro, restaurant, ’vermoutheri’ … Det er et sted, man kan komme og spise lidt eller meget, man kan nøjes med et glas, eller man kan komme for at feste igennem efter midnat.

Lolita Taperia er et af flere musts i Barcelona. Eneste minus er det ret begrænsede og knap så spændende vinkort, men det fungerer glimrende til at skylle efter med, og det begrænsede vinfokus opvejes af de mange og svimlende cocktailmuligheder.

__________

Prisklasse:

Middel. To mennesker kan både spise og drikke rigeligt for 5-600 kr.

Åbningstider:

Tirsdag-onsdag kl. 19.00-24.00, torsdag kl. 19.00-02.00, fredag og lørdag kl. 13.00-16.00 og igen kl. 19.00-02.30, søndag lukket.

Bonusinfo:

Lolitas hjemmeside er ganske omfattende, så tjek med fordel spisekortet (der er billeddækket), print evt. ud hjemmefra, og vær således rustet til at bestille lige netop den specialitet, du vil prøve, men som ellers kan være svær at forklare sig til/ læse sig frem til på kortet, hvis ens spanske er begrænset – hvad de fleste danskeres jo er! Efter midnat torsdag-lørdag går der fest i den med cocktails, dj’s og måske ligefrem levende musik. Der er tre-fire borde udenfor – det er dejligt i sommermånederne, men den optimale stemning skal man indenfor efter.

__________

Lolita Taperia

Tamarit 104

lolitataperia.com »

Monvinic

– Den 007-smarte

Monvinic er en rig mands drøm om at skabe den ultimative vinbar. Den ultimative vinbar er det ikke, men Monvinic er bestemt et besøg værd, og det er næsten befriende, at maden ikke prøver at være ligeså smart som indretningen.

__________

Det siges, at man – hvis man vil tjene en lille smule på at have med vin at gøre – skal begynde med at have en masse penge. For at tjene en lille formue skal man altså begynde med at have en stor formue. Det har Sergi Ferrer-Salat, og den har han tjent i den farmaceutiske industri. Nogle af pengene er investeret i vineriet Ferrer Bobet i Priorat, mens andre er brugt til skabe vinbaren og restauranten Monvinic.

Sergi Ferrer-Salat drømte efter sigende i 15 år om at skabe Monvinic (catalansk for ’en verden af vin’), der åbnede i 2008. Der er noget retromoderne a la superskurkens højteknologiske hovedkvarter inde i et bjerg i 40- 45 år gamle James Bond-film over Monvinic. Det er henslængt loungestil, der møder kølig højteknologi – farverne er brune og gyldne, den står på glas, stål, træ, granit, diverse lyseffekter og skydedøre her og dér, der går op af sig selv – og så ikke altid sådan lige med det første, så man frygter, at nu er man fanget på toilettet.

Da Monvinic åbnede for fem år siden var det helt store gimmick, at vinkortet er en pc-tablet – det ligner til forveksling en iPad, men det er det dog ikke. Man kan søge vin efter farve, land, årgang, pris, producent etc. og ud over en eventuel fascination af teknik, så er fordelen ved dette elektroniske vinkort, at man i ro mag kan indhente et væld af oplysninger om vinene. Og besøger man Monvinic alene, så er vinkortet sådan set også meget godt tidsfordriv i mangel af andet selskab!

Fokus mangler

Vinkælderen indeholder 3.500 forskellige vine fra 23 forskellige lande. Der er mange rigtig gode flasker imellem til priser, der faktisk er okay rimelige set med danske øjne. Glaskortet er en hel del mindre, der er vel en 30-40 slags i alt fordelt på alle vintyper.

Man kan glæde sig over vinkortets mangfoldighed, men også en lille smule savne fokus. En del vine synes bare at være der for at repræsentere et bestemt område. Især hvad glaskortet angår, havde det været mere interessant med større fokus på spanske vine frem for spredning. Vinen serveres i gode glas fra Riedel, men der kunne egentlig godt være flere glastyper i spil.

Mageligt tilbagelænet

Monvinic er både vinbar og restaurant, hvilket betyder, at man ikke behøver at lade sig bænke til højbords og det helt store udtræk, men kan nøjes med at sidde og drikke et glas vin, enten ved bardisken eller i den bløde og tilbagelænede afdeling umiddelbart ved indgangen og før selve restauranten. Her kan man enten nøjes med vin, eller man kan spise lidt let fra barmenuen – det kan være en tallerken ibericoskinke, de catalanske klassiske tomatbrød – pa amb tomàquet – eller en osteservering blandt andet. Man kan også få egentlige retter, men sidder man i loungen, så sidder man vel nok for mageligt tilbagelænet til, at det for alvor er en fornøjelse at spise med kniv og gaffel.

Knivskarpt og enkelt

I selve restauranten sidder man ved langborde, uden at det dog af den grund forpligter til at være selskabelig med andre gæster. Den futuristiske indretning og de mange gimmicks (bl.a. projiceres dagens menu op med lys på væggen), og det faktum, at den ansvarlige for vin, franske Isabelle Brunet, har en fortid på elBulli, og at køkkenchefen, Sergi de Meia, har en fortid som tostjernet kok, kunne få en til at forvente, at maden ville være tilsvarende på forkant. Men maden er faktisk ret enkel, dog tvistet, og det er ingen kritik, men egentlig meget befriende.

Kortet har knap tyve numre, godt halvdelen er forretter – fisk og skaldyr dominerer, og hovedparten ligger prismæssigt omkring 20 euro.

Menuerne skifter nærmest dagligt og er helt underlagt leverancerne af friske råvarer. Undertegnede fik en skaldyrsceviche, en helt enkel servering med syltede vilde svampe og pocherede vagtelæg og endelig spædlam, langtidsstegt i lerpotte på hvide bønner. Enkle rustikke retter, der ikke desto mindre fremstod knivskarpe, og som også blev serveret, så det flugtede med den stilsikre indretning.

Sidste år er længe siden

Monvinic er et besøg værd, men man bør enten selv være tørstig nok eller mange nok om bordet til at bestille helflasker, for glaskortet er ikke helt spændende nok.

Maden er som nævnt enkel og relativ uprætentiøs – der er faktisk ikke gjort voldsomt meget ved råvarerne, som til gengæld så også har en kvalitet, der kan bære, at de træder tydeligt frem.

Monvinic fremstod virkelig smart og moderne for fem år siden, men det går stærkt, og elektroniske vinkort og fotoceller, der får alt til at åbne og lukke, imponerer ikke helt på samme måde i dag. Sidste år er længe siden, men det ændrer ikke på, at man føler sig rigtig godt tilpas på stedet – godt hjulpet på vej af en imødekommende og på alle måder behagelig betjening.

__________

Prisklasse:

Mellem – 5-600 kr. pr. person, mindre hvis man nøjes med barmenuen, men fristes man over evne af vinkortet, så eksploderer det!

Åbningstider:

Frokost og aften. Lukket lørdag-søndag.

Bonusinfo:

Monvinic holder løbende temasmagninger med både spanske og internationale vinpersonligheder. Monvinics omfattende bibliotek med vinlitteratur kan besigtiges efter aftale – ligger i et glasbur i forbindelse med restauranten.

__________

Monvinic

Carrer de la Diputació 249

monvinic.com »

__________

PS:

Mødte tilfældigt Claus Henriksen, køkkenchefen på Dragsholm Slot, på Monvinic, og han havde været der flere gange og var glad. Det er ikke den dårligste anbefaling et sted kan få!

Moo

– Den designerhotelsmarte

Det lover godt, når Roca-brødrene er bagmænd, men det er, som om maden på Roca Moo slet ikke kan leve op til de smarte omgivelser.

__________

Det er Roca-brødrene, Joan, Josep og Jordi, fra trestjernede El Celler de Can Roca i Girona, der står bag denne etstjernede restaurant i det supersmarte designerboutiquehotel Omm. De tre har dog ikke deres daglige gang i køkkenet, og man skal ikke forvente samme kreativitet som på El Celler. Faktisk er mange af serveringerne overraskende enkle – og også delvist skuffende enkle, i betragtning af at stedet trods alt har en stjerne i Guide Michelin. Og ikke mindst når man som dansker tænker på, hvad hjemlige toprestauranter kan levere til samme pris.

Man kan vælge den otte retter store tastingmenu, eller man kan gå a la carte. Vi valgte at gå a la carte og fik blandt andet et stykke ristet søtunge med seks forskellige smagsparringer, dvs. seks striber emulsion på tallerkenen med seks forskellige smage, provencekrydderier, ingefær/ asiatisk etc. Egentlig ikke voldsomt ophidsende og læg dertil, at fisken havde fået lige lidt for meget.

Kødretter, spædlam og due, var langtidsstegte – sous vide – som Roca-brødrene i lighed med så mange andre foretrækker det, og kødserveringerne var mere vellykkede end fiskeanretningerne, men der skete for lidt på tallerkenerne.

Det kan man dog ikke sige om desserterne, bl.a. ’Cubansk cigar med rom’, som forekom noget firsersmart i det og havde den skavank, at den rent faktisk smagte af cigar, dvs. askebæger.

Gode vinmatch

Som det fremgår så var besøget på Moo ikke nogen ubetinget succes, måske fordi det ekstremt smarte femstjernede hotel og den ditto smarte restaurant ligesom lagde op til noget mere. Og i baren, Roca Bar, i den tilstødende hotellobby havde en dj en kæmpefest med sig selv, hvilket virkede en kende latterligt. I øvrigt lignede baren et bedre køb til en anden god gang med sine tapas og småretter.

Det skal desuden retfærdigvis nævnes, at de på Moo var rigtig gode til at matche interessante vine til den knap så interessante mad. Vinkortet er omfattende og godt, og vinmenuerne er spot on. Det rokker dog ikke ved, at Roca Moo gav indtryk af at være mere form end indhold – supersmart ser det ud, men videre interessant er det ikke! Og man bliver igen bekræftet i, at michelinstjernerne sidder lidt løsere i udlandet.

__________

Prisklasse:

Dyrt – 100 euro for en tastingmenu, hvilket er samme pris som Dos Cielos (se denne), der er et bedre køb kvalitetsmæssigt.

Åbningstider:

Åben frokost og aften. Søndag lukket.

Bonusinfo:

Roca Bar i hotellobbyen er et besøg værd for sine cocktails.

__________

Roca Moo

Rosselló 265

hotelomm.es »

Dos Cielos

– Den fremtidssmarte

På Restaurante Dos Cielos kan man opleve Torresbrødrenes på én gang innovative og rustikke køkken til priser, der næsten kan betegnes som billige.

__________

Vejen til Dos Cielos er ikke videre opløftende – man kører forbi den olympiske havn og videre igennem et ret træt og trist forstadskvarter, Poble Nou, til Barcelona. Når man nærmer sig, rejser det 29 etager høje ME Hotel sig op, stående nærmest på kanten af sin sokkel.

24 etager oppe modtages man i receptionen og føres så gennem køkkenet til sit bord i restauranten. I det mildt sagt meget ryddelige og velordnede køkken hilser man på personalet og præsenteres for den ’vagthavende’ i køkken, der den dag, jeg var der, var Javier Torres (billedet tv.), der sammen med sin bror, Sergio, er køkkenchef på Dos Cielos – ’de to himle’.

Torres-brødrene har et væld af michelinstjerner på deres cv, bl.a. fra Akelare, Neichel, El Raco de Can Fabes og Plaza Athenée. På Dos Cielos besidder de en enkelt stjerne.

Tilbage lænet og uformel

Selve restauranten er holdt i hvidt og næsten klinisk – hvis det da ikke lige var for det højrøde gulvtæppe og blomsterne i smalle laboratoriekolber. Det ret smalle lokale afgrænses af det åbne køkken, en væg af vinflasker bag glas og en svimlende udsigt ind over byen med den ufærdige La Sagrada Familia-katedral lige midt i synsfeltet. Gennem glasdøren på den sidste langside kan man skimte Middelhavet.

Det hele kunne virke meget stift og sterilt, men der er samtidig også noget humoristisk og fremtidstegneserieagtigt over hele setuppet, og så er betjeningen – skønt fuldstændig korrekt og snorlige – aldeles afslappet og uformel, og det giver alt i alt en meget tilbagelænet og uhøjtidelig stemning.

Det rustikke vs. elegance

Torres-brødrenes køkken er lidt i retning af Rasmus Kofoed møder Francis Cardenau – altså noget meget elegant, næsten sart og filigranagtigt, der møder noget mørkt, indkogt og koncentreret. Det så vi eksempelvis i serveringen af kødfulde østers i en mørk og gelatineklistrende sauce på kalvefond(!), garneret med syltede løgvækster og et væld af blomster. Der bruges rigtig mange blomster, salater og spæde skud – en del af det dyrkes i restaurantens taghave på 29. etage af hotellet. Haven kan i øvrigt besøges på udvalgte tidspunkter i sæsonen.

Restaurantens menu koster 100 euro for 10 afstemte retter, tilhørende vinmenu står i 42 euro, dvs. lige over 1.000 danske kroner pr. person – det er absolut rimeligt, på kanten af at være billigt. Man kan også vælge at gå a la carte.

Måltidet indledes med en lang række små appetizers, blandt andet nogle vanvittigt velsmagende millimetertynde brød med endnu tyndere skiver af svampe nærmest som fossiler i brødet. En ren umamibombe.

Hvis vejret er til det, så bør man tage kaffen på terrassen, der samtidig er ME Hotellets tagbar med uendelig udsigt ud over Middelhavet.

Dos Cielos er ikke et sted, man som turist i Barcelona lige dumper forbi, men det kan varmt anbefales, at man opsøger Torresbrødrenes meget sanselige køkken, hvor innovation og soliditet går op i en højere enhed, ikke mindst hvis man er gastro-turist og samler på særlige madoplevelser.

__________

Prisklasse:

Dyrt, men ikke superdyrt – beregn 1.000- 1.500 kr. pr. person. Det er mere end de fleste feriebudgetter kalkulerer med, men der er valuta for pengene på Dos Cielos.

Åbningstider:

Åben frokost og aften. Lukket søndag og mandag.

Bonusinfo:

Torres-brødrene går op i det sensoriske køkken, og man kan efter måltidet få testet sine smagsoplevelser og på computeren derhjemme få dem visualiseret. Tjek hjemmesiden – den er noget for sig.

__________

Restaurante Dos Cielos

Hotel ME

Pere IV 272-286 d

doscielos.com »

Casa Delfin

– Den skabssmarte

Casa Delfin ligner ved første øjekast det, det (også) er – et af byens ældste spisesteder. Kigger man nærmere efter, ser man, at det gamle sted faktisk er ret opdateret, også på spisekortet.

__________

Casa Delfin er faktisk ikke noget specielt smart sted i den forstand, men ved nærmere eftersyn kan man godt se, at det er et gammelt sted, der er shinet op, men med respekt for det oprindelige, og spisekortet er også lige det lidt skarpere og mere opdaterede i sammenligning med lignende steder. Casa Delfin er et af bydelen Borns ældste spisesteder, mere end 100 gammel. Delfin blev for et par år siden overtaget af et engelsk-catalansk par, Kate Preston og José Lombardero, og det er dem, der har stået for fornyelsen af stedet.

De to ejer også Taller de Tapas, som er en af byens bedre tapaskæder (der er fire Taller de Tapas), men som stadig har et noget upersonligt kædepræg. Casa Delfin har sine steder antydningen af dette kædepræg, men er og bliver nu sig selv.

Stort spisekort

Det ret omfangsrige kort rummer både regulære serveringer og mindre tallerkener i tapasstørrelse. Det sjoveste er at fylde bordet med tallerkener, og så kan alle lange til fadet. Der er de helt klassiske og enkle numre så som skinke, kroketter, eddikemarinerede ansjoser (boquerones en vinagre), stegte grønne pebere (piemientos de padron) og stegte rynkede kartofler med hvidløgsmayonnaise og røget paprika (patatas bravas). Andre serveringer skeler til de asiatiske køkkener, og så er der de anretninger, der efterhånden er svære at finde på menukortene: det kan være kalvelever, her braiseret i sherry, eller hvad med lammehjerne, stegt og dryppet med citron.

Vinkortet er overskueligt og fornuftigt – vi valgte en flaske Gramona cava til omkring 120 kr., rimeligt for en af de bedste cavaer.

__________

Prisklasse:

Middel – regn med et par hundrede kroner pr. hoved, hvis man fylder bordet.

Åbningstider:

Alle dage og til og med nonstop fra kl. 9 morgen til midnat. Der kan dog godt være lidt dødt sidst på eftermiddagen.

Bonusinfo:

Om sommeren er lykken at få et bord udenfor. Casa Delfin er også en glimrende bar, bl.a. med mange slags gin og en faible for cocktails.

__________

Casa Delfin

Passeig del Born 36

Ingen hjemmeside

__________

Følg gastro på twitter »

Bliv ven med gastro på facebook »

SE OGSÅ: 

Oplev en cool kineser i New York

SE OGSÅ: 

Gademad: 9 meals on wheels i London

Se, hvad vi ellers skriver om: Gastronomi, Mad, Barcelona og Guide