Der er flere misforståelser omkring Lambrusco. En af de mest dominerende herhjemme er, at det er en rosévin. Den anden misforståelse er, at Lambrusco er noget billigt sprøjt. Det skal siges, at Lambrusco kan være begge dele, og at der er sådan, vi er vant til den fra 80’ernes og 90’ernes detailhandel.
Men i disse år er det i den grad muligt at finde alternativer. Flotte, mousserende dybrøde vine, der spænder fra det forfriskende til det fyldige, og som udmærket kan gå til såvel picnicens charcuteriudvalg som køkkenchefens nordiske cuisine. Og så er Lambruscoen oven i købet så småt ved at blive hip. Bare spørg på sidegadevinbaren Bevi Bevi eller på toastbaren Fætter Fætter.
”Lambrusco er vokset i anseelse i de sidste 10 år,” siger Carlo Merolli, der har solgt danskerne den boblende vintype fra Emilia-Romagna-regionen siden 1976.
Han begyndte med tre slags i kataloget, en af hver af de toneangivende Lambrusco-druer Grasparossa, Salamino og Sorbara. I dag har han et par og 20 forskellige flasker på hjemmesiden.
I 1970’erne voksede salget af de sprudlende, let drikkelige Lambruscoer eksplosivt i USA, og branchen satsede ensidigt på industriel produktion i store tryktanke.
Det var ikke nødvendigvis dårlig kvalitet, fortæller Carlo Merolli. Men det var heller ikke noget, som vinguiderne og anmelderne beskæftigede sig med.
”Lambruscoen var ikke stueren, lige indtil de to største producenter, Cavicchioli og Chiarli, som forsøg lavede en lille produktion af vine efter den gammeldags metode, metodo ancestrale, hvor vinen bliver lavet af enkeltmarksdruer, og gæringen foregår på flaske.”
Metodo Ancestrale understreger den enkelte drues profil, og eksperimentet tiltrak vinskribenternes opmærksomhed. I dag er der kommet en ny generation af små producenter, og markedet spænder fra det storindustrielle til økologiske vine uden brug af sulfitter.
Smagen er typisk af hindbær og skovjordbær, men kan heldigvis være til den behageligt tørre side. Syren gør den velegnet som følgeskab til Emilia-Romagnas svinekødsbaserede stoltheder: parmaskinke, mortadella og tortellini.
Men også en dansk grisebasse klæder den ifølge Carlo Merolli, der gerne drikker Lambrusco til sin flæskesteg. Det ændrer selvfølgelig ikke på, at der er mange danskere, der stadig lider af Lambrusco-skræk, så Merolli foreslår denne fremgangsmåde, når du skænker den for dine gæster:
”Lad være med at sige, det er Lambrusco. Når folk så har smagt og siger, ’hold kæft, hvor smager det godt,’ kan du sige, hvad det er.”
LÆS OGSÅ: Danske Michelin-stjerner er skabt af udlændinge
LÆS OGSÅ: Gastros redaktør: Michelin er alt for nærig, hvad stjerner angår
LÆS OGSÅ: 3 Michelin-restauranter på Mallorca, du har råd til
