Kan man smage omsorg for lokaliteten – Paul Cluver Wines

De Rust-farmen i Elgin har mere end 1000 ha. beskyttet som bevaringsværdigt habitat for sjældne sydafrikanske dyr og vækstformer. Midt i det hele ligger Paul Cluver Wines’ vinmarker og har det strålende, omgivet af naturens biodiversitet. Vinmarkerne er selvfølgelig en del af den samlede biodiversitet. De bliver dyrket økologisk.

Paul Cluver Wines’ leder hedder, gæt en gang, selvfølgelig Paul Cluver (IV). Han har grundlagt organisationen Biodiversity and Wine Initiative for at fremme tanken om integreret vindyrkning, landbrug som en del af den samlede biosfære og i forlængelse heraf en opfattelse af mennesket som en del af naturen. Paul Cluver er naturligt stolt over sine initiativer, der ser ud til at brede sig til andre af de sydafrikanske vingårde og områder, hvor intensiv sprøjtning og kunstgødning ellers har været kutymen. Paul Cluvers initiativer omfatter også omsorg for medarbejderne og ikke mindst den sorte befolkning. Han er godt træt af at svare på spørgsmålet, der stammer fra den stadig gældende opfattelse at den sorte del af befolkningen i Sydafrika er underbetalte og socialt belastede. Holistiske initiativer ville være hykleriske hvis vi behandlede vores ansatte skidt, siger han.
Elgin ligger i højderne 70 km sydøst for Cape Town, i den kystnære kølige del af Cape-regionen, hvor antarktiske iskolde havstrømme kommer helt ind i Walker Bay, få km mod syd. Det sydafrikanske Wines of Origin-system (WO) anerkendte først Elgin i 1990 efter begyndende tilplantning i 80erne. Oprindeligt handlede vindyrkning i Sydafrika om at finde varme områder – tanken om kølighed var fjern, for det var netop de problematiske modningsforhold i de kølige europæiske vinområder, sydafrikansk vindyrkning blev en kontrast til. Elgin er mest kendt for sin æbleproduktion og æbler yder netop deres bedste i tempererede zoner. Inspireret af europæiske grænseklimatiske vinzoner som Bordeaux og Bourgogne plantede pionererne som Paul Cluver IVs far, der selvfølgelig også hedder Paul Cluver, vin. ”Målet er elegante vine”, siger Paul Cluver IV under sit besøg i København, hvor vi smager porteføljen i private gemakker i det hyggelige københavnske Magstræde. Han er ikke den første som har sagt sådan og hvor vinene ved gennemsmagning viser sig at være uelegante gumpetunge tumlinger eller direkte monstre. Her holder udtalelsen dog. ”Vores vine er ikke lavet til jer kritikere”, siger Paul Cluver, ”vores vine er til forbrugerne, de skal ikke imponere, de skal nydes og drikkes”. Han kalder de opulente bamser for ”botox vine” og hævder hårdnakket at europæerne aldrig er faldet for den stil, som især amerikanerne bliver skoset for at lave. Det holder nok ikke helt, men alt tyder nu på at ”den europæiske gane” er på vej tilbage til rankhed, syre, elegance og det er godt for et hus som Paul Cluver, der har holdt fast i sin egenart. Elgins jordforhold er ret anderledes end Stellenboschs granit og sandsten. I Elgin er der masser af forstenet marint materiale, kalkrige forhold, som vinstokke holder så meget af. Jeg ved ikke om man smager omsorgen for lokaliteten, men vinene smager mig, smager mig rigtig godt, naturlige, ikke overgjorte og manipulerede.

Paul Cluver Wines’ portefølje rummer otte vine, alle på typiske koldklimadruesorter, riesling, gewurztraminer, chardonnay og pinot noir. Priserne er urimeligt rimelige, ganske enkelt – på mange måder for billige i forhold til deres kvalitet… eller også er det bare alle de andre, konkurrenterne, som er for dyre.


Sauvignon Blanc 2011
8 % semillon tilsat, sauvignon blanc har fået kort skindkontakt før presning og vinen ligger otte måneder på stål med bundfaldet. Udtalt solbærgren, stikkelsbærkompot og stram citronsyre. Forbavsende vægtig på tungen, men sprød, tørstslukkende og bentør i eftersmagen. Hooningnoter afslører semillon med kort fadlagring. Valuewine har lige fået 11eren i hus. Super køb. 88
85 kr.  


Riesling 2009
Stoppet ved 11 % med lille restsukker, kort skindkontakt før gæring. Cluver Wines vinmager Andries Burger, laver en habil riesling, der dog ikke vækker ekstraordinær opsigt. Fin æblesyre, lidt petroleum og lime, mellemintens og ganske druetro let dirrende vin, der dog savner noget koncentration og kraft. 84 Valuewine sælger nu 2010, som jeg ikke har smagt.
85 kr.


Riesling Close Encounter 2011
Moselspätlesestil med 35 g restsukker og ekstra selektering af druerne. Røget næse med tydelig pæresaft, orangeblomst og æblemost. Fin intensitet, sitrer mere end den normale riesling, restsukkeret gør den cremet, men syren frisker til sidst. 87
Valuewine har lige fået 11eren i hus, 10eren lige så god, blot en kende mere ældet og kompleks.
99 kr.


Gewurztraminer 2011
Valuewine har endnu ikke 11eren i hus. 09eren var imponerende for sorten og 11eren er lige så god. Druetro med masser af rose, litchi og koldt stål. Let olieret i munden, fuld af rosenolie og Dr. Hauschka-creme i eftersmagen. 89

89 kr.

Chardonnay 2010

De andre hvide vine gærer med kulturgær, mens chardonnay er 100 % naturligt gæret i 40 % ny fransk eg, får battonage og fadene rulles, men i doseret grad og slet ikke i samme omfang som tidligere. Blændende chardonnay, langt over sin prisklasse. Let undermoden, sitrende og prikkende anisdomineret næse med grønne æbler, stenmel og hvedeøl. Stærkt intens på tungen, mineralsk, har bladselleri i eftersmagen som en stor chablis – den malolaktiske gæring blev kun delvist gennemført og det har medført herlig friskhed. Imponerende i sig selv og endnu mere imponerende til prisen. 93
119 kr.


Pinot Noir 2009
Burgundisk versionering, jordet, dufter af ribs og hindbær med bøgerøgelse hen over. Mellemfyldig og middel intens. Intet ”oversøisk”, men spor af det typiske sydafrikanske brændte element. Giver dog kun kompleksitet. 86
129 kr.


Pinot Noir Seven Flags 2008
Et ret stort trin op i klasse ift. lillebroren. Selektering i marken og blandt fadene med pinot noir. Koldmacereret og gæret med bourgognegær, pigeage praktiseret. Klart jordet, fuld af spagnum, bacon og champignon nedenunder al kirsebærfrugten. Meget intens, balanceret, yndefuld, men selvbevidst og stærk. 90 Valuewine kører 2009, som jeg endnu ikke har smagt.
Udsolgt pt.


Riesling Noble Late Harvest 2010
Fremragende sent høstet og botrytisinficeret riesling. Valuewine har ikke fået 10eren i hus endnu. 180 g restsukker. Abrikosmarmelade, appelsinkompot, mandarinskal, karamel og honning. Imponerende intensitet og kombineret volumen/friskhed. Fornem, intens på tungen, sødmeeksplosion, men syrefrisk. Valuewine har nu 10eren i hus. 92

149 kr.

Vinene forhandles af www.valuewine.dk