Endelig åbner et godt spisested, hvor du gerne må sidde med din computer

Så slipper du for at tage på Espresso House.

Soléne åbner onsdag d. 5. februar på Østerbro.
Soléne åbner onsdag d. 5. februar på Østerbro.
Offentliggjort

Italien har siddet tungt på den københavnske madscene i årevis. Bevares, straciatella, linguini og tiramisu smager pragtfuldt, men måske er vi også snart klar til at prøve noget nyt? 

Det satser folkene bag Donda og Donda Khana i hvert fald på, når de  slår dørene op for Soléne, hvor blikket denne gang er rettet mod den iberiske halvø. 

Det er ellers ikke længe siden, at Donda åbnede deres anden restaurant, Donda Khana, som sidste år modtog prisen for ’Bedste spisested til prisen’ i Berlingske. Alligevel er køkkenchef og ejer Qasim Khan nu klar til endnu en udvidelse: 

”Egentlig var det ikke planen, men vi fandt de her store lokaler på Østerbro, som vi ikke kunne takke nej til.” 

Qasim Khan driver sammen med Kasper Enø Lander Donda, Donda Khana og nu Soléne.
Qasim Khan driver sammen med Kasper Enø Lander Donda, Donda Khana og nu Soléne.

Lokalerne er rummelige og indrettet med høje, brune paneler, orange lædersofaer og gule vægge, hvor der hænger værker skabt af kvindelige kunstnere. 

På tallerkenerne serveres alt fra Gambas à Guilho og skinke med chips til tuntatar og den baskiske specialitet txuelta, som er en særlig udskæring af ribeye. 

”Vi går op i at sætte vores eget præg på det klassiske spanske køkken. Folk skal ikke forvente, at de skal ind og spise tapas, men de skal stole på vores kunnen og følge med,” siger Khan. 

På Soléne serveres mad som stammer fra den iberiske halvø.
På Soléne serveres mad som stammer fra den iberiske halvø.

Selv betegner de restauranten som en heldagsbistro, hvor det i princippet skal være muligt at spise fra morgen til aften. 

I dagtimerne håber de at tiltrække arbejdende gæster, og det er netop her, at Qasim Khan synes Soléne adskiller sig fra mange andre københavnske restauranter: 

”Vi vil ikke være det sted, som tager 55 kroner for en kop kaffe og siger nej, fordi folk gerne vil sidde med deres computer. Der mangler lidt et sted, hvor det er tilladt, så man ikke er nødsaget til at tage på Espresso House. Hos Soléne skal man kunne få et godt glas vin og et godt måltid, og samtidig skal man kunne holde forretningsmøder, hvis det er det, man vil.” 

Som på Donda og Donda Khana, understreger Qasim Khan, at Soléne skal være uautentisk. 

”At være uautentisk kan hurtigt misforstås, men vi sætter en ære i at gøre tingene på vores egen måde. Den måde, vi anretter på, skal passe til det københavnske publikum,” siger Khan. 

Når Soléne åbner på onsdag, vil det i første omgang primært være med aftenkortet. Hvis man vil have heldagsoplevelsen, må man vente til weekenden. 

Soléne ligger på Aarhusgade 1 på 2100 Østerbro. I første omgang holder de åbent kl. 17-00 fra onsdag til lørdag, mens de også holder åbent i dagtimerne fredag til søndag kl. 9–16.