Diemme har givet tre af Clarks’ ikoniske modeller en robust italiensk overhaling

Måske din nye efterårssko?

En masse plader og et par sko
Offentliggjort

I musikvideoen til The Verves nummer ’Bitter Sweet Symphony’ trasker forsangeren Richard Ashcroft hensynsløst rundt i det østlige London. Han er klædt i sort læderjakke, tætsiddende sorte jeans og fødderne stukket i et par Clarks Wallabees i sort suede.

Det er netop på asfalt, at den tidløse britiske skoklassiker har det bedst. Med sit sarte ruskind og den ikoniske rågummisål tåler den ikke meget andet terræn.

Det skal det nye samarbejde med den italienske skoproducent Diemme gøre op med.

De har nemlig banket lidt af deres æstetik ind i tre af Clarks ikoniske modeller: deres Desert Boot, Desert Trek og ja, Wallabee.

Alle modellerne får monteret Diemmes kraftige ydersål og over den sidder en beskyttende gummikant (i samme naturgummi, som vi kender fra Clarks’ såler), som skal agere bindeled mellem skoens italienske underdel og britiske overdel.

Dermed står italienerne for funktionaliteten, og så er det Clarks materialer og designdetaljer, som samarbejdet hylder.

Wallabee-modellen kommer i champagnefarvet ruskind, Desert Booten har fået Clarks’ colabrune signatur-ruskind, og Desert Trek-modellen er klædt i sort kernelæder.

Det kan mærkes på prisen, at Clarks britiske hverdagskomfort har fusioneret med de håndlavede vandresko fra det nordlige Italien. Vil du have fødderne i en af de nye modeller, skal du slippe 3.730 danske kroner.

Kollektionen lander hos udvalgte forhandlere og på diemme.com fra den 5. november.