Rytteriet
Foto: Rasmus Linaa

Rytteriet humor

Rytteriet: "Det skal gøre lidt ondt, før det er sjovt"

”Det, vi laver, er i virkeligheden eksistenssatire,” fortæller komikerparret, der i er i gang med at skrive nyt materiale.

Døren ind til Rytteriet binder. Bag den rejser Rasmus Botoft sig og går hen og giver døren det ryk, der skal til, for at den gamle smedejernsdør med det næsten uigennemsigtige glas springer op.

Han står ikke klar til at give hånd, men er, mens døren åbnede helt op, nået at gå tilbage til sin plads og sætte sig ned. Samtidig bliver musikken slukket, og Botoft, Buch og deres instruktør Peter Harton, ham, der også sidder bag mixerpulten i ’Vi kører den ind med penis’-sketchene, siger ingenting. I stedet sidder to af Danmarks sjoveste komikere og kigger. Den ene på mig, den anden ned i gulvet. Begge tavse.

Og det på trods af, at de har modtaget en pris for at tilføje nye, faste vendinger til sproget. De er gået fra at være en kultting, først på små københavnske scener og siden i radioen, til at være en af landets største komikerduoer uden i mellemtiden at have tabt DR2-Politiken-segmentet, der først tog dem til sig. Alle griner af alt, de (normalt) siger, hvad enten det er til nærmest endeløse udsolgte aftener på Bellevue Teatret eller i klip på YouTube.

Rasmus Botoft rejser sig endelig op og hilser. Martin Buch gør det samme. De har virket en anelse ’kompleksede’ ved hele portrætprojektet, lige siden det blev dem foreslået, at forsidefotoet skulle være in character. De ville nemlig ikke vælge mellem snobberne Fritz og Poul, det dysfunktionelle ægtepar Erik og Else eller andre af deres karakterer, hvorfor det blev aftalt med Buch og Botoft, at de på forsiden blev skudt i neutrale, sorte jakkesæt.



For er der en ting, de to ryttere absolut ikke har lyst til at være, er det de samme fire karakterer hver gang. Derfor er hverken Fritz, Poul, Erik eller Else med i deres kommende projekt. Noget andet, de ikke vil være, er endnu et par komikere.

”Komiker, altså … Jeg føler mig mere som skuespiller end komiker. Men jo, vi er nok også en slags komikere,” siger Martin Buch.

”Det, vi laver, er i virkeligheden eksistenssatire,” siger Rasmus Botoft.

”Der er ingen tvivl om, at en komiker som Jim Carrey er dygtig. Han får folk til at grine, men det bliver for overdrevent efter min smag og for 1:1. Han laver et sjovt ansigt, og man griner. Han er klædt sjovt ud, og man griner. Meget komik mangler tragedien og poesien, som er en stor del af vores humor. Vi er meget mere skuespillere end klassiske komikere. Det skal helst ikke være så ligetil, for så er det ikke rigtig sjovt.”

Han nævner de amerikanske dramakomedieserier ’Transparent’ og ’Togetherness’ som eksempler på humor, Rytteriet er tættere på end Jim Carrey. Han nævner et par svenske dramatikere og en enkelt norsk. Martin Buch fortæller om en foruroligende statistik om danskernes alkoholvaner, han har læst, og griner lidt af, at vi drikker os selv ihjel.

Fællesnævneren for mange af deres karakterer er ifølge eksistenssatirikerne selv tristessen. Et par, de selv er rigtig glade for, er Rolf og Niller. De har Teater Larven, et omrejsende børneteater, men drømmer om at sætte ’Hamlet’ op og virkelig lave noget ’rigtigt’ teater.

Men det bliver aldrig til noget, og i mellemtiden sidder de i deres trøstesløse autocamper, drikker dårlig rødvin, lægger an på praktikanter og prøver at bilde folk ind, at de kender Ghita Nørby og Lars Mikkelsen.

”Det er sjovt, og det er sørgeligt. Humoren ligger ikke eksplicit, altså der er ikke nogen punchlines, men det er hele deres liv, der er tragikomisk. De lyver om at have spillet på Det Kgl. Teater, selv om de aldrig har gjort det og aldrig kommer til det. Inde på teatret er der måske nogle, der drømmer om at lave tv, og dem på tv drømmer om at lave film. Sådan er der sjældent nogen, der er tilfredse,” siger Martin Buch.



Hvad så med jer, er I tilfredse med det, I har?

”Jeg er glad for, at vi kan være sjove det ene øjeblik og alvorlige det andet, og at vi laver så mange forskellige ting og forskellige roller. Der var et tidspunkt, hvor jeg var nervøs for, om Snobberne overskyggede os selv. Om de ville gøre, at vi ikke kunne få andre roller, fordi vi i for høj grad blev forbundet med dem.

Men det er jeg ikke bange for længere. Omvendt troede vi for to år siden, at nu havde Snobberne haft deres tid. Vi følte, at vi gentog os selv, når vi var ude at optræde. Men dels synes vi stadig, det er sjovt at være dem, dels synes folk stadig, det er sjovt at se dem. Vi har spillet dem så længe og kender karaktererne så godt, at vi kan spille dem virtuost. Den ene siger noget til den anden, han griber det og sender det tilbage, og det bliver til musik,” siger Rasmus.

”Nu bliver jeg sgu liderlig,” siger den ene på en bænk i 2011. De griner sammen, før den anden får øje på en kvinde, der cykler forbi: ”Gud, hvor ser hun fræk og liderlig ud, hende dér.” ”Tag tøjet af,” råber den ene efter hende. Så griner de begge to. Og sukker så dybt, at Snobberne forsvinder, og Rasmus Botoft og Martin Buch sidder næsten nøgne tilbage.



Scenen er fra et klip på YouTube, der stammer fra Zulu Comedy Galla 2011. Den er en del af en sketch, der handler om, at Timm og Gordon har startet et behandlingscenter for komikere, der ikke kan give slip på en gammel succes.

Først bliver Peter Schrøder behandlet med varme sten. Som havde han Tourettes, siger han: ”Det er fan’me uhyggeligt, du!” Bagefter kommer Per Pallesen ind med et ”Også lige på en studs!” Jan Gintberg holder brandtale med en megafon ud ad vinduet, og Dolph råber ”Død ved kølle!” Tre minutter og 47 sekunder sidder Rytteriet på Enghave Plads og laver deres Snobberne-karakterer for 117. gang, lige inden de skal hen og behandles for posttraumatisk successyndrom.

”Vi skriver lige nu på en adventskalender, altså fire afsnit a en halv time, der skal sendes på DR2. Snobberne er ikke med. Erik og Else næsten heller ikke. John og Tulle, der har været bipersoner i Erik og Elses historie, er hovedpersonerne nu. Det nye bliver anderledes end før. Første sæson var et traditionelt sketchshow, anden sæson en samling af forskellige historier, og det kommende er en lang fortælling. Det er også blevet gradvis mørkere og mørkere. Det skal gøre lidt ondt, før det er sjovt,” siger Martin Buch.

Rasmus Botoft siger, at det nemmeste at gøre ville være at lave fire afsnit med Snobberne. For de bliver tit spurgt om at lave mere med de to populære karakterer og har fået sendt flere oplæg til spillefilm om Fritz og Poul, der aldrig er blevet gjort alvor ud af.

Et primetime talkshow med Fritz og Poul var til gengæld næsten ved at blive til noget. Pengene var fundet, og Rytteriet skulle bare til et møde og underskrive, men på selv samme møde fik de kolde fødder og vendte på en tallerken.

”Vi løber ind i folk på gaden, der siger: ’Ej, har I ikke dem med i det nye?’ eller ’Kan I ikke lave det noget hurtigere?’ Men vi kan ikke please alle. Vi har aldrig tvunget noget igennem for at gøre andre end os selv glade. Så har vi ladet det ligge i nogle måneder, indtil vi følte os klar,” siger Martin Buch.

”At tage tingene stille og roligt og lytte til, hvad vi selv synes og har lyst til, optimerer muligheden for, at vi i hvert fald selv er tilfredse med det, vi laver. Skulle vi lytte til andre, havde vi lavet to film, tre sæsoner mere og fire shows mere. Havde vi gjort det, var det blevet udvandet, noget havde ikke været gennemarbejdet, og det ville være dårligt. Snobberne har fyldt meget. Vi er bange for, at folk skal blive trætte af dem, eller at vi selv skal blive trætte af dem.”

Rasmus Botoft er knap så selvsikker og mærker undertiden et pres.

”Nogle gange kan jeg godt være lammet af forventningspres,” siger han. ”Ikke bare udefra, men også fra mig selv. Det skal være lige så godt som sidst, og det skal være noget nyt, men jeg prøver at skubbe de tanker væk.

Det er fristende at smide dem ind i det nye, især fordi folk gerne vil se dem. Men de passer ikke ind i det her, vi er ved at lave. Vi har opnået det, vi har, fordi vi tager udgangspunkt i, hvad vi selv har lyst til, og hvad vi synes er sjovt. Og ikke fordi vi har prøvet at gøre nogle andre tilfredse.”

Rasmus Botoft og Martin Buch mødte hinanden på skuespillerskolen i Aarhus, boede i samme teltlejr på Roskilde Festival og fandt hurtigt en fælles jargon og humor, der har holdt dem sammen siden.

Første gang, de to kommende ryttere optrådte sammen, var til ’Kom kæk’, en open mike-aften på Aarhus Teater for skolens elever. De havde lavet en parodi på stykket ’Kærestebreve’, et stærkt og for de to kommende ryttere over-alvorligt stykke, der normalt spilles af koryfæer som Ghita Nørby, Malene Schwartz, Ebbe Langberg og Ebbe Rode, der på en scene med en scenografi bestående af to stole på skift læser gamle kærestebreve højt.

I Botoft og Buch-udgaven var brevvekslingen blevet til en række groteske breve sendt imellem to badmintonspillere, der havde oplevet et eller andet unævneligt, da de for 16 år siden var til deres sidste stævne.

”Kære Johannes. Hele mit venstre lår er nu dækket af koldbrand,” husker Martin med overdreven skuespillerstemme.



Senere blev en fælles ven chef for Huset i Magstrædes teater og fik dem overtalt til at optræde der. Og det blev hurtigt en kultting med god succes. Så god, at de kort tid efter, i 2004, rykkede over på CaféTeatret. Figurerne var i mellemtiden blevet pudset af og var blevet til antikvarerne Dusk og Bomholt.

Stilen og humoren sad på dette tidspunkt så sikkert fast, at deres første show på CaféTeatret, ’Suffløsen og stuepigen’, en halvanden times lang brevveksling, fik fem stjerner i stort set alle anmeldelser og blev fulgt op af fire shows yderligere.

Duoen blev opsøgt af DR, der ønskede et satire-radioprogram a 15 minutter om ugen. De skulle bare finde på et nyt navn, så DR kunne være med i den friske opstartsfase. Duoen overvejede bl.a. ’Gederytterne’, men endte med ’Rytteriet’ og skiftede i samme ombæring fra at være deltidssatirikere til at være deltidsskuespillere.

”Vi skulle hele tiden finde på nye karakterer til radioen, og de kom næsten alle sammen fra et eller andet, vi havde gået og fjollet med indbyrdes. Og så var de kun stemmer. Snobberne fik fx først navn og udseende, da vi skulle optræde til Tisvildeleje-revyen i 2004,” siger Martin Buch.

’Lille Poul’ og ’Søde Fritz’ hed de i starten. Tilnavnene er røget siden, ligesom de dengang var mere fulde og talte mere sløret. I dag sidder Rytteriet i et kontorfællesskab på Frederiksberg med flyttekasser fulde af Rytteriet-dvd’er, Snobberne-samtalebøger, plakater med dem selv i kvindetøj og overskæg, og et eller andet sted hænger der to pastelfarvede skjorter og et par matchende striktrøjer.

Rytteriet har ikke skrevet noget nyt materiale, siden de skrev deres andet liveshow i 2014. Nu har de hver en notesbog ved sengen og mødes 9.30 om morgenen tre dage om ugen. På den ene væg hænger der post-its i skrigende farver med noter som ’Svampen vokser!’ og ’Nogen har spist af svampen!’

Noterne er delt op i fire, en sektion for hvert af de fire afsnit. De skriver to afsnit hver og bytter over og retter til. På endevæggen er ’Rytteriet’ bøjet i neon som for at minde om det forventningspres, der følger med det navn.

”Nu har vi lavet Snobberne i over 10 år, og efterhånden som vi bliver ældre, nærmer vi os deres alder mere og mere, og på et tidspunkt overhaler vi dem. Så må de følge med os,” siger Rasmus Botoft.

Hvor længe endnu kan I lave dem?

”Hvis det er gennemarbejdet, og vi har passet ordentligt på dem, er de nok altid sjove,” siger Martin Buch. 

LÆS OGSÅ: Fjeder: Meningen med livet er den store kabelpakke, en skarp kniv og en god bager

LÆS OGSÅ: Den Korte Radioavis: Der er hele tiden noget, jeg er vred og sur på verden over, og derfor er det dejligt at lave Kirsten Birgit og få afløb for det”

LÆS OGSÅ: 11 beviser på at Svend Brinkmann styrer de sociale medier

 

Se, hvad vi ellers skriver om: Rytteriet