Jeppe står bag en af landets mest populære isbutikker: ”Vores pistacieis tog rigtig, rigtig lang tid at knække”
For otte år siden lagde Jeppe Villadsen sit liv om. Han var udbrændt, træt af sit arbejde som journalist og havde behov for at bevæge sig i en helt anden retning. I dag ejer og driver han seks populære isbarer i København under navnet Isoteket, hvis is af flere medier bliver kaldt landets bedste.

Jeppe, når man er kunde i en isbutik, hvor mange smagsvarianter må man så max bede om at prøvesmage, før det bliver anstrengende?’
”Som udgangspunkt har vi ikke nogen officiel grænse i vores butikker. Jeg synes, de fleste kunder er gode til at håndtere det, og generelt holdes det på én eller to forskellige.
Der er selvfølgelig en vigtig faktor, man skal tage højde for, nemlig forholdet mellem antallet af smagsprøver og køens længde. Det er jo noget med en fingerspidsfornemmelse, som både kunden og den, der står bag disken, skal deles om. Og vi har da en gang imellem kunder, som ikke helt mestrer den fornemmelse.”
Hvor mange varianter er den ’værste’ prøvesmager kommet igennem, inden der blev sagt stop?
”I gamle dage, da vi kun havde vores første butik på Bopa Plads på Østerbro, kom der på en stille regnvejrsdag to kvinder ind. Jeg stod og producerede is ude i køkkenet, men overhørte hele seancen. Min søde medarbejder Anna stod bag disken. Anna er tålmodigheden selv, men den dag blev hun virkelig sat på prøve.
Vi havde på det tidspunkt 10 forskellige is, og hver gang de to kvinder smagte én, var der noget nyt, de var utilfredse med. Det var ikke lige den smag, de havde forestillet sig, eller også var den lige lidt for cremet.
Da de havde smagt alle isene, sagde de så, at de gerne ville have en sorbet, som også havde en lidt cremet tekstur, og så tilbød jeg, at de kunne smage den kokos-lime-is, jeg netop havde lavet ude i køkkenet. Men den ville de heller ikke have. De endte med at smage 11 forskellige slags is uden at købe én eneste kugle.”

Hvordan gik det til, at du blev ismager?
”Jeg arbejdede oprindelig som freelancejournalist, blandt andet for Euroman og en lang række andre danske medier. Men jeg var træt af at skulle sælge mig selv, og jeg syntes på mange måder, det var et hårdt liv.
Jeg har altid godt kunnet lide idéen om at eje en butik og have sit eget lille domæne. Jeg var nået til et punkt i min karriere, hvor jeg efter et barselsvikariat skulle genopfinde mig selv, og jeg havde lyst til at finde på noget helt nyt.
Jeg havde også rejst meget som korrespondent i Afrika og beskæftiget mig med menneskerettigheder, og selvom det kan være meget livsbekræftende, er det også hårdt at arbejde så meget med død og ødelæggelse, så der skulle noget glæde og positivitet ind i mit arbejdsliv.”
Hvorfor blev det så lige is, du kastede dig ud i?
”I 2015 var jeg på sommerferie i en lille italiensk by ved navn Cortona, hvor jeg fik en is, der var så ufatteligt ringe og syntetisk, at tanken om at lave min egen is begyndte at rumstere i mig.
Da vi senere på samme tur kom til Rom, begyndte jeg at udforske de forskellige is-producenter og faldt over nogle steder, som til gengæld lavede is i en kvalitet, som på det tidspunkt endnu ikke fandtes i Danmark.
Jeg havde en kollega, som sendte en Facebookgruppe til mig, der hed ’What’s your plan B?’. Det var en gruppe for tidligere medarbejdere i mediebranchen, som af den ene eller den anden årsag gerne ville forlade den verden og delte tips med hinanden. Her læste jeg om en is-uddannelse, man kan tage på universitetet i Bologna. Det er et kursus, som varer et par uger, hvor man lærer at producere gelato af ypperste kvalitet fra bunden.
Jeg var over 40 år og havde to små børn, så det var ikke en beslutning, jeg bare tog over natten. Men forholdsvis kort tid efter meldte jeg mig til kurset og begyndte at lede efter en butik. Før jeg nogensinde havde lavet en eneste kugle is. Det var meget drevet af min mavefornemmelse.”
Hvad er det bedste ved dit arbejdsliv nu?
”At jeg kan sætte betingelserne for mig selv. Og at jeg ikke skal rende rundt med hatten i hånden, men faktisk har skabt et produkt, der er så godt, at folk selv efterspørger det. Det giver en stor følelse af frihed og værdighed og dermed også tilfredshed.”
Hvad er jeres topsælger?
”Vi har kun to ’klassiske’ smage i vores sortiment. Det er jordbær og chokolade, som nok også er dem, vi sælger flest af. Der er specielt én type mænd, som simpelthen bare skal have den der kugle chokolade, når de skal have is. Det imødekommer vi, også selvom det er lidt modvilligt.
Af vores mere specielle smage tror jeg, det er hasselnød/karamel fior di latte. Den er heller ikke i min egen top-10, men den er godt nok populær.”

Hvad er den mest undervurderede is i jeres sortiment?
”Vi har én lige nu lavet på appelsinvand og nougat, som er helt vildt god. Det er vores ismager Emmanuel, der har udviklet den. Den første is, jeg selv opfandt, var rødbede med stjerneanis. Den gav os også en del omtale, og jeg ved ikke nødvendigvis, om den er undervurderet, men der er mange, som ikke ligefrem elsker den. Jeg synes, den er fantastisk.
Pære/ingefær-sorbet er jeg også rigtig glad for lige for tiden. Den er der ikke ret mange, der vælger, og det er også en grim is. Den har en lidt moseagtig farve, men den smager helt vildt dejligt.”
Hvad laver du om vinteren, når dine isbutikker holder lukket?
”Min plan, da jeg startede Isoteket, var, at jeg ville forsøge at skrive bøger om vinteren. Jeg har ikke fået det gjort endnu, og vi er nu på ottende sæson. Det er fortsat på drømmelisten, men lad os nu se, om det nogensinde sker.
Jeg starter altid med at holde lidt fri, men virkeligheden er faktisk, at der har været ret meget at tage sig af i virksomheden. Så skal der laves et økologiregnskab, så skal man renovere en butik, så skal man have et nyt produktionskøkken. Man suger også lige luft ind, samler trådene, forbedrer procedurerne og finder ny kreativitet frem. Der er altid et eller andet, man kan kaste sig over.”
Er der en bestemt is, som har været svær for dig at opfinde?
”Vores pistacieis tog rigtig, rigtig lang tid at knække. Vi har haft så mange år, hvor folk har efterspurgt den, og vi ikke har haft den klar, fordi vi ikke syntes, vi kunne lave en, der levede op til standarden. Den skulle kunne noget specielt. Og så er det bare svært, fordi gode pistacienødder er så møghamrende dyre.
Jeg opgav på et tidspunkt at specialisere den med en anden smag og besluttede i stedet at lave den bedste klassiske pistacieis, der overhovedet kunne lade sig gøre. Nu har vi både en sorbet, som stadig er ret cremet, fordi der er så meget fedt i nødderne, og en, som er mælkebaseret.”
Jeppe, her til sidst, vaffel eller bæger?
”Bæger.”