Kinas rigeste mand var gladere som fattig end som milliardær

Jack Ma, manden bag hjemmesiden Alibaba fortæller for ulemperne ved milliardærtilværelsen.

De fleste forestiller sig at penge er vejen til lykke. Eller i hvert fald et middel mod en lykkelig tilværelse, fordi penge giver muligheder. Man tænker i hvert fald ikke, at penge kan være en personlig begrænsning eller hæmsko. Men spørg man Kinas rigeste mand, Jack Ma, som står bag det milliardomsættende firma Alibaba er penge på mange måder et fængsel.

Den succesrige forretningsmogul lancerede Alibaba i 1995 under navnet ’China Yellow Papers’ og efter fem år var det knap fem millioner kroner værd. Men inden han begyndte på det, der ville blive et forretningsimperium og gøre ham til en af verdens 50 mest magtfulde personer ifølge Forbes, kunne han knap nok få et job. Han søgte ind som politimand, men de fortalte, at han ikke var egnet.

”Jeg søgte endda job på KFC, da kæden kom til min by. 24 mennesker søgte et job, og 23 fik det. Jeg var den eneste, der ikke fik det,” fortalte han til Bloomberg.

Derudover søgte han ind på Havard Business School 10 gange, men fik afslag på alle ansøgninger. Årene efter han blev uddannet fra et lokalt universitet, der i dag har det underspillede navn Hangzhou Normal Universitet, i Hangzhou, Kina, fik han job som engelsklærer, hvor han tjente 72 kroner om måneden. I dokumentaren ’The Crocodile of Yangtze’ fortæller han, at det muligvis var ”det lykkeligste tidspunkt i mit liv.”

I en tale til ’Economics Club of New York’, adresserede han igen lykke og rigdom. Når du ikke har mange penge, så ved du, hvordan du skal bruge dem, forklarede han. Men når du bliver milliardær, får du en masse ansvar over for andre mennesker.

”Hvis du har mindre end én million dollar, ved du, hvad du skal bruge penge på,” fortalte han i sin tale. ”Men sådan er det ikke med én milliard dollar, som ikke kun er dine penge… Pengene jeg har i dag er et ansvar. Det er folks tillid.”

Jack Ma, med det kinesiske navn Ma Yun, fortalte også, at han bruger pengene på vegne af samfundet, og han føler det som et enormt ansvar. Et ansvar han ikke havde, da han var engelsklærer i Hangzhou, som på mange måder var en simplere tilværelse.

”Jeg bruger pengene for os. Det er en masse tillid.”