Foto: Thomas Nielsen

Liv på Mors: "Kampen mellem det nye og gamle hjemland foregår hele tiden indeni. Men jeg tror, Danmark vinder"

Europa oplever lige nu de største flygtningestrømme siden anden verdenskrig. Et sted i Danmark, på den lille ø Mors, er der i 2015 kommet tre gange så mange flygtninge som året før. Peter Rewers har vendt blikket fra de vandrende masser på vejene og er taget til Limfjords-landet for at se, hvad der sker, når hverdagen sætter ind, og flugten – måske – er slut.

”VIL DU GERNE snakke med en flygtning?” spørger en mand i Adidas-jakke inde i Pitten, en kombineret kiosk og spillehal i Nykøbing Mors.

Under et strittende brunt hår kigger store, runde øjne og en bred mund. Over venstre øre er et lyn barberet ind i håret. Bagved er en reol fyldt med velassorteret rygergrej – bonghoveder, piber og cones. Den slags køber flygtningene ikke noget af, har manden bag disken fortalt, men mest fordi de ikke har råd.

”Vil du gerne besøge en flygtningefamilie?” følger Adidas-jakken op. Ordene falder hurtigt, blikket flakker.

”Der er en familie ude i Hvidbjerg. Han har fem små børn og en kone. Vi kan lige gå over i Netto, så kan du møde ham, få adressen og komme ud i aften. Tag nogle billeder, de er søde børn.”

I et ryk åbner han butiksdøren og skråner over vejen.

”Hans kone er 25, de har fem børn, han er 32. De blev gift, da han var 22, og hun var 16,” forklarer han med lange skridt.

Inde i Netto afsøger Adidas-jakken gangene, og han stikker hovedet ud bagved. Han sænker stemmen og siger, at de muslimske flygtninge ikke rigtig huer ham. Men Netto-medarbejderen vi leder efter, er kristen. Engang hjalp han endda med at skære svinehjerter ud.

Endelig, ved vaskepulveret, finder vi Kadril, som flygtningen hedder.

”Kadril. Denne mand. Avis, skrive. Mand kommer you house. Ja?”

Kadril vil gerne vide hvornår. Ordene udtales gebrokkent og arytmisk og med skæv betoning. Adidas-jakken gentager på samme sammenflækkede manér, kigger kort til siden, trækker på underlæben og vipper med hånden.

”Mellem syv og ni,” lyder svaret.

Kadril skriver sin adresse på telefonen. Og Adidas-jakken slår fast:

”Så den mand, han ringe og komme og skrive din familie, og kone og bambini house.”

Han lægger en hånd på Kadrils skulder.

”Her er i hvert fald en, der gør det godt. Måske skal han arbejde på en gård. I en kostald og muge ud.”

Og henvendt til Kadril:

”Måske jobbe ko? Arla.”

Så griner han igen stort. Øjeblikket efter er han væk. Det efterlader et hul i luften.

En ældre mand i arbejdsbukser stikker pludselig sin bløde sixpence ind fra siden.

”Kaffefilter, wo æ d?” siger han på bredt morsingbomål.”Kaffe, filter?” gentager Kadril og kigger lidt rundt. Så peger han på den næste gang og sætter af sted. Den gamle stopper ham:

”Nej, vi kan selv gå. Det var en må a prøve dig a å,” gnægger han.

Kadrils ansigt lyser op.”Undskyld, kaffefilter dér,” siger han.”Nå, så du vidste det godt,” siger den gamle. ”Tak for det.”Over ryggen lyder hans gnæggen ikke længere så ondskabsfuld.

Kadril vender forvirret, uforstående tilbage til arbejdet. Først nu er der rum til en egentlig afklaring omkring aftenens arrangement. Af praktiske årsager kan det ikke blive til noget.


35-årige Khaled Tabboush arbejder hos CN Agro som svejser. Efter arbejde cykler han hjem. Han kan lige nå at tage et bad, spise lidt mad og få lavet lektier, før han igen skal hoppe på cyklen og køre de 8 km fra Nykøbing til Sprogcenter Mors i Frøslev. Han drømmer om at kunne spare sammen til en scooter, så han ikke behøver at køre den lange vej i mørket på cykel.

VÆK FRA NETTO, oppe på den bakke, der starter ved Pitten, bor Sipan Said. På turistkortet over Nykøbing Mors er det lige uden for city-ringen. På dørskiltet står der imidlertid ikke Sipan, der står Herodut. Sipan er kurdisk og betyder rundt oversat ’bjerg med evig sne’. Men da han blev født, var det forbudt at give syriske børn kurdiske navne, så Sipan Saids far opkaldte ham efter den græske historiker Herodot, der for 2.500 år siden rejste ud og gjorde sine oplevelser berømte i bogen ’Herodots historie’. Derfor står der også Herodut på Sipans gule sundhedskort.

Sipan Said holder også selv meget af at læse – gerne romaner af forfattere som Dostojevskij og Charles Dickens, men han skriver ikke. Han tegner i stedet – gerne hænder.

”Du må ikke sætte tasken på gulvet,” lyder det pludselig fra køkkenet. Det er Steen Klærke, Sipan Saids frivillige samtaleven og danske forbindelse. Ganske rigtigt er entrégulvet som fejet på nær de naturligt hjemmehørende sko. Alt andet hænger på knager.

”Det er bare for sjov,” smiler Steen Klærke nu i entreen. ”Sipan har en ting omkring, at et gulv skal være ryddeligt. Det driller jeg ham lidt med.”

Sipan smiler også. Men rækker ud for at tage tasken.

Steen Klærke er 69 år gammel og pensioneret skolelærer. Han ser yngre ud og taler stærkt og venstreorienteret under et blødt og mildt ansigt. Af nysgerrighed og virkelyst meldte han sig som frivillig flygtninge-lektiehjælper og blev i januar sat sammen med Sipan Said. Siden er relationen udvidet til et slags far-søn-forhold eller et venskab, siger de begge. Når Steen Klærke inden længe fejrer sin 70-årsdag, skal Sipan Said med som det naturligste.



I dag er Steen Klærke kommet for at ledsage Sipan Said til læge udenbys. Steen Klærke har hjulpet ham med at skifte fra den lidt for lokale læge, han først blev tildelt. Ikke noget, man skal sige alt for højt.

Sipan Said har boet i lejligheden i et år. Mere præcist i 11 måneder og tre dage. Som hos mange flygtninge sidder den nøjagtige dato for ankomsten hertil naglet fast og aflires pr. refleks. Ingen cirkatal.

DEN 23-ÅRIGE kurdiske syrer flygtede fra Damaskus og er kommet hertil efter et længere ophold i Istanbul, hvor han arbejdedeog boede. En ven var flygtet til Silkeborg og opfordrede ham til at komme. Efter fire dage i en lastbil gennem Bulgarien, Østrig og Tyskland nåede Sipan Said frem til sin ven i Søhøjlandet i september sidste år. Derfra gik det til Sandholmlejren i en måned og der-efter endnu en måned i asylcenter Bolderslev i Sønderjylland, inden opholdstilladelsen og boligplaceringen sendte ham til Mors i en et-værelses småt møbleret lejlighed.

Om morgenen i Damaskus drikker man espresso og lytter til den libanesiske sangerinde Fairuz. Hun har en moders stemme, forklarer Sipan Said. I Nykøbing Mors står den på pulverkaffe og jazzet blues.

Normalt mødes Sipan Said og Steen Klærke hver mandag morgen. Så sidder de om bordet i køkkenet og taler om løst og fast. Imellem dem ligger en linjeret blok med hastige skitser og løsrevne ord. Den fungerer som understøttende element, når forståelsen kniber. ’Kaukasus’ står der over en række takker. Steen Klærke menteat vide, hvorfra yoghurt stammer, og skulle beskrive bjergegnen. Et andet sted er der en række overlappende cirkler.

”Jeg ville vise Sipan, hvordan man lærer. Hvert fremskridt åbner et nyt læringsområde. Det er det, man kalder den nærmeste udviklingszone,” forklarer Steen Klærke og genopfrisker sit gamle virke. En af de første gange de mødtes, drejede samtalen sig ind på Sipan Saids interesse i at se på stjerner.

”Jeg leder efter Gud,” spøger han.

”Hvis jeg ser ham, skal jeg nok begynde at bede.”

De griner begge. Også her er der et naturligt fælles udgangspunkt.

”Både Sipan og jeg er ateister,” siger Steen Klærke.

”Du siger, at religion er bullshit,” griner han over mod Sipan Said.

”Ja. Men vi skal have respekt,” bløder syreren op.

Diktaturer opfostrer ikke høje røster. I Syrien bor der ca. 22 mio. mennesker. Mundheldet er, at de 11 mio. arbejder i politiet.

”Selv når man er alene, skal man holde sin mund,” smiler Sipan Said.

Men ikke uden alvor. Selv om han er kritisk over for islam og religion i det hele taget og godt kan lave sjov med, at han spiser al den bacon, han kan få fingre i på cafeen, hvor han er i praktik, beholder han stadig en vis diskretion.

I Damaskus og Istanbul arbejdede Sipan Said som tøjdesigner og tegnede lange kvindekjoler, bl.a. for ellos.com. I Danmark er det mest realistisk for ham at læse til ingeniør og tegne interiør til limousiner, har han fået at vide.


Khaled Tabboush har lejet en lejlighed, møbleret. Når han kommer hjem i sit beskidte arbejdstøj, ruller han en stor sovepose ud og stiller sig på den. Her tager han sit tøj af og sørger for ikke at røre ved noget. Han er især bange for at komme til at røre ved den hvide væg.

Han er indstillet på at prøve, selv om vejen er lang. Først eksamen i dansk niveau 2 på sprogskolen, så 9. klasse på VUC efterfulgt af en toårig HF med tilstrækkelig høj karakter og endelig tre år på teknisk universitet eller professionshøjskole for at blive diplomingeniør.

Stemmen er lav og rundet med en blød tone. Sipan Said taler i forvejen kurdisk, arabisk, tyrkisk og engelsk. Det danske sprog åbner sig relativt hurtigt, også på sprogskolen, hvor han skal hen, når han har været til læge. Med sit vestlige udsyn og udseende, sin urbane tøj-stil, tatoverede overarme og læderarmbånd ligner han en, der flytter fra Mors, når muligheden byder sig. Og det gør han nok også, siger han. Nykøbing og Mors er fint, så længe han er under uddannelse, men jobmulighederne er små, og med ungt millionbyblod i årerne synes Nykøbing næsten tom for både mennesker og muligheder. Der er ikke engang en tatovør.

SPROGSKOLEN på Mors ligger i landsbyen Frøslev midt på øen. Et ikke helt oplagt sted, bortset fra, at der stod en tom skole, der nu er omdannet til sprogcenter. Busserne på Mors er godt nok gratis, men kører kun med lange mellemrum og om aftenen slet ikke.

Flere af flygtningene har derfor investeret deres begrænsede midler i bedagede biler, og kort før klokken halv 10 ruller en spraglet kortege ind på parkeringspladsen foran den røde skolebygning. Udråbt på forhånd af høje toner af arabisk musik. Der hilses dovent, og gruppen på 6-8 mænd defilerer ind i det flade 60’er-typiske danske institutionsbyggeri. Første punkt på dagen er morgensang i fællesrummet, hvor tændte fyrfadslys kæmper en kamp for at sprede hygge. Omkring 50 sidder og står i spredte klynger. Der er elever fra Congo, Rusland, Ukraine, Thailand, Iran, Irak, Eritrea og flest fra Syrien.

De kaldes konsekvent for kandidater. Langsomt rettes øjnene mod lærredet med den opblæste sangtekst. Den første sang kender næsten ingen, og eneste gennemtrængende stemme tilhører den guitarspillende lærer. For nogle lader det til, at musikken bliver en motor for tanker, og deres ansigter tømmes for udtryk. Det ændres markant ved sang nummer to. ’Jeg er så glad for min cykel’ ligger åbenbart i tung rotation og er lige til at klappe med på. Derefter deler mængden sig ud på klasseværelserne alt efter niveau. De første to lokaler er for dem, der ikke kan læse og skrive. De fleste, der går derind, kommer fra Eritrea.

Sipan Said hører til blandt de dygtigste. Efter halvandet år kan han til sommer tage eksamen i niveauet dansk 2, som er det almindeligst krævede minimum for at få et arbejde eller tage en uddannelse.

Denne dag mangler syv ud af holdets 15 elever. Det skyldes primært, at de østeuropæiskelandbrugsarbejdere hviler ud efter en udmarvende høstsæson. Dagens lektion er en fortsættelse af temaet om korrespondance. Hvordan titulerer man hvem? ’Kære’ er til de nære, og til formelle instanser skriver man ’til’.”Som til Tina Gade fra kommunen,” siger læreren.

I REGNVEJR HAR man Nykøbing Mors’ Algade for sig selv. En gennemsnitlig provinsgågade med flest frisører, et par tøjbutikker og den overlevende boghandel og fotoforretning. Midtpå tårner Sct. Clemens Kirke. Hævet halvanden meter fra gadeplan, forkynder en folder.

Ud over tre pizzeriaer udgør tre andre butikker det fremmede islæt i bymidten. Tydeligst midt på gågaden, hvor etniciteten lyser fra de påklistrede logoer for Lycamobile, der indrammer et ellers tomt udstillingsvindue. Butikken skilter ikke med noget navn, kun en lap papir med et telefonnummer. Indenfor er hylderne fulde af ris i fem- og 10-kiloposer, oliven og naanbrød. Ejeren siger, at butikken hedder Asian Market.

Han kører fra Viborg hver dag og åbner omkring klokken 12. Kunderne er næsten udelukkende byens mellemøstlige indbyggere. Det absolutte rykind er klokken 15, når dagens undervisning i sprogskolen er slut.



Længere nede ligger byens populæreste café, Chr. IX. Den er drevet af irakere, der har forstået, hvordan danskerne vil have det, forlyder det. Hvilket åbenbart er nøgne murstensvægge, højryggede stole i syntetisk læder og kunstige bloklys, hvor indtrykket af en blafrende flamme leveres af et vippende stykke plastic over en diode. Cafeen er velbesøgt, og der tages for sig af det varierede menukort. Burgere og sandwich er rigt proppede og sætter bestik og kæber på prøve.

I den nærliggende Havnegade, der symbolsk fører ned ad bakke fra Kirketorvet mod kajen og for nylig er gjort til gågade med festlig profil, ligger en anden nyåbnet butik. Mange taler om vandpibesalonen Shisha Beirut, men indenfor ses sjældent andre end de to medarbejdere, der fordriver tiden på den store fladskærm som henholdsvis Barcelona og Bayern München i PlayStation-spillet ’Fifa15’.

TO DØRE derfra ligger til gengæld det måske mest danske sted i byen: Restaurant Morsø. En traditionel bodega med brunt interiør og liberal holdning til rygeloven. Det er flere årtier siden, at serveringen af fast føde stoppede, men navnet har man beholdt. Udenfor står skiltet permanent lænket til gelænderet, og indenfor skåler tre generationer side om side til tonerne af Johnny Cashs ’Ring of Fire’.

Selv om han nok ligger i midten af aldersfordelingen, er der noget ved de opmærksomme blå øjne, der får Peter Ravn til at se lidt yngre ud, som han træder ind iført hvid sweater og stort smil. Frisk fra en stor gevinst i spillehallen og et par timers fejring af samme har det hele fået ekstra glød. Flygtningene i byen har han stort set ikke lagt mærke til, men de skal være velkomne.

”Nu ved jeg også, hvad de flygter fra,” siger han under nok et smil.

”Jeg har været udsendt seks gange til Afghanistan og Irak. Så jeg ved godt, hvad de flygter fra,” gentager Peter Ravn, der er tilbage på Mors og forventer at blive til trods for en erklæret uhelbredelig rastløshed. Øen skal hjælpe kroppen til at finde roen.

Med den slørede summen fra Restaurant Morsø i ryggen kan man beskue en udviklingstendens, der gælder i stort set alle danske byer med adgang til havet: Nybyggede dyre lejligheder erstatter det, der var. På samme måde med den allesteds bedsteborgerlige Strandvejen, der også i Nykøbing Mors har kælenavnet ’Guldkysten’.

Her ligger 10-12 store villaer med udsigt over havnene og Klosterfjorden, hvor byens spidser særligt tidligere havde til huse. Nu er pengene rykket til nyudstykkede grunde i den sydlige del af byen.

Det seneste træk er marinaen, et stykke nysmurt liebhaveri med gourmetslagter og kunstforening. Afhængigt af vinden synger eller skriger masterne i sejlskibene, og bagved skvulper fjorden.

Med plankerne i vandkanten ligger sejlklubben. En klub i klubben er ’Hvalfangerne’, en gruppe patinerede herrer med passion for sejlads, der mødes her hver dag kl. 11 til kaffe og langbordssnak.’Hvalfangerne’ er opkaldt efter en roman af Jørn Riel, hvori beskrives en grønlandsk bygds mænd og koner, der, når hvalfangerskibet lægger til, klæder sig fornemt på og sætter sig på række på havnen.

Snakken går lystigt, men måske er det inte-ressen for synet på byens flygtninge, der gør, at gruppen synes at sprænges på en studs og kun lader en lille håndfuld tilbage. En af dem er omdrejningspunktet Viggo, der bærer bredt smil, snoet halsklud, overalls, lille tophue og bulet tobaksdåse fra Larsen Cut, hvorfra han henter hjemmerullede, filterløse cigaretter. Ifølge ham går bekymringen ikke på flygtningene, tværtimod. De kan være en mulig løsning på den virkelige udfordring: Øen bliver gammel. De unge flytter væk.

”Hvis ikke der kommer nyt blod til, vil der nærmest ingen være tilbage i sejlklubben om 10 år,” siger han og nikker ud mod de vuggende både i bassinet. 

BAG SEJLKLUBBEN, på borgmesterkontoret, stirrer tre glinsende stykker chokoladekage tungt fra et aflangt fad. Borgmesteren er en smule forsinket, og i stedet tager den nytiltrådte vicekommunaldirektør Rikke Würtz kampklar imod med en friskprintet liste over øens forslag til ’spændende vinkler’. Den dobbeltsidede opremsning bærer overskriften: ’Integration – vil du Mors, vil vi dig.’

Listen tæller bl.a. Jesperhus Feriepark, håndboldfusionen Mors/Thy, Limfjordsteatret, Skaldyrcenteret og Sallingsund Færgekro med kongelig bevilling. Men også Ornestation Mors og en af landets førende robotfabrikanter, BILA. Rikke Würtz har allerede adviseret de nævnte steder, der står klar med åbne arme og smurte tungebånd. Lidt længere nede ad listen findes i øvrigt Asbjørn Riis, den gamle wrestler, der åbenbart også er et stykke lokalkultur.


Indflytterfest hos Rebwar Bayazidi og hans hustru Zhian Rostami i deres nyindkøbte gule murstenshus på Nordmors. Rebwar og Zhian synes Nykøbing er for stor, og vil derfor lade deres datter, syvårige Ceisha, vokse op i Sejerslev. 

Øjnene når også lige at skimte et par af integrationsindsatsens nøgleord: ’håndholdt’, ’lokalsamfund’, ’enkeltpersoner’ og ’mentorer’, inden Hans Ejner Bertelsen træder ind. Landmanden og venstremanden sidder solidt funderet på borgmesterposten. Konstitueret med samtlige 21 medlemmer af kommunalbestyrelsen i et usædvanligt politisk landskab, hvor Dansk Folkeparti kun besidder en enkelt taburet.I marts kritiserede Bertelsen fordelingen af landets flygtninge, som han mente overbelastede provinsen. I dag har han skiftet mening. Tilgangen af flygtninge har bevirket, at der i juni for første gang i årevis blev registeret et stigende antal morsingboere. Nu glæder han sig over, at sagen tjener begge parter, og ikke mindst over sine bysbørns engagerede modtagelse, som han finder overraskende.

”Jeg var spændt på, hvordan morsingboerne ville tage imod. Men det har været meget positivt. Men der er også forskel på, om folk kommer og sætter sig på sidelinjen eller byder ind. Det sagde jeg også til flygtningene i en velkomsttale: De skal gøre sig umage med at lære sproget og byde sig til. Og det affødte både smil og nik. Det var de godt klar over.”

En af forklaringerne er, at Mors har en længere tradition for udenlandsk arbejdskraft. Siden 90’erne har de mange gårde ude på øen gjort flittigt brug af østeuropæere, der gerne tog det arbejde, som de lokale unge flyttede fra. Der er stadig efterspørgsel på landbrugsarbejdere, og de fleste udlændinge på Mors er stadig russere og ukrainere. Flere af dem har slået sig ned med familie og er aktive i lokalsamfundene. Ligesom man håber, at de syriske flygtninge vil blive det. For deres egen skyld og for Mors’ skyld. På vej ud byder borgmesteren en sidste gang af chokoladekagen.”Du skal da ikke lade dig snyde.”

MIDT PÅ GÅGADEN har Bio Mors fornemt til huse. Det har den haft bag indgangens imposante søjler i mere end 90 år, siden 1991 som foreningsdrevet biograf. De to film ’Everest’ og danske ’Krigen’ trækker dog ikke stort i morsingboerne. I aften har biografen modtaget fire billet-bestillinger.

Bag disken betjener Alaa Eddin Salama de få ordrer med hurtige hænder. Sønnen Suleyman på fire stikker af og til sine sorte krøller op over kanten, men er mestendels pacificeret med en fuldvoksen portion popcorn.

Alaa Eddin Salama er 32 år og kommer fra Damaskus. Han har været i praktik i biografen i otte måneder og været i Nykøbing Mors i et år og 17 dage. Egentlig var han på vej til sin bror i Malmø, men blev anholdt, da han landede i Kastrup Lufthavn, og tvunget til at registrere sig. Vejen til Mors gik over Sandholm og Ebeltoft. Alaa Eddin Salamas kone og to børn kom til Danmark for fire uger siden. Det var første gang, han så sin datter Eva, der fylder et år næste måned, og som han i øvrigt opkaldte efter moderen til den mand, der hjalp ham mest under flugten. Alaa Eddin Salama er glad for at være her. ”Men der er problemer,” siger han.

Han taler hurtigt og er lidt svær at forstå. Det tidlige sprog er altid groft. Og derfor også direkte. Alaa Eddin Salama hentyder til problemer internt i flygtningegruppen, men også til en problematisk generel tendens: Tvunget hjemmefra søger nogle dybere ind i deres oprindelige kultur – beklædning, skikke, religion. Enkelte i gruppen af flygtninge i Nykøbing Mors har kritiseret Alaa Eddin Salama for at være for dansk og har bedt hans kone om at bære tørklæde. Det oplevede han aldrig i Syrien.

”Nogle personer blander sig,” siger Alaa Eddin Salama. ”De kan ikke lide, at jeg har to lektiehjælpere, at jeg har mange venner. En hilser ikke på mig og siger til sin datter, at hun ikke skal lege med min søn.”

Et andet problem for Alaa Eddin Salama er, at han gerne vil ud at tjene sine egne penge, men bliver bremset af systemet. Sprogskolen bør kun vare seks måneder og ikke tre år. Han føler sig klar til at komme ud i arbejde nu.

Alaa Eddin Salama har som den eneste af flygtningene meldt sig ind i roklubben. Der møder han op hver mandag morgen og har grundet sin forkærlighed for bådtypen af samme navn fået kælenavnet ’Vikingen’.

NÅR HAN TALER, holder Alaa Eddin Salama blikket fæstnet indtil sidste ord. Han har tydeligvis humor, men selv smilene får et insisterende skær.

Et andet og langt mildere udtryk sidder til gengæld i ansigtet på Kamiran Abdullah, der er stødt til sammen med biografens daglige leder, Peter Astorp. Den 33-årige syrer var den første flygtning, der var praktikant i biografen, og i dag er han to år inde i uddannelsen som sygeplejerske i Thisted. I Syrien var han uddannet engelsk tolk. På Mors sidder han i bestyrelsen for frivilligforeningen Samklang og er formand for Morsø Dansk Kurdisk Forening. Han oplever ikke, at Danmark skulle være blevet et dårligere sted at være flygtning.

”Så du vil gerne blive her?” spørger Peter Astorp.

”Ja, det håber jeg,” griner Kamiran Abdullah.

”Det er derfor, jeg uddanner mig. Man kan ikke sidde mellem to stole.”

”Hvilke to stole?” vil Peter Astorp vide.

”Jeg pendulerer lidt frem og tilbage mellem at blive eller tage tilbage til Syrien og resten af min familie,” lyder svaret bag smilet.

Peter Astorp holder på – lige så smilende:

”Hvis nu miraklet skulle ske, og Syrien bliver demokrati og får brug for arbejdskraft, så vil I tage tilbage begge to, ville I ikke?”

Ordene får rum.

”Nu skal I være ærlige,” følger han op.

Kamiran Abdullah tager tilløb. ”Det er et godt spørgsmål og et pinligt spørgsmål.”

Efter endnu en pause uddyber han.

”Jeg ved ikke, hvordan jeg tænker om to år. Kampen mellem det nye og gamle hjemland foregår hele tiden indeni. Men jeg tror, Danmark vinder. Efter noget tid her tænker jeg anderledes, end før jeg flygtede. Det første skridt er det sværeste. Der er meget at lære. Og hvis jeg ikke havde fået min samtalepartner, var jeg aldrig kommet i gang. Jeg tror, mange gerne vil, men de ved ikke, hvordan de kommer i gang. Sådan et lille sted er man afhængig af hinanden. Og af en stærk fællesskabsfølelse. Og så skal der altid være nogen, der giver det ekstra skub. Jeg har været heldig, at det blev Mors. Her har jeg fået den hjælp, jeg havde brug for.”


Rahaf Keshek med datteren Eva på et år. Mens hun var gravid, måtte faderen Alaa Eddin Salama flygte fra Syrien alene. Familien blev genforenet i Danmark, hvor Alaa så sin datter første gang.

FRISKSKÆNKET KAFFE, en tallerken med væltede tørkager og en glaskrukke med kammerjunkere ledsages hos firmaet CN Agro af et åbent smil fra firmaets stifter, Christian Nørgaard. Han er en mand i halvtredserne med tilbagestrøget hår og metalsodede fingerspidser, der hyppigt håndterer en kridhvid iPhone. Sammen med hustruen Hedvig har han i knap 30 år produceret fodervogne, hestebokse, stalde, båse og sågar et femstjernet so-hotel. Kort sagt alt i landbrugsudstyr. Han er for længst rykket bag skrivebordet, men stålet sidder hjælpeløst fast i hudens porer.

CN Agro har fastansat syriske Khaled Tabboush og er således de første på Mors, der har realiseret drømmescenariet om et varigt job til en flygtning.

CN Agro har lang og god erfaring med polske arbejdere, men glæder sig over, at deres syriske ansatte i modsætning til polakkerne anstrenger sig for at lære sproget og integrere sig.Ude i produktionshallen bag kontorerne står der ’kalvebokse’ på dagens savliste. Khaled Tabboush smækker en fem meter lang stålplanke op på rullebåndet, indstiller vinkel på den halvautomatiske sav og trykker på den store knap på det plasticdækkede kontrolpanel. Lyden af klinge på bjælke – stål mod stål – går i knoglerne.

Khaled Tabboush smiler. Høreværnene har han droppet, de var med indbygget radio, der var indstillet på Radio Limfjorden. De spillede den samme sang igen og igen, siger han, og finder Abbas ’Dancing Queen’ frem på YouTube på sin Sony smartphone.

”Good song. But 1.000 times a day?” griner han og vipper med en sort hånd.

Fra saven ruller stålbjælken videre over båndet til boret, der skal sætte huller. Så smides den over til tre andre på en vogn, der skal fragte rammerne til svejsning i hallen ved siden af. Egentlig burde det være Khaled Tabboush, der stod i svejserens knitrende blå lys, men sygdom har tvunget ham til at afløse ved saven, forklarer han inde i det tæppepolstrede receptionslokale. Afsluttet af et stort smil i det sodede ansigt og en rullende bronkitis-hoste.

Khaled Tabboush er fra Damaskus. For fire år siden rejste han til Libyen, men efter to år kom krigen dertil og tvang ham fra Tripoli, hvor han boede og arbejdede. Undervejs til Danmark overlevede han bl.a. en overfyldt, ramponeret gummibåd, der kolliderede med et dansk tankskib. 170 medpassagerer omkom.

Hedvig Nørgaard fortæller, at den dag de underskrev den formelle ansættelseskontrakt, styrtede han i frokostpausen hen i det nærmeste supermarked og vendte tilbage med favnen fuld af frugt, som han delte ud til kollegerne, som var det hans fødselsdag.


Skarre, Nordmors.

Khaled Tabboush siger også selv, at han er meget glad for arbejdet hos CN Agro. Men han er også ensom. Lige så fyldte dagtimerne er, lige så tomme er aftnerne og weekenderne i den lille lejlighed, han deler med sin bror. Broderen er på højskole for tiden, naboerne er ældre mennesker, der højst hilser godmorgen og god-aften. Og gaderne i Nykøbing er tomme. Som de andre flygtninge bruger han meget tid på mobilen og kontakten til familien. Men arbejde, aftenskole og tidsforskel vanskeliggør den gode, vågne samtale.

Følelserne hænger i hele den 35-åriges kompakte krop, og der er ikke langt fra rungende latter til udslåede arme og hængende mundvige. Han håber at blive i Nykøbing Mors og stifte familie, men det er tydeligt, at tvivlen er stor.

LIGESOM DE fleste flygtninge på Mors har Khaled Tabboush fået hjælp af Birgit Morthorst, den centrale person i mobiliseringen af øens frivillige netværk af flygtningehjælpere. Hun sidder klar på byens bibliotek, der har til huse i de gamle haller på det hæderkronede Morsø Jernstøberi. Ja, dem med brændeovnene. Byens engang så sodende sorte hjerte. I dag er der lyst og tempereret og stadig højt til loftet. På hylden står en af månedens bøger, den norske succesdebut ’Bliv, hvis du kan, rejs, hvis du må’.

Birgit Morthorst tager imod med et fast håndtryk. Hun har kort tæt, gråsprængt hår. Brede kæber og et klart blik bag brillen. Og hun ved mere end de fleste om flygtninge. Som sygeplejerske har hun arbejdet med dem så længe, det nærmest har været muligt. Hun begyndte i midten af 80’erne med en indefrosset isvinter på asylcenter Livø i Limfjorden og har blandt meget andet været omkring de store flygtningeskibe i Københavns kanaler i 90’erne, der husede tusindvis af flygtninge fra krigen i det tidligere Jugoslavien.Birgit Morthorst taler uden sentimentalitet om emnet og udtrykker sig i korte helsætninger, hvilket kan forekomme studst, men ikke er det. Det er snarere en arbejdspåvirkning og åbenlyst formålstjenstligt.

På 10. år er hun formand for frivilligforeningen Samklang, der i dag tæller 50 familier, hvor tre fjerdedele er nydanskere. I foråret meldteomkring 20 nye morsingboere sig til at være samtalepartnere for de nye flygtninge.


32-årige Alaa Eddin Salama solgte sin elektronikbutik i Damaskus og brugte pengene på at flygte. Han ville egentlig til Sverige, men blev anholdt i Københavns Lufthavn. Nu har han været i Danmark i ét år og én måned. 

Det bedste er at få fordelt flygtningene ud på øen, så der ikke dannes et parallelmiljø i byen. Grænsen er faktisk ved at være nået. Nogle få er rykket ud, og Birgit Morthorst forsøger at sætte et møde op næste dag hos en af de tre syriske familier, der for nylig er flyttet ud på øen. Familien har tilmed købt hus og således taget det forjættede skridt ud i samfundet på egne ben. Men det kan kun lykkes, hvis der er lokale, der vil hjælpe, mener Birgit Morthorst. Og det var der i det her tilfælde, hvor seks familier stod klar med velkomstgaver og faste ugentlige besøg, da de nye tilflyttere rullede ind i landsbyen.”Biblioteket overgår nu til selvbetjening,” messer en mekanisk stemme pludselig over højttalerne.

DEN FØLGENDE eftermiddag er Birgit Morthorst atter først på mødestedet. Og denne gang også med smilet. Vi er henvist til tjenestebilen, da den normale er på værksted. Bilen er firehjulstrukken, og det passer på sin vis meget godt til jobbet – og personen. Kursen går nordpå. På et bakkedrag spejder otte store huse på række ud over lavningen mod Livø. Lokalt siger man, at her bor de sidste landmænd, der nåede at sælge gårdene inden krise og krak. Størstedelen af Mors er stadig under plov. Typiske bedrifter er svin og kvæg, men de senere år har set et generationsskifte i øens landbrug, hvor arvefølger og tvangsauktioner har bragt flere unge landmænd til stuehusene. Moderne landbrug er stordrift, og følgelig er en moderne landmand leder af en virksomhed med ansatte under sig. Komplet med MUS-samtaler og Facebook-profil for de fremmeligste.

Sæsonen dikterer også overgangsfase i marken. Høsten har trukket ud i år. Til den ene side glinser jorden fed og nypløjet, og til den anden venter gulliggrønne stubbe på plovens skær og siden såmaskinen. Der savnes hænder i landbruget på Mors, men det er næppe de nye flygtninge, der satses på. De fleste syrere er storbymennesker fra Damaskus og sjældent håndværksuddannede.Efter godt 20 minutters kørsel tager Sejerslev imod. 331 indbyggere og en af de større mindre byer på Mors. Den sidst ankomne hedder Rebwar Bayazidi og er fra Irakisk Kurdistan. Rebwar Bayazidi havde ingen anelse om, hvor han var for fire år og syv måneder siden, da chaufføren smækkede døren op til lastrummet og vippede gruppen af flygtninge ud med ordene:

”This is Denmark. Goodbye.”

I timevis travede Rebwar Bayazidi rundt i det, han senere har fundet ud af var Vejle, og spurgte efter politi. I dag har han i godt et år drevetpizzeria i lokalerne, der før krisen husede Sejerslevs afdeling af Morsø Sparekasse. Han stod selv for indretningen med en opsparing på 15.000 kr. Lån var udelukket.


Khaled Tabboush har efter en periode med praktik fået et rigtigt arbejde, uden tilskud fra kommunen. De andre svejsere hos CN Agro er stort set alle fra Polen, og deres sammenhold er han ikke en del af.

Siden er kreditværdigheden steget, og for blot to uger siden flyttede han med sin kone Zhian Rostami og deres syvårige datter, Ceisha, ind i den gule murstensvilla skråt over for pizzeriaet. To andre flygtningefamilier rykkede samme vej.Rebwar Bayazidi smiler rundt og udtrykker stor taknemmelig for landsbyens modtagelse. Men han er ikke kommet hele vejen hertil ved at være tilbageholdende.

”Det vigtigste er: Vil du integreres? Vil du have et godt liv her med frihed og god økonomi? Det er mit pizzeria, mit hus. Det er jeg glad og taknemmelig for. Men jeg vil ikke lave pizzaer resten af tiden, men det er et job og den nemmeste start. Jeg var lærer i Kurdistan og vil gerne uddanne mig inden for IT. Jeg tror, jeg kan, men det tager tid. Jeg har været i gang fra starten. Jeg kan ikke lade være med at arbejde. I stedet for at betale 160.000 kr. i kontanthjælp om året skulle man udbetale dem på én gang. Så kan man arbejde med det samme. Kommer man ikke i gang fra starten, vænner man sig til ikke at arbejde. Og det er farligt.”

REBWAR Bayazidi og familien har indtil videre opholdstilladelse til 2019. Så skal de søge igen. Emnet tænder en tone i stemmen. Det er for svært at få permanent ophold i Danmark, mener han. For slet ikke at tale om statsborgerskab. Rebwar Bayazidis søster i Skive og hendes mand er stadig på tidsbegrænset tilladelse, selv om de har været i landet i 13 år og altid har forsørget sig selv. Efter at have boet i Danmark i 5-6 år kan Rebwar Bayazidi ikke forestille sig at vende tilbage til Kurdistan. Datteren taler for længst dansk som en dansker, og det generer ham, at hun ikke også bliver set på som dansker. Og det er besværligt, at de ikke kan rejse bare til Tyskland uden at skulle igennem bureaukratiet for at få visum.


23-årige Sipan Herodut i køkkenet i sin etværelses. Udenfor i opgangen står naboens rollator.  Sipan er eneste flygtning og eneste unge menneske i etageejendommen. Han har fået foræret en guitar og venter på, at hans guitarlærer, Martin dukker op.

I stuen venter fladskærmen stadig på at komme op på væggen, men ellers er indretningen ganske fremskreden. Og ganske nordisk med få, kølige effekter. Et glasbord, en sort sofa og et hvidt spisebord med stole i enkle linjer. IKEA er både nordisk og globalt. En firkantet gulvvase med et bundt grene. Et skinnende gulvtæppe i syntetisk, nærmest nervøst sølvstof bryder stilen en anelse. Møblerne er en blanding af nye og forærede. Kaffen serveres dog i små klare glas, og på fadet er kurdiske snacks fra Asian Market inde i Nykøbing. Oprindeligt indhold i nye former.

Det samme kan siges om den nylige udvidelse af Rebwar Bayazidis forretning. I sommer overtog han driften af cafeteriaet ved Ejerslev Havn på nordøstkysten af Mors. En lille perle omgivet af lyngplantage og lagune med stejle molerbakker og med udsigt til Feggeklit, Mors’ nordlige grænse, hvor en samling store sten lægger krop til fortællingen om kong Fegge, Hamlets onde stedfar, som danmarkshistoriens berømteste prins slog ihjel på kongsgården på klittens grønne top.

I dette 55 mio. år gamle landskab serverer Rebwar Bayazidi fra Irakisk Kurdistan stjerneskud, der er berømte over hele Mors.

Og som sågar består den ultimative test: Nipper man det yderste af rødspættens spids af, knaser det først frituresprødt for så at smelte smørblødt. Selv for en indfødt morsingbo er det et lille mirakel. 

LÆS OGSÅ: Amager for evigt

LÆS OGSÅ: ”Aalborg, du er stadig min gamle havneluder”

LÆS OGSÅ: ”Nordvest er Københavns næste smarte bydel”

Se, hvad vi ellers skriver om: Danmark og Flygtninge