Værelset i barndomshjemmet i Sønderjylland har været fyldt med musik, så længe Keith Birongo kan huske. Da han var fire år gammel, spillede han forskellige rytmer på tomme plastikflasker. Da han var 10, skrev han sine egne vers over eksisterende sange, og et par år senere lavede han også sine egne kompositioner. I dag danner værelset base for aliasset K-Phax - en spirende, dansk rapper, som netop har udgivet sin debutsingle.

“Det er bare mig, min mikrofon og min computer. Det er ikke særligt avanceret, men det har virket indtil videre.”

Og det må man give den 19-årige kenyansk fødte og dansk opvoksede musiker ret i. Som 17-årig vandt han under kunstnernavnet K-Phax Danmarks Radios talentudviklingsprogram Karrierekanonen og skrev i kølvandet på sejren kontrakt med den danske filial af pladeselskabet Universal Music.

I november i år udgav K-Phax singlen ‘Oh My God’, der har fået positiv omtale i større, internationale medier som Paper Magazine og Highsnobiety. Og det er ikke uden ærefrygt, at man som 19-årig, nyudsprunget og -udgivet kunstner pludselig støder på sit eget navn i medierne.

“Jeg bliver lidt star struck. Det er den samme følelse, man havde, da man var barn, og de seje børn syntes, at man også var sej.”

K-Phax opnår særligt anerkendelse for at være den første danske kunstner inden for ‘mumble rap’. Undergenren har delt vandene i hiphop-kredse i de seneste år for sit mumlende udtryk og til tider uforståelige tekster, som kunstnere såsom Future, Young Thug og Lil Yachty benytter sig af. Sidstnævnte bliver Birongo ofte sammenlignet med, ikke bare fordi de begge to har pangfarvet hår, men først og fremmest fordi ligheden mellem K-Phax’ single ‘Oh My God’ og nogle af Yachtys tidlige udgivelser er ikke til at tage fejl af. Af samme grund har flere ikke holdt sig tilbage for at kalde K-Phax en fordansket udgave af Yachty - men det er ikke en kritik, Birongo tager til sig. 

"Der har været en masse, der har kunnet lide tracket og synes, det er en god sang. Men der har også været rigtig mange, der siger 'hvad laver ham her' og mener, at jeg er lidt af en copycat. Men det er en del af gamet. Så det er bare 'whatever'."

Foto: Petra Kleis

K-Phax’ tekster er på engelsk - og det er bare ét symptom på, at Danmark ikke er stoppestedet for den unge kunstner, men et skridt på vejen mod det internationale marked. 

“Det store mål er, at jeg på et tidspunkt skal være en superstjerne, der skal spille på verdensturnéer. Men der er stadig lang vej endnu. Og det kan godt være, at den musik, jeg laver nu, ikke er det, jeg kommer til at lave for evigt. Men lige nu ser jeg det som en måde, hvorpå jeg både kan begynde at opbygge min karriere her i Danmark og få nogle med på loopet i USA.” 

K-Phax lægger ikke skjul på, at han sigter højt med sin musik. Måske er der et opgør med janteloven over hans ambitioner - men den amerikanske drøm om at komme til tops falder Birongo helt naturligt.

“Jeg er ikke vokset op i dansk kultur, men på internettet. I og med at jeg kommer fra Aabenraa, hvor folk ikke ligefrem sigter efter stjernerne, er der allerede mange, der synes, jeg er kommet langt. Jeg synes ikke selv, jeg er kommet i nærheden af, hvor jeg gerne vil hen. Jeg kan godt lide at skyde højt, og hvis man rammer lavere, har man i det mindste forsøgt. Så må man bare tænke ‘nå, jeg endte med at blive gadefejer i stedet’.” 

Trods den amerikanske tilgang til sin karriere prøver K-Phax ikke at løbe fra, at han har haft en solid opvækst i Sønderjylland. I musikvideoen til ‘Oh My God’ er de dyre biler og afklædte kvinder, som traditionelt hører en rap-video til, nemlig udskiftet med entusiastiske moves og pastelfarver - for han vil ikke blot kopiere de etablerede kunstneres udtryk, men i stedet sætte sit eget præg på ‘mumble rap’-genren.

“Jeg er ikke så vild med, når folk er alt for ‘extra’. Jeg kan godt lide at holde det nede på jorden. Det ville være underligt, hvis jeg i videoen kom kørende i en Lamborghini, og der var kvinder overalt. Der er generelt to ting, jeg aldrig skriver om, og det er stoffer og at være rig. Jeg tror ikke, jeg ville kunne skrive godt om det, for jeg har ikke levet dét liv. Mange tror, at de er nødt til at skrive om det, hvis de laver hiphop. Men hvis sangen i sidste ende er god, så er det ikke nødvendigt.” 

Trods de høje ambitioner går K-Phax’ jordnærhed igen i hans tilgang til sin karriere. Selvom Karrierekanonen-sejren har medført, at han på et enkelt år er gået fra at spille for ti mennesker - der vel og mærke ikke var hiphop-fans - på en lille scene i Skagen til at opvarme for den amerikanske, feministiske rapper Princess Nokia på Store Vega, har Birongo nemlig ikke travlt - og ifølge ham selv skyldes succesen også, at han har givet sig selv tid til at lade sejren synke ordentligt ind, inden han indtog den danske musikscene.

“Jeg var ikke særligt gammel, og jeg ville gerne udvikle min lyd og mit udtryk som artist, før jeg kom ud. Hvis jeg var udkommet dengang, havde det ikke været nær så interessant for folk. Jeg skulle lige finde mig selv. Det har jeg stadig ikke gjort, og det handler noget af min musik også om,” siger han. 

“Men jeg er tættere på.”

LÆS OGSÅ: Fra rengøringsmand til hypet rapper: Marvelous Mosell tager os ind bag diskobrillerne