Fra denne side af Atlanten har det virket, som om USA er ved at skrive en spinoff på ’House of Cards’, bare vildere og mere hensynsløs – og med Kanye West i en syret birolle. Mens først primærvalgene og senere præsidentvalget kørte for fuld populistisk skrue, drev Trumps MAGA-støtter sig selv ud på et konspiratorisk overdrev, Black Lives Matter begyndte at fælde statuer, og ingen formåede at gøre noget fornuftigt ved, at corona-virussen spredte sig med dødbringende kraft over landet. USA er blevet en forskruet gyser. Nu venter vi spændt på rulleteksterne. Mon Joe Biden har evnen, visionen og alderen (!) til at gøre det nogenlunde normalt igen?
Bykongen Frank Jensen måtte forlade Københavns Rådhus efter flere sager om upassende adfærd.
Årets mindst triste farvel
Annonse
Der var en tid, hvor magtfulde mænd kunne gå rundt og slikke tilfældige kvinder i øret, uden at det havde andre konsekvenser for dem, end at de blev hjulpet ind i en taxa. Den tid bør være slut nu. Derfor græder vi tørre tårer for Frank Jensen, der måtte forlade posten som overborgmester, og håber, at 2021 bliver begyndelsen på en fremtid, hvor alle kan gå på arbejde uden at frygte chefens våde tunge eller klamme hånd på låret.
Årets vinder
For en stund så det ud til, at verden, som vi kender den, var ved at kollapse. Styrtblødende aktieindeks, et ustabilt boligmarked og et jobmarked, der for mange betød farvel til det faste arbejde. Men hvad dælen var det så lige, der skete? Den ene boligøkonom så mere og mere forbavset ud, mens de forsøgte at forklare kvadratmeterprisernes himmelflugt i det, der lignede en økonomisk opbremsning. Aktiemarkedet tog et knæk, men blev sendt tilbage i endnu bedre form end før corona. Og endnu engang blev der sat en tyk streg under, at kapitalismen ikke forsvinder foreløbig, da de allerrigeste mennesker på planeten blev endnu rigere. Jeff Bezos øgede under COVID-19 sin formue med 65 procent, så den nu er over 200 mia. dollar, mens de øvrige 642 amerikanske dollarmilliardærer så en gennemsnitlig stigning i deres formue på 29 procent* over blot et halvt år. It’s a mad, mad world.
Årets triste farvel
Et af de største sportsikoner nogensinde, basketball-spilleren Kobe Bryant, døde på tragisk vis i et helikopterstyrt i 2020. Dermed mistede vi et ægte forbillede. Hans kærlighed til sporten og dedikation til at udvide rammerne for, hvad basketball kan være, gav ham fem NBA-mesterskaber og status som legende. Tak for kampene, Kobe! Mamba forever.
Årets hvad?!
Annonse
Utallige personer, begivenheder og tendenser har overrasket i det forgangne år: Fællessang blev et hit, Braithwaite skiftede til Barcelona, ’Parasite’ vandt en Oscar for Bedste Film, mellemstore gnavere blev den varmeste politiske kampplads, og en dokumentar om en amerikansk tigeropdrætter fik os klistret til skærmen. Men det mest syrede må være, at det i ’Muldvarpen’ lykkedes Mads Brügger i form af kokken Ulrich Larsen og den fiktive karakter Mr. James (Jim Latrache-Qvortrup) at infiltrere Nordkorea og underskrive en aftale om køb af våben og metamfetamin.
Den føntørrede angriber Mark Strudal har lagt navn til en frisørstilretning, som stadig lever.
Årets frisure
Den har været væk så længe, at vi næsten havde glemt, at nogle i ramme alvor kunne klippe deres hår i en ægte mullet – den tyskerne kalder ’vorne kurz, hinten lang’, og som i lang tid blot blev kaldt svenskerhår eller Mark Strudal. Men i 2020 var den der igen! Både Puk Elgård og Tiger King lod sig inspirere af Polle fra Snave og så komplet vanvittige ud – på en måde, som man kun kan elske.
Årets Radikale Venstre
Vi har efterhånden vænnet os til at få en ny udgave af det gamle højskoleparti mindst en gang om året: Liberal Alliance, Alternativet, Fremad og så videre. Også i 2020 blev denne tradition holdt i hævd, da vi fik Frie Grønne, som på ægte radikal vis er kompromisløse på nær, når de ikke er det. Det totale kollaps i alle de andre radikale venstrer tyder på, at vi også i det kommende år får glæden af et nystartet social-liberalt parti med et dyrt designet logo.
Årets sportspræstation
Intet i verden kan være så trist som en sommer uden sport. Heldigvis kom den stærkt tilbage i efteråret, og Søren Kragh Andersen fik os til kortvarigt at glemme alt andet, da han vandt to (!) etaper i Tour de France. Danske cykelryttere er bedre, end de har været i 30 år, og vi glæder os til at vejre med Dannebrog for jer i 2021.
Annonse
Årets selvmål
Da Peter Ankersen i FC Københavns kamp mod Rijeka trillede bolden ind i eget mål og formåede at blive fanget i nettet, efter hans FC København-kolleger fik fældet hinanden i flere omgange, burde det have været selvskrevet som årets selvmål. Men Mette Frederiksen valgte at tage udfordringen op og beordrede alle danske mink dræbt, selv om det faglige grundlag var tyndt og det juridiske endnu tyndere. Kære Mette, bare fordi man fører 5-0 i corona-håndtering, behøver man ikke udfordre sig selv – og hele landets tillid – ved at tyre bolden ind i egne netmasker.
Det bedste, der kom ud af min galopperende 40-årskrise, er min sorte Saab 900 Cabriolet. Jeg synes, den er så flot. Det er en skulptur. En panikbil, uden så alligevel helt at være det.