Dette interview blev oprindeligt bragt i vores nyhedsbrev Morgenpost, der hver fredag morgen udkommer med en samling af det allerbedste, vi har set på internettet i løbet af ugen. For at læse hele nyhedsbrevet skal du skrive dig op her.
Hvad undrer du dig over, aldrig er
blevet en hype?
”Læsegrupper. Men jeg føler, det er på
vej tilbage. Det er en stor nødvendighed, at man mødes om litteratur og taler
den igennem. Der er så mange smukke ting i det møde, hvor man gennemgår en bog,
viser sin tvivl, deler og bliver klogere. Jeg er ikke selv med i en læsegruppe,
men håber, at jeg kan komme det.”
Hvad har du i dit hjem, som de færreste
har?
”En afhugget del af en vindmølle, der
hænger over min seng i soveværelset. Det er et værk, som kunstneren Lea
Porsager har lavet ud af sådan en grøn energivindmølle, som engang har stået på
en mark. I stedet for at være blevet smidt ud, da den var slidt, har Lea købt
propellen og skåret den i skiver. Og det er sådan en skive, jeg har. Eller jeg
har faktisk to, for jeg købte både en til min søn Dante og til min datter Dea.”
Hvad har du senest brugt 1.000 kr. på?
”Jeg har lige bestilt en ikon af en
nonne fra Skt. Josefs Karmel i Hillerød. En ikon er et bønnebillede, som man
typisk kender fra græske ikoner af guld af Jesus og Maria og Madonnaen. Ikoner
går helt tilbage til den første ikon, som blev lavet af en disciplin på et bord
på en taverne, mens Jomfru Maria levede. Hun er den første Madonna.
Fordi man
ikke kunne læse, havde man dengang ikoner, som man så kunne kigge på og blive
mindet om sin tro og komme i tanke om Jesus. På den måde fungerede de som
portaler ind til det guddommelige. Det er vigtigt at huske, at en ikon er ikke
kunst. Det er religion. Og selvom hun maler Jeanne d’Arc for mig, kalder man
det at ‘skrive en ikon’.”
Hvilken rejsedestination vender du
altid tilbage til?
”Italien. Det er et land, som har en
kulturforståelse, der føles utroligt tilpas for mig. De tænker højt, har nærkontakt med det åndelige og et
konfliktfyldt forhold til det nutidige. Jeg tror, jeg har været renæssancemaler
i et tidligere liv. Senest var jeg i Rom i oktober, og om ikke så længe skal
jeg til Pietrasanta. Jeg føler mig meget inspireret dernede.”
Hvad skal vi gøre oprør mod?
”Far. Så længe vi lever i så
kønsdomineret en verden, hvor manden styrer det hele, så skal vi gøre oprør mod
den autoritet alle de steder, vi kan.”
Alexander Tovborg er lige nu aktuel på udstillingen 'Daddy Issues' på Gl. Strand, hvor faropgøret og farrollen bliver taget under kærlig behandling i en meget ambitiøs gruppeudstilling, der også tæller kunstnere som Tracey Emin, Asger Jorn og Niki de Saint Phalle.