Årets bedste album scroll-down

De bedste album i 2019 - indtil nu

Her er Euroman-redaktionens rangering af årets bedste album.

Af Euroman
Foto: Rasmus Weng Karlsen
Kultur

Onde tunger vil påstå, at tiden er løbet fra albumformatet. At det hører sig en fysisk fortid til – og ikke i dette digitaliserede, evigflydende world-wide-web-flow. Men vi tillader os her på Euromans redaktion at være en smule gammeldags og holde ved albummet lidt endnu.

Derfor har vi på redaktionen sat os for at rangliste årets bedste udgivelser. Vi hører ikke alt. Men musikken fylder en del hos os, og vi deler og diskuterer og forsvarer de værker, vi falder pladask for. Vi har holdninger. Og dem skal ikke I snydes for. Så her er vores liste over årets indtil videre bedste album – rangeret ud fra en håndfuld af redaktionens personlige favoritter.

Udenlandske album:

10. Tyler, the Creator ’Igor’

Det flimrer og buldrer og skælver og svæver på Tyler, the Creators ’Igor’, svendestykket, hvor han endegyldigt afmonterer sin egen enfant terrible-karakter, sin radio-uvenlighed, og kaster sig hovedkulds i armene på melodierne og kærligheden (som sjældent er pissenem). Hvis ’Flower Boy’ (2017) var bekendelsen for Tyler, er ’Igor’ manifestet. Et uomgængeligt værk, der ubesværet vil stå tidens test. Oliver Bodh Larsen

9. Stella Donnelly ’Beware of the Dogs’

En nydeligt klimprende, akustisk guitar står i centrum på australske Stella Donnellys ’Beware of the Dogs’. Men som albumtitlen antyder gemmer der sig bag den pæne folkpop-facade en kras kritik af mandekønnet som sådan. Donnelly leverer i sine knivskarpe tekster en perlerække af kommentarer til sexisme, voldtægtskultur, kvindehad – og til alle mænd, som tror, at de bare kan tage for sig af retterne.

Som Donnelly siger det: “Your personality traits don’t count / If you put your dick in someone’s face.”

Det hele er eksekveret med en tungen-i-kinden, nærmest satireagtig overlegenhed, som man først rigtig fatter efter endt lytning. Et stærkt, underspillet album, der fortjener en plads på kampskrifternes øverste hylde i MeToo-tidsalderen. Anders Hjort

8. DaBaby ’Baby On Baby’

Hvis man skulle illustrere hiphopåret 2019, skulle man tegne DaBaby kun iført voksenble og diamantgrills på tandpastasmilet. North Carolina-rapperen har været overalt i år, og noterer sig for ikke én, men to fremragende plader. På DaBabys første kommercielle album ’Baby On Baby’ koger han årets hiphop-tendenser ned til en intens og velsmagende bouillonterning.

Hvor genrelandskabet det sidste årti (groft sagt) har ligget i fløjkrig mellem de velformulerede, men kedelige lyriske rappere og de mere farvestrålende, men ikke ret teknisk dygtige SoundCloud-rappere, formår DaBaby som den første for alvor at forene de to grene.

Hans eksistensberettigelse ligger i hans evne til at forstå internettets mekanismer, uden på nogen måde at gå på kompromis med sine blændende evner som god, gammeldags rapper. ’Baby On Baby’ er spækket med opsigtsvækkende, sjove punchlines og nedbarberede produktioner, der effektivt sætter DaBaby i scene som årets måske allervigtigste rapper. Magnus Kraft

7. Billie Eilish ’When We All Fall Asleep, Where Do We Go?’

Den blot 17-årige Billie Eilish står bag årets mest opsigtsvækkende gennembrud. Debutalbummet ’When We All Fall Asleep, Where Do We Go,’ som hun har indspillet med sin storebror Finneas i broderens hjemmestudie i L.A., gik hurtigt nummer et i USA og cementerede Eilish’ status som sin generations ypperste talerør. Lyduniverset er mørkt, friskt, vildt og forvrænget og byder på en decideret nedbrydning af genrer.

Eilish’ er en stemme af tiden, selvsikker og usikker, højtravende og deprimeret på én gang, og teenagerens suveræne sangskrivning kredser om alt fra ensomhed, kedsomhed og tvivl til moderne populærkultur. Anders Hjort

6. Young Thug ’So Much Fun’

Tilhængere af Chief Keef, Gucci Mane eller Future vil måske være uenige, men Young Thug er trap-musikkens vigtigste skikkelse. Det er svært at nævne en moderne, amerikansk hiphop-komet (Gunna, Lil Keed, Lil Baby, YNW Melly. YoungBoy NBA, Roddy Ricch, listen er lang), der ikke står på skuldrene af Thugs kringlede melodik, exceptionelle flow-teknik og absurde tekstunivers.

Det eneste, Atlanta-rapperen har manglet, er et kommercielt album, der kunne samle trådene fra Jeffery Williams’ brogede og uoverskuelige diskografi. ’So Much Fun’ er det album.

Selvom projektet dårligt er blandt Young Thugs tre bedste (’Barter 6’, ’Jeffery’ og ’Slime Season 3’ er endnu bedre), er det stadig årets udgivelse i amerikansk hiphop. Det musikalske udtryk er som altid innovativt, men mere koncist end samtlige Thug-udgivelser hidtil. ’Just How It Is’ er albummets højdepunkt. Magnus Kraft

5. Tool ’Fear Inoculum’

Det første album i 13 år fra amerikanerne, der længe er blevet anset som verdens bedst spillende rockband, men nu også kan hævde at være de største. ’Fear Inoculum’ strøg ind som nummer et på USA's salgsliste, hvor de vippede ingen andre end Taylor Swift af pinden. Midtpunkt (og vinbonde i Arizona) Maynard James Keenans karakteristiske stemme emmer af ungdom trods hans 55 år, tekstuniverset er på skift magisk og dystopisk, og musikken et blend af funk, klassisk og tonstungt metal. Karl Erik Stougaard

4. Weyes Blood ’Titanic Rising’

Tidsopløsende, æterisk, kirkeligt … Weyes Bloods fjerde album, ’Titanic Rising’, er fantastisk – og ikke særlig nemt at sætte ord på. Natalie Mering, som den 31-årige californier borgerligt hedder, synger, så himlen åbner sig. Lydfladerne, Mering står på, er luftige, sommetider skæve og futuristiske (tjek bare ’Movies’, wauw for et nummer), men oftest solidt forankrede i 70’erne.

Bidragsyderne, både i produktions- og musikerøjemed, tæller blandt andre Jonathan Rado (musiker i Foxygen og producer for mange flere) og brødrene D’Addario (fra bandet The Lemon Twigs), så helt overraskende er det altså heller ikke, at pladen lyder, som den gør.

Har man hang til barokpop (eller bare god musik, uden omsvøb), er ’Titanic Rising’ en velsignelse, man sent vil glemme. Oliver Bodh Larsen

3. Nick Cave & the Bad Seeds ‘Ghosteen’

Efter sønnens tragiske dødsulykke i 2015 har Nick Cave lydt anderledes. Crooneren synger lysere, nærmest engleagtigt, det larmende og tunge er barberet fra musikken og erstattet med flader, som bliver ved i en uendelighed.

På ’Ghosteen’ er sorgen fortsat temaet for Nick Cave, men han tager det afholdende udtryk et skridt videre med et dobbeltalbum, hvor to af numrene varer over 12 minutter. ’Ghosteen’ er en smuk, kompromisløs og næsten alt for ambitiøs plade, hvor man som lytter bliver udfordret af, at man hele tiden tænker, at klimakset snart må komme. Men det kommer ikke i den klassiske, storladne og forløsende forstand, men i de små detaljer, som når Cave fx pludselig går op i falset i nummeret ’The Spinning Song’.

Det er et album, som bliver bedre og bedre, for hver gang du lytter til det. Teis Jeppe Gørtz

2. Better Oblivion Community Center ‘Better Oblivion Community Center’

Hvis du tager den mest hypede indie-kunstner for 10 år siden, Conor Oberst, og parrer med det måske varmeste navn lige nu inden for samme felt, Phoebe Bridgers, er det klart, at forventningerne til partnerskabet er store. Og de bliver heldigvis mere end indfriet.

Hele pladen er fænomenal og giver nyt liv til begges karrierer. Det er et ægteskab, der giver mening både med fornuften og følelserne, og man må håbe, at det holder længere end til blot dette enestående album. Emil Norsker

1. Lana Del Rey ’Norman fucking Rockwell!’

Man anede det jo egentlig godt på forhånd, for hvor havde de forudgående singler været forrygende (især den episke ’Venice Bitch’), men selve albummet, ’Norman fucking Rockwell!’, føltes alligevel som noget ganske særligt, da det endelig landede i august.

Melankolimester Lana Del Rey er isnende klar i spyttet (”If he’s a serial killer, then what’s the worst / That can happen to a girl who’s already hurt?”), finurlig og veloplagt som aldrig før (”Kanye West is blond and gone / ’Life on Mars’ ain’t just a song”), vokalen så fin, som da man i starten af årtiet første gang stiftede bekendtskab med den.

Akkompagneret af popauteur Jack Antonoffs sikre, men enormt klædelige produktion er det håbløst at stritte imod forførelsen. Det er lyden af en hjertetung, endog håbefuld færd ud ad en lang og mørk amerikansk landevej. Drømmende og smertefuld. Og selv når det bliver en smule langtrukkent (spilletiden er trods alt 67 minutter) og formerne en kende gentagende, tilgiver man hjertens gerne, for hvor viser hun vejen smukt, den gode Lana Del Rey. Med ’Norman fucking Rockwell’ synger hun sig ind blandt tidens vigtigste musikere. Oliver Bodh Larsen

Danske album:

10. Sivas ’Contra’

Dansk gaderaps alfaderlige referencepunkt nummer et dokumenterede i april, at han er hævet over branchens hitlisteræs. I stedet begik Sivas med ’Contra’ et modent og selvsikkert album om kærlighed for voksne og om at være far – biologisk til en datter på syv og billedligt til en hær af uregerlige og fremadstormende rappere (se nummer 8 på denne liste).

Med den rørende ’Ingen skyer solen skinner’, der er en guide til livet til datteren Selina, udvidede Sivas sit lyriske repertoire på vanlig smagfuld vis, mens ’4Livet’ og ’Capitan’ er tilbagelænet Godfather-hiphop fra øverste hylde. Magnus Kraft

9. Gangway ’Whatever It Is’

Gangway har efter 23 års pause smidt 90’ernes goofy-attituder af sig og er søgt tilbage til rødderne i 80’ernes melankolske og mere alvorstunge britpopunivers. Tak for det. Især titelnummeret er en popperle, og nok er Gangway mest et P4-fænomen, men det er synd for både bandet og dem, der ikke lytter til P4. Henrik Balling er stadig en fænomenal sangskriver, og Allan Jensens vokal overgås ikke af nogen herhjemme. Karl Erik Stougaard

8. Branco ’Baba Business’

2019 blev endelig året, hvor gaderappens vedholdende popularitet materialiserede sig i en perlerække af album fra genrens vigtigste stemmer herhjemme. Albumdøren blev med vanlig brutalitet sparket ind af solo-debutanten Branco, der på den uimodståeligt velproducerede ’Baba Business’ kondenserede et liv med narkosmugling, hvidvaskning og skudepisoder ned til 16 GTA-rapnumre.

Branco formåede at holde det halvlange album underholdende fra start til slut og præsterede med sine grovkornede ghettofortællinger et værk, der om et årti vil blive betragtet som et kardinalpunkt i dansk gangsterrap. Magnus Kraft

7. Søn ’Det skandinaviske design’

Selv om Morrissey (fra 80’er-hjørnestenen The Smiths) nok næppe er det navn, man allerhelst vil klistres sammen med efter mandens galopperende højredrejning, er det alligevel svært at undgå i tilfældet Søn og deres debutalbum ’Det skandinaviske design’. Heldigvis er det vokalen, og ikke ideologien, der lånes fra, når forsanger Kristoffer Jessen kløgtigt synger om alt dét, der rumsterer i hovedet på en ung, skandinavisk mand. En imponerende debut, der i høj grad også er lykkedes så godt på grund af bandets energiske og spraglede velspil. Oliver Bodh Larsen

6. Lust For Youth ’Lust For Youth’

En række unge københavnske bands har taget 80’ernes new wave-lyd fra England til sig. Man kan nævne bl.a. First Hate, Gents og Lust For Youth. Sidstnævnte adskiller sig ved at være mere dystre og stringente end de to andre. Man kan klart høre inspirationen fra Depeche Mode i Lust For Youth, men på deres nyeste album åbner de op for en lysere og mere dansabel pop, og det virker. Teis Jeppe Gørtz

5. Ganger ’Mørk’

En gang i mellem sker det, at der ud af ingenting kommer et nyt band med så gennemført en debut, at den vender op og ned på det musikalske landskab. Det formår Ganger, der er et kollektiv af kreative kræfter, der skiftes til at træde frem, når det er nødvendigt. Det er ambitiøst og anderledes, men samtidigt helt igennem umiddelbart og iørefaldende, så det passer både til radioen og mere intime stunder.

Et nyt dansk navn er født i 2019, hvis overraskende udtryk og aftryk vel ikke er set siden Superheroes. Emil Norsker

4. Love Shop ’Brænder boksen med smukke ting’

Der er uhyre få kunstnere, der formår at fastholde det niveau, som de har etableret på højdepunktet af deres karriere. Men det gør Love Shop. Efter flere dødsfald blandt medlemmerne er bandet igen (med Jens Unmack som den eneste oprindelige tilbage) helt på højde med det bedste, de har lavet, hvilket er en utrolig bedrift. Den vedvarende høje kvalitet live og på plade giver associationer til svenske Kent, der også formåede at være relevante, til de selv trak stikket.

Lad os håbe, at vi beholder Love Shop lidt endnu på den danske scene, for der er faktisk ikke dets lige. Emil Norsker

3. Jamaika ’Nordsiden’

Somalia-vejlensiske Jamaikas debutalbum var for mig det lysende højdepunkt på den danske musikscene i 2019. ’Nordsiden’ er en 43 minutter lang ghettoserenade, hvor udtrykket er mørkt, isnende koldt og så stemningsfyldt, at albummet næsten føles filmisk.

Jamaika kigger tilbage på 22 leveår, hvor ni af dem er tilbragt bag tremmer, og hans nordafrikanske klagesangsmelodik komplimenterer de ærlige refleksioner fra Finlandsparken i Vejle perfekt. Særligt numre som ’Problemer sover ik’ og ’Sugo’ indkapsler Jamaikas øre for brutale, sårbare og fængende skildringer fra et liv på kanten af samfundet. Magnus Kraft

2. Hans Phillip ’Forevigt’

Vi var mange, som håbede, at 2019 ville være året, hvor Hans Philip endelig ville solodebutere efter bruddet med Ukendt Kunstner i 2017. Uden det store forvarsel landede albummet ’Forevigt’ så i midten af marts, og Hans Philip levede i den grad op til hypen og beviste, at han sagtens kunne undvære makkeren Jens Ole McCoy.

’Forevigt’ markerede en ny og mere afdæmpet lyd for Hans Philip. Rappen var skiftet ud med sang, mens klaverspil, guitar og kantslag på lilletrommen overtog Jens Oles elektroniske element. Forbilledet har uden tvivl været amerikanske Frank Ocean, men det ændrer ikke ved, at albummet er fremragende og rørende fra start til slut. Teis Jeppe Gørtz

1. Claus Hempler ’Kuffert fuld af mursten’

Sjældent har man oplevet så overraskende en musikalsk genfødsel, som den Claus Hempler leverede i år. Med ’En kuffert fuld af mursten’ brød den nu 49-årige, tidligere rockstar og forsanger i Fielfraz med sit crooner-image og sprang ud som eminent formidler af store, indtrængende pophymner – på dansk.

Hempler afmonterer tilværelsens højtidelighed og beretter ærligt og med humoristisk spidsfindighed om at være midt i livet og om at se tilbage på alle ens bristede illusioner. Det er eftertænksomt og smukt og med et ekko af både Cohen, Cave og C.V. Højdepunktet er den drømmende, sfæriske ’Op’, men konsekvent gennem de ni sange byder Hempler på geniale tekstbidder som: ”Jeg er et talende vandfald / Men bare glem, hvad jeg siger.” Og: ”Magien er brudt, talen forstummet / Der er kun dig og mig plus elefanten i rummet.”

Utroligt, at Hempler ikke har udgivet et album på modersmålet tidligere i karrieren, for alt – i tekst, tanke og udførsel – går op i en højere enhed her. Anders Hjort

Se, hvad vi ellers skriver om: Musik og Hiphop
Tilbage til Euroman.dk Retur til toppen
premium-logo

Fuld adgang til Euroman premium 49kr./md.

Prøv gratis i 14 dage