Det er tonen i ‘Hvor kragerne vender’, der får én til at spærre øjnene op i biografmørket
Debutfilmen ’Hvor kragerne vender’ retter både blikket indad og udad med fortællingen om en kvinde, der vender hjem. Og som hverken kan kende sin familie eller sig selv.
Foto: PR
Det er tonen i ’Hvor kragerne vender’, der får én til at spærre øjnene op i biografmørket. Kamera og handling er nemlig i øjenhøjde med alle filmens roller fra start til slut. I sig selv lidt af en bedrift af den debuterende instruktør Lisa Jespersen, som på den måde formår at servere en både kompliceret og alligevel enkel fortælling om den unge kvinde Laura (Rosalinde Mynster), der vender hjem til slægtsgården efter nogle år i København. Laura har levet et mere eller mindre udsvævende liv i hovedstaden, er debuteret som forfatter og har givet et tv-interview om, hvor trist der er ude på landet. Nu tropper hun så op til sin brors bryllup, og både forberedelserne og selve festen bliver bestemt ikke, som nogen havde forestillet sig. ’Hvor kragerne vender’ er en bittersød fortælling ude fra plov-furerne, men står også på skuldrene af en række andre værker. Her dissekerer vi filmens inspirationskilder i procenter.
10 % dogme-bølge
Fotograf Manuel Claro har en helt særlig evne til at lade kameraet følge efter skuespillerne og vide, hvor han skal placere sine skramlede billeder. Det er elegant håndholdt, og Claro har da også arbejdet sammen med én af Dogme-brødrene, Lars von Trier, på dennes seneste film.
20 % ’It’s Only the End of the World’
