Det har jeg lært: Nicholas Westwood Kidd

Da jeg var lille, gik min mor rundt med mig i en hundesnor. Ellers kunne hun ikke holde styr på mig. Jeg har altid haft 1.000 km/t oppe i hovedet.

Jeg kom til Danmark fra Skotland med mine forældre, da jeg var 10. Jeg troede, Danmark var et sommerferieland, altid Zoologisk Have og Dyrehavsbakken, lige indtil jeg begyndte i en modtageklasse. Pludselig skulle jeg undervises sammen med kurdere og somaliere, der hverken kunne læse eller skrive. Det var ikke godt for min udvikling.

I 7. klasse smed min lærer mig – igen – uden for døren. Jeg havde ikke gjort noget. Og da hun så trak i mig, skubbede jeg hende væk og spyttede. Så blev jeg smidt ud af skolen. Det endte med at blive min redning.

Jeg begyndte på Den Alternative Skole, hvor alle var kreative og venstreorienterede. Her var det ikke fedt at lave ballade, og jeg begyndte at nørde musik og graffiti med nogle venner fra skolen. Alt handlede om at købe vinylplader og tage til koncerter på Staden. Det skift er grunden til, jeg sidder her i dag.

Det er vigtigt med et barnligt sind. Især når man laver musik. ’Ik’ lavet penge’ startede som en joke. Det var noget, mig og August (Fenger, producer, red.) sagde til hinanden – ”jeg har ik’ lavet penge, jeg har lavet damer” – fordi ingen af os havde penge, men hold kæft, hvor var det godt, man kunne kneppe nogle damer, så vi kunne få noget mad og ryge på deres cigaretter. Det var helt modsat hiphop-æstetikken: ”Se, hvor mange penge jeg har. Damerne vil have mine penge.” Og så lavede August lynhurtigt et beat, vi indspillede omkvædet, og jeg skrev noget tekst ned på et papir. Det tog to-tre timer. Den hurtige energi var helt afgørende. Hvis vi havde overvejet det hele, var det ægte forsvundet. Man skal ikke tænke for meget. Bare klap – af sted!

Jeg tror, vi var ægtheden af en ny generation. Før vi kom, var dansk musik blevet helt fladt. Plasticagtigt. Og pludselig stod vi otte drenge i et lillebitte studie, med usselt udstyr og håndholdte videoer på YouTube. Men vi lavede det hele selv. Det var vores, det var ægte. Det kunne folk mærke.

Jo længere jeg kommer ind i Københavns kulturelite, jo mere indspist virker det hele. Vi var nomineret til Steppeulven (musikpris uddelt af musikkritikere, red.), men jeg vidste bare, vi ikke ville vinde. Os fra Cheff Records er nogle bøverter, der kan lide reggae og hiphop, mens et band som Ice Age er sådan nogle smukke drenge fra kunstakademiet med sponsorerede læderjakker og de rigtige forældre, der spiller punkmusik på en guitar, de har fået i gave. Min far arbejder i en Tiger-butik, og vi lavede vores første ting på en computer købt i Aldi. Selvfølgelig vandt Ice Age. Og der sad de så – punkbandet – med deres pris og deres vinglas. Så sagde jeg til dem: ”Nu skal jeg vise jer, hvad punk er.” Og så tog jeg statuetten og kastede den, greb en øl og løb min vej. De var nødt til at holde masken. Det er sgu da punk.

Jeg vågnede alene efter en sindssyg bytur og vidste ikke, hvor jeg var. Rundt om mig lå cigaretskod, en champagnespand, flasker overalt. Det var et stinkende hotelværelse, og jeg anede ikke, hvordan jeg var endt der. Der var heldigvis strøm på min iPhone, og jeg kunne se, jeg havde taget billeder af tre piger derinde natten før. Heldigvis havde nogen betalt regningen. Jeg prøver at sørge for, at den slags ikke sker så tit mere.

De værste er alfahan-grupperne. Når jeg møder dem i byen, vil de lave pis med mig eller give mig en på hovedet. ”Din lille narko-svans,” råber de. Heldigvis er jeg klogere end dem. Og så har jeg en god cykel.

Folk siger, Sønderjylland er farligst, men det er Nordjylland, der er det syge. Vi spillede deroppe på en Crazy Daisy, og det var som en dårlig dansk gyser. Byens pusher boede oven på stedet, og han var selvfølgelig venner med vagterne. Jeg havde en iraner og en sort med, og så pludselig stod der to fyre nede blandt publikum og heilede til drengene. ”Fuck, vi skal seriøst skride fra det her sted,” tænkte jeg. En af drengene fik bilen kørt frem, men jeg ville lige snuppe nogle cigaretter til turen. Pludselig stod jeg foran en af dem, der heilede. Han skubbede til mig. Jeg løb. Ud i bilen, af sted. Vi kunne se dem springe ind i en bil bag os. ”Fuuuuck!” Så fik den 200 i timen på en landevej, ud på en mark, slukke alt lyset, klatre ud og gemme os. De opdagede os heldigvis ikke. Til næste klubturné skal vi have nogle regler.

Hvor mange kvinder? Puuuuh. Det ved jeg virkelig ikke. Tænk på, jeg var i en ny by hver aften. Jeg får kvalme, når jeg tænker på det. Det er kun interessant, når man står på et diskotek i Herning. Og man skal kun prøve det én gang.

Det sidste år har jeg lært, at jo sværere en pige er at få fat på, jo bedre er sexen. De virkelig svedige kvinder tager ikke det, alle andre kan få. Så hvis du ikke svømmer rundt i alle de her random piger, som alle dj’s og rappere knalder, er der større mulighed for rent faktisk at få en københavnsk prinsesse med hjem.

”Når du er så afstumpet og følelseskold, vil du ende som en ulykkelig mand.” Det er nok det værste, en pige har sagt til mig.


Foto: Sacha Maric

Jeg har fundet ud af, man ikke skal love kvinder noget. Ellers bliver de kede af det. Du skal sige: ”Det er rart lige nu. Men i morgen er det måske ikke rart, vi ved det ikke.”

Jeg har ikke lyst til at putte i hendes seng. Jeg har lyst til at lave hits. Jeg har lyst til at gå i studiet. Derfor er det også rart, når kvinder har deres egne ambitioner. Så kan man bare mødes et par gange om ugen og have sex og spise. Så behøver man ikke snakke sammen i en uge, før man mødes igen.

Jeg fik pludselig en del flere penge end mine venner på kontanthjælp. Men jeg blev ikke rig. Jeg har heller ikke den helt syge kapitalistiske drøm om 50 milliarder på kontoen. Grådighed og nærighed er det værste. Det er en skandinavisk tendens.

Du ser det i byen: To venner, hvor den ene har 100 kroner, og den anden har 0. Så køber den ene en øl til sig selv og giver den anden en tår. En tår! Det er så umandigt, jeg hader det. Det viser bare svaghed.

Alle vil snyde alle i musikbranchen. Selv her (selskabet, der laver management for Kidd, red.) siger alle: ”Vi er venner”, og i virkeligheden prøver de at stikke en fed pik op i røven på dig. Alle vil bare have underskrifter på de bedste procenter. Det er så ekstremt og så grådigt, og du kan ikke stole på nogen. Derfor laver vi næsten alt selv i vores eget, Cheff Records.

Da jeg sagde stop i starten af året, var jeg nærmest brudt sammen. Hver gang jeg skulle ud ad døren, trykkede det for brystet. Efter koncerterne var min krop ved at knække sammen. Som et stort hul i maven, som om jeg var ved at skide i bukserne. Det hjalp heller ikke med sprut og kokain, men festen var bare så vild. Det var en drengedrøm, jeg ikke kunne sige stop til. Men når jeg nu ser billederne af mig selv dengang, har jeg helt tomme øjne. Ingen livsglæde, bare fuldkommen tomt.

Folk troede, at Kidd i sangene var sådan i virkeligheden. At jeg altid stod og skreg: ”Uh! Det er så svært at være så go’!” Danmark forstod ikke joken. Men jeg ligger jo, som jeg har redt.

Jeg skulle have holdt pause, jeg skulle være taget til en sydhavsø. Men jeg tog i ’Clement søndag’. Folk troede, jeg svedte af nervøsitet. Det var alkohol. Jeg havde været til morgenfest til langt ud på eftermiddagen, indtil nogle timer før interviewet. Jeg skulle aldrig have været der. Jeg har lært, at pauser er livsvigtige.

I sommer begyndte jeg at vandre alene over hele Danmark. Jeg gik seriøst lange ture. Fra Rørvig til København, fra Sydfyn til Odense. Ingen mennesker, virkelig rart.

Men så alligevel, når man gik der alene på en øde landevej, kom der to drenge cyklende forbi: ”Hvad så, Kidd?!” Jeg forstår slet ikke, hvordan det blev så stort.

Jeg ville ønske, jeg kunne pille mit ansigt af nogle gange. Bare købe en flaske vin i 7-Eleven uden at blive genkendt. 

Jeg drømmer tit, at jeg står og optræder, og pludselig vil nogen eller noget have fat i mig. Jeg er nødt til at flygte. Jeg løber og løber og ender altid ude på kanten af taget på en høj bygning. Så falder jeg. I det øjeblik jeg rammer jorden, vågner jeg. Jeg ved ikke, hvad der er efter mig. Måske skulle jeg få den drøm tydet en dag.

Jeg ville gerne dø som en gammel mand med et tilfreds, barnligt smil om munden. Men jeg er lidt bange for, jeg dør ung. Universet fortæller mig, jeg ikke har så meget tid. Det gør mig ikke noget. Måske er det derfor, jeg er så hurtig.

I sommer tog jeg mig endelig sammen og rejste væk. Jeg fløj til Athen med en kvinde, skyndte mig ned til havnen og tog ud til den første, den bedste ø, Naxos. En eftermiddag lå hun i havet på en luftmadras, mens jeg svømmede rundt om med mine svømmebriller. Pludselig så jeg en fucking havskildpadde lige under os. Oh-oh! Jeg blev som en lille dreng. Så jeg svømmede efter den. Det blev mere og mere dodgy, men jeg skulle bare opleve det. Så vi svømmede og svømmede. Og skildpadden havde det helt chilleren. Vi svømmede sammen en time i det azurblå vand. Bagefter oppe på hotellet havde jeg sex i badet, og så sad jeg på terrassen, helt varm, med kold vin, og kiggede på bjergene og øen og det lyseblå Middelhav. I det øjeblik var jeg lykkelig.

Nicholas Westwood Kidd (23 år) er rapper.

LÆS OGSÅ Jeg knepper mindre nu, end jeg nogensinde har gjort

FACEBOOK Bliv ven med Euroman

Se, hvad vi ellers skriver om: Musik og Mænd