Gartneren på Assistens Kirkegård: "De topløse studiner er fortid"

I vores særlige udgave af "Det har jeg lært - Nørrebro edition" kan du møde fem mænd, der kender Danmark travleste bydel bedre end de fleste. Den anden er Jan-Erik Sandberg, 62 år, der er anlægsgartner på Assistens Kirkegård. Han har arbejdet på Assistens Kirkegård siden 1987. Det anslås, at der ligger over 300.000 mennesker begravet på ’de kendtes kirkegård’, der også fungerer som park.

____


"For 20 år siden kom studinerne og læste til eksamen herinde. Topløse. Det rygtedes, at der var topløse kvinder på kirkegården, og så kom der mange mænd og gloede. Det ser du ikke længere, men de elegante kvinder fra bydelen kommer her stadig, og det gør mig ikke noget. Smukke kvindefigurer er en del af gartnerens arbejdsmiljø.

Kirkegården er Nørrebros lunge. Den tager noget af trykket. Den er en afstressende faktor. Det er videnskabeligt bevist, at folks blodtryk falder, når de går ind på en kirkegård, fordi der er ro.

Jeg har set par dyrke forskellige stillinger, der kan være lidt grænseoverskridende. De kunne da godt være lidt mere diskrete. Det er ofte yngre folk, som vel har mødt hinanden på beværtningerne i nærheden. Det rager ikke mig, og det rager ikke mine gæster. Kun én gang har jeg råbt: ”Kan I ikke gå et andet sted hen.”

Vi fælder træer, hvis de kan vælte og være livsfarlige. Når vi tager et bøgetræ, mener nogle, at vi gør det for at få noget med hjem til brændeovnen, men for år tilbage var der en mand i en varevogn, der skulle til frokostpause. Han parkerede ved Fælledparken, og der væltede et bøgetræ ned over ham. Han blev dræbt på stedet. Den slags tragedier vil vi gerne undgå.

Folk må edderhuggeme have mange penge. Skraldespandene herinde er fyldt med kaffekrus fra de trendy kaffebarer, der er skudt op på Nørrebro de senere år. Hvorfor købe så dyr kaffe, når man kan brygge den selv og tage den med?

’Dybt savnet, aldrig glemt,’ står der på stenen. Men der går kun et halvt år, så ser graven helt forsømt ud. Jeg har set folk ankomme til begravelser i store biler, men der er ikke grænser for, hvor tarveligt gravstedet kan være. Folk kan tilsyneladende have penge til sig selv, men når de skal mindes deres mor eller far, kniber det med at komme til lommen. Det må være nærighed eller menneskelig dårskab. Hvis de forsømmer det, hvad forsømmer de så ikke?

Jeg kan godt forstå, at folk græder indeni, når de ser en tuja blive fældet, som har stået der i 30 år. Men den ødelagde de meget sjældne træer, vi havde. Det kan byboen ikke vide, han blev bare rasende. Vi er blevet beskyldt for at lave motorsavsmassakrer, og der var masser af raseri, da vi fældede poppelalléen. 20 år efter har der kun været én person og undskylde, at hun var så grov dengang. Nu kunne hun godt se, at den var blevet lige så høj igen, som vi havde lovet.

Ølvognen kom to gange om ugen og satte kasser af i kantinen. De første år, jeg var her, var det barsk arbejderklassekultur. Der blev pulset smøger på stuen og drukket mange øl. Folk blev fulde og sagde ting til hinanden, som de ellers ikke ville have sagt. Det gav et dårligt kammeratskab. Det stoppede for 13-14 år siden. Der skete det, at en beruset medarbejder kom til at køre en arbejdskammerat ned med en truck, så han fik en arbejdsskade og måtte blive væk et stykke tid. Efter den episode valgte medarbejderne med et lille flertal at give frivilligt afkald på bajerne. Det var jeg glad for. Alkohol og arbejde har aldrig hørt sammen.

Jeg kalder det stadig sjak. Vi er opdelt i såkaldte teams, men jeg siger arbejdssjak. Med et arbejdssjak, så sker der noget. Teams er kommunalt sprogbrug. Det er det samme med tovholder. Jeg kan bedre lide ordet ansvarlig. Kald en spade for en spade.

Skuffejernet er mit yndlingsredskab. Model Sandberg. Byggemarkedernes er for brede, der lægger du kræfter i et for bredt stykke og når ingen vegne. Det skuffejern, jeg har udviklet, kan du også bruge til at stikke kanterne, fordi det er smallere. Kommunerne kalder den slags effektivitet for lean, jeg kalder det at tænke dovent. Og at gøre det enkelt. Det er også langskaftet, så jeg kan hvile mig.

Jeg holder meget af H.C. Andersens eventyr ’Gartneren og herskabet’. Det vil jeg anbefale. Det siger noget om samfundslivet. Herskabet på herregården vil ikke lytte til gartneren, men gartneren tager fusen på herskabet. Han er alligevel lidt kvikkere.

Det er tungt at opleve mennesker, der ikke bliver ret gamle. En mor eller far på 40-50 år, der er gået bort, eller børnebegravelser. De kan være svære at ryste af sig, men hvis du ikke kan det efter nogle dage, så holder du kun kortvarigt herinde. Jeg prøver at bruge det som en motor. Jeg hører andre omkring min alder sige: ”Ih, jeg skal snart på efterløn. Så skal jeg godt nok lave mange ting.” Nej, for helvede, mand. Du skal gøre det nu. Rejs ud. Hav mod på livet.

Mit yndlingssted ligger 10 meter fra Kierkegaards grav. Der er sjældne cypresser, et smukt duetræ med hvide kronblade og et helt specielt lysindfald. Jeg letter på hatten. Han var en stor tænker."

Jan-Erik Sandberg passer den ældste afdeling på kirkegården, afdeling A, hvor flest historiske personer er begravet – Kierkegaard, Gyldendal, Martin Andersen Nexø, familien Nimb, H.C. Andersen og mange andre. Jan-Erik Sandbergs slægt tæller skovhuggere og skovfogeder tilbage til 1600-tallet. Selv har han arbejdet på Assistens Kirkegård siden 1987. Det anslås, at der ligger over 300.000 mennesker begravet på ’de kendtes kirkegård’, der også fungerer som park.

LÆS OGSÅ Buschaufføren i 5A: "Jeg får fingeren mange gange i løbet af en dag"

Se, hvad vi ellers skriver om: København