Gilli varmer op til sit livs største koncert med nyt album: ”Det her kommer til at overraske folk” scroll-down

Gilli varmer op til sit livs største koncert med nyt album: ”Det her kommer til at overraske folk”

’Carnival’, Gillis seneste album, har spenderet 37 uger på albumhitlistens top fem. Efter en ukarakteristisk lang udgivelsespause vender han nu tilbage med et nyt album og et soloshow i Royal Arena. Vi har mødt Gilli på tærsklen til kulminationen på 12 års succes.

Af Magnus Kraft
Foto: Petra Kleis
Kultur Euroman

GILLI ER LIDT TRÆT. De seneste fem nætter er gået med at forberede et overraskelsesstormløb på de danske hitlister. Natten forinden er den sidste sløjfe blevet bundet på albummet ’Suave World’, der udkommer fredag den 14. oktober.

I studielokalerne har et rand af mennesker med bagvendt døgnrytme og en aktie i albummet indfundet sig. Husvant daser de rundt mellem lydstudierne og det tilstødende køkken: kollega Kesi, producer Nicki Pooyandeh, guitarist Rasmus Hugger og en uventet gæst på albummet, jeg modstræbende lover at holde hemmelig i interviewet.

Vi er egentlig troppet op for at tale om det, der skal være en foreløbig kulmination på hans 12 år lang karriere: soloshowet i Royal Arena 29. oktober, som Gilli ikke tøver med at beskrive som det vildeste, største og mest ambitiøse, han nogensinde har været medunderskriver på. Koncerten har været planlagt siden 2019, men har af coronahensyn været skubbet ikke færre end tre gange. Nu skulle den være god nok:

”Det bliver noget helt andet end alle koncerter, jeg tidligere har givet. Det bliver mere et show, mere gennemført. Når folk går derfra, håber jeg, at de nærmest er chokerede over, hvor storslået det har været,” siger han.

I disse dage er holdet omkring Gilli travlt beskæftiget med et omfattende planlægnings- og koordineringsarbejde. Instrumentalister skal rekrutteres, koreografier skal øves, sceneudstyr skal bygges. Forbillederne er ikke danske, men udenlandske. Gilli nævner selv Dr. Dre og Snoop Doggs all-star-koncerter ’Up In Smoke Tour’ fra 2000 og franske PNL’s overdådige sceneshows som inspirationskilder.

”Lige nu arbejder vi med, at koncerten skal inddeles i tre akter med forskellige musikalske temaer. Det er meget vigtigt for mig, at hele showet kommer til at føles som en sammenhængende historie og ikke bare en bunke sange.” 

Ønsket om at blive en mere helstøbt liveartist har længe været udtalt for Gilli. I vores store forsideinterview med ham tidligere på året erkendte han selv, hvordan barren for hans koncerter kunne hæves. Han vil bevise, at han også i fremtiden kommer til at tilhøre den liga af musikere, der kan leve længe på få, men stort anlagte koncerter. 

”Da jeg var yngre, var det svært for mig at få så meget opmærksomhed, som man gør, når man spiller live. Nu har jeg fået øjnene op for, at det at spille shows er noget af det allerfedeste, så jeg vil gerne steppe et level op. En ting er at streame, som jeg gør, men jeg vil gerne have det hele med.”

NU ER DET STORE sætliste-puslespil ved at blive lagt. Holdet bag koncerten har oplistet samtlige sange i Gillis diskografi, singler, albumnumre, gæsteoptrædener. Der skal skæres ind til benet.

Showet skal kunne gabe over ribbensbøjende gaderap som ’Orale’ og ’Bølgen’, slut-10’ernes superhits som ’Vai Amor’ og ’Rica’, fanfavoritterne på den endnu ikke koncert-afprøvede ’Carnival’ som ’Kender Ik I Morgen’ og ’Miami Vicer’. Og alt derimellem.

”Jeg har selvfølgelig tænkt over, hvad der er fedest både for publikum at høre, men også hvad der er fedest for mig selv at spille. Jeg glæder mig meget til at spille numrene fra ’Carnival’, også fordi det er en plade, der egner sig godt til at blive spillet live. Vi har lavet mange medleyer, hvor du kun får det bedste fra hver sang.”

Mange vil nok interessere sig for hvilke gæster, du tager med?

”Dem, man regner med, kommer nok. Men der vil også være nogle overraskelser. Det er planen.”

Kommer Jørgen Klubien og spiller ’La Danza’?

”Det kunne være en ting. Det har vi faktisk ikke tænkt over.”

Hvilket nummer går du ud på?

”Hele afslutningen skal bygges godt op. Vi slutter af med noget, der kommer til at overraske folk, tror jeg. Jeg vil ikke røbe for meget! Men det bliver rigtig fedt.”

VI HAR PÅ FORHÅND aftalt at tale om Royal Arena-koncerten, men ud mellem sidebenene deler Gilli også en nyhed, der vil interessere mindst lige så mange fans: To uger før koncerten lander hans andet soloalbum i år. ’Suave World’, hedder det.

Først var strategien, at Gilli som så ofte før skulle udgive en single til årets sommerfester. Pludselig var der to singler. Så nok sange til en EP. Da overvejede han at udgive numrene som et mixtape. Nu kalder han det, hvad det er: Et fuldtonet album, som han (ikke verdensomvæltende overraskende) kalder sit bedste hidtil:

”Hvor ’Carnival’ meget var én vibe med en musikalsk rød tråd gennem alle sangene, er den nye plade lidt anderledes. Den er en blanding af flere stilarter. På den måde minder den mere om ’Kiko’ (Gillis første album fra 2019, red.), men den er meget bedre, synes jeg. Mere gennemtænkt. Jeg tror, folk bliver overraskede over pladen.”

Det kendetegner Gillis udgivelsesproces. Lytteren skal mindst en håndfuld gange tage sig selv i at rynke på brynene og tænke ’hvad i alverden er det, jeg hører’. Som hvis man smager på en eksotisk frugt med en fremmedartet konsistens for første gang. Eksildanskeren Gilli importerer impulser og tendenser fra det store udland og blender dem med sin karakteristiske pop-rap-vokal. Resultatet er uforudsigeligt og genrenedbrydende. 

”Du skal ikke kunne vide, hvad du regner med, når du klikker videre til næste sang på albummet,” siger han.

På ’Suave World’ vil man blandt andet støde på rekonstruerede samples og trommemønstre fra den såkaldte jersey club-genre: En subgenre fra New Jerseys klubscene i 00’erne, der de seneste år har fået en renæssance i popkulturens afkroge i udlandet. Nu genfortolkes den på gillisk. På et nummer med B.O.C-kollegaerne Benny Jamz og Kesi synger Gilli insisterende om kap med den pulserende triplet-stortromme, der går igen på klubscenens højtempo-sange.

På tværs af albummet vil man opleve en Gilli, der med vanlig fleksibilitet strækker sin vokal fra attituderig rap af den gamle skole og afdæmpede lounge-croonerier til Travis Scott-lignende tågeomkvæd og solkysset skønsang.

”Jeg vil ikke sige, at ’Kiko’-albummet var dårligt, men når jeg hører det i dag, er der et par sange, som jeg ikke havde behøvet at tage med. På den nye plade har det været omvendt. Jeg er startet med 25-26 sange, som vi har kæmpet lidt for at få ned på 14 sange.”

Hvordan er den proces, hvor man sidder og vælger sange fra?

”Det er fucking svært. I realiteten skulle der kun have været 10 sange, men det kunne jeg ikke få det ned på. Jeg ved, at 25 sange er for meget. Det havde været bedst at have 10 numre som på ’Carnival’. Men der er også nogle numre på den nye plade, der er ret gamle, så det var nu eller aldrig, hvis de skulle ud.”

Hvis du var en amerikansk rapper, hvis du var YoungBoy Never Broke Again, så havde du jo bare udgivet et album på 30 sange, og det havde sikkert streamet endnu mere. Hvorfor gør du ikke bare det?

Jeg kan se argumenter for både korte og lange plader. Jeg ved med mig selv, at hvis jeg hører en plade på 30 sange af YoungBoy, så afspiller jeg højst sandsynligt kun dem, der allerede har flest streams. Hvis pladen er kortere, så hører folk alle sangene og får det samlede indtryk, og det vil gerne have. 30 sange på et dansk album? Det ville aldrig fungere.”

’Suave World’ udkommer 14. oktober. Gilli spiller i Royal Arena 29. oktober klokken 20. Billetter kan købes her.

Se, hvad vi ellers skriver om: Musik og Hiphop