Velkommen til det nye Euroman Premium – mere originalitet til dig

Hiphop-klumme
Foto: PR

Hiphop-klumme: Hvorfor ignorerer Roskilde Festival igen dansk gaderap?

I en månedlig klumme tager Magnus Kraft et aktuelt emne fra hiphoppens verden under kærlig behandling. Denne klumme spørger bekymret, hvor alle de danske gaderappere bliver af på årets Roskilde-plakat.

På onsdag sidder forventningsfulde efterskoledimittender, weekendkrigere og singlefædre klar, for der lander den endelige plakat til årets Roskilde Festival. Mange vil glæde sig over udsigten til at opleve interessante og aktuelle musikere på Nordeuropas største festival. Endnu flere vil med kirurgisk præcision lede efter manglerne på den knap 200 navne tunge plakat. 

Jeg ved allerede, hvad jeg vil brokke mig over.

Der tegner sig et billede af, at Roskilde Festival igen er i gang med at svigte, hvad jeg vil kalde den vigtigste subgenre i dansk hiphop. Kært barn har mange navne, men den bliver ofte betitlet ’gaderap’. En subgenre, der med fanebærere som Sivas, Gilli og Mellemfingamuzik har flyttet gangsterrappen fra boligblokkene og helt ud på FM-båndene.

I skrivende stund, hvor omtrent halvdelen af hovedplakaten er offentliggjort, er der ikke ét dansk hiphopnavn i musikdagene.

På opvarmningsscenerne Rising og Countdown er der blevet plads til fire danske hiphopkoncerter. Første navn på plakaten var trioen Natkat, der efterhånden i en del år har været bredt anerkendt i det relativt smalle hiphopmiljø, der dyrker ny, klassisk golden-age-hiphop med flertydige dobbeltrim og støvede MPC-produktioner.

I dag har Roskilde så annonceret den London-fødte trapper Flexlikekev, electro-rap-duoen Ravi Kuma og en trap-bombe af en fest med Shambs, Farli’, B Wood$ og Bracy Doll (uendelige plusser i bogen for at få plads til en dansk, kvindelig rapper).

Alle interessante og velkomne navne, men hvor – er – gaderappen?

Jeg håber, den kommer i musikdagene, når den fulde plakat lander på onsdag. Men den nylige historik taget i betragtning har jeg mine bange anelser for, om Roskilde virkelig kan lykkes med endnu engang at gå en stor bue udenom dansk raps største succeshistorier i dette årti.

Sidste år spillede Benal det eneste, store, danske hiphopshow på festivalen. Til opvarmningsdagene stod Fool, Artigeardit, Fraads, Loke Deph og Sigma for urban-indslagene. Alle navne, der taler til et mere højpandet publikum (ikke at det behøver at være en dårlig ting), og som sætter mere pris på tekster om identitetskriser end domsafsoninger. I 2017 var Emil Stabil og Noah Carter (der ganske vist er en del af B.O.C.-crewet) de eneste danske hiphop-navne på plakaten.

Vi skal tilbage til 2016 for at finde en retfærdig repræsentation af den danske gaderap. Her spillede genrens gudfar Sivas på Arena (på et tidspunkt så uattraktivt som klokken 14), mens stortalentet og tronfølgeren Jamaika akkurat blev løsladt i tide til at spille under opvarmningsdagene.

Siden dengang har den barske, socialrealistiske hiphop kun vokset sig større herhjemme. Gilli var sidste år den mest populære, danske kunstner på Spotify sidste år. Førnævnte Jamaika udgav ved nytår en nyklassiker af et album. Og i slipstrømmen på pionererne er kommet en enorm portefølje af unge, interessante talenter, der ikke er vokset op til lyden af ’Sneglzilla’ og ’Så’n er vi’, men ’C’est La Vie’ og ’Militant Mentalitet’.

Det efterhånden ret åbenlyse hul i Roskilde-plakaten virker mystisk for en festival, der historisk set og frem til i dag om nogen slår sig op på mangfoldighed og repræsentation af alle samfundslag.

Hvis jeg må komme med en udokumenteret påstand, er hiphoppen et af de mest håndgribelige og effektive integrationsværktøjer. Har man visiteret forrige års Molo-turné, Gillis udsolgte Vega-koncerter eller andre liveshows i det lag, vil man kunne bevidne, at få andre kulturbegivenheder i sådan en grad kan forene de pæne, hvide drenge fra Nordsjælland med ligesindede drenge og piger fra indvandrerfamilierne. Hvis ikke dét er i Roskildes ånd, så ved jeg snart ikke, hvad der er. For mig skriger de danske navne, der for indeværende har fundet vej til plakaten af kulturradikal efterskoleghetto.

Det leder mig til en anden undren. Fra festivalens side er vi i flere år blevet tudet ørene fulde med vigtigheden af lokale navne som åbnere af Orange Scene. Jeg er i og for sig stor tilhænger af bookingen af Silvana Imam og de ti svenske og norske navne, hun tager med sig til at åbne Orange i år. En hyldest af skandinavisk rap er et friskt, modigt og velfortjent bud på en alternativ åbner.

Men når Roskilde har mindst lige så værdige navne gående rundt i egen baghave, hvorfor har dansk gaderap så egentlig aldrig fået den ultimative anerkendelse af festivalen?

Listen af navne, der kunne fortjene en plads på plakaten, er lang.

Det havde været oplagt én gang for alle at give taletid til de ubestridte sejrherrer de seneste fem år i dansk hiphop, Gilli, Kesi og Benny Jamz. B.O.C.-medlemmerne er blevet bredt omfavnet af hele den danske ungdom på tværs af samfundslag, og succesen synes endeløs. Først- og sidstnævnte gav i 2015 en ikonisk Roskilde-koncert med gaderap-legenderne fra Mellemfingamuzik under navnet Molotov Movement. Molo, som de siden har kaldt sig, har sat nye standarder for hårdtslående gade-bangers herhjemme.

Mange trækker på smilebåndet, når jeg præsenterer idéen, men tænk over det: Molo havde været et monumentalt statement af en Orange-åbner. Med kumpaner som Kesi og Sivas på gæstelisten kunne Jamz, Gilli, Branco og Stepz levere en setliste til halvanden times lang rap-sing-a-long. Det er sjældent, vi ser det herhjemme.

I laget under hitmagerne fra B.O.C. og Molo kunne albumaktuelle Jamaika godt fortjene en comeback-koncert – eventuelt sammen med partneren Carmon, der også har et efter sigende voldsomt album på vej. Eller hvad med Fouli, der beviste sit tårnhøje ambitionsniveau på den korte, men stærke EP ’Dag 1’? Og så har jeg ikke engang nævnt afrobeat-connaisseuren Icekiid, gadepoeten Omar eller en af Danmarks tungeste og skarpeste duoer, Dayzon og Kwame.

I det nyeste talent-lag kan folk som Marco Rahim, Don x Lee x Barber, Awada, Naoui, Pay, Ham Volkan og mange flere med en vis ret føle sig glemte til opvarmingslineuppet.

Når denne klynge af artister igen-igen er fraværende på plakaten, er det mystisk, selvom det ikke er umuligt at forestille sig de problematikker, der er blevet taget op på Roskildes booking-møder.

Er rappernes live-optrædener blevet vejet og fundet for lette? Måske, men i form og indhold adskiller de sig ikke meget fra amerikanske kolleger.

Gider artisterne selv ikke spille på Roskilde? Det er yderst tvivlsomt.

Handler det om signalværdien? Ønsker Roskilde ikke at støtte om artisternes moralsk flossede tekstunivers? Måske, men man kan konstatere, at denne etiske rettesnor ikke gør sig gældende for de amerikanske bookinger. Cypress Hill, du ved…

Festivalens programansvarlige stiller først op til interview efter offentliggørelsen af det fulde program på onsdag. Jeg vil krydse fingre for, at landets største festival vil omfavne en af landets vigtigste subgenrer. Og så i øvrigt glæde mig over, at det er lykkedes at præsentere to imponerende kransekagefigurer fra amerikansk hiphop til toppen af plakaten.

Se, hvad vi ellers skriver om: Hiphop, Musik og Roskilde Festival