Illustration: Rasmus Meisler
Foto: Rasmus Meisler

Forbrydelsens elementer: Hvorfor er vi så glade for kriminalromaner?

Krimien har et solidt tag i os i bogform, tv-serier og på film. Men hvorfor er vi så fascinerede af genren, og hvad kan vi lære af al den død og kriminalitet? Christian Martinez slog kraven op på sin trenchcoat og gik i byen efter svar.

Det var butleren, der gjorde det. På en mørk og stormfuld aften. Eller rettere: Sådan er det ikke længere. Hvis krimien engang var klichéernes holdeplads, en skabelon, der fik læsere til at bide negle og anmeldere til at korse sig, ser billedet anderledes ud. Den er samtidig populær som aldrig før.

Når Nordens største krimimesse afholdes 17. og 18. marts i Horsens, ventes 7.000 mennesker at valfarte til byen for at nørde krimier med kritikere, forfattere og udenlandske navne. Men hvorfor?

”Krimien giver et kontrolleret gys. I ret mange andre af livets forhold ved du jo ikke en skid, men det gør du her,” siger krimiforfatter Jesper Stein. 

Ifølge Stein er det særlige ved krimien, at der er en decideret kontrakt mellem læser og forfatter, som ikke findes i nogen anden litterær genre.

”Læseren ved, at han vil blive præsenteret for kaos, ondskab, ulykke og død, men at tingene til sidst vil være forklaret. Den forfatter som forbryder sig mod den kontrakt, får en meget kort karriere. Grundintrigen skal forklares,” siger han og tilføjer:

”Man kunne også lave en eksponentiel kurve mellem graden af et samfunds tryghed og behovet for ufarlig spænding. Som den store sydafrikanske krimiforfatter Deon Meyers engang sagde til mig: ’Der var ikke nogen, som skrev krimier under apartheid, for det var der ikke nogen, der havde behov for at læse dengang.’”

Spørger man i den danske forlagsbranche, er op mod 40 procent af de skønlitterære titler krimier eller spændingsromaner. Hvilket fint afspejler, hvad læserne efterspørger.

Sidste år publicerede medieforsker Stig Hjarvard fra Københavns Universitet en videnskabelig artikel, som belyste danskernes læsevaner. ’Kunstnerisk værdi’ lå ikke øverst på listen over danskernes krav til en god roman. I stedet ville knap 50 procent vælge en kriminalroman, hvis de havde frit valg på alle boghylder.

Krimier er ikke bare blevet mainstream, men den ’helt dominerende genre’ i litteraturforbruget herhjemme, konkluderede undersøgelsen.

Ifølge Anne Christine Andersen, redaktør for blandt andet Jussi Adler-Olsen på Politikens Forlag, bunder krimiens succes i, at den er blevet ’stueren’.
”I dag læser alle – lige fra direktøren til sekretæren – en krimi i ny og næ. Det skyldes, at krimien i højere grad end tidligere spejler samfundet, og fordi genren er blevet bredere. Der er noget for enhver smag: Nordic noir, hyggekrimier, psykologiske krimier, krimithrillere, historiske krimier og puslespilskrimier,” siger hun. 

Genren kriminelt gode salgstal. Tag fx Stieg Larssons tre Millennium-bøger, der har solgt 1,75 millioner eksemplarer i Danmark. Det lille århusianske forlag Modtryk, som udgiver Larsson på dansk, ramte en guldåre med trilogien. Før 2005 lå forlagets omsætning på 10 mio. kr., i 2009 var omsætningen vokset til 80 mio. Ret pænt klaret af et lille venstrefløjsforlag, der voksede ud af studenteroprøret i 1960’erne, og hvis første titel lød ’En foreløbig rapport om sundhedsfarer ved malerfaget’. 

Krimier har på samme måde tegnet meget af den opadgående økonomiske kurve hos Politikens Forlag, der som nævnt udgiver Jussi Adler-Olsen. En udgivelse i Danmark kaldes normalt en ’bestseller’, hvis den når op på 10.000 solgte eksemplarer. Men bogen ’Selfie’, den senetse i Afdeling Q-serien, blev i 2016 udgivet i et første oplag på 230.000 i Danmark (foreløbig har Jussi solgt over 17,5 millioner eksemplarer internationalt). Det har så stor betydning på bundlinjen, at man i forlagsbranchen spøger med, at Politikens årsregnskab går op og ned alt efter om Jussi Adler-Olsen udkommer med en ny roman.

Og hvad er der så galt i det? Ingenting, lyder det fra Sune de Souza Schmidt-Madsen, der er forlagschef for dansk skønlitteratur på Lindhardt & Ringhof:

”Ofte bliver der rynket på næsen og sagt: ’Jamen er det ikke kun krimier, som sælger?’ Det er en attitude, jeg har svært ved at forstå. Efter min mening burde vi rejse statuer af vores krimiforfattere, fordi de uden støttekroner eller kulturel opbakning har skabt den største litterære eksportsucces i Danmark nogensinde.”

Sune de Souza Schmidt-Madsen mener i øvrigt, at det er det en myte, at det kun er krimier, som sælger. Han peger på forrige års populære romaner som Steffen Jacobsens ’Da blev jeg døden’, Jesper Wung-Sungs ’En anden gren’, Maren Uthaugs ’Hvor der er fugle’ samt Kaspar Collings ’Det europæiske forår’ som eksempler på store romaner, der behandler de dilemmaer, vi står i som mennesker.

”Krimien er der, hvor den store historie finder sted. Det episke gør den populær, blandet med melodramatiske effekter som mord, gåder og intriger. Men krimien kan også noget andet: Den bereder mennesket på at møde moderniteten. Krimier handler jo ofte om det mareridt, det er at bo ude i den dæmoniske provins, hvor folk er skøre, eller at bo i storbyen, hvor alle, inklusive seriemoderen, er anonyme,” siger krimi-ekspert og anmelder ved Politiken Bo Tao Michaëlis.

Ud over at handle om politiarbejde og kærlighed, har den nordiske krimi solgt den nordiske middelklasses livsstil til hele verden. Mange af karaktererne går klædt i tøj fra H&M, kører Volvo, henter børn i børnehaven, spiser fornuftigt, løber, kvitter smøgerne og drikker ikke så meget spiritus. Og nogle gange krakelerer glansbilledet.

Alt sammen er det ifølge Michäelis med til at forklare, hvorfor så mange læsere i fx Storbritannien og Tyskland æder de skandinaviske krimier råt, og hvorfor hertuginden af Cornwall, en erklæret fan af ’Forbrydelsen’, glad modtog en Sarah Lund-sweater under et besøg i Danmark.

Den nordiske krimi er også stedet, hvor man diskuterer den moderne kvindes situation i et velfærdssamfund, som tror på ligestilling, men ikke altid dyrker den helt så meget, som den selv tror.

”I England er de så glade for den nordiske krimi, fordi den engelske middelklasse har haft vores velfærdsmodel som forbillede og nu ser den model slå sprækker. Det viser sig, at der også findes vold og mord i vores på overfladen så paradisiske samfund,” siger Michäelis.

Den del af den engelske middelklasse, som læser The Guardian, kan godt se fordelene ved at være en fri kvinde i et skandinavisk samfund, men bøgerne viser også ulemperne. Det er ingen hemmelighed, at mange af de kvindelige krimihelte, uanset om de hedder Lisbeth Salander eller Sara Lund, er ensomme, halvautistiske kvinder:

”Hvis du vælger at være en skandinavisk fri kvinde, er du ude i noget med at sidde alene hjemme med en flaske cognac eller have et engangsknald med en mand, du lige har mødt på en bar,” siger Politikens anmelder.

Det er stadig mest kvinder, der læser krimier – hvilket ifølge kilder i bogbranchen også kan skyldes det faktum, at flere kvinder end mænd læser fiktion – men uanset hvad, har mændene de seneste ti år halet ind på dem. Det kan muligvis skyldes Stieg Larssons bøger:

”Det er ikke tilfældigt, at ’Mænd der hader kvinder’ på engelsk kom til at hedde ’The Girl With The Dragon Tatto’. Den titel appellerer mere til mænd. Larsson var ikke nogen fantastisk skribent, men han lavede en fantastisk blanding af femikrimi og en mere konspiratorisk og global Dan Brown-agtig krimi, som tiltalte de mandlige læsere. Det var genialt,” lyder det fra Bo Tao Michaëlis

Otte ud af ti danske krimier er skrevet enten af journalister eller i en form, man kan kalde ’journalistisk realisme’. Man kunne også kalde det en nøgtern beskrivelse af virkeligheden, der ikke er for metaforisk. Måske er det ikke tilfældigt, for journalister har som regel god erfaring med at dække samfundets skyggesider. Som Jesper Stein, tidligere retsreporter for Jyllands-Posten, siger: ”Jeg ved, hvordan et gerningssted ser ud, hvad der sker i en retssal, og jeg har talt med 100 forbrydere. Det gør, at man kombineret med et vis mål af god fantasi kan skrive en god krimi.”

Det skorter altså ikke ligefrem på gode kriminalromaner hos de danske boghandlere, men alligevel er det ingen hemmelighed, at branchen venter på den næste Stieg Larsson, et litterært og kommercielt lydnedslag, der kan skæppe på kistebunden.

Jagten foregår ved, at forlagene tropper op ved de store årlige bogmesser i fx Frankfurt, London og Gøteborg og byder på nye titler, som var det på en auktion hos Bruun Rasmussen. I sjældne tilfælde byder forlagene også på bøger, såkaldte treatments, som ikke engang er skrevet færdige endnu, men som af den ene eller anden grund er blevet hypet.

Ingen ved i sagens natur, hvem den næste store forlagssensation bliver. Men ifølge Bo Tao Michaëlis er det mere sandsynligt, at den kommer fra Sydeuropa. Især de franske krimiforfattere tør lidt mere, hvad angår plot og litterære ambitioner end mange af deres nordiske kollegaer:

”Jeg tror, at der er kommet en mæthedsgrad. Vi gider ikke flere samspilsramte skandinaver, som ikke kan finde ud af det, selvom de lever i et samfund, hvor man skulle tro, at man havde det nogenlunde. Hold øje med italienske Gianfranco Carofiglia eller franskmænd som Pierre Lemaitre, Fred Vergas og Jean-Christophe Grangé. De tager genren meget mere alvorlig, end vi gør.”

LÆS MERE: Nu kan du vinde en unik lyserød Deadpool-dragt og støtte kampen mod cancer

LÆS MERE: Forfatter Svend Åge Madsen: "I et styrtende fly er der ingen ateister"

LÆS MERE: Simon Pasternak om sin værste scene: "Jeg var interesseret i at forstå, hvordan vores hovedperson bliver en del af et apparat, der torturerer"