’Nak & Æd’ får nye værter

Efter 15 års legendarisk makkerskab skifter DR Nikolaj Kirk og Jørgen Skouboe ud med to nye ansigter.

’Nak & Æd’ får nye værter
Offentliggjort

ENDEN PÅ EN æra. Det var intet mindre, da Jørgen Skouboe efter 15 år som medvært på ’Nak & Æd’ meddelte, at han gik på pension.

Siden 1977 har Skouboe været ansat på DR i forskellige roller, og fra 2010 har han jaget og kokkereret sammen med makkeren Nikolaj Kirk på DR’s vel mest ikoniske tv-program til dato.

”Det er en beslutning, jeg har været to-tre år om at træffe. Jeg begyndte at tænke på, hvor længe jeg kunne blive ved og så samtidig slutte, mens legen var god,” har han udtalt til DR.

I kort tid var programmets fremtid usikker, indtil DR meddelte, at de ville køre det videre. Og sidste år skrev Nikolaj Kirk så i et opslag på Facebook, at han ledte efter en ny legekammerat til programmet.

Om det ikke lykkedes Kirk at finde en ny makker, ved vi ikke, men nu meddeler DR, at der er fundet – ikke én men to – nye værter til ’Nak & Æd’, der vender tilbage til skærmen i 2027.

DE NYE VÆRTER hedder Rikke og Trine Wagner Jacobsen. To tvillinger og naturelskere, der arbejder som jagtguider. Søstrene har stor respekt for programmets historie – og ikke mindst for Jørgen Skouboe og Nikolaj Kirks betydning – fortæller de til DR.

”Vi ved jo godt, at det er et elsket program, og at seerne har mange følelser omkring det. Reaktionerne vil komme i øst og vest. Vi står lige på lussingernes holdeplads, men vi vil gå til opgaven med ekstrem stor ærlighed og respekt for programmet,” siger Rikke Wagner Jacobsen til DR.

”Det er jo ikke, fordi vi overtager programmet. Vi vil ikke være en erstatning, men en forlængelse, og så håbe på, at folk også kan lide os og kan mærke vores store viden om jagt,” uddyber Trine Wagner Jacobsen.

HVORVIDT DR’S NYE satsning kommer til at give pote, kan vi endnu blot spå om. Men på Euroman-redaktionen tør vi godt smide en nettelig sum på, at udskiftningen ikke går ubemærket hen. Men det er DR klar på ifølge programmets redaktionschef Søren Bo Hansen.

”Vi gjorde os selvfølgelig en masse overvejelser om, hvorvidt man bare burde stoppe programmet efter Jørgen og Nikolaj. Men vi synes også, at det ville være ærgerligt for alle dem, som elsker programmet. Vi vil gerne give de mange seere en mulighed for at se programmet på en anden måde,” siger han til DR og fortsætter:

”Man kunne sagtens have ændret programtitlen, men det ville også være lidt mærkeligt at lave et andet program, hvor man går ud og nedlægger et dyr, og så kalde det noget andet.”

Optagelserne til den nye sæson af 'Nak & Æd' begynder til juni og vil blive vist på DR i 2027.