Hvis du hører til den store gruppe af midaldrende mænd, der i 1990’erne havde et skateboard under fødderne, så kender du helt sikkert bandet NOFX. NOFX var en markant del af 1990’ernes skate-punk bølge, og bandet har stædigt holdt ved, siden det blev grundlagt i 1983. Men næste år er det slut.
NOFX har altid været der. De har stadig masser af succes, men alligevel vil de noget andet. Er du omkring de 40 år, er det nærmest eksistentialistisk at opleve.
Selv opdagede jeg NOFX omkring 6. klasse i folkeskolen. Mine hårdt tjente flaskedrengspenge blev investeret i en Punk in Drublic hoodie, som jeg gik religiøst med. Jeg følte mig helt særlig, for det kan godt være, at alle kendte Green Day, men det her var sejere.
NOFX var skelsættende for min senere tilgang til mode og livsstil. Jeg kunne fjerne mig fra det flade, og føle mig som en del af noget globalt. Skater moden var muligvis ikke pæn – men den var ægte vestlig teenagekultur, for selvom asfalten tit er bedre i Californien, så er der ikke stor forskel på parcelhusvejen i Skanderborg og Orange County. I hvert fald ikke i hovedet på en 13-årig.
Senere blev jeg så eddikesur på bandet, da de brændte pengesedler af i Den Grå Hal. Det var da ikke punk at gøre, tænkte min uoplyste, venstredrejede teenagehjerne. I dag forstår jeg, hvor punk det faktisk var. Jeg skulle ikke tilbede noget band eller nogen. Det var vigtigt at lære: Vores generation er i konstant forandring og derfor skal vi tænke selv. Det har NOFX vist os utallige gange.
På et senere tidspunkt, i Sverige, så jeg dem spille – og da havde jeg tilgivet dem. Deres legendariske forsanger Fat Mike sagde: ”Hej Sverige, vi har designet jeres nye flag: Her er det!”. Hvorefter han pegede på et regnbueflag. Svenskerne buede. Jeg grinede. De seneste år er Fat Mike for alvor begyndt at gå i dametøj, og i endnu højere grad synge om bondage og den slags. Det er udfordrende sange at høre på, selv for et selverklæret tolerant punkpublikum.
Selvom livet for det meste er ganske fredeligt, er det også ultimativt dødsens farligt. Sådan var NOFX også. Sidst de spillede i Danmark i 2016, mistede en ung mand på tragisk vis livet efter at have været til koncerten i Den Grå Hal.
Bandets historie er ikke en lang helteberetning. Der gemmer sig mange grimme ting i NOFX’ bagage. Særligt mange forsømmelser af ansvar. På den måde viser NOFX også alle os, der lytter med, at livet er, hvad du gør det til. NOFX fedtede aldrig for pressen. Og selvom de havde et godt pladeselskab i Epitaph, så startede de deres eget, Fat Wreck Chords, fordi de havde lyst. Selvrealisering og entreprenørånd iklædt punktøj.
NOFX viste en generation af mænd, at den evige provokation er vigtig at invitere ind i livet. Det holder dig ung og åben for livet. Selv foretrækker jeg, når Fat Mike synger om den tidligere alkoholiker Bob eller lesbiske Liza, men jeg lytter også, når han kommer med en halvbagt politisk analyse – for det er vigtigt at lytte og selv lade sig provokere.
Det er tid til at finde din gamle, ridsede 'Heavy Petting Zoo'-plade frem fra gemmerne. Eller endnu bedre, få fat i deres biografi ’The Hepatitis Bathtub and Other Stories’. En vild fortælling, der også kan læses med stor glæde, selvom du aldrig har hørt om NOFX.
Her på kanten af opbruddet er det sent at stifte bekendskab med NOFX. Men det er ikke et sekund for tidligt.
Se, hvad vi ellers skriver om: Musik
