Anders Haahr Rasmussen
Anders Haahr Rasmussen har skrevet en ny bog om manderollen 2019.

Opgøret med den pæne mand

Anders Haahr Rasmussen er en rar mand. En intellektuel mand. Du kan vække ham klokken tre om natten, og så kan han uden tøven sige noget begavet om MeToo, kønsroller og sexisme. Men han er også bare en mand med lyst til at glo på flotte kvinder. I sin nye bog, ’En fandens mand’, forsøger han at gå i kødet på manderollen anno 2019.

Hvad er det for en bog, du har skrevet?

”Rent genremæssigt er den ret kaotisk, en blanding af personlige oplevelser, essays og interviews. Du kan sige, at den er mit forsøg på at finde en måde at snakke om at være mand på. Altså på den ene side at have stor sympati for feminismen, og på den anden side at være en mand med en krop og et begær.”

Hvorfor har du følt, der var behov for netop den bog?

”Jeg synes, der har været nogle fastlåste måder, man som mand har kunnet gå ind i de her debatter på, altså om MeToo, diskrimination, køn, ligeløn og så videre. Du kan eksempelvis være ’den pæne mand’, som har læst sin Foucault og sympatiserer med feminismen.

Sådan et billede har jeg af Tøger Seidenfaden, han var lidt den type mand. Men jeg kunne ikke mærke ham. ’Hvor er du selv, mand?’ ’Hvor er dine kvaler som mand?’ Det føles, for mig, utilstrækkeligt at mime den feministiske kritik, selv om du bliver populær i bestemte intellektuelle, halvt venstresnoede kredse. Den anden position er at trække sig.

Jeg har en ven, som siger, at hver gang de her emner kommer ind i samtalen, har han det, som om en mørk sky trækker sig sammen over ham, og det handler bare om at komme ind under et halvtag så hurtigt som muligt. Han vil ikke ud i det uvejr.

Den tredje er den der ret todimensionelle ’jeg-har-ret-til-at-være-mand!’-type. De snakker om urinstinkter og kønsforskelle og siger: ’Hvad fanden, må man nu heller ikke det eller det længere?’ og så videre. Det appellerer jo også til noget i os. Til en følelse af, at der er noget i de her debatter, som ikke altid bliver sagt.”

Hvad er det, der ikke bliver sagt?

”Jeg har det sådan, at når jeg går ned ad gaden, og der kommer en ung, slank pige løbende, så skal jeg virkelig, virkelig gøre mig umage for ikke at glo. Jeg glor af og til. Og jeg kan også brøle med som en abe i omklædningsrummet. Så sidder man senere samme dag og snakker om gadechikane, kvinder der bliver overbegloet eller råbt og piftet af på gaden, og man siger ja og lytter og nikker. Og det er jo rigtigt, det er ikke okay, at kvinder skal føle sig chikaneret.

Men samtidig føles det uærligt. Man sidder og snakker, som om man ikke kender den person, den mand, som om man ikke har det i sig. Men det har vi jo. Det har jeg i hvert fald. Det, jeg forsøger, er at se, om der i kønsdebatten på en eller anden måde kan blive gjort plads til min oplevelse af at gå ned ad gaden og kun fokusere på: Ikke kigge, ikke kigge.”

fandens mand.jpg

Det lyder, som om du træder ind i et minefelt med den her bog …

”Det er ret interessant at opleve, hvordan de her perspektiver meget let bliver taget som et forsvar. For nogle måneder siden var jeg var ude til et debatarrangement i et miljø, hvor der er stor enighed om nogle feministiske hovedpunkter. Jeg blev spurgt: ’Hvorfor er der ikke flere mænd, der deltager her?’

Jeg svarede, at jeg tror, det kan være et rigtig ubehageligt rum at være i for mange mænd. Utrygt. Det er simpelthen nemmere at lade være. Så var der en debattør, som tydeligvis var træt af at høre det svar, der sagde: ’Jeg vil bare sige, at det også er rimelig ubehageligt at blive voldtaget.’

Og så sad jeg der sådan lidt: ’Øh ja, det var altså ikke for at tage noget fra det …’ Men hvordan skal jeg gøre min oplevelse levende, hvis det kun kan høres, som om jeg sidestiller mine oplevelser med en voldtaget kvindes? Hvis mit perspektiv automatisk bliver hørt som en negligering af kvinders forfærdelige oplevelser? Det gad jeg virkelig godt, at vi kunne komme ud af, sådan at vores oplevelser og erfaringer blandt både mænd og kvinder kunne berige hinanden.”

Er det her også dit eget opgør med ’den pæne mand’?

”Jeg har helt sikkert været den flinke fyr i mange henseender. Også i meget af det, jeg har skrevet. Det er altid lettest at skrive fra et frelst sted. Man kan også tit råbe højere, når man gør det. Og jo højere, man råber, jo mindre kan man høre de modsætninger, der ulmer inde i én selv. Men det er jo utilfredsstillende. Jeg vil gerne ind og skrive der, hvor det bliver svært.”

Hvad med os, der ikke kan vores Foucault?

”Bare rolig, det er mest af alt en bog fuld af historier. Og gode, svære snakke. I flere af bogens interviews får jeg nærmest skældud af mine kilder. Det er noget af det, jeg gerne vil vise. At hvis du blander dig i debatten, så kommer du til at nosse i det og måske såre nogen – og du vil få nogle hårde sandheder smidt i hovedet. Det er et vilkår, tror jeg. Men det kan man godt gøre uden at løbe sin vej eller slå igen, nødvendigvis. Det handler om at skabe et rum, hvor vi alle sammen kan tale direkte fra maven, men hvor vi også er parat til at lytte.”

’En fandens mand’ udkom 8. februar på Gyldendal.

Se, hvad vi ellers skriver om: Bøger og Mænd