Foto: Thomas Skou

Sivas: ”Spørgsmålet er, hvor lang tid jeg har på toppen. Vi har kæmpet i så mange år for at nå hertil, så vi ved, at det kan forsvinde igen”

FOR AT VÆRE MANAGER for Sivas Torbati må man håndtere et træk, der lader til at gå igen hos den danske hiphopscenes nye stjerner: Sivas tager ikke sin telefon. Han svarer ikke på sms’er.

Det er et simpelt, men betydningsfuldt problem. På den ene side har Wahid Zaferan – efter at have kendt og arbejdet sammen med Sivas i fem år – en storebrors forståelse for, at Sivas forsvinder ned i sine små huller, og kan til tider betragte det som et nærmest kært træk. På den anden side forsøger de sammen at stable en forretning på benene. Og for at kunne tjene penge må man tage sin telefon. Kammeraten Wahid kigger på Sivas med bløde, overbærende øjne. Forretningsmanden Wahid lytter til duttet fra Sivas’ telefon og hader det.

Denne artikel blev først publiceret i det seneste nummer af Euroman. Det var inden, Sivas i dag offentliggjorde sin nye single 'Jaja', der handler om dæmonerne, der gemmer sig under overfladens tilsyneladende succes. Se videoen her:



I de lyse efterårsuger i september og oktober har mange mennesker i cirklen rundt om en af Danmarks mest lovende rappere lige nu den samme frustration. De fleste dage og nætter isolerer Sivas sig i sit lejede rækkehus i Hedehusene for at arbejde på sit nye album, langt væk fra Indre By, langt væk fra Brøndby Strand. Han lægger sin telefon fra sig og skænker den ikke en tanke. Om der står Reza, Majistic eller Wahid i displayet, gør ikke den store forskel.

Når man ser Sivas i videoen til gennembrudshittet ’D.a.u.d.a.’ fra 2013, ser man en ung fyr med et dovent blik. Han ligner en utilnærmelig, lettere ligeglad rapper, der egentlig hellere ville være et andet sted. Han taler ghettoslang, han skaber sit eget sprog, som han banker fast med udråbstegn og et skuldertræk over for de grammatiske regler. Når Sivas – en ung mørklødet mand fra ghettoen – bryder reglerne på den måde, viser han, at selv om jobbet gik indvandrerens næse forbi, selv om politiet stopper ham og kammeraterne uden grund, har den unge mand fra ghettoen stadig noget at sige.

LÆS OGSÅ: Peter Falktoft: Dengang jeg vidste jeg var god

Sivas ligner en magtfuld mand, klædt som han er i sit sorte aerodynamiske tøj. Han driller det etablerede og snakker om revolution. Men når man tilbringer noget tid sammen med ham, får man fornemmelsen af, at der også er noget andet på spil.



I videoen til nummeret ’Det gode liv’ fra hans gennembrudsplade i 2013 følger kameraet Sivas rundt i forladte bygninger, mens han jages af en skygge. Tilskueren kan læse hele hans liv ind i den skygge:

Hans familie flygtede fra Iran, da Sivas var seks år gammel. De blev sendt ud i verden som politiske flygtninge under krigen mellem Iran og Irak i 80’erne, og de har aldrig været tilbage siden. De flyttede til Brøndby Strand, hvor Sivas hang med rødderne og smadrede ruder i ny og næ, når kedsomheden ramte. Da kammeraterne blev ældre, begyndte de at lave sorte penge, men Sivas vendte det liv ryggen og forsvandt ind i sin musik.

Han brugte de næste 10 år på at skabe noget, der bare mindede om en karriere, og var lige ved at opgive det hele. I sidste forsøg fandt han sin helt egen stil, hele landet sang med på hans og vennernes ghettoslang. Pludselig var det ham, hele branchen kiggede på, og den tilbageholdende dreng måtte op på scenen og hente priser. Sivas beholdt solbrillerne på og lignede en, der hævede sig over det alt sammen. 
-
EN TJENER AGERER isbryder for Sivas og hans slæng, mens de en lørdag i oktober baner sig vej gennem det fyldte dansegulv på Hornsleth Bar i Aarhus. Det er deres faste efterfest-sted, når de spiller på de her kanter.

LÆS OGSÅ: 19 ting du skal opleve i Aarhus


Et par kammerater fra Aarhus og København går forrest. Så kommer manageren Wahid i sit tætsiddende sorte tøj og med en guldkæde om halsen. Hans Philip fra Ukendt Kunstner går lige bagved i sin mørke sweater, så kommer Reza, Sivas’ producer, med sin sorte cap trukket ned over ørerne.

Bagerst i slangen kommer Sivas. Fra begge sider af ham stikker der hænder frem, på jagt efter en highfive. Jeg er overrasket over, at de overhovedet genkender Sivas, som han tager sig ud, når han ikke er på scenen. Han er mindre og går lidt krumrygget som en indadvendt teenager, selv om han snart bliver 31 år.

Hans øjne er ikke fjerne eller ligeglade, de er bare tunge og trætte. Han er tynd for tiden. Det er den tilstand, han altid er i, når han arbejder med musik. Han står op om morgenen og går i gang. Han bliver opslugt, forsvinder ned i sine lyde og glemmer at spise. En gang imellem kommer produceren Reza forbi med en kasse indkøb og laver mad til ham, men for det meste lever Sivas af smøger og kaffe indtil langt ud på natten og sover længe dagen efter. Når han møder sine venner for tiden, spørger de altid, om han er syg.



De seks mænd går op ad en kort trappe til højre for dj-pulten og bliver proppet ind ved et lille bord, der allerede er optaget af en gruppe dansende kvinder. Slænget får lov at indtage den halvrunde sofa bag bordet. Sivas får stukket en vodka-appelsinjuice i hånden og trykker sig ind i sofaen. Hverken han eller resten af slænget er imponeret over den fest, de er kommet til. Han kigger lidt på sin telefon, skåler og kigger ned på telefonen igen. En pige med sort knold i nakken kanter sig over til ham og snakker. Han nikker med halvlukkede øjne. Sivas er ikke gået i byen for at smalltalke.

Drengene er lige kommet fra et af den slags job, de trækker på skuldrene ad: en såkaldt voksenfest i Ridehuset i Aarhus. Man skulle være mindst 30 for at komme ind, rummet var halvfyldt, og det eneste gear, produceren Reza havde med i bagagerummet, var en lille, slidt papkasse med en autotuner. Den satte han i anlægget i de 25 minutter, Sivas var på scenen. Hans Philip var taget med for hyggens skyld og for at spille deres fælles signaturhit ’Stein Bagger’.

Kammeraterne sad på selve scenen under showet, og imens ventede manageren Wahid ude i backstagerummet, der kun var adskilt fra resten af festen med et tyndt, sort gardin. Heromme var der vodka-Red Bulls og et halvfyldt køleskab med øl, en pakke spegepølse og en halv skummetmælk.

De ydmyge rammer kunne ikke dæmpe Sivas’ glæde over, at han og Reza overhovedet er nået dertil, at de kan tage til Aarhus og tjene i nærheden af en månedsløn på en lille halv time. Det er ikke i klasse med navne som Rasmus Seebach og Medina, men det er deropad, og den slags penge kan man kun kræve, fordi man har bevist sit værd ved at sælge plader, downloads og streams til guld og dobbelt platin.

”Jeg kan bedst lide at sidde derhjemme og hygge med musikken, men sådan et job betaler for, at jeg kan sidde derhjemme og hygge,” siger Sivas fra sofaen på Hornsleth Bar.

I starten af 00’erne diskuterede hans omgangskreds, om det overhovedet ville være muligt for en mand som Sivas at bryde igennem. På det tidspunkt var der helt præcist tre navne på hitlisterne med mørk hud: Marwan, USO og Outlandish. Men USO fx spillede partymusik, hans verden var fyldt med farver. Den musik, Sivas lavede dengang – og stadig laver, bare i en anden form – er bundsort og samfundskritisk.

For 10 år siden, da de alle sammen var i starten af tyverne, var han og hans slæng reelt bekymrede for, om en brun samfundskritiker overhovedet kunne få et publikum, som ville forstå, at når han kritiserer Danmark og snakker om, at staten skal erstattes af et eller andet, som Sivas ikke forklarer nærmere, at politiet er efter dem, at jobbet går til alle andre end dem med brun hud, er det i virkeligheden, fordi han elsker landet.

Produceren Reza tøver ikke med at kalde Sivas genial. En ting er musik, men Sivas er genial til at læse mennesker. Hvilket undrer Reza, for siden Sivas var midt i teenageårene, har han levet lidt tilbagetrukket og fokuseret på sit kald. Han ville lave musik og intet andet.

På en måde er det et farligt tidspunkt at finde sit kald på. For mens Reza havde alle mulige mere eller mindre frugtbare interesser – han fartede rundt til venner og bekendte i Tingbjerg og Odense, hang på gaden, prøvede at komme i byen på falsk ID – lukkede Sivas sig inde. Han fik ingen hjælp fra hverken skolen, forældrene eller kammeraterne til at udvikle sig. Han har derfor ikke lige så meget erfaring i at snakke med mennesker, som hans kammerater, der defilerer rundt mellem samtaler på klubben, tydeligvis har. Sivas observerer, mere end han deltager. Om natten sidder han alene i sit lejede rækkehus i Hedehusene og laver sin musik.

Sivas rejser sig fra båsen og stiller sig med ryggen til de andre. Han når at stå og kigge lidt ud over dansegulvet, før en ung fyr i hvidt stiller sig op på siden af ham. Tidligere på aftenen kom han kørende i sin kæmpestore Mercedes, og man kunne foranlediges til at tro, at han ville have kørt bilen ind gennem køen og ind på dansegulvet, hvis han havde fået lov.

Ingen af de andre i slænget ved sådan rigtig, hvem han er. Han kendte vist nogle, der kendte Sivas, måske var han vokset op sammen med ham. Ifølge manageren Wahids optælling er det ni ud af 10 gange, de er ude at spille, at en hangaround, som måske, måske ikke kender Sivas fra gamle dage, dukker op.

Det ville være nemmere, hvis Sivas var lidt mere arrogant og sagde fra. Men Sivas er stadig en kende genert og usikker, og for en sikkerheds skyld giver han altid de her typer hånden, siger yo G og tolererer deres tilstedeværelse. Manageren Wahid må bruge en anseelig del af sin sociale kvote på at skærme Sivas for folk, der slider på ham.

Sivas og fyren når at udveksle et par ord, inden de stopper op og kigger lidt. Hangarounden vender sig og tager en drink og stiller sig lidt i udkanten af gruppen. Sivas er en mand, der nyder at være alene, men efter at han har slået igennem, er det blevet sværere at være for sig selv. Den unge mand i hvidt er en af dem, der gør det svært.


-
TIL HVERDAG KØRER Sivas rundt i en stor, hvid, firehjulstrukket bil. Hele taget er af plexiglas, så når han kører rundt i Indre København, kan han kigge opad gennem de smalle gyder. Et par halvspiste chipsposer ligger på forsædet og i den barnestol, han har fået installeret til sin datter. I rummet mellem de to sæder har han en Bleu de Chanel-parfume, en tom brikjuice, en pakke med anti-dårlig-ånde-pastiller og en tandbørste. Han kører usikkert. Sivas fik først kørekort for nogle år siden og kun pga. sin datter. Når han kommer til at køre ud foran en cyklist, eller når han går halvt i stå i et kryds, fniser han og mumler undskyld frem for sig.

Vi kører gennem byen, ud til kvarteret bag Nyhavn, hvor Sivas’ datter går i børnehave. Sivas er blevet skilt for nylig. Han og hans datters mor ses ofte, men de kan ikke leve sammen.

Selina er ikke så genert, som man kunne tænke, en fireårig ville være, og giver pænt hånd, da hun sætter sig ind i bilen.

”Hvor skal vi hen?”

”Vi skal hen til mormor.”

”Det vil jeg ikke.”

Han vender sig om og smiler til hende.

”Jo, du vil.”

Hun får en lille skål med lidt peberfrugt og agurk og kommer til at bide sig selv i fingeren.

”Det var pga. hende, at jeg ikke længere gad bare lægge min musik på nettet,” siger Sivas, da hun er faldet i søvn på bagsædet.

”Jeg havde gået i så mange år og egentlig haft noget gadehype. Vi fik jo masser af views på videoerne, og jeg troede, at hvis man bare var god nok, var cool og lænede sig tilbage, ville pladeselskaberne komme af sig selv. Men da Selina kom til verden, var jeg nødt til at begynde at tjene penge. Det var min sidste chance for at slå igennem, så jeg begyndte at tage rundt til pladeselskaber og sælge mig selv.”

Vi kører forbi Selinas mormor for at sætte hende af. Sivas hvisker til hende og løfter hende ud af sædet. Hun falder sammen over hans skulder og sover videre. Da Sivas kommer tilbage i bilen, tænder han en smøg og asker den ud ad det åbne vindue. Vi kører ud af byen.

Sivas kan stadig huske lidt fra dengang, han selv var på Selinas alder. Det var inden, hans familie flygtede fra Iran. Hans far havde et firma, og de manglede aldrig penge. Han kan huske, at faderen købte flotte biler, pudsede og polerede dem og solgte dem videre – sådan noget var der råd til. Da de kom til Danmark i 1990, uddannede faderen sig til mekaniker og arbejder i dag på et lager.

”Min far arbejder rigtig meget. Han er nervøs for at holde fri. Det kan jeg godt forstå. Når man er en indvandrer, der er godt oppe i årene, har man ikke lyst til at blive fyret. Jeg tror ikke, han er så glad. Han ville helst have købt os alle sammen et hus lige her,” siger Sivas, mens vi kører nordpå ad Strandvejen.

”Min far ville gerne levere. Jeg vil også levere. Jeg vidste godt, at ’D.a.u.d.a.’ nok var min sidste chance for at slå igennem, for hvis det ikke havde virket, måtte jeg finde en anden måde at tjene penge på. Jeg er lykkelig for, at det lykkedes. Hvis projektet ikke var gået, skulle jeg nok have overlevet. Jeg var ikke endt på gaden, men jeg havde været ulykkelig. Jeg har set så mange mennesker tro, at de skulle ud og erobre verden. Når jeg møder dem i dag, og de har måttet lave alle mulige kompromiser for at klare sig, er de bare deprimerede.”

Det meste af sin opvækst har Sivas kigget på sine kammerater, der var gode til alt muligt. Blot for at se talentet blive forvansket, fordi drengene selv har lagt afstand til det og troet, at gennembruddet kom af sig selv. De har været for cool.

”Jeg har set sygt mange, der har været vilde til fodbold. Altså, du har kigget på dem, ik’, og tænkt: ’Du er for vild.’ Og så er det bare skredet for dem. Stoffer og alkohol. Hvis de havde arbejdet på det … Men ikke alle har begge ting: talent og evnen til hårdt arbejde.”

LÆS OGSÅ: Den bumsede teenager med de skæve tænder, der blev mesterværket Ronaldo

Når han tænker over det, kommer han frem til, at alle de kammerater, han har haft inden for musikken, som havde et talent, rent faktisk har klaret det. Lige på det punkt ser Sivas verden som retfærdig. 
-
Han parkerer bilen ved café Jorden Rundt, der ligger afsondret med udsigt til Øresund. Sivas har det bedst uden for byen. En stor del af sin tid tilbringer han i Indre København, men han kan aldrig finde fred derinde. Forstaden er hans hjem. Vi går ind på cafeen, Sivas bestiller latte og kage med en lille gulerod på.

Vi sætter os i cafeens legehjørne. Et bord med tre ældre Charlottenlund-borgere vender hovedet mod os, da vi sætter os ned. Det kan virke, som om der er stor forskel på boligblokkene i Brøndby Strand og så Charlottenlund og det søvnige Hedehusene ved jernbanen mellem København og Roskilde, hvor Sivas har lejet et lille rækkehus.

Men for Sivas har alle tre steder det til fælles, at der er ro og grønt. Det er i roen og det grønne, han føler sig hjemme. Som knægt i Brøndby Strand hang Sivas ud i skoven og ude på stranden, når han ikke sad derhjemme til langt ud på natten og lavede musik, kom for sent op og blev smidt ud af 4-5 gymnasier pga. for højt fravær. Han var også lidt bøllet i det, smadrede en rude i ny og næ.

”Det er blevet meget hårdere, siden jeg boede i Brøndby Strand. Nu render de rundt med fucking våben derude. Og drengene i min generation sætter ’deres yngre’ til at løbe rundt med pakker, så der kan blive solgt stoffer. Det er fandeme ikke i orden.”
De sorte penge, der bliver genereret, skal bruges til et eller andet. Sivas har set flere af vennerne gå ned som ludomaner, fordi gambling var noget af det nemmeste, man kunne bruge dem på.

”Det var svært ikke at følge i det spor, når man ser sin kammerat komme kørende i en cabriolet, og at vide, at det ville være så let at lave sorte penge. Men det gælder om at tage de kloge valg. Det har alle os, der laver musik i dag, gjort for at nå dertil, hvor vi er.”

Sivas har aldrig været inde at sidde, men alligevel har politiet været en stressfaktor for ham og kammeraterne ude i forstaden. Han husker at blive stoppet, bare fordi de sad fire i en bil. Han husker at blive kaldt abekat. Men Sivas snakker om det på samme måde, som han rapper. Med dyb, klar stemme. Han råber ikke. Der er ingen vrede at spore i ham.

”Det er irriterende at blive stoppet, selvfølgelig. Men altså …”

Og så siger han ikke mere. Det har været en sten i skoen, som man bare kunne tage ud. Hvis der har været en vrede, er den blevet kontrolleret.

De tre lidt ældre Charlottenlund-borgere sidder stadig og kaster diskrete blikke i vores retning. Vi har snakket højt om stoffer, sorte penge og pistoler. Sivas har brug for en smøg. Deres blikke følger ham ud. Sivas virker ikke til at lægge mærke til det, men der kommer pludselig en ændring i hans måde at gå på. Normalt trisser han af sted med små skridt og bøjet nakke, som om han har tømmermænd. Men nu puffer han brystet frem og vandrer ud af cafeen med brede skridt. Da vi kommer udenfor, bryder han ud i et fnis.

”Gad vide, hvad de tænker! Måske tror de, at jeg er på udgang fra fængslet, og du er min støttepædagog. Og så er vi taget herud, fordi der er lidt roligt, og jeg ikke bliver aggressiv.”

Han griner højt. Han er blevet sulten. Vi går ned langs vandet, runder Charlottenlund Fort og går op imod restauranten Mash, der åbner lige om lidt.



De drenge, Sivas er tættest på i hverdagen, er ret glade for at være i kvarteret nord for København. Her er ro og god mad. Den ro er der på ingen måde lørdag nat på Hornsleth Bar i Aarhus, og slænget er ikke rigtig i stødet. Kun en enkelt af kammeraterne, en fyr i læderjakke ved navn Douglas, forsøger at skabe den fest, man regner med at se hiphoppere lave. Han spiller op til et helt bord med damer, griber folk om skuldrene og råber dem glad ind i hovedet, fordeler drinks og konfiskerer folks telefoner, hvis han mener, de tager for mange selfies. En meter bag ham sidder Sivas og hans manager Wahid tæt sammen.

Wahid er klatøjet. Han var med et par af de andre gutter i byen i går. Sivas – han og Reza var ikke med, men var hjemme for at være familiefædre – sidder ved siden af, er lidt stille, men går høfligt ind i samtalen, hver gang der kommer en op fra dansegulvet og læner sig ind for at snakke med ham.

Både Wahid og Sivas har beholdt deres superhelte-
outfits på. De er begge kortklippede, har halvlange frakker, der sidder tæt over skuldrene og falder som kapper ned over ryggen. Tætsiddende sorte bukser og kridhvide sneakers.

Rundt om dem er der hænder i vejret, da musikken skifter til Whitney Houstons ’I Will Always Love You’, og dansegulvet udbryder et suk af glæde. Og så sidder de to dér og holder det cool. Det er, som om de slet ikke hører til her. Som at gå på en regnbue og møde Johnny Cash.

Wahid sidder yderst på den lille sofa tæt på nabobordet i VIP-afdelingen. Her har et par unge gutter drejet festknappen betydelig højere op. De står skiftevis på sofaen og på plateauet bagved, rykker frem og tilbage i hofterne og vifter hænderne ud over dansegulvet.

Wahid kigger på dem med sine bløde, halvlukkede øjne. Han kan godt lide at observere menneskedyret. Denne her bar er som en zoologisk have for ham. Nabobordet bliver ekstatisk, da der fra den anden ende af rummet kommer et par servitricer gående med to gigantiske flasker med Belvedere-vodka, som de har bestilt. Der er fyrværkeri på flaskehalsene, det halvmørke rum bliver oplyst af spruttende sølv.

Wahid himler. Det er ikke det, at de viser deres penge frem – Wahids og Sivas’ miljø er fyldt med folk, der kører i for store biler med for store guldkæder. Han himler, fordi det er det absolut modsatte af cool, de har gang i. De to servitricer stiller sig øverst på trappen i VIP-området, løfter flaskerne i vejret og præsenterer dem for pøblen på dansegulvet. Bagved står de unge gutter med hænderne over hovedet og knalder hofterne ud i luften.

Det eneste, de viser, er deres usikkerhed, tænker Wahid. Det kunne Sivas aldrig finde på, og det kunne Wahid aldrig selv finde på. Han gemmer sine dæmoner, til han lukker døren bag sig i sin lejlighed på Vesterbro. Alle andre steder er det et spørgsmål om værdighed.

Sivas står og kigger lidt ud over bordet med de dansende piger, som hans kammerat Douglas står og spiller op til. Han kigger videre ud over dansegulvet, der er tæt pakket, og hvor der i ny og næ bliver kastet blikke op i VIP-sektionen. Hans øjne ender på barens vigtigste attribut, Kristian von Hornsleths vægmalerier i klare, forrevne farver, der strækker sig fra gulv til loft hele vejen rundt i lokalet med meterhøje tags. ’FUCK MY BRAINS OUT,’ står der nede på den ene endevæg. Og lige over dansegulvet: ’FUCK THE POOR’ skrevet med sølvskrift.

Det er for klamt, tænker Sivas. En af tjenerne kommer op til bordet med en stålbalje fyldt med friske forsyninger af Smirnoff-vodka, appelsinjuice og isterninger. Han beder drengene om bare at sige til, hvis de mangler noget. Men det er, som om Sivas ikke rigtig har fundet sig til rette i det her liv endnu. Han kunne knipse med fingrene og få fat i det, han gerne ville have – det ville den rutinerede rockstjerne have gjort – men alligevel, da tjeneren er gået, rejser Sivas sig og baner sig vej gennem dansegulvet.

Han når til en korridor af mennesker og venter på, at strømmen fra den anden side holder op, før han går igennem og undskylder hele vejen til alle, han rammer. Han går i baren, venter pænt og køber to flasker vand, som han tager med tilbage til bordet. Et par af de piger, der holder sig til, spørger om en slurk af flaskerne. Så stiller han sig igen alene på toppen af trappen. Mens alle andre lader rytmen fra dj-pulten påvirke sig ved at ryste lidt med foden eller lade hovedet vippe op og ned, står Sivas stille som en statue og sipper af sin drink. Han kan ikke lide at være beruset. Han har brug for at bevare kontrollen.

Restauranten Mash i Charlottenlund er antitesen til Hornsleth Bar. Restauranten ligger i en gammel kro. Stilen er enkel, og når man kommer tidligt fredag aften, er her rolig musik og dæmpet belysning. Det er anden gang i denne uge, Sivas er kommet for at spise bøffer. Han kan godt lide at få en dark and stormy i baren. Han kan godt lide, at restauranten ligger i en gammel kro. Stilen er enkel, her er ro. Tjenerne bærer hvide tallerkner ind, hvor der kun ligger en bøf på, intet andet. Det er sådan et sted, Frank Sinatra ville være kommet.

”Sådan kunne jeg godt tænke mig at være. Han var så skarp, ligesom Che Guevara. Frank Sinatra kunne bare gå ind i et rum, og alle vendte sig om. Man havde respekt for ham. Jeg håber, at på et tidspunkt i min karriere vil folk kigge på mig på samme måde, fordi jeg er den bedste rapper, der findes. Ham, der viser vejen, og som alle lægger sig op ad.”

Spørgsmålet er, hvordan man bliver det. Sivas blev det ved at holde fast på over for sine forældre, at musikken var den rigtige vej at gå. Og han er så lykkelig over, at han fik ret, og hans mor tog fejl. Han er lykkelig over, at han har bevist sine evner.

”Spørgsmålet er, hvor lang tid jeg har på toppen. Vi har kæmpet i så mange år for at nå hertil, så vi ved, at det kan forsvinde igen.”

Andre rappere forsøger at blive på toppen ved at sørge for, at de har festen med og fylder verden med farver. Sivas ryster på hovedet ad det. I forhold til hvor meget lort der er i verden, er folk simpelthen for glade. De kan kun finde ud af at snakke om de gode ting. Det vil han ikke være med til.

”Ved du, hvorfor Johnny Cash kun gik i sort?” spørger Sivas og svarer selv:

”Fordi, sagde han, der var så mange problemer i verden, at der ikke var nogen grund til at gå i hvidt. Sådan har jeg det.”

Vi spiser hurtigt. Han er tæt på at have de rigtige Frank Sinatra-manerer. Han affærdiger elegant, men bestemt mit tilbud om at dele regningen. Han retter sig op i stolen og indtager en alvorlig mine, da den kommer. Den bliver leveret i en konvolut med ordene ’The Damage’ på, og Sivas kan ikke rigtig skjule, at han synes, det er ret sjovt. Det lille smil får ham til at ligne en glad teenagedreng.

Vi sætter os ud i den store, hvide firehjulstrækker og kører tilbage mod København. Han finder Johnny Cash frem på sin telefon og sætter ’Man in Black’ på.

Well, we’re doin’ mighty fine, I do suppose,
In our streak of lightnin’ cars and fancy clothes,
But just so we’re reminded of the ones who are held back,
Up front there ought ’a be a Man in Black.

Sivas nikker med, kigger op og smiler ved afslutningen af hver sætning.

”Jeg kan genkende meget af det kaos, der er i ham, i mig selv.”

Sivas’ skilsmisse lader til at være det sidste lille stykke kaos, han har haft i sit liv. Man kunne tro, at det at have kaos i sit liv, det at være tynget af noget, kan være med til at gøre én tjekket, men det er ikke rigtigt.

Coolness er et redskab til at holde kontrol over det kaos, der er i ens liv. Det var sådan, det startede for Johnny Cash. Han blev manden i sort, fordi sort tøj var nemmere at holde rent på de lange turneer rundt i landet i starten af hans karriere. For Sivas er det en måde at holde pause fra verden omkring ham. Hvis man står på en klub i Aarhus og egentlig hellere ville være et andet sted, hvis man ikke har lyst til at dele ud af det lort, der trods alt foregår i ens liv, kan coolness være en praktisk, sort vindjakke, man tager på.

Hans telefon ringer. Sivas tager den. Som altid, når han snakker i telefon, foregår snakken i den anden ende, og Sivas’ svarer mest med korte, bekræftende lyde. Det handler om Selina. Da han afleverede hende hos mormor, sov hun stadig. Nu er hun vågnet, far er væk, og hun er utrøstelig. De har prøvet at ringe, mens vi var på restaurant, men som altid har Sivas ikke lige fået taget telefonen. Han siger, han er på vej, og lægger på.

”Én ting er jo at lave musik: Jeg skal være ham, der har det sorte tøj på. Men hvordan skal jeg være over for min datter? Det er jeg vildt i tvivl om. Om jeg skal have hvidt på og sige, at alt er fedt, eller sort tøj og sige, at verden er værre, end vi tror.”

Han tænker over det, mens vi kører tilbage mod København ad Strandvejen. Han hælder til, at pessimisme ikke rigtig har noget at gøre i selskab med en fireårig. Det må gerne være lyserødt, der må gerne være distance mellem børn og den verden, de lever i, og når man er far, må man gerne være en superhelt, der skærmer dem for de hårde realiteter. I hvert fald lidt endnu.

I’d love to wear a rainbow every day,
And tell the world that everything’s OK,
But I’ll try to carry off a little darkness on my back,
’Till things are brighter, I’m the Man in Black. 
Sivas kigger op og nikker. Det ser næsten ud, som om han smiler.



LÆS OGSÅ: Garderobe-psykologi: Derfor går du klædt som du gør

LÆS OGSÅ: Hvilken mandetype er du i byen?

LÆS OGSÅ: Se tre af Danmarks vildeste sneakersamlinger  

Se, hvad vi ellers skriver om: Musik, Sivas, Hiphop og Drinks