Potkrigen i Californien: ”Marihuana er den del af vores DNA"


I det nordlige Californien er skovene fyldt med folk, der ulovligt dyrker tonsvis af marihuana på offentlig jord. Myndighederne forsøger med kampklædte tropper og helikoptere at rydde op i
vildnisset, men de mexicanske bander er klar til at forsvare deres pot til døden, beretter Sole Bugge Møller.

Jeg ville ønske, de smed en gang napalm over hele det her sted!” Sheriffen i Garberville er arrig. Det var ellers et ganske uskyldigt spørgsmål, han blev stillet, men så snart han hørte ordet marihuana, var det, som om der røg en split et sted i ham. Nu er han en håndgranat, der er sekunder fra at eksplodere.

”Jeg er led og ked af at snakke om marihuana! Det har ødelagt min by! Jeg ville ønske, de legaliserede lortet, og det må du gerne citere mig for,” sprutter han.

Her i Garberville i det nordlige Californien er det umuligt at undgå at se, lugte og høre mumlen i krogene om den afgrøde, der bliver dyrket overalt under de høje trækroner, der omkranser den lille by på 913 indbyggere. Garberville er en by holdt flydende af marihuana, hvor folk foretrækker at betale med kontanter, taletidskort er i højsædet, og hvor det er socialt harakiri at spørge fremmede, hvad deres job er. Unge mennesker med dreadlocks og ponchoer valfarter hertil i en sådan grad, at motellet Lone Pine må tænde det blinkende røde ’No vacancy’-skilt. Og kan man bebrejde dem? Hvem har lyst til at vende bøffer på McDonald’s til 50 kr. i timen, når du kan trimme marihuanaplanter til 1.200 kr. pr. halvkilo?

Ude på gaden bærer vinden den liflige, søde lugt af ganja rundt til hvert et næsebor. I det lokale supermarked Ray’s Food Place forsøger de så åbenlyst at tilfredsstille klientellet, at de har dedikeret uforholdsmæssig meget hyldeplads til udstyr som gennemsigtige fryseposer, plastichandsker og flasker med hospitalssprit, mens impulskøbet ved kassen ikke er tyggegummi og chokolade, men derimod sakse, der bliver brugt til at trimme skud fra potplanterne. Som en ung på gaden siger det:

”Magiske ting sker her i Garberville!”

Sætter man sig ind i sin bil og kører fem timer nordpå fra San Francisco, kommer man til et område kendt som Emerald Triangle. Et område, hvor man er omringet af dybe skove og bjerge, og et område, hvis afsides beliggenhed er en velkomstmåtte til potdyrkere. Potfolket vil helst ikke ses, men de er her. Overalt i skovene, på stejle bakker og utæmmet vildnis, i baghaver og garager og for det meste uden for lovens rækkevidde. Unge pothoveder og folk med dollartegn i øjnene flytter hertil, fordi de har hørt, at man kan gøre, hvad man vil, og at det er her, verdens bedste pot bliver dyrket. Men de er i stigende grad begyndt at få konkurrence fra mexicanske karteller, der har set en åbning og en lukrativ forretning. 40 % af al USA’s marihuana vokser her i Californien, hvis milde middelhavsklima og mange soltimer giver perfekte forhold for cannabis sativa. Det er efter sigende Californiens mest værdifulde afgrøde med en anslået værdi på 80 mia. kroner om året, omtrent det samme som Albaniens bruttonationalprodukt, og potdyrkerne vil gå til ekstremer for at beskytte deres afgrøde.


Jagten efter illegale potdyrkere har udviklet sig til regulær krigsførelse.

Der er historier om jægere og vandrere, der uforvarende er kommet for tæt på guerillamarkerne og er blevet skudt efter, ligesom potdyrkere af og til har gravet punji-fælder ud – et camoufleret hul fyldt med sylespidse pæle, en taktik tidligere favoriseret af Viet Cong. Derfor er nogle af de lokale begyndt at holde sig fra visse vandreruter og undlader at gå for dybt ind i skovene.

En af de mænd, der har stået ansigt til ansigt med de mexicanske potdyrkere i vildnisset, er John Nores. Han er fiskeri- og vildtopsynsmand i Santa Clara, et amt, der er hjemsted for Silicon Valley-firmaer som Google, Apple, Facebook og eBay og vel ikke det første sted, man ville overveje at slå sin ulovlige potbiks op.

”Men vi har fundet marihuanafarme 200 meter fra huse i millionklassen, nær ved Stanford Universitys football-stadion og få hundrede meter fra vandrestier, der bliver benyttet af drengespejdere hver weekend,” siger han.

Da John Nores startede som opsynsmand i naturparkerne, havde han aldrig forestillet sig, at han skulle komme til at bekæmpe bevæbnede karteltyper, men siden 2004 har det været en stigende del af deres opgaver. 

På en af de tidligste missioner oplevede han, hvor langt potdyrkerne vil gå for at forsvare deres planter. Sammen med et mindre hold af opsynsmænd efterforskede John Nores et potforetagende, og efter nogle timers vandring iført camouflagedragt og med skarpladte våben befandt de sig pludselig i en skov af over tre meter høje marihuanaplanter. Hver enkelt plante fik vand fra et sindrigt vandingssystem, der var spraymalet i en mørk grøn for at falde i med omgivelserne. Der var underligt stille, ikke en fugl, der kvidrede, eller raslen fra bladene, indtil et skud fra en AK-47 flængede gennem skoven. En af John Nores’ kolleger blev ramt, og patronen var gået direkte gennem det venstre ben, før den havde taget en god luns af hans højre inderlår. John Nores skød tilbage, men gerningsmanden slap væk og blev aldrig fundet. Hans kollega måtte flyves ud af skoven med lægehelikopter og overlevede trods massivt blodtab. 


Sylvia Longmire er tidligere efterretningsanalytiker på Californiens center for terrorismevurdering, hvor hun havde fokus på mexicanske narkoorganisationer, og hun har skrevet bogen ’Cartel: The Coming Invasion of Mexico’s Drug Wars’. Hun har følgende forklaring på de mexicanske dyrkeres voldelige mentalitet:

”Den er skabt af nødvendighed og frygt. Trods den forfejlede kamp mod stoffer gør myndighederne stadig indhug i kartellernes overskud, så de er nødt til at være mere aggressive. For fem år siden ville en potdyrker bare overgive sig, hvis han blev opdaget, men nu til dags vil han hellere åbne ild mod politiet end risikere narkobossens vrede, for han ved, han er garanteret døden, hvis stofferne ikke bliver leveret,” siger Sylvia Longmire.

Det kræver en dedikeret indsats at slå en mark op i de utæmmede skove, hvor der naturligt nok hverken er strøm, rindende vand eller toiletter. Ofte bor dyrkerne i skovene fire til otte måneder af året, de har oprettet teltlejre, der omhyggeligt er camoufleret, så de hverken kan ses fra luften eller fra eventuelle vandreruter.

”De har gjort vildnisset til deres hjem, deres køkken og deres have. Det er helt ufatteligt,” siger John Nores.


I lillebyen Redway kender den lokale havebutik sine kunder. Dagens tilbud er: alkohol til at vaske potharpiks af hænderne, sakse til at trimme planter og såkaldte turkey bags, der har plads til omtrent et kilo pot.

Planterne skal vandes ofte, så derfor lægger de kilometervis af plasticrør ud til vandingsanlæg og laver dæmninger, der dræner floder og vandløb for vand.

”Det her er ikke den almindelige opportunistiske potfarmer, der prøver at tjene lidt ekstra penge. Det er velorganiserede, økonomisk støttede og velbevæbnede operationer,” siger John Nores.

Men potdyrkning driver regulær rovdrift på miljøet. Når myndighederne rydder op efter en ulovlig potmark, finder de propanflasker, batterier, affald, benzindunke, dynger af afføring og kilometervis af plasticrør til vand. Træer er blevet fældet, og der er sat rottegift ud til at tage livet af dyr, der kunne finde på at gumle de dyrebare planter i sig. De bruger afsindig kraftige plantegifte, der af og til løber ud i vandløbene. Desuden skyder dyrkerne ofte mange dyr, lige fra hjorte og ræve til vaskebjørne og fugle, enten for at spise dem eller for sjov. Og deres tilstedeværelse kan ses på vandstanden i floder og vandløb. Planterne skal nemlig have masser af vand, og ofte kan der langs den samme flod være dusinvis af potdyrkere, der med hundreder af små sugerør langsomt dræner den for vand.

”Det er en af de mest miljømæssigt destruktive ting, der foregår her i Californien,” siger John Nores.
Modsat de lokale dyrkere har mexicanerne kun øje for én ting – at dyrke så meget pot som menneskeligt muligt.

”De er som Walmart for marihuana – de er udelukkende fokuseret på masseproduktion.” siger Sylvia Longmire.

I et desperat forsøg på at slå tilbage indledte myndighederne i sommeren 2011 en storstilet aktion kaldet Operation Full Court Press. Der var engang, hvor myndighederne fløj over marihuanamarker med deres helikoptere for at give dyrkerne en chance for at flygte og dermed gøre det mindre risikabelt at beslaglægge planterne, men sådan er det ikke længere. Under Full Court Press kæmmede kampklædte tropper fra nationalgarden, justitsministeriets narkopoliti og de lokale sheriffer sig gennem Mendocino National Forest i nattens mørke for med skarpladte våben at tage potdyrkerne på sengen og anholde dem, mens helikoptere derefter gav dem støtte fra luften. Med et areal på størrelse med Fyn er Mendocino National Forest det perfekte sted at dyrke marihuana ad libitum – et par timers vandren gennem tæt buskads, og du er forsvundet fra landkortet. Men skovene var langtfra øde. På tre uger flåede tropperne i Full Court Press 632.000 cannabisplanter op af Mendocinos muld til en anslået værdi på 4,5 mia. kroner, anholdt 132 personer og fandt 38 automatvåben.



”Realistisk set beslaglagde vi ikke engang halvdelen af, hvad der er derude,” siger Mendocino-sheriffen Tom Allman.

Han er en bred, ligefrem mand med gråt overskæg, og fra sit store skrivebord fortæller han, at en tredjedel af sherifstyrkens budget går til at bekæmpe marihuanadyrkere.

”I oktober måned er langt størstedelen af vores alarmopkald fra folk, der ikke kan gå uden for deres dør, fordi stanken af marihuana er så stærk,” siger han.

Er man villig til at banke en ganjafabrik op i midten af vildnisset, kan man være sikker på at få sin investering tilbage. Derfor er mange af de planter, der skyder op her på egnen, en form for muteret monstermarihuana. Hvor indholdet af THC – den psykoaktive del af cannabisplanten, som gør dig høj – normalt ligger på omkring 5 %, er mange af planterne i dag blevet genmodificeret i en sådan grad, at THC-indholdet er på 24 %.

”Det er en utrolig potent marihuana, de producerer, fem gange stærkere end for 30 år siden, og det kan gøre dig så skæv, som du aldrig har været før,” siger Tom Allman.

Samtidig pumper de planterne med kunstgødning og steroider, så en enkelt plante kan producere op til 3 kg færdig pot mod de oprindelige 200-300 gram pr. plante. Der er dyrkere, der bruger en særlig teknik, hvor de dækker planterne med mørke presenninger noget af dagen for at berøve dem lys, hvilket får dem til at blomstre hurtigere, og selv om cannabis kun blomstrer en gang om året, har de nu presset planterne så meget, at de rent faktisk kan få tre høster ud af dem fra tidligt på foråret til sent på efteråret.

”Så de har tredoblet deres udbytte på en plante, der allerede producerer langt mere pot end normalt,” siger Tom Allman.

Fortsætter på næste side... 

Vil man finde ind til sjælen af den nordcaliforniske potkultur, skal man dog ikke have fat i de flygtige mexicanere, men derimod de lokale dyrkere, der har været her i årtier. Derfor kører vi til Willow Creek, en lille by klemt inde mellem bølgende bakker og høje trækroner i Humboldt County. Engang var Willow Creek et sted, hvor enhver mand kunne få job inden for skovarbejde, fiskeri eller tømmer, men de tider er ovre, og i dag er der kun én slags job, folk med grønne fingre kan få. Officielt lever den jævne mand her for sølle 150.000 kr. om året – under halvdelen af den gennemsnitlige californier. Men en vis urt holder byen mere end kørende.

”Området her ville ikke eksistere, som det gør i dag, hvis det ikke var for marihuana, det er der ingen tvivl om. Det er den eneste industri, vi har,” siger Matt, en lokal dyrker i begyndelsen af trediverne, vi har fået kontakt til, og som ikke vil stå frem med sit fulde navn.

Under 1800-tallets guldfeber blev folk styrtende rige på at sælge hakker og spader til de håbefulde guldgravere, og på mange måder er de lokale forretninger i Willow Creek ikke meget anderledes. På havecenteret er de udmærket klar over, at der er bedre salg i trimmesakse, fryseposer og plastichandsker end plæneklippere og stokroser, og frisøren bliver betalt med penge tjent på pot. Selv Matts svigerforældre er blevet suget ind i branchen. Efter at de mistede deres hus i det sydlige Californien som følge af finanskrisen, flyttede de til Willow Creek, og Matt hjalp dem med at omdanne et skur i deres baghave til et lille potdrivhus.

Og de har ikke den store grund til at frygte for, at lovens lange arm rækker ind over deres rækværk. Pga. nedskæringer valgte statsadvokaten i Humboldt County sidste år, at de ikke ville retsforfølge folk, der dyrker under 99 cannabisplanter, hvilket i manges øjne var et frikort til at gøre akkurat, som det passede dem. Og det gjorde de så. Overalt i Willow Creek begyndte meterhøje planter med savtakkede blade at vokse frem i de små haver.

”I sommer kunne du gå ind i et hvilket som helst hus i byen og finde pot i lange baner. Mine 20 planter i baghaven var rimelig uanseelige, men min nabos strakte sig flere meter over rækværket, de var fucking gigantiske,” siger Matt, der mener, at bystyret har givet op og blot venter på, at de føderale myndigheder får øjnene op for problemet og ”rydder op i hele lortet”.

For få år siden ville han aldrig have turdet have de 20 planter i baghaven så åbenlyst, for det ville være som at udstede sin egen arrestordre. Dengang dyrkede han planterne på offentlig jord, og det var noget med hurtigt at smide sin pothøst op på ladet af en pickuptruck og drøne væk i mørket uden at blive opdaget, og folk holdt sig til at dyrke et par hundrede planter. Men tidernem er skiftet.

”Nu planter folk tusindvis af potplanter i skovene og danner store partnerskaber,” siger han.

Matt kører os op til en af sine venner, der bor lidt uden for byen på en af bjergsiderne og er lidt af en guru. Her møder vi John, en slank mand omkring de 40 med grå stænk i de mørke skægstubbe og et skævt smil klistret på sine læber. John har været i gamet i årtier og været en slags mentor for flere af de andre dyrkere. For ham er marihuana en karriere. En karriere, han tager meget seriøst. Han har fundet sin niche ved at udvikle særlige krydsninger af de bedste marihuanasorter og har skabt et marked for kvalitetspot. Forretningen går strålende – mens prisen generelt er nede at skrabe 2.000 dollars pr. halvkilo, sælger han stadig sin pot for 3.500 dollars.

John tager os med ud til sit tempel. En skyde-dør åbnes ind til et højloftet skur fyldt med cannabisplanter, der går én til brystet. En række kraftige varmelamper snurrer lystigt, for hans små babyer skal have lys hver aften, og så gør det mindre, at hans elregning er på 24.000 kr. om måneden.

”Al marihuana er ikke skabt lige. Jeg fortæller folk, at det ikke er Budweiser, jeg dyrker. Det er Dom Perignon,” gnægger John.

Som enhver ansvarlig dyrker har han sat penge til side til en advokat, skulle det blive nødvendigt, men John er ikke det fjerneste bange for at blive knaldet af myndighederne.

”I Humboldt County er vores styrke, at der er så mange dyrkere – de kan ikke anholde os alle, så de går kun efter de største fisk,” siger John.

Men der var engang, hvor John dyrkede som alle de andre tosser og havde en kæmpe potfarm på 250 hektar i skovene bag Willow Creek. Indtil den amerikanske politimyndighed for narkotikabekæmpelse, DEA, en dag kom flyvende i deres helikoptere og konfiskerede det hele.

”Det kostede mig to års indtjening, omkring halvanden million kroner,” siger han.


John Nores har mærket på egen krop, hvor langt de mexicanske potdyrkere er villige til at gå for at forsvare deres høst. Han er blevet skudt efter flere gange, og derfor er enhver razzia nu en mindre militæroperation.

Derfor er de fleste lokale begyndt at flytte produktionen væk fra skovene og ind på deres egen grund. Dels fordi det er nemmere, når man har adgang til rindende vand og elektricitet, dels fordi straffen er langt mildere, end hvis man dyrker på offentlig jord.

”Derfor er der ikke særlig mange af os, der dyrker guerilla-style længere. Det eneste, der er på offentlig jord, er fucking mexi-weed,” siger han.

Matt supplerer: ”De er de eneste, der kan sætte folk ud i skoven og leve af det rene ingenting. Jeg har fandeme ikke lyst til at bo ude i vildnisset fire måneder om året.”

På sin vis er Emerald Triangle offer for sin egen succes. Rygterne om ganja-nirvana har spredt sig, og den øgede konkurrence presser prisen i bund, hvilket igen får folk til at dyrke mere. Det er sværere end nogensinde at få økonomien til at hænge sammen, og det gør det ikke bedre, at mexicanerne nu er rykket ind med, hvad Matt diplomatisk kalder deres ’lortepot’.

”Vi hader dem. De er super aggressive og sælger deres pot for langt under markedsprisen. Her går folk meget op i at dyrke økologisk og miljøvenligt, men mexicanerne forurener helt vildt og ødelægger landet,” siger Matt.

At mexicanske statsborgere dyrker galar som aldrig før på amerikansk jord, er der ingen tvivl om, men i hvor høj grad de store mexicanske narkokarteller som Los Zetas og Sinaloa står bag, kan man kun gisne om. Selv når myndighederne er heldige at fange de mexicanske dyrkere, får de ikke mange nyttige oplysninger presset ud af dem. Derfor er den meste efterretning baseret på gætværk og anekdoter.

”Mange af dem, der passer marihuanamarkerne, ved ikke engang selv, hvem de arbejder for. De bliver ofte rekrutteret i Mexico, transporteret over grænsen til USA, og så passer de planterne i nogle måneder, bliver betalt og forsvinder igen,” siger Sylvia Longmire.

Nogle myndigheder vurderer, at op mod 90 % af piratdyrkerne har forbindelse til Mexico, men den vurdering nedtoner Tom Allman på det kraftigste: ”Det er stærkt overdrevet. Af de personer, vi anholdt under Operation Full Press Court, var under 20 % mexicanske statsborgere.”

I det hele taget mener han, at sensationslystne reportere har blæst tingene ud af proportioner, og faktisk kommer potdyrkerne fra hele verden.

”Jeg joker med, at vi burde oprette en filial af FN, for vi har anholdt folk fra Belgien, England, Israel, Italien, Tyskland, Canada og Bulgarien,” siger Tom Allman.

Men hvad gør en mand af ordensmagten, når halvdelen af hans indbyggere så forsætligt skider på loven? I Mendocino har Tom Allman valgt at give fripas til smådyrkerne for at gå efter de store fisk.

”Hvis en af mine betjente kommer og fortæller mig, at han har opdaget, at hans nabo ulovligt dyrker 30 marihuanaplanter, vil jeg ikke så meget som rejse mig fra min stol. Jeg har bedre ting at tage mig til. Hvis vi skal gøre fremskridt, er vi nødt til at gå efter de store foretagender, der dyrker 500-1.000 planter,” siger han.

Hans problem er ikke at finde frem til synderne – det er blot at gå ud i vildnisset, følge et vandløb, og så vil det før eller senere føre dig til piratdyrkere.

”Hvis du går ind på Google Maps og søger på Laytonville her i Mendocino, vil du kunne se store marihuanamarker på kortet. Problemet er ikke at finde dem, det er, at jeg ikke har mandskab nok til at komme efter dem,” siger han.

Og det er et problem, der giver genlyd i hele Californien. Selv om tværfaglige tiltag som Operation Full Court Press var en stor succes, er der ikke råd til en opfølger, og der har ikke været nogen storstilede razziaer siden sommeren 2011. I Californien blev delstatens enhed for narkobekæmpelse helt nedlagt i år, og budgettet til nationalgarden er halveret. Det vil kartellerne formentlig udnytte.

”Når de ved, at der bliver skåret i budgetterne til håndhævning af loven, er det som at sætte et stort velkomstskilt ud til dem – ’Kom bare ind, vi finder jer alligevel ikke’,” siger Sylvia Longmire.
Ironisk nok kan blodsudgydelser, hvor uskyldige vandrere, campister eller park rangers vækker potdyrkernes vrede, blive branchens endeligt.


Det er nemt at forsvinde i de dybe skove i det nordlige Californien. Under Operation Full Court Press i 2011 konfiskerede myndighederne 632.000 marihuanaplanter og arresterede 132 dyrkere i løbet af tre uger. Men der er formentlig dobbelt så mange guerillamarker derude.

”Selv om det er tragisk, tror jeg, at folk skal dø, før politikerne vågner op og indser, at det her er et problem, der skal prioriteres,” siger Sylvia Longmire.

Eller også kan det hele løses med et simpelt pennestrøg. Både ellers konservative lokalpolitikere såvel som ordensmagten erkender, at vejen frem er en form for legalisering, hvor salget af marihuana reguleres af myndighederne på samme måde som alkohol og tobak. Det vil tage initiativet fra kartellerne og lade markedskræfterne råde.

”Selv om det kun vil have kortvarig effekt på kartellerne, da de tjener flere penge på kokain, tror jeg stadig, det er den bedste løsning. Sammenligner man marihuana med alkohol og tobak, vil jeg sige, at det er det mindst afhængighedsskabende af de tre, og det er nytteløst at bruge millioner på en kamp, vi allerede har tabt,” argumenterer Sylvia Longmire.

Men det er ikke noget, der vil ske fra den ene dag til den anden, så indtil da er skovene i Emerald Triangle potdyrkernes land, og der er ikke meget, myndighederne kan stille op.

”Hvis jeg troede på, at vi virkelig gør et stort indhug i antallet af dyrkere, ville jeg være landsbyens tosse. Det kommer ikke til at ske,” siger sherif Tom Allman.

”Marihuana er en del af vores dna. Det er blevet livsstilen her.”

LÆS OGSÅ: Borgerkrig: Statsstyrt i Syrien

Se, hvad vi ellers skriver om: Tendenser og Stoffer