Foto: Nikcy Bonne.

Simon Jul: Et godt fjæs til radio

Engang kastede Simon Jul rundt med Jaka-bov, bøvsede og sked i bukserne foran en pølsevogn. Nu dirigerer han symfoniorkestre på tv, laver gourmetmad og kører landet rundt i en autocamper som satirechef på den nye radiokanal 24syv. Euroman har mødt komikeren, der påstår, at han er blevet voksen.

Du har fået en autocamper og en cheftitel, hvordan er det at blive voksen?
”Jeg er blevet mere og mere som min mor og far. Jeg kører på camping, hører klassisk musik, ser ’Babettes gæstebud’ og læser Politiken. Det er jo sådan, det går. Men egentlig er det rart, og det passer også bedre til min alder. Jeg synes ikke, det er lige så sjovt at sømme pikken fast til et bord, som jeg har gjort, og måske synes publikum heller ikke, det er så sjovt at se mig gøre det – igen og (suk) igen.”

Hvad tror du, der er sket med dig?
”Jeg er blevet meget mere bevidst om mig selv. Meget mere bevidst om, hvad jeg vil, og hvad jeg kan. Fx at jeg har ret små hænder, og at de er sjove, når man ser dem tæt på, mens de laver et eller andet.”

Havde du regnet med, at du ville blive som dine forældre?
”Jeg havde håbet det. Min mor og far er de vildeste mennesker. De har været gift i mere end 30 år, og de elsker stadig hinanden helt vildt. Og de viser, at de elsker hinanden, og at de elsker deres børn. Jeg vil fucking gerne være som min mor og far.”

Synes de, det er sjovt, det, du laver?
”Ja, noget af det. Fuldstændigt. Jeg har min humor fra min far – den er kulsort, og han er virkelig sjov. Det er min mor og lillesøster også. Det lyder sikkert frelst og fucking Jehova, men når familien er sammen, griner vi virkelig, virkelig meget. Det er slet og ret sjovt at være sammen med dem.”

Er der noget af det, du har lavet tidligere, du tager afstand fra?
”Nej, slet ikke. Der er meget, jeg ikke kunne finde på at lave i dag, men jeg vil aldrig tage afstand fra det. Dengang var jeg mest bare skør og tyk. Det handlede om at blive sur og klæde mig ud, drikke øl og spise Jaka-bov. I dag synes jeg kun, den slags er sjovt at lave i privaten.”

Hvordan gjorde du op med det?
”Jeg begyndte at lave Toyota-reklamer, lige efter jeg sluttede på DR. Det var der ikke mange i min branche, der gjorde dengang. Der var penge i det – naturligvis var der det – men jeg var også bare træt af at høre mig selv stå og sige, at jeg aldrig ville lave reklamer. I det hele taget var der mange rigtige meninger i omløb på det tidspunkt. Så jeg tænkte, at hvis jeg gjorde det, ville alle komme til at hade mig. Og det var der mange, der gjorde.”

Følte du virkelig, der var nogen, der gjorde det?
”Det ved jeg, der var. Og det er fint nok. Jeg føler ikke, at det, jeg laver, er kunst. Jeg kan sagtens forstå, der er nogle kunstnere, der har det sådan og aldrig ville gå med på den slags af frygt for, hvad det fører med sig af crack og betalingsdamer, men jeg er håndværker. Det ved jeg. Jeg bliver aldrig kunstner.”

Hvad er det sjove i dag?
”Jeg er i tvivl. Jeg er virkelig i tvivl. Jeg har camperet med min mor og far, siden jeg var helt lille, men har lige holdt den obligatoriske pause på 20 år. Nu er jeg på landevejen med min autocamper for at finde satiren i 2011, og jeg tror på, den findes derude. Det kan blive så kedeligt bare at sidde i København og kun lede efter den i de cirkler, der er dér. Provinsen kan alt det, København prøver, synes jeg. Den har den der rolige coolness og den refleksion, jeg ser rigtig mange københavnere forsøge at få. Jeg mener ikke, grinene skal leveres på et sølvfad for folk. Jeg kan godt lide, når det går lidt langsommere. Jeg kan godt lide, når der er noget eftertænksomhed.”

Men er det ikke sådan, du selv har leveret dine jokes – på et sølvfad?
”Jo, jo. 100 %. Jeg kommer selv ud af den skole, men i virkeligheden passer det ikke til mig at lave punchlines. Jeg kan godt lide, at grinet får lov at lægge sig. At der kommer en god pause efter et voldsomt grin, hvor man kan nå at tænke: ’Det var dog egentlig tragisk.’”

Hvornår ved du, at du er gået over grænsen – når det bare er tragisk?
”Det ved man først, når det er for sent. Til gengæld bliver det tydeligt i det lille bitte picosekund, det sker. Jeg ser det sjældent før.”

Hvad er noget af det mest forkerte, du har sagt?
”Jeg har engang sagt, at alle muslimer var pædofile, fordi de var tilhængere af tvangsægteskaber ... det var helt ved siden af. Jeg kunne have slået mig selv ihjel, men det røg bare ud af mig. Så bliver der simpelthen så stille – ligesom når jeg taler om en god efterfest til en børnebegravelse. Det er heller ikke så sjovt, men nogle gange træder jeg helt bevidst over den grænse.”

Hvorfor?
”For at mærke, hvor den er, tror jeg. Jeg kan se, at tråden fra a til b er helt forfærdelig, men jeg skal prøve at gå den.”

Hvad gør du, når du træder ved siden af?
”Altså, jeg prøver at få sagt undskyld på en eller anden måde. I tilfældet med de pædofile muslimer ville skæbnen eller en eller anden gud – måske muslimernes – at der var fem muslimske piger med burka blandt publikum. Pludselig ringer den enes mobil, og ringetonen var et lam, der brægede. Den greb jeg så ved at sige: ’… og I skal heller ikke have jeres offerdyr med. I kan tage mig, jeg fortjener ikke bedre.’ Så var vi der sammen igen.”

Er du nogensinde bange for at sige noget forkert?
”Nej. Ikke i mit arbejde. Jeg har det her arbejde, hvor en del af pointen er at smide alle hæmningerne, så der nytter det ikke, hvis du sidder med foden på bremsen. Men over for mine nærmeste er jeg lige så bange for at være dum, som du er, tror jeg.”

Er det hårdt at skulle være sjov hele tiden?
”Nej, for det føler jeg egentlig ikke, jeg skal, når jeg er privat. Hvis jeg føler, jeg skal noget, så er det at lave noget god mad til mine venner og give dem en krammer. Jeg kan virkelig godt lide at lave mad.”

Hvornår vidste du, du var sjov nok til at kunne kalde dig komiker?
”Det har jeg aldrig gjort. Dirch Passer var komiker. Niels Hausgaard er komiker. Men jeg føler slet ikke, jeg er der endnu. Jeg er håndværker. Eller gøgler. Eller troubadour. Eller måske en nådesløs gøgler af en håndværker. Ja, det er nok sådan, jeg vil betegne mig selv.”

Simon Jul er 34 år og kører i disse måneder landet rundt som satirechef på Radio 24syv i sin autocamper for at tale med danskere, der er sjovere end ham selv. Simon Jul fik sit gennembrud i radio- og tv-showet ’Banjos likørstue’ omkring år 2000 og har siden lavet tv, radio, et onemanshow og har medvirket i den Sundance-vindende dokumentar ’Det Røde Kapel’ fra 2006.

Se, hvad vi ellers skriver om: Radio, Portræt, Mænd og Medier