Se

Jeg så den første sæson af 'The Handmaid's Tale', da den udkom i 2017, og jeg gruer for den dag, det sidste afsnit ruller over skærmen. Serien er baseret på en roman af Margaret Atwood fra 1985, der handler om et regime, som mest af alt minder om et kvindeundertrykkende og fundamentalistisk diktatur. Serien behandler en problematik om, hvad mennesker formår at udsætte hinanden for, og hvad man vil lade sig udsætte for, når man tror på en større sag, uden at kamme over. Den er dybt urealistisk, men på samme tid skræmmende realistisk, hvis man tænker på både nutidige og historiske tragedier. Hårene på armene rejser sig altid, og der er garanti for tårer.

Du kan se The Handmaids Tale på HBO Nordic her.

Læs

Jeg læser bogen 'Look' af Ida Holmegaard i disse dage og tænker meget over, det tøj jeg tager på, og hvad det fortæller om mig. Bogen handler om påklædning, tekstiler og køn, og hvordan man performer et køn og en stil, når man tager noget bestemt på. Den er skrevet på baggrund af enorm refleksion og eftertænksomhed, og den får i den grad også mig til tænke over tøj på en måde, der er lidt uvant for mig.

Du kan købe bogen Look her.

Lyt

'The Missing Cryptoqueen' er den absolut bedste podcast, jeg nogensinde har hørt, og det er ved at være tid til at genhøre den. Den handler om to vedholdende journalister, der jagter den multimilliardære kvinde dr. Ruja Ignatova. Kvinden med den karismatiske stemme ville starte en økonomisk revolution – det sagde hun i hvert fald, indtil hun forsvandt sporløst. Inden da skabte hun et kultlignede fællesskab omkring One Coin, en kryptovaluta og – skulle det vise sig – et verdensomspændende svindelnummer. 'The Missing Cryptoqueen' er en god indførsel i økonomi og kryptovalutaens verden, men mest af alt er den bare virkelig underholdende med hårrejsende spænding og utallige gode historier, der udfolder sig i jagten på sandheden. Jeg har længe haft planer om at høre det hele forfra, men jeg har udskudt det igen og igen, fordi jeg ved, at netop den her podcast kræver min fulde opmærksomhed og opsluger mig, så jeg kommer til at fortære alle afsnit på ingen tid.

Find podcasten The Missing Cryptoqueen her eller i din podcastapp.

Oplev

Jeg har besøgt Kunsthal Aarhus mange gange – både for at se på velkurateret samtidskunst, men også bare for at sidde og arbejde i caféen. Lige nu vil jeg opleve den store udstilling 'Go Extreme', der netop er åbnet, og som har overtaget hele stedet til og med januar næste år. Caféen, som er det første, man træder ind i, når man ankommer, er nu fyldt med repræsentationer af og referencer til den svangrende og fødende kvindekrop. På samme måde handler resten af udstillingen om et samspil mellem fysiske og mentale præstationer, ekstremsport og grænsesøgende adfærd.

Læs mere om udstillingen Go Exstreme her.

Spis

Smagen af sardiner er vokset på mig med en stejl opadgående kurve de senere år. De saltede små fisk, der helst skal søbe i olivenolie og serveres med masser citron, får mig til at drømme mig tilbage til Sydeuropa og den kroatiske kyststrækning, hvor jeg hver sommer indtager så store mængder fisk, at det skulle kunne gøre det ud for resten af året, hvis man følger sundhedsmyndighedernes anbefalinger om at spise fisk mindst én gang om ugen. Herhjemme sætter jeg pris på den krydrede dåse sardiner, der blandt andet serveres på Café Stadion, som kommer fra leverandøren Grøndal. Mit mundvand begynder at løbe bare ved tanken.

Find Café Stadion her.