Carsten Willer
Foto: Privat Carsten Willer i selskab med Dr. Dre og Eazy-E juleaften 1989 i Dr. Dres hus i Los Angeles. Især kontakten til Eazy-E bliver afgørende for Carsten Willers eventyr i USA.

”Willer var helt klart den første, store hiphop-entreprenør herhjemme"

Carsten Willer er muligvis det vigtigste navn i dansk hiphops historie. Men få ved, hvem han i virkeligheden er. Willer var en del af det graffiti-crew, der først malede en hel togvogn, og han lavede den første hiphop-plade herhjemme. Og så var det ham, der åbnede dørene til det forjættede land, så unge hvide danskere kunne producere for de største rappere i USA. Men på toppen af karrieren kollapsede alting med beskyldninger om snyd for millioner, og i mere end 20 år har Willer forholdt sig tavs. Nu står han frem i et møde med Euromans Emil Norsker.

Los Angeles, 1992.

Inden Carsten Willer og hans makker Henrik Milling skal ind til mødet, bliver de kropsvisiteret. De to hærdebrede bodyguards fra Samoa går grundigt til værks. Vagterne nærer ingen varme følelser for hvide mennesker, og hvis ikke Willer og Milling havde en personlig invitation, ville de to danskere blive mere end bare klappet på lommerne.

Det er en varm dag. Carsten Willer og Henrik Milling er netop ankommet til LA, og de ønsker ikke at være noget andet sted på jorden. Det er her, i storbyen i Californien, at det hele sker. Hiphop fra USA’s vestkyst er eksploderet i popularitet, og nu står de foran døren ind til pladeselskabet Ruthless Records, som er centrum for det hele og er ejet af rapperen Eazy-E og manageren Jerry Heller. Det er herfra, at plader sprøjter ud spækket med bandeord og historier om babes, vold, narko og kriminalitet. Selskabet tjener 10 millioner dollar om måneden.

Willer og Milling er mildest talt et par eksotiske fugle i dette miljø. De kunne lige så godt være landet fra månen. Men med deres bølgende basgange og tunge beats, som er mere funky end det, amerikanske producere kan levere, har de skabt sig et ry, som er nået helt om på den anden side af kloden.

De bliver ledt ind på Jerry Hellers kontor. Han er berygtet i hele branchen, og den hvide jøde i 50-årsalderen har taget røven på flere, end han selv kan tælle. Men mødet begynder godt. Jerry Heller er interesseret i et samarbejde og tilbyder at betale for logi og andre udgifter.

Alt går efter planen, men så opstår der en knast i forhandlingerne. Jerry Heller kræver, at de to danskere fraskriver sig retten til at få betaling, hvis deres musik bliver spillet i radioen.

Stemningen på kontoret er anspændt. Jerry Heller har tidligere fået store navne som Dr. Dre, Ice Cube og Above The Law til at underskrive lignende aftaler, og han har ikke tænkt sig at bøje sig for et par knægte fra Danmark, der ikke kender deres plads i hierarkiet. Han trækker en pistol og lægger den på bordet. Han kigger de to danskere i øjnene.

”Hvis der er et problem, så er det sådan her, vi håndterer tingene.”

Et par øjeblikke passerer, før Carsten Willer rækker ud efter kuglepennen og skriver under på papiret.
Kort efter står Willer og Milling igen nede på gaden. De tripper lidt rundt i stilhed. Så knækker de sammen af grin. Jerry Heller havde trukket sin pistol, en 22’er, og forsøgt at skræmme dem. Men de fik det, de kom efter. Det er ikke den bedste kontrakt, men den er ikke dårligere end så mange andres, og nu har de en aftale med gangsterrappens største pladeselskab. De to venner klapper hinanden på skuldrene. Verden ligger for deres fødder.

Du kan høre noget af den musik, som Solid Production har produceret her.

FÆNGSEL OMKRING.jpg

Du kan også høre Willers version som podcast. Hør den i linket nedenfor.

 

Vesterbro, 2018.

Carsten Willer kommer gående hen ad gaden. Han er i dag en ’urban legend’ i dansk hiphop, men ligner mere en midaldrende familiefar fra forstaden. Han har et trimmet fuldskæg og er blevet en smule rundere med årene, siden han blev fotograferet med Dr. Dre og Eazy-E i slutningen af 1980’erne.

Dansk hiphop har altid dyrket sin fortid og sine helte, men fortællingen om Carsten Willer, den måske mest centrale figur i miljøet, er aldrig blevet fortalt igennem ham selv. Før nu. Det er historien om en veltalende mand, der var med til at skabe den første danske hiphop-plade i 1988 i en etværelses lejlighed på Østerbro.

En mand, der var med i det første grafitti-crew, som malede en hel togvogn herhjemme. En mand, der, kort efter han var fyldt 20 år, tog en flok venner med til USA og lavede et rap-album med livsstilsfanger i et maksimumsikret fængsel. En mand, der modtog platinplader og opnåede hitlisteplaceringer. For så at forsvinde totalt. Med kun beskyldningerne om svindel for millioner af kroner stående tilbage.

Mailudvekslingen med Carsten Willer er gået frem og tilbage i løbet af foråret. Til at begynde med svarer han på engelsk, for efter mere end 20 år i USA føler han sig ikke længere helt sikker i det danske skriftsprog, og selv om den indledende kontakt går nemt, skal der lidt fødselshjælp til, før det lykkes at få endeligt hul igennem til ham. En fælles ven, Sonny, bedre kendt som DJ Typhoon, hjælper med at skabe kontakt, og denne sommerdag har Willer indvilliget i at mødes i København. Willer er tilbage.

København, 1984.

Hiphop-kulturen i Danmark blev født, kort efter punken havde udspillet sin rolle, og diskoen havde lidt samme skæbne. Der fandtes én tv-kanal, og på hitlisterne og i radioen dominerede navne som Sneakers, TV-2 og Shu-Bi-Dua. Men ud af den grå beton, først i USA, og siden også herhjemme, kom der nye toner, som skulle ændre musikken og mediebilledet fundamentalt over nogle få år. Electric boogie og breakdance ramte undergrundens underliv, og unge mænd vred sig på dansegulvet i halsbrækkende manøvrer.

Langt fra Bronx og Brooklyn gik teenageren Carsten Willer rundt i et middelklassehjem i Gladsaxe. Der var ikke meget at lave i den københavnske forstad, så derfor søgte Willer mod København. Nærmere bestemt mod ungdomsklubben ’Thomas P. Hejle’ ved Nørreport, hvor danserne hver weekend indtog gulvet og blev genstand for pigernes beundring.

I ’Thomas P. Hejle’ mødte Carsten Willer ligesindede forstadsunger, som i det små var begyndt at dyrke en anden og mere ulovlig del af kulturen, nemlig graffitien. Willer blev del af en gruppe, der kaldte sig ’Crime Crew’, som i ly af nattens mørke spredte sine ’tags’ og ’pieces’, inden vagternes snusende hunde opsnappede færten af maling og pubertetssved.

’Crime Crew’ lå i evig konkurrence med en anden gruppe, der gik under navnet ’Whap Gang’, og var ledet af Nikolaj Peyk, som senere stod bag MC Einar og Østkyst Hustlers.

”Det handlede om at være den bedste. Man skulle være den, der malede mest på flest togvogne, den, der havde den bedste stil. Måske var det, fordi vi var så mange drenge, at vi konstant konkurrerede. Det var i hvert fald en naturlig del af det,” fortæller Sketch, der voksede op et S-togsstop fra Willer.

De første gange, Carsten Willer og hans hold var ude at male, gjorde de det på mure, men prestigen lå i at male togvogne som de amerikanske forbilleder, fortæller en af Willers gode venner, Tina Andersen. Under navnet Zenith var hun del af et crew, der hed ’City Roit’, som samarbejdede med ’Crime Crew’:

”Dengang var det så nyt, at DSB og politiet endnu ikke så det som en trussel. Togene holdt for enden af en station, og man skulle bare køre til den nærmeste parkeringsplads, så kunne man komme ind og stå og male. Nogle gange havde vi en ghettoblaster med. Der var ingen risiko. Det kom først til et par år senere, da DSB indså, at de her drengestreger fortsatte, og at det begyndte at blive dyrt for dem.”

Allerede dengang viste Carsten Willer gode evner inden for organisering, når han hyrede de bedste kræfter til opgaven, fortæller Sketch:

”Willer var én, man så op til. Han var manden, der kunne få ting til at ske. Han var den første, der skaffede lovlige jobs som at dekorere væggene i en ny kontorbygning eller væggene på en skole. Han var ikke bange for at ringe til de store firmaer, og der var mange, der var meget interesserede i at få noget autentisk gadekunst på væggene i de år. Han skaffede også kontakt til engelske og hollandske graffitimalere. De kom og boede hos os, og vi besøgte dem. Det var et stort, internationalt fællesskab.”

Når crewet lavede et lovligt job, sørgede Carsten Willer for altid at overdrive behovet for spraydåser. På den måde kunne gruppen bruge de overskydende dåser til det, de virkelig brændte for – de ulovlige mure og tog. Fire dåser kostede 100 kroner, og man skulle gerne bruge 50 dåser til en mur.

En nat var Carsten Willer, makkeren Freez, Tina Andersen og to, der var med som vagter, på togt i udkanten af hovedstaden. Adrenalinen gav håndsved. De havde sat et par venner til at holde øje med vagter og krøb hen mod et sæt togvogne, der stod parkeret et stykke væk fra en station. Det var ikke meningen, de skulle lave et større maleri, men de blev ved gennem det meste af natten. Pludselig stoppede de op og så, at de havde malet en hel togvogn. Det var lykkedes dem at slå konkurrenterne fra ’Whap Gang’ med det ultimative mål – en ’Whole Car’.

”Vi var helt oppe at køre. Fulde af adrenalin og uden søvn. Om morgenen kørte vi med toget ind mod centrum, mens vi hang ud ad vinduet. Vi hujede, råbte og tog billeder. Det var fedt,” fortæller Tina Andersen.

Da medlemmerne af crewet returnerede til ’Thomas P. Hejle’ blev de først mødt med skepsis. De andre graffitimalere troede, at gruppen havde snydt ved at tage billeder af en udenlandsk togvogn. Men ’Crime Crew’ havde, viste det sig, glemt at male under trinbrættet, og her kunne man se DSB’s karakteristiske røde farve, hvilket afgjorde sagen. De havde gjort det, og ’Crime Crew’ havde dermed cementeret sin status som den dristigste og dygtigste graffitigruppe i Danmark.

Scan017.jpg

New York, 1986.

Den glade dansemusik, der tidligere primært havde fungeret som underlægning til breakdanserne, var blevet afløst af helt andre rytmer og langt mere selvbevidste rim. Især Public Enemy ændrede fundamentalt lydbilledet med sirener, støj og politiske slagord.

Budskabet var, at sorte skulle rejse sig fra den daglige og systematiske undertrykkelse. ’Be Black, Be Proud’ var et ofte brugt slogan, og genren blev pludselig taget alvorligt af selv store magasiner som Rolling Stone. Hiphoppens guldalder var i gang.

De nye, insisterende toner ramte også Danmark. Da de amerikanske rappere Eric B & Rakim blev spillet på ’Thomas P. Hejle’, forvandlede Carsten Willers fokus sig fra den ene dag til den næste. Gennem ungdomsklubben var han blevet venner med to jævnaldrende dj’s, Mich Hedin Hansen fra Holbæk med hiphopnavnet Cutfather, og Carsten Højer Schack fra Aalborg, der kaldte sig Soulshock. De to dj’s havde den samme entreprenør-ånd som Carsten Willer. De så hiphoppen som en vej ud af Danmark.

Det år arrangerede Tjæreborg nogle af de første charterture til New York, og Cutfather og Soulshock hoppede straks ombord. Mens de andre turister tog på guidet tur til Frihedsgudinden, travede de to danskere rundt og besøgte alle de hiphop-pladeselskaber, de kunne støve op. De ville gerne vise sig frem, og de fik meget mere ud af det, end de havde turdet drømme om.

På det toneangivende selskab Def Jam mødte de David Funkenklein, og han skulle blive den helt centrale amerikanske forbindelse i den senere danske hiphop-invasion. Cutfather og Soulshock spillede nogle af de mix, de havde medbragt, og David Funkenklein kunne lide, hvad han hørte.

Da Cutfather to år senere igen besøgte New York, denne gang på studietur med sin handelsskoleklasse, stak David Funkenklein ham en seddel i hånden. Der stod navnene på en stribe kunstnere, som gerne ville til Danmark og give koncert, og som blot skulle have dækket deres udgifter, hvis Cutfather ville arrangere det. Med sig hjem fra turen havde Cutfather også et par sneakers, som Carsten Willer havde bedt ham om at købe. De to faldt i snak om Funkenkleins liste, og Willer gjorde det klart, at han ville være med til at lave koncerterne.

Det første band, Cutfather og Willer i fælleskab fik til Danmark, var New Yorker-gruppen, Original Concept, der på det tidspunkt havde et hit med nummeret ’Can You Feel It’. Carsten Willer og Cutfather satsede begge deres børneopsparing og nogle af de penge, som Carsten Willer havde lavet på lovlig graffiti. Alt skulle gøres så billigt som muligt. De lånte blandt andet Cutfathers forældres gule Subaru til at køre bandet rundt i København, og inden koncerten i Alexandra i Nørregade spiste de spaghetti med kødsovs hos Willers forældre i Søborg.

På det tidspunkt var der kun én pladeforretning i København, der solgte hiphop-plader, nemlig Street Dance i Pisserenden. Her fik Willer lov til at sælge billetterne til koncerten. Hver dag gik han ned for at tjekke op på salget. Det gik, for nu at sige det mildt, trægt.

”Vi solgte ikke én eneste billet. Og så stod vi med hele det her spillested, vi havde booket. Mich (Cutfather, red.) var ved at få et nervøst sammenbrud. Men en halv time før bandet skulle gå på, begyndte der pludselig at komme mennesker. Med ét stod der flere hundrede unge og ville ind. Politiet kom forbi og kunne ikke forstå, hvad alle de unge med kasketter og halskæder med folkevognstegn havde gang i,” fortæller Carsten Willer.

Efter kort tid trak Cutfather sig fra jobbet som koncertarrangør. Men Carsten Willer fortsatte på egen hånd og satte koncerter op med Audio Two og MC Lyte. Siden lagde også Jungle Brothers, Queen Latifah, EPMD, Ice Cube og A Tribe Called Quest vejen forbi Danmark.

Willer sørgede ikke kun for at stable koncerterne på benene. Han hang også ud med musikerne og viste dem rundt i byen. De fleste af dem stod på bar bund, når de kom til Danmark, og de var glade for at få en tourguide, fortæller Carsten Willers mangeårige, musikalske makker, Henrik Milling.

”Carsten var en mester i at forstå hiphop-jargonen. Han vadede ind i folk med træsko på. Som 20-årig kunne han snakke med folk, der kom fra en helt anden og hårdere kultur, og amerikanerne følte ikke, vi var anderledes end dem. Det var hans fortjeneste. De syntes også, at det var sjovt, at der var nogle hvide drenge i et lille land nordpå, som vidste alt om, hvad der foregik ovre i USA.”

København, 1988.

Carsten Willers ambitioner rakte videre. Han ville ikke bare indtage Danmark, han ville erobre hele verden – og først og fremmest ville han skabe noget selv. Til at begynde med samlede han mange af tidens mest talentfulde danske dj’s og producere. I graffiti-vennen Tina Andersens etværelseslejlighed på Østerbro satte han det hold, der lavede den første danske hiphop-single, som de indspillede samme sted. Soulshock og Henrik Milling stod for musikken, men Willer havde svært ved at finde en dansker, der kunne rappe overbevisende på engelsk. Valget faldt på den svenske rapper See-Que, og singlen fik titlen ’Break The Limits’.

”Vi fik den trykt i Tyskland, og jeg tog selv ned og fik dem til at ordne det. Vi vidste faktisk ikke, at det var den første danske hiphopsingle, vi ville bare have noget ud,” fortæller Carsten Willer.
Kort efter væltede MC Einar hitlisterne med dansksproget rap og ordene ’Jeg provokerer, onanerer og ryger masser af hash’, mens Rockers By Choice ramte radiostationerne og pigehjerterne med ’Engel’.

Men Willer havde ikke meget til overs for de andre hiphopnavne herhjemme. Han syntes, det var pinligt, for dansk. Han ville have rigtig hiphop som den fra USA. Willer grundlagde selskabet Solid Production med det kollektiv af rappere og dj’s, han havde samlet. Akkurat som i graffiti-tiden var Willer manageren, bagmanden, mens Henrik Milling, Cutfather og Soulshock var de primære musikalske kræfter.

Ud af det kom pladen ’Taking Over’, som blev indspillet i Team Town Studiet, der lå i en baggård på Gl. Kongevej nr. 47. Den solgte tæt på ingenting i Danmark og fik stort set ingen opmærksomhed i pressen. Men pladen var et godt visitkort til Carsten Willers mange kontakter, og især David Funkenklein i New York fik øjnene op for, at flokken af unge danskere også kunne producere.

Midt i alt det begyndte det at knage i fugerne i samarbejdet mellem Cutfather og Soulshock på den ene side og Carsten Willer og Henrik Milling på den anden. Målet havde de til fælles. Begge parter ville forsøge at møve sig ind på det amerikanske marked, hiphoppens mekka, men de var uenige om vejen dertil. Resultatet blev, at Solid Production knækkede over, og at Cutfather og Soulshock på egen hånd – og med kolossal succes til følge – begyndte at producere numre til eksempelvis Queen Latifah.

Carsten Willer var dog på ingen måde ude af gamet. Forbindelsen til David Funkenklein i USA var intakt, og i hans producerstald var fortsat de mere stilfærdige, men kunstnerisk dygtige Henrik Milling og Phase 5. Det danske hold fik konstant opgaver ind, blandt andet at producere for hiphopgruppen Ultramagnetic MC’s.

Samtidig fik Solid Productions overraskende kommerciel succes, da Willer og Milling solgte nogle af deres hiphop-beats til soulsangerinden Vanessa Williams, en tidligere Miss Universe, som udgav et hitalbum, der solgte i tre millioner eksemplarer. Pludselig havde Carsten Willer penge på lommen.

Scan162.jpg

New Jersey, 1991.

I USA begyndte gangsterstilen og bandelivet i stigende grad at stå i centrum af hiphoppen.
Jo mere du kunne vise, at du var en af gadens rødder, jo mere autentisk fremstod du. Lige pludselig var det at være pusher, bandemedlem og kriminel et plus på cv’et. David Funkenklein hørte mange af disse rappere og fik en idé: Hvad med at lave en plade med rigtige gangstere? Ikke bare dem, der sagde, at de var det, men dem, der rent faktisk havde statens papir på, at de var hardcore kriminelle.

Funkenklein fik hul igennem til et projekt, ’Running Scared’, som gik ud på at tage ungdomsforbrydere, der var på vej i den gale retning, og sende dem på besøg i lukkede fængsler, hvor livstidsfangerne kunne jage dem en skræk i livet. Når de unge kom ind i fængslet, stod fangerne og råbte, at de ville smadre og voldtage dem, hvis de nogensinde kom bag tremmer igen. Livstidsfangerne blev en slags kriminalpræventive bøh-mænd.

Gruppen, der stod bag, hed Lifers Group, og var, som navnet indikerer, livstidsfanger. De ville gerne være med på en plade, og flere af dem havde talent for at rappe. Det var dog ikke helt let for David Funkenklein at få overtalt nogle af de amerikanske producere til at være med i projektet.
Med ét kom han i tanke om Carsten Willer og hans hold af danske producere, og således indfandt Willer, Milling og Phase 5 sig derfor en dag ved indgangen til det berygtede Rahway-fængsel, New Jerseys ældste, bygget i slutningen af 1800-tallet.

”Første gang vi skulle ind i fængslet, kom vi ind gennem en sluse, hvor vi blev visiteret, og alt blev kigget igennem. Så blev vi ført gennem endnu sluse, hvor vi skulle skrive under på, at staten ikke havde et ansvar, hvis der skulle ske os noget,” fortæller Carsten Willer.

”Vi havde alt vores udstyr med, blandt andet en stor spolebåndoptager. Vi stillede vores studie op i et slags cafeteria, hvor der kom 16 fanger ind. Her var folk, der var dømt for alt fra narkohandel til mord. De var sådan lidt: ’What the fuck are these white boys doin’ here.’ Vi var bare 19-20 år og temmelig splejsede. Først stod de bare og stirrede på os. Men det ændrede sig, så snart vi startede beatsene. Så kom der sgu liv i dem. I løbet af kort tid fik vi et sammenhold med dem, som gik ud over det, at de var sorte, og vi var hvide.”

Var I bange?

”Vi havde den attitude, at intet kunne slå os ud. Hiphop er arrogant, og du bliver nødt til at være arrogant for at slå igennem. Det troede vi på. Det var med den attitude, at vi kunne overbevise folk om, at vi var bedre end andre. Du bliver nødt til at være selvsikker.”

For en del af de indsatte i Rahway-fængslet var produktionen af musikken et rart afbræk fra dagligdagen i de små celler og de faste rutiner. Samarbejdet med livstidsfangerne resulterede først i en EP og siden et helt album med numre som ’Real Deal’ og ’Belly of The Beast’. Pladen blev danskernes gennembrud.

Helt afgørende blev det, at mange i hiphop-kulturen hørte albummet og havde stor respekt for projektet.

Især Eazy-E var begejstret. Den rå lyd, som danskerne fik ud af Rahway-fængslet, fængede gangsterrapperen, der var den helt centrale figur i N.W.A, Niggas With Attitude, der stadig går for at være den måske mest indflydelsesrige gangstarap-gruppe gennem tiden. Eazy-E overbeviste sin manager Jerry Heller om, at Ruthless Records skulle invitere Willer og hans hold til Los Angeles for at indlede forhandlinger om en aftale.

Scan619.jpg

Amager, 1992.

De mange West Coast-rapperes succes havde rykket magtbalancen mellem de amerikanske metropoler. Hiphoppen blev oprindelig opfundet i New York i slutningen af 1970’erne, men i begyndelsen af 1990’erne var det Los Angeles, der styrede slagets gang.

Millioner af teenagere råbte med på N.W.A’s slagkraftige hits som ’Gangster, Gangster’ og ikke mindst ’Fuck Tha Police’. Mens rappen tidligere havde hentet meget af sin inspiration i jazzen, kom den nu fra funkmusikken med dyb bas og tunge rytmer, der passede godt til subwooferen – og hashtågerne – i de åbne amerikanske biler.

Men der var problemer i gangsternes paradis. Eazy-E var i knibe. N.W.A’s vigtigste medlemmer, Ice Cube og Dr. Dre, var skredet i raseri over elendige kontrakter, der forgyldte Eazy-E og Jerry Heller. Det betød, at Ruthless Records manglede folk, der kunne lave den musik, Eazy-E skulle rappe til.

Han havde tjent en god sum penge som narkohandler, penge, der finansierede N.W.A’s første plade ’Straight Outta Compton’. Eazy-E var en ægte gangster, og når han rappede: ”Fuck a car, I do a motherfuckin' walk-by,” så troede man på ham. Nu stod Eazy-E uden musikalsk backup, og lige præcis der var Carsten Willers unge og hvide danskere det bedste bud på et hold producere, som kunne hjælpe det amerikanske hiphop-label.

Til alt held havde Carsten Willer året før fundet en flok danske drenge, der var perfekte til de nye opgaver, og som kunne assistere Phase 5 og Henrik Milling med den øgede mængde arbejde i studiet i Los Angeles. Det nye kuld kaldte sig ’Madness 4 Real’. Willer var første gang blevet gjort opmærksom på gruppen, bestående af Jesper Dahl (Jokeren), Nicholas Kvaran (Coldhands), Lasse Bavngaard (Blæs Bukki) og Rasmus Berg (B), til en koncert på Amagers ’Klub 47’. Jokeren husker tilbage på sit første møde med Carsten Willer.

”Vi rappede på dansk, og han kom hen til os og sagde, at der ikke var nogen, der gad høre på dansk rap. ’Det bliver aldrig til noget. I skal bare droppe det og komme med mig til USA,’ sagde han.”
Jokeren og de andre boede stadig hjemme hos deres forældre, og de første beats, de leverede til Carsten Willer, var skabt på deres drengeværelser i Hillerød. Willer var ikke sen til at lægge en kontrakt på bordet, som de skulle underskrive.

”Det var en 30-40 siders kontrakt på engelsk fyldt med fagudtryk, som vi ingen ide havde om, hvad betød,” fortæller Nicholas Kvaran. ”Så vi fik en jurist fra Rasmus’ fars arbejde til at oversætte den. Du kan godt oversætte ordene ’mekaniske rettigheder’, men hvis du ikke forstår, hvad ’mekaniske rettigheder’ betyder, er det lige meget, hvilket sprog du oversætter det til. Vi syntes jo, det var en kæmpe mulighed. Vi kløede os lidt i håret og tænkte: ’Hvad har vi at miste?’ Og så skrev vi under.”

Du kan også høre 'Willers version' som podcast i linket her nedenfor. Her er det afsnit 2 (artiklen fortsætter efter linket) 

De centrale personer

Carsten Willer

Manager og ejer af selskabet Solid Production. Arrangerede koncerter i Danmark, malede graffiti og lavede den første dansk hiphop-plade. Skabte kontakten mellem danske producere og stjerner som Eazy-E og Ice Cube. Fortsat bosat i Los Angeles.

Henrik Milling (Dr. Jam)

Willers mangeårige musikalske makker. Var med fra starten af Solid Production og gennem hele selskabets storhedstid, hvor han var med til at producere for MC Ren og Ice Cube. Han tog hjem til Danmark i 1995.

Henrik Marquardt (Phase 5)

En fast del af Solid Production og en af Willers producere, som var med til at skabe selskabets største succeser.

Madness 4 Real

Dansk producerteam bestående af Jesper Dahl (Jokeren), Nicholas Kvaran (Coldhands), Rasmus Berg (B) og Lasse Bavngaard (Blæs Bukki). Sidstnævnte tog hjem fra Los Angeles før de andre og dannede gruppen Malk de Kojn. De tre resterende vendte siden også hjem til Danmark og dannede Den Gale Pose. Rasmus Berg døde i november 2018.

Christian West

Willers bodyguard og assistent i den gyldne periode i starten af 90’erne. Han flyttede siden tilbage til Danmark og startede et internationalt sikkerhedsfirma med afdelinger i flere lande. Er nu bosat i USA. Willer arbejder nu for West.

Mich Hedin Hansen (Cutfather)

Dansk dj, producer og hitmager. Var sammen med Willer med til at arrangere nogle af de første hiphop-koncerter i Danmark og en del af det oprindelige Solid Production. Forlod dog selskabet hurtigt for at danne makkerpar med Soulshock. De to fik både sammen og hver for sig stor international succes.

Carsten Højer Schack (Soulshock)

En af de helt centrale figurer i dansk hiphop. Sammen med Cutfather skabte han sig et internationalt navn som sangskriver, producer og remixer for nogle af de største navne indenfor hiphop og R&B.

Eazy-E

Et af gangsterrappens vigtigste navne. Finansierede gruppen N.W.A.’s (Niggers With Attitude) første album ’Straigth Outta Compton’. Et af hovedværkerne i hiphop-historien. N.W.A. gik i opløsning efter kun to albums på grund af kontraktuenigheder. Udover at være en del af N.W.A. havde Eazy-E en succesfuld solokarriere. Døde af AIDS i 1995.

Ice Cube

En af hovedkræfterne i N.W.A. Han blev endnu mere succesfuld, da han gik solo efter uenigheder med Eazy-E og manageren Jerry Heller. Ice Cube var stor fan af de danske producere fra Solid Production, og han fremhæver dem på sit hit ’Down 4 Whatever’.
Udgav i 2018 albummet ’Everythangs Corrupt’.

Los Angeles, 1993.

Eazy-E havde hjulpet Carsten Willer og hans gruppe af danskere med at finde et hus, de kunne leje. Villaen lå i Sherman Oaks, tæt på Studio City i The Valley, og bød både på en swimmingpool og et lydstudie.

Willer holdt til i The Master Bedroom, men også Madness 4 Real flyttede ind. De røg joints, holdt fester og nød succesen, og Jokeren fejrede blandt andet sin 18-års fødselsdag i villaen.

Selv om der kom mange ordrer ind, havde Madness 4 Real-medlemmerne svært ved at leve af musikken. Ofte arbejdede de i hold, og en eller to af dem var konstant hjemme i Danmark for at tjene penge til opholdet ved at tage blandt andet rengøringsjobs. Lasse Bavngaard (Blæs Bukki) fik hurtigt nok af Los Angeles-livsstilen. Han trak stikket og returnerede til København, hvor han dannede gruppen Malk de Kojn. De tre tilbageværende, Jokeren, Nick Coldhands og Rasmus Berg, hang ved.

Henrik Milling boede ligeledes i huset i Sherman Oaks, det samme gjorde Christian West, en af Carsten Willers venner fra Falster. Christian West blev en slags bodyguard og assistent og kørte blandt andet Madness 4 Real rundt i L.A., da man skulle være 21 år for at leje bil.

De unge rappere og producere blev ført direkte fra drengeværelset i Danmark og ind i studiet med Eazy-E, der havde fået den idé, at han ville lave en juleplade. Noget så sentimentalt (og kynisk kalkuleret) var uhørt i rapverdenen, men Eazy-E insisterede. I studiet, hvor Madness 4 Real skulle stå for musikken til nummeret ’Merry Mutafuckin’ Xmas’, stiftede Jokeren bekendtskab med de samoanske livvagter, som Carsten Willer tidligere havde haft fornøjelsen af.

”Jeg havde aldrig været i et pladestudie før. Men der stod jeg pludselig sammen med Eazy og de to samoanere, ’The Twins’, blev de kaldt. Og så en bodyguard, Charles, der var meget, meget sort. Han hadede hvide mennesker. De spurgte, om vi skulle ryge en fed, og den var jeg med på. Det foregik sådan, at man skulle ryge to hvæs og så give jointen videre. Men den her kæmpe bodyguard tændte bare jointen og sendte den videre uden selv at ryge. Det gjorde de allesammen, indtil jeg fik den. Jeg tog to hvæs, og så skete det samme en gang mere, hvor de sendte den videre, indtil den havnede hos mig. Det endte med, at jeg havde røget næsten hele jointen. Så bukkede Charles sig ned over mig og sagde: ’Take a hit for the black man,’ og det gjorde jeg så. Derefter var vi cool.”

Carsten Willer blev en slags storebror for Jokeren – og han passede på ham, ikke mindst, når de var i byen. Mange hiphopkoncerter og fester endte ofte i slagsmål og skyderi, og Willer var hele tiden hurtig til at opfange, hvornår den danske karavane skulle hjem.

”Da jeg oplevede mit første skyderi, tænkte jeg bare: ’Der er sørme nogle, der skyder med fyrværkeri.’ Her var Willer den lidt ældre, der fik mig over i bilen og væk fra det hele,” husker Jokeren.

En aften på en klub var det dog ved at gå galt. Carsten Willer og Christian West kom i clinch med en anden af miljøets store navne, Tupac. Klubben var i to etager med en lang åben trappe op til et plateau. Her stod Willer med sin sorte kæreste. Det irriterede åbenlyst Tupac, at kvinden var sammen med en hvid mand, så han begyndte at lægge an på hende. Carsten Willer bad ham om at stoppe, og det fik Tupac til at puste sig op, husker Christian West:

”Jeg lagde mig imellem, og vi begyndte at skubbe til hinanden. Alle, der har set Tupac, ved jo heldigvis, at han var en af de få rappere, der var en lille fyr, så det lykkedes mig at skubbe ham ned ad trappen. På det tidspunkt havde han ikke fået sit ry endnu og var bare et upcoming navn inden for hiphoppen. Til sidst kom dørmændene og smed ham ud. Senere har Carsten og jeg snakket mange gange om, at det var heldigt, at han ikke stod med hele sin bande ude foran klubben og ventede på os. Vi var mere heldige, end vi anede.”

1989.jpg

Los Angeles, 1995.

Udover kontroverserne i natklubmiljøet på vestkysten kørte det på skinner for det danske hiphopkollektiv. Deres samarbejde med Eazy-E og Ruthless Records førte masser af opgaver med sig. Også Eazy-E’s tidligere ven Ice Cube var begejstret for danskernes producerevner. Willers hold lavede to numre til Ice Cubes album ’Lethal Injection’, som solgte to millioner eksemplarer, og ovenikøbet nævnte Ice Cube Solid Production på nummeret ’Down for Whatever’. Større ære kunne man ikke få i hiphop-universet.

Det stoppede ikke der. Danskerne lavede også musik for MC Ren, Rakim, Lench Mob, Mack 10, Coolio, WC and The Maad Circle og mange, mange flere. Men i takt med, at guld- og platinpladerne blev ved med at komme deres vej, steg utilfredsheden med Carsten Willer. Især Nick Coldhands fra Madness 4 Real mente, at fordelingen af udbyttet var uretfærdig:

”Carsten fik det, vi kaldte Hollywood-syge. Han købte ind på hele gangster-livsstilen med store biler, sorte kærester og soul food. Han mindede lidt om et negativ fra gamle dage. Når man holder det op mod lyset, så er alt hvidt sort og alt sort hvidt. Han så sig selv som sort.”

Problemet for Madness 4 Real var, at det stadig var Carsten Willer, der havde kontakterne til musikerne, managerne og pladeselskaberne i Los Angeles. Det var ham, der holdt drømmen i live. Hvis de stoppede samarbejdet med Willer, kunne de skyde en hvid pil efter nye opgaver.

Henrik Milling var også ved at være træt. Han havde fået nok af det hårde liv i USA og af konstant at producere musik for folk, som havde bevæbnede vagter med i studiet.

”Mit simple ønske var at lave en plade med Ice Cube, og det opnåede jeg. Jeg havde fået det hele med. Hold kæft, det var sjovt, men jeg var også blevet ældre. Jeg vidste, at jeg i L.A. kunne blive både utrolig rig og forbandet ulykkelig, og det ville jeg ikke. Og så tog jeg hjem.”

Stridighederne endte i en konfrontation mellem Madness 4 Real og Carsten Willer. I DR P3-podcasten ’Den Nye Stil – historien om dansk rap’ fra 2018 beskrives det, at Nick Coldhands og Jokeren opsøgte Willer på hans kontor for at få en ny kontrakt og flere penge. De fortæller, at Willer trak en pistol og lagde den på bordet. Men det ville Nick ikke finde sig i.

”Carsten, enten bruger du den der, eller også lægger du den væk, for lige om lidt får du en flad. Og så pakker han den også væk,” fortæller Nick Coldhands i podcasten.

Han beskylder stadig Carsten Willer for at have snydt Madness 4 Real for millioner af kroner.

”Vi producerede 35 numre. Ice Cubes ’Lethal Injection’ gik dobbelt platin. Eazy-E’s første plade gik platin, hans anden plade gik dobbelt platin. Rapperen Mack 10’s album gik platin, så bare her snakker vi om seks millioner plader, som vi havde et par numre med på. Et cut af det er altså ikke småpenge,” siger han til Euroman.

Madness 4 Real besluttede sig for at droppe eventyret i Los Angeles, cutte båndene til Carsten Willer og returnere til Danmark. Men de havde en plan. De tog den amerikanske lyd med sig hjem og lavede deres egen musik. Under navnet Den Gale Pose fik de et kæmpe gennembrud med albummet ’Sådan er reglerne’. I bookletten til albummet serverede de denne hilsen til Willer:

”Fuck dig! Du er en lille møgluder af en krejler og en plattenslager. Du skylder.”

Samtidig fortalte gruppens tre medlemmer vidt og bredt – blandt andet til flere morgenaviser – at Carsten Willer havde ført dem bag lyset.

”Vi var ret sure,” siger Jokeren i dag.

”Vi havde produceret for alle de her rappere, og vi havde forestillet os, at der med det ville følge store penge og bling bling. Men det skete bare aldrig. Jeg har hørt et sted, at Willer har pralet med, at han har snydt os for en million dollar. Men omvendt, så snød vi jo os selv. Han havde jo sagt fra starten: ’Læs den her kontrakt, og tag den til en advokat.’ Og vi tænkte: ’Vi sparer sgu de 3.000 kroner’, og så skrev vi under.”

Nick Coldhands fortæller, at Carsten Willer mange år senere kontaktede Madness 4 Real og bad om tilgivelse for det, der var sket. Mødet blev sat op med Phase 5 som mellemmand, men det gik ikke, som Willer havde håbet.

”Jeg havde lyst til at give ham en ordentlig røvfuld, og så begyndte han på den sygeste klagesang,” siger Nick Coldhands. ”Jeg troede ikke en skid på det. Men Jesper og Rasmus lod deres gode hjerter løbe af med dem. Jeg sagde: ’Ham der, han lyver ud mellem sine tænder. Jeg stemmer for at rive knoppen af ham. For det er det, han har fortjent.’ Men flertallet vandt. Jeg synes stadig den dag i dag, at han skulle have haft en røvfuld. Det var jo løgn det hele. Han havde snydt os.”

Skulle han være fysisk bange?

”Ja. Det ville jeg da også være. Hvis jeg havde slået en hund i flere år med en stok, og jeg så blev lukket ind i et rum med den hund, så ville jeg også være bange. At Willer nu giver sit første interview og sit syn på sagen, er jo fint nok. Men det skulle han have gjort for mange år siden.”

willer nyt1.jpg

Willer holder stadig Solid Production i live. Her er han sammen med de to danske producere Mortito (tv) og Jimmy Antony (th), der har været med til at producere noget af Ice Cubes nyere materiale. Solid Production har lavet otte numre sammen med Ice Cube, som endnu ikke er udgivet.

Vesterbro, 2018.

Carsten Willer afviser at han har snydt nogen for noget. Han henviser til, at han lavede en kontrakt til Madness 4 Real, som de selv skrev under på. Willer fortæller, at han havde nogle hårde år, da alle de andre danskere var taget hjem fra Los Angeles, og at tingene var begyndt at smuldre omkring ham. Hans vigtigste samarbejdspartner, Eazy-E, døde af AIDS i 1995, og efterfølgende var Ruthless Records i frit fald.

Willer vil ikke gå i detaljer omkring de år, men siger, at han i dag ikke længere for alvor er en del af musikbranchen. I stedet arbejder han som chauffør og er en slags bodyguard i sin kammerat Christian Wests firma. Willer overvejer endda at vende hjem til Danmark, som han ellers nærmest kun besøger om sommeren, siger han.

Hvorfor har du aldrig tidligere taget til genmæle over for historierne i miljøet om, at du snød medlemmerne af Madness 4 Real?

”Jeg var slet ikke i Danmark dengang. Jeg fortsatte med at producere Xzibit og mine andre kunstnere. Jeg havde puttet Danmark i bakspejlet.”

Var du ligeglad med de historier, der gik om dig?

”En ting, de historier har gjort, er at holde vores legende i live. Hvis jeg så er den store stygge Willer, så må det være sådan. Men det har jo gjort, at folk snakker om én. Jeg vil sige det med Eazy-E’s ord: ’All press is good press.’”

Nick Coldhands fra Madness 4 Real fortæller, at du trak en pistol på dem i Los Angeles?

”Jeg har altid haft våben omkring mig. Vi har været i studiet i South Central og andre steder, hvor der kunne ske noget, så jeg har altid haft våben med. Men jeg har ikke trukket en pistol på dem. Der har ligget en pistol ved siden af, ja, det har der altid gjort. De siger, at de gik op til mit kontor, men jeg har aldrig haft et kontor. Så jeg ved ikke, hvad de snakker om.”

Hvordan husker du det så?

”Jeg husker historien sådan, at jeg tog fire unge gutter, der aldrig havde produceret noget før det, under mine vinger og satte dem i et studie sammen med en masse megastjerner. De fik chancen for at lave alt det, de har lavet.”

Carsten Willer henviser til, at den aftale, han lavede med Eazy-E, ikke var en økonomisk guldgrube, som man måske skulle tro. Han understreger, at han også skulle stå for betalingen af de løbende udgifter som husleje og mad til medlemmerne af Madness 4 Real.

”Har de tjent penge? Det har de. Har de brugt dem? Det kan du sat’me tro, de har. De har fyret den af. At være en 18-19-årig i USA er ikke bare fest og farver. Det skal betales på en eller anden måde, og det gjorde jeg.”

Både Jokeren og Nick Coldhands mener, at du under opholdet i USA fik Hollywood-syge og købte ind på gangsterlivsstilen med pistoler og store biler?

”For at få mere arbejde fandt jeg ud af, hvordan man spiller det spil. Man skal være ude og netværke, og her skal man have en flot pige på hånden og en flot bil. Ja, jeg spillede spillet, men fik jeg Hollywood-syge? Nej.”

Er det vigtigt, hvordan man fremtræder i det miljø?

”Ja, vi kørte rundt i Eazys store Mercedes og gik til de rigtige fester. Det er et spil, der skal spilles, for at du kan få succes. Det nytter ikke noget, at du har sådan en Jantelovsting, hvor du sidder og surmuler i hjørnet. Du bliver nødt til at føre dig frem. Én ting er, at vi havde et godt produkt, men jeg var også ude hele tiden for at få flere og flere til at arbejde sammen med os.”

Føler du, at du bør få større anerkendelse for den rolle, du har spillet i dansk hiphop?

”Jeg var i hvert fald en af dem, der lagde fundamentet. Og det er jeg stolt af, både når det gælder graffitien og musikken. Tænk på, at alle dem, jeg har arbejdet med, fra Cutfather, Soulshock, Henrik Milling, Phase 5 til Madness 4 Real, er blevet succesfulde.”

Epilog, 2019.

En lang række fremtrædende skikkelser i det danske hiphop-miljø har stadig markante holdninger til Carsten Willer. Ingen, som har været tæt på ham, er gået upåvirket hen, og ingen nedtoner, at han har været en central skikkelse i miljøet. Hvorvidt han tog en for stor del af kagen, får vi nok aldrig et entydigt svar på. Men måske er anklagerne om svindel og bedrag heller ikke det væsentligste i fortællingen om Willer.

”Jeg håber, at den vrede, der er i denne historie, også kan indeholde noget glæde. Det har været en slags erhvervspraktik – måske ubetalt vil nogen sige,” siger en af Willers nærmeste venner, DJ Typhoon:

”Willer var helt klart den første, store entreprenør herhjemme. Vi snakker om én, der har produceret for de største rapkunstnere nogensinde. Det er det, der er det vigtige i det her. Carsten Willer kan ikke skrives ud af historien. Han vil altid være i bogen, hvis den bliver skrevet en dag.”

Willers gamle makker, Henrik Milling, der var med til første møde hos Jerry Heller, udtrykker det således:

”Hver gang jeg hører om Willer, hører jeg om snyd. ’Han har snydt ham og ham.’ Men jeg synes, at Willer fortjener at få det skulderklap, at han var på det første hold, der sagde: ’Vi kan godt bide skeer med de store,’ og så faktisk gjorde det. Mange andre danske musikere har forsøgt at tage den tur. Gasolin, Thomas Helmig, Shu-bi-dua, og de kom jo alle sammen hjem igen med halen mellem benene. Men vi gjorde det. Vi lykkedes med det, vi havde sat os for, og vi klarede det med en masse slid – og en vis portion charme og held.”

Se, hvad vi ellers skriver om: Hiphop, Interview og Musik