Alex Høgh Andersen har altid en særlig ting med på set: ”Jeg begyndte at tage det med under ’Vikings’, og jeg er ikke stoppet siden”

Fra psykopatisk viking med ben uden knogler til at skrive og spille med i en serie om et spirende romantisk forhold mellem ens mor og ven. Alex Høgh Andersen har i en alder af 31 prøvet mere end de fleste. Men han har stadig haft til gode at spille hovedrollen i en stor dansk film. Det sker nu – i Christoffer Boes ’Rejseholdet’.

Alexander Høgh Andersen, der, iført hvid t-shirt, står på en vej
Offentliggjort

Jeg ville ønske, at jeg havde spillet rollen som … 

Anakin Skywalker. Det var ’Star Wars’-universet, der introducerede mig til film og det magiske ved skuespil. Min mor havde den gamle VHS-boks med de tre første film, Episode IV, V og VI, og jeg kan stadig huske, hvor hellig den boks var. Nogle gange sad jeg bare og holdt den i hånden, fordi den var så flot – Darth Vader på den ene side, Luke Skywalker på den anden. Fuldstændig magisk. 

Jeg var ikke særlig gammel, da den første af de tre prequels (’The Phantom Menace’ fra 1999, red.) kom ud, men jeg kan stadig huske, hvor sindssyg en oplevelse det var at se Anakin Skywalker. Det her lille barn, der i en scene flyver rundt i et rumskib – det var jo mig, tænkte jeg. 

Jeg har siden også fundet ud af, at jeg tit spiller de der karakterer, der kæmper med noget indeni – bad guys, der måske er gode på bunden, eller good guys, der gemmer på noget mørke i sig. Det er jo meget som Anakin Skywalker. Og så må jeg være ærlig: Min vådeste drøm er et lyssværd i hånden.