Jæger og vildtrådgiver for Noma: "Du behøver ikke tage til Sydafrika, Grønland eller Australien. Du kan bare tage til Amager"

Da David Carsten Pedersen var to år, sad han i en rygsæk med høreværn på, mens hans far skød fasaner. Han voksede op med en ærefrygt og fascination af jagt og natur, som han lever af at formidle i arbejdet som vildtrådgiver for Noma, jagtskribent og medansvarlig for familiens skov.

Som lille rendte David Carsten Pedersen rundt i skoven med et plastikgevær og gjorde et stort nummer ud af at behandle det som et ægte gevær. Han lagde aldrig geværet, hvor han ikke kunne se det, og han pegede aldrig på noget, han ikke ville ramme. Han ville bevise, at han havde respekt for våbnet.

Når man træder ind i familiens skovhus ’Solhøj’ lidt uden for Mariager, er det tydeligt, at den nu 34-årige David Carsten Pedersen voksede op i en familie af jægere. Væggene i entréen er dækket af 30 rådyr­gevirer, hvor enkelte går helt tilbage til 1958.

Alle dyrene er skudt i den omkringliggende Hem Skov, som familien ejer. Ved trappen hænger hovedet af en oryx, en stor namibisk antilope, som hans far har skudt. Den hænger sammen med en impala og to blågnuer.

”Første gang jeg var på jagt, satte min far mig af på et sted, han ikke havde prøvet før. Jeg havde lige fået mit jagttegn, og jeg kunne se, at min far var lige så spændt, som jeg var.

Da han gik, stod jeg helt mutters alene og kunne høre, at der blev blæst i jagthornet. En sindssyg flot lyd, der gik gennem hele skoven. På den tur skød jeg en hare, en ræv og et rådyr. Jeg rystede helt vildt og havde adrenalin i alle kropsdele, men jeg ville ikke vente på min far. Så da han kom tilbage for at hente mig, så han mig komme gående dækket i dyrepels,” fortæller David Carsten Pedersen, der kører på en firhjulet motorcykel, en Polaris ATV, når han er på besøg hos familien.

Ude i Hem Skov er der grannåleskov og bøgeskov med enkelte store egetræer indimellem. På jagten går han forbi sølehuller, som hjortene elsker at rulle sig i. Det er store vandpytter lavet af regnvand, gammel urin og sæd.

De stinker helt forfærdeligt, når hjortene er i brunst. Når man ser sølehuller, ved man, at hjortene holder til i nærheden. Så udpeger han en veksel, en lille sti som er trampet ned, fordi dyrene dagligt følger den.

Han er iklædt kamoflage, på fødderne har han ’five finger’-sko i læder med plads til hver tå, ved hoften har han to dolke og over skulderen sin Mauser-riffel med lyddæmper.

"Når vi snakker om jagt, så tror nogle, at det skal være vildt macho, og alle har Hemingway-komplekser. Han skrev fantastiske bøger, men jeg tror, at Hemingway var pisseirriterende at være på jagt med, fordi det hele handlede om, hvem der havde den største pik. Det er ikke til at holde ud, for i virkeligheden ender de fleste jægere altid med at snakke om mad, eller hvor dejlige deres koner er.”

Han stopper ved en halvanden meter høj myretue og parkerersin Polaris, der har en tophastighed på over 60 km/t, i nålekrattet. Som vildtrådgiver for restaurant Noma ved han en masse om naturen som spisekammer. Han lokker et par myrer fra tuen op på sin pegefinger og spiser dem.

”Fra begyndelsen fik Noma industrielt producerede ænder og gæs, som de fik leveret vakuumpakket. Så da jeg introducerede at bruge vilde ænder og vilde gæs, så jeg voksne, tatoverede kokke, som nærmest var ved at tude af lykke, når jeg gav dem et dyr med pels på.”



Senere finder han en slimklump i skovbunden, som Nomas planteekspert har lært ham er spiselig. Med tiden ville være den blevet til en stinksvamp, som tiltrækker fluer med sin vamle lugt. Han skærer den over og spiser den hårde kerne, og fortæller om dengang han for fire år siden tog til Grønland for at skyde en moskusokse med bue.

”Vi tog ud fra Sønder Strømfjord med en guide og kørte ud over fjorden, der var helt frosset til på kæmpestore ATV’er med pigdæk for at bo i telte. Det var minus 20-30 grader, og når man kører med 70 kilometer i timen, så fryser skægget fast til ansigtsmasken.

Det er ikke svært at skyde dyrene, de står faktisk ret stille, udfordringen er at komme derud og leve under de ekstreme forhold. Jeg skød ’The Arctic Five’, som er en snehave, en ræv, en moskusokse, et rensdyr og en rype. Jeg kan huske, at jeg lå i soveposen om aftenen og troede, at det var en joke, at det var så koldt.

Når du vågner om morgenen, skal du bryde igennem et lag is på soveposen, som kommer fra din udåndingsluft. Og der er ingen bakterier, fordi det er så koldt. Når du kommer tilbage til byen, stinker alt bare af død hest.”

Da David Carsten Pedersen studerede filosofi og økonomi på CBS, var der ingen, der havde undersøgt jagt som oplevelsesøkonomi, så han tog til Sydafrika for at skrive kandidatopgave og arbejde på en jagtfarm.

”Engang var jeg på jagt efter bushpig, sådan en vildsvineagtig gris, en lille rød, arrig kanonkugle, der kun kommer ud om natten. De smadrer bøndernes marker, æder afgrøderne og ødelægger hegnene. Jeg tonsede rundt med ild i lungerne efter jægeren og trackeren, som løb rundt med en kæmpe joint.

Da hundene fik omringet grisen, var det umuligt at skyde uden risiko for at ramme en hund, fordi kuglen går igennem dyret. Jeg lagde min riffel og greb min kniv, tog fat i bagbenet på grisen og stak den i hjertet. Det skal ikke lyde som sådan noget Rambo, hvor jeg smører mig ind i blod, men det var den hurtigste og sikreste måde at afslutte jagten på.”

Men for det meste lister David Carsten Pedersen rundt i Hem Skov for at se, hvordan dyrene trives, og hvor tæt han kan komme på dem, uden at de opdager ham. Han oplever stadig en lille snert af melankoli, en klump i maven, når han tager et liv, og den dag han stopper med det, vil han lave noget andet, for ellers virker det bare afstumpet. Det skal give mening at tage et liv. Enten for at holde bestanden nede, passe på skoven eller for at undgå sygdomme.

”En af de vildeste jagtoplevelser, jeg har haft, er noget så simpelt som at ligge ude på en lille ø i Holbæk fjord under fuldmånen. Det er jo bare en ø lavet af svanebæ, men den danske natur er helt vild. Det at ligge i sin sovepose og spise mad over et primussæt er helt fantastisk. Du behøver ikke tage til Sydafrika, Grønland, Namibia eller Australien for at opleve de her ting. Du kan bare tage til Amager.”

LÆS OGSÅ: Tidligere Afghanistan-soldat vandrer fra Esbjerg til Tanzania for velgørenhed: ”Hvis det slår mig ihjel, så dør jeg for noget, jeg tror på”

LÆS OGSÅ: Jørgen Leth om voodoo: "Jeg deltager med jævne mellemrum i ceremonier"

LÆS OGSÅ: Long Read: Mit liv som Mads Holger