Prøv Euroman kvit og frit i 14 dage

”Kære ven. Jeg elsker dig. Men få nu overført de penge, du fucking skylder mig”

Foto: Marcus Højgaard

”Kære ven. Jeg elsker dig. Men få nu overført de penge, du fucking skylder mig”

Der er noget, der piner mig. Jeg har haft svært ved at sige det højt, men nu gør jeg det. Det er de situationer, hvor man må rykke sine nærmeste for penge, som de skylder. De situationer, hvor man i sin godhed har valgt at lægge ud for andre, men hvor de af uransagelige årsager ”glemmer” at overføre tilbage. Men det skal være slut nu, og vi har brug for en revolution i transaktionskulturen.

Kære ven.

Noget har naget mig. Jeg har haft svært ved at sætte ord på det, italesætte det. Jeg har haft svært ved at finde ud af, om det er dig eller mig, den er gal med. For er du for lad og nonchalant, eller er det mig, der er grådig og smålig som en anden Fætter Andreas?

Men jeg kan mærke, at det piner mig, når jeg ender i den penible situation, hvor jeg af nød må sende et rykkergebyr i vores Messenger-chat. Når jeg i bedste Kim Bodnia-stil skal gøre dig opmærksom på, at du skylder mig penge. De penge, som jeg lagde ud for en durumrulle, et par fadbamser, og det rør af Pringles Chips fra Netto, som vi sluttede en god aften af med nede på molen, mens vi talte om løst og fast.

Du fortalte mig, at du havde en hård tid over, at du kun kunne læse din kandidat i Aalborg. For shit, hvor er Aalborg bare langt væk fra alt. Derfor glædede du dig også bare til en rigtig daseferie på Korfu i uge 27 med kæresten, hvor du kunne slå hovedet fra og sparke spekulationerne til hjørne.

Men jeg lagde ud, for som vi blev enige om, er det bare lettere at holde udgifterne samlet et sted og undgå ventetiden mellem to transaktioner.

Inden du gik til højre, og jeg gik til venstre, lovede du, at du nok skulle overføre pengene, når du kom hjem. ”Bare rolig, ingen stress,” sagde jeg, selvom jeg dybt inde bare gerne ville have pengene med det samme. For det stresser mig at se pengene mangle på min konto, hvilket, indrømmer jeg, nok også er lidt manisk.

Da jeg vågnede næste morgen, var der masser af notifikationer på skærm, men ingen fra MobilePay flankeret af dit navn eller en ”hej ven, tak for i går<3”-besked. Jeg giver dig tid, jeg giver dig dage. Måske har du glemt det? Måske skulle du først lige have udbetalingen for Sygeforsikring Danmark tilbage efter dit tandlægebesøg, inden du kunne overføre? Måske du venter til næste måned, hvor lønkronerne tikker ind? Men intet kom.

Som da jeg for to uger lagde ud for dine tre spicy taquitos på 7Eleven på vej hjem fra vild aften på floor. Jeg fik aldrig pengene, og følte mig for smålig, hvis jeg rykkede dig for 38 kr. For hey! Så giver du vel bare en anden gang?!

Men nej, jeg vil bare gerne have mine penge, og jeg vil gerne slippe for den akavede situation for os begge, når vores venskab eksplicit skal materialiseres ved at dele dit og mit ligeligt op.

Så kære ven. Jeg elsker dig. Jeg elsker vores stunder sammen. Men få nu overført dét, du fucking skylder. Med det samme, tak.

Kærlig hilsen
Simon