Hvor stammer navnet fra?

”Jeg overtog frisørsalonen i 2005. Dengang hed alle saloner noget rigtig kedeligt, så jeg skulle bare finde noget. En dag så jeg en film, og så siger hovedpersonen: ’Here we go’. Så tænkte jeg: ’Here we go… Hair we go.’ Jeg kan ikke huske, hvilken film det var, men jeg er en kæmpe film- og seriefreak.”

Har du fået kommentarer på grund af navnet?

”Helt vildt! Folk går forbi hver eneste dag og begynder at grine. De kommer endda ind og spørger til navnet, fordi de synes, det er så sjovt. Der var en kunstner, der syntes, at det var genialt, hvordan jeg havde leget med ordene, fordi folk tænker over det, når de ser det.”

Har du haft nogle kendisser i biksen?

”Jeg har ret meget at gøre med Remee. Da X Factor begyndte, blev han stamkunde i mange år. Han er en af mine favoritkunder, fordi jeg altid bliver behandlet VIP, når jeg skal ud i DR Byen. Lars Hjortshøj har også været herinde tre gange. Han kunne godt lide vores rageknive og gammeldags barbering.”

IMG_2162.jpg

Kender du folkene bag Crehairtive, Hairwerk og Hårlywood?

”Slet ikke. Men nu skal jeg fortælle dig: Dengang jeg legede med navnet, var der ingen, der turde gå op i navnet. En frisør var en frisør, og en barber var en barber. Siden har jeg lagt mærke til, at der er kommet mange frisører, der leger med navnet.”

Hvorfor tror du det?

”Folk kan godt lide det. Det er også for at skille sig ud fra andre frisører. Folk snakker i byen. Der er ingen, der spørger, hvilken ende af Vesterbrogade Hair We Go ligger, fordi de kender navnet.”

Hvorfor blev du egentlig frisør?

”Det skete faktisk ikke herhjemme. Det var i Kuwait i 1992 lige efter Golfkrigen. Jeg havde en fast frisør tæt på, hvor jeg boede i Kuwait, og han var sindssygt dygtig. Så tænkte jeg, at det skal jeg også. Det er en lang historie, kan jeg love dig. Jeg øvede mig på en af mine kammerater, og det gik nogenlunde, men så blev jeg bare ved. Alligevel uddannede jeg mig til kemiingeniør i Irak, men jeg gad ikke stå i et laboratorium hele dagen, fordi jeg elsker servicefaget og at snakke med mennesker. Jeg kom til Danmark til i 2002, og tre år efter åbnede jeg salonen. Da jeg overtog, hed den Prince Salon, og jeg syntes, det var et rigtig grimt navn. Det er ligesom Prince Light. Efter halvanden måned blev det til Hair We Go.”