Flere skribenter og eksperter har siden den bebudede lukning af Irma skudt med skarpt mod Irmas ledelse: ”Det er ikke discount, der har dræbt Irma, det er Coop,” lyder det fra en såkaldt ekspert i branding hos Politiken, ligesom også hverdagsaktivist og domestic goddess Signe Wenneberg turnerer med samme linje på Instagram og Facebook.
Flere, heriblandt Thomas Bernt Henriksen, erhvervsredaktør på Berlingske, mener også at Coop har været en ”elendig og doven ejer af Irma og blot ladet stå til. En bedre ejer havde enten solgt varemærket for længst, lukket kæden for 20 år siden eller skabt en kæmpe succes.”
Skytset er rettet mod Coops bestyrelse og direktion, som man mener har handlet inkompetent i forhold til at bevare Irma-butikkerne i den form, vi kender dem og har kendt dem gennem 137 år.
Men der er flere historier til den sandhed. For en ting er, hvordan man leder en virksomhed – ja, Irma har sikkert været forsømt, og ja, det kunne være gjort på 100 andre måder – men en anden ting er, hvordan vi danskere opfører os som forbrugere.
For selvom konjunkturen har udviklet sig med raketfart det seneste år, er der stadig mange penge ude i samfundet. Og, som økonom Louise Aggerstrøm argumenterer for på Twitter, må man forvente, at Irmas kunder er mindre konjunkturfølsomme end resten af landets befolkning, der måtte sidde mere stramt i det.
Værd at bemærke er også, at placeringen af Irmas butikker primært er der, hvor prisudviklingen på fast ejendom – og dermed boligejernes privatformuer – er accelereret langt væk fra det almindelige Danmark.
Hvor Irma er, bør der være penge nok.
Problemet er, at folk ikke sætter handling bag deres ord. For selvom det muligvis giver kulturel kapital at vise sympati for Irma og fortælle, at man fast handler der, fortæller tallene en anden historie om os danskere.
Siden 2015 er der kommet 35 procent flere discountbutikker, mens tallet for supermarkeder er nogenlunde uændret. Vi har udviklet os til en nation af discount-elskende dagligvareforbrugere, der jagter naturelmarineret kylling, lightsodavand og First Price-produkter.
Vi gider ikke bruge penge på det, vi spiser. En stadig bedre produktivitet i landbruget sænker konstant priserne på varer, men prisen på vores fødevarer ligger stadig i den absolutte top i EU – og under 10 procent af vores disponible indkomst bliver brugt på mad- og drikkevarer, hvilket er et af de laveste niveauer i verden.
Nok har vi et af verdens mest levende restaurationsmiljøer med både ultrafin gastronomi og gademad i verdensklasse, men når der skal mad på bordet derhjemme, er det laveste fællesnævner, der vinder. Lukningen bør ikke komme som et chok.
Irmas farvel er et strålende billede på hvor middelmådig madkultur, vi har.
Discount-Danmark kan nu danse på graven.
