NÅR JEG VÅGNER, tisser jeg ud over terrassekanten,
imens jeg kigger på min blomstermark. På den måde sparer jeg på vandet, som vi
også bruger til drikkevand, og så er det god gødning for planterne.
Haven kan tage uhyggeligt meget urin, uden der sker noget. Flere
burde tisse i deres have. Man kommer mere i symbiose med naturen. Og nej, min
have lugter ikke af tis. Ingen har endnu påtalt det. Alle må tisse, hvor de vil
på denne her grund.
ÄNGLAMARKS FAIRTRADE PULVERKAFFE drikker jeg
altid. Stempelkander, espresso og egen kaffekværn, jeg har prøvet det
hele, men ender altid med at drikke min ’snabkaffe.’ Det er den, og kun den,
jeg vil have. Jeg har prøvet rigtig mange forskellige, men der ingen andre, der
passer i smagen.
JEG DRIKKER KAFFEN under min udebruser. Hver dag. Året
rundt. Det er en fantastisk måde at starte dagen på. Og så finder jeg også ud
af, hvordan vejret er den dag: Er der overskyet? Regner det? Blæser det? At få
kontakt med verden udenfor kan jeg virkelig godt lide. Jeg sætter mig måske ind
og arbejder på computeren bagefter, men jeg starter lige med at se, hvad der
sker uden for min havedør.
OM MORGENEN SKAL der så vidt muligt være ro. Hverken
musik eller radio. Jeg vil gerne starte dagen op stille og roligt. Til gengæld
tjekker jeg min telefon som det første. Både fordi min alarm er derpå, og så tjekker
jeg også mine sociale medier, om der er sket noget, eller om nogen har skrevet.
NYHEDER OG MAILS tjekker jeg ikke om morgenen, kun Instagram.
Hvad Trump har lavet, eller hvilken krig der nu er i gang, har jeg ikke brug
for at starte dagen ud med. Instagram er særdeles positivt, synes jeg. Der sker
pæne og glade ting, og der er gode stories. Hvis verden brænder op ad dagen, skal
jeg nok finde ud af det. Man skal sørge for at se, hvad der gør én godt, så du
kan overskue andre, i stedet for at tage alle andres dårligdom ind, før man kan
overskue sig selv.
JEG VILLE DA ønske, at jeg lod være med at kigge på
min telefon og gik direkte ud i haven. I løbet af dagen bruger jeg meget tid på
de sociale medier, så sammenlagt er min skærmtid voldsom, men om morgenen bruger
jeg kun 5-10 minutter på det, og så er det der, jeg får min inspiration fra og
holder mig opdateret.
DE SENE AFTENTIMER, hvor resten af verden er gået til
ro, er der, jeg får noget fra hånden, hvis jeg fx skal tegne eller komme på
noget. Der er tid til at tænke og fordybe sig, når alting ikke bimler og bamler
længere. Jeg går oftest i seng mellem klokken 01 og 01.30.
FOR AT BLIVE træt sørger jeg for at bruge min krop og
være fysisk aktiv. Hvis ikke jeg gør det, tumler mit hoved rundt og sender
tanker afsted. Jeg står på hænder, bevæger mig eller bruger mine muskler på en
eller anden måde. Ikke i motionscenteret, bare ved at løfte min krop op i en
dørkarm, skovle eller slå græs. Har jeg haft en meget stillesiddende dag, løber
jeg en tur om aftenen. Er der bælgravende mørkt, løber jeg under månen. Så
strækker jeg ud og laver nogle øvelser for ryggen og skuldrene.
SØVN BETYDER MEGET for mig. Jeg vil gerne sove
ordentligt. Og jeg er også god til det. Jeg kan sove alle steder. Lægger jeg blot
hovedet på puden, sover jeg. At lukke verden ude og gå ind i mig selv, har jeg virkelig
trænet. Jeg får styr på mit åndedræt, tager dybe vejrtrækninger og siger til
mig selv, at nu er jeg her og ingen andre steder. I morgen er der brug for, at
jeg er frisk og kan fikse ting. Men det er i morgen.
SYV TIMER OG en middagslur får jeg oftest. Men jeg
kan snildt klare dagen på mindre søvn. Når vi laver fjernsyn (Søren Vester er
bl.a. vært på ’Søren Vesters Have’ på DR, red.), kan jeg arbejde hele natten
igennem. Da vi lavede ’Velkommen Hjem’ på DR1, sov jeg ikke de sidste dage op
til, at vi skulle aflevere. To dage i streg.
JEG SPISER IKKE rigtig morgenmad længere. Kun hvis
min kone har lavet en grøn grød eller smoothie. I mange år kørte jeg havregryn
ind. Det gør jeg stadig en gang imellem, men jeg har sat mit madforbrug
kraftigt ned.
Efter jeg krydsede de 45 år, kan jeg mærke, at jeg ikke har brug
for så meget mad som tidligere. Før kunne jeg næsten ikke stå op uden at få
mine havregryn. Nu kan jeg sagtens vente med at spise til frokost. Bare jeg får
min kaffe. Jeg gider heller ikke tage beslutninger om morgenen, jeg vil bare
have det så simpelt som muligt.
Søren Vester
(f. 1978) Uddannet designer fra Danmarks Designskole og indehaver af Vesters Workshop.
Har medvirket i en række tv-programmer, bl.a. 'Vores genbrugshjem', 'I hus til halsen' og senest 'Søren Vesters have' på DR.
Bor med sin kone, Dorthe, og sønnerne Holger og Sigurd i en nedlagt præstegård i Thise ved Limfjorden.