Thomas Blachman blev undfanget i en Wegner-stol, kører Range Rover og hader bælter scroll-down

Thomas Blachman blev undfanget i en Wegner-stol, kører Range Rover og hader bælter

X Factor-dommeren udpeger sine 41 favoritter – fra ansigtscreme og alkolhol til underbukser og ur.

Af Boris Schilling Weiss
Foto: Oscar Meyer
Livsstil Euroman

Ansigtscreme → Min alder taget i betragtning har jeg vanvittigt få rynker, og det til trods for jeg overhovedet ikke interesserer mig for det. Der er en creme, jeg smører i hovedet, efter jeg har været i bad, men jeg ved ikke, hvilken en det er. Den er der bare.

Alkohol → Jeg drikker alt. Rødvin, hvidvin, øl – det kommer an på selskabet, jeg nyder det i. Og det er i kontrollerede mængder.

App → Det må være Frihedsbrevet. Jeg ved ikke hvor meget, de hænger med røven i vandskorpen, men jeg tror, Mads Brügger har brug for al den opmærksomhed, han kan få. Jeg er vild med hans stuegang på Christiansborg. Jeg elsker det, og jeg hører mig selv grine højt.

Arvestykke → Det fineste arvestykke, man får, må være en selv. Men derudover har jeg en masse sølvtøj og billeder fra tiden, hvor mine bedsteforældre og far flygtede til Sverige under Anden Verdenskrig.

Bog → ’Zygotos’ af Holger Hansen.

Briller → Dita.

Bukser → Jeg synes efterhånden, det bliver kedelige og kedeligere. Selv Suitsupply er blevet for ensfarvede. J. Lindeberg er kedelige, Tiger of Sweden ligeså. Den danske mand må være ekstremt kedelig. Jeg fandt et italiensk mærke i Berlin, Bob, der er svært at få fat i. De tør lidt mere.

Bælte → Nej, for helvede. En buks skal jo passe i linningen, ellers passer de jo ikke.

Cocktail → Jeg er ikke begejstret for kalypso-rytmer, og jeg er lige så lidt begejstret for søde og frugtige cocktails. Men jeg drikker som sagt alt.

Duft → Jeg er ikke bange for at dufte af mig selv. Jeg går ikke i bad mere end en gang om dagen. Der er intet at skamme sig over.

Film → ’Magnolia’ af Paul Thomas Anderson er en af de bedste film, jeg har set i mange år. Tarantinos ting selvfølgelig. Det er ikke en film, men ’Breaking Bad’ er jo en ren genistreg. Et helt episk værk.

Fjende → Jeg bliver snart 60 år, og i den anledning fik jeg foretaget et stort lægetjek, og der fik jeg en scanning af mit eget hjerte. Det blev en slags genfødsel af mig selv.

Jeg har altid vidst, jeg skulle have fem børn: dreng, pige, dreng, pige, og det femte blev så mig selv, og ham skal jeg sateme også passe, pleje inspirere og elske, lige som de fire andre børn jeg har.

Men hvem fanden gider have fjender? De findes ikke, for bare lige at svare på dit spørgsmål.

Frakke → Jeg har lige fået en magen til den, som Marvin Gaye bærer på coveret til ’What's Going On’-albummet.

Gadget → Nej.

Hotel → Soho House.

Jakke → Det kan jeg sgu ikke vælge mellem.

Jakkesæt → Jeg har 200 af dem, så dem kan jeg heller ikke vælge mellem.

Kunstner → Charlie Chaplin.

Livret → Alt, jeg ikke har smagt før.

Morgenmad → Et æg og et stykke ristet rugbrød.

Motionsform → Jeg har en personlig træner, der kommer to gange om ugen, og vi roder rundt og laver alt muligt.

Motto → Tak.

Musik → Det er jo en hel verden. Måske ‘Kind of Blue’ og ‘Four & More’, begge af Miles Davis, hvis jeg skal koge det helt ned.

Møbel → Jeg er undfanget i Wegners Flagline-stol. Den står også i mit soveværelse.

Overspringshandling → Det har jeg ikke tid til.

Podcast → Nej.

Pung → Min far lærte mig, at det kun er fedterøve, der går med punge, så det gør jeg ikke.

Rejsedestination → Jeg kan godt lide de klassiske storbyer. New York og Venedig. Generelt hele den italienske riviera.

Sengetid → Jeg får sådan nogle maniske perioder, hvor jeg kan arbejde og fordybe mig helt sindssygt, mens alle andre sover, og så er der andre perioder, hvor jeg falder i søvn sammen med mine små børn tidligt på aftenen.

Skjorte → Daniele Alessandrini og Seidensticker. Jeg har hørt, at JFK blev skudt i en Seidensticker, men jeg tvivler på det. Det er der andre, der må undersøge, om end det er en lidt underlig ting at søge efter.

Sko → Jeg kan ikke begrænse mig til noget mærke. Men jeg er generelt glad for lidt Beatles-agtige sko med en smule hæl i. Det er dog en høj pris at betale i forhold til rygsmerter.

Slips → Det bliver for klaustrofobisk.

Smykke → Nej, det fungerer ikke for mig. I 90’erne kunne jeg dog godt tage en guldkæde på.

Spiritus → Jeg drikker jo alt, som jeg siger.

Strømper → Jeg har fire børn. Hvis jeg kan finde deres sokker og to ens af mine egne, er det en god dag.

T-shirt → Om sommeren kan jeg godt have T-shirt på. Jeg er ikke bange for det stramtsiddende.

Taske → Nej, mon dog.

Tatovering → Jeg har et par stykker. Nogle navne på nogle forskellige mennesker. Lidt naivistiske måske.

Transportmiddel → Biler. Elsker dem. Lige nu har jeg en Range Rover Vogue, som jeg er rigtig glad for.

Trøje → Dem går jeg ikke i.

Underbukser → Dem går jeg i selvfølgelig, haha.

Ur → Al form for stress er uværdig i min alder, så ingen ure til fire millioner fungerer som et bevismateriale på min lykke, for den føler jeg, at jeg har rigeligt af i forvejen.

Se, hvad vi ellers skriver om: Mænd og Shopping