scroll-down

Simon Jul om sit forfærdelige år: "Folk begyndte bare at dø omkring mig"

Rune Skyum-Nielsen har fulgt i efterdønningerne fra et vaskeægte rædselsår. Et an(n)us horribilis, som ændrede alting.

Af Rune Skyum-Nielsen
Foto: Rasmus Weng Karlsen
Long Read

DET ER EN historie, der er tæt på at drukne sig selv. I vandede vittigheder, utætte sjofelheder, og hvad det ellers hedder. Igennem et halvt års tid er jeg stemplet ind og ud af Simon Jul Jørgensens omskiftelige tilværelse, og det er først lidt i deadline – da jeg skriver vores mange interview ud – at fortællingens kerne ikke længere lader sig tabe af syne: Det 42-årige multimenneske kan også have triste dage. Og mange af dem. Han har haft det skidt, og det er stadig tæt på. Han har taget drastiske skridt for at få det bedre. Det er work in progress. Jeg har været så fascineret, så godt underholdt, at jeg ikke har fanget det åbenlyse. Måske har jeg ikke villet fange det. Heller ikke når nedturen fossede fra munden på det tætte, tættatoverede og tættalende væsen, som mange sætter i bås som komikeren Simon Jul – altså uden Jørgensen.

Da jeg følger ham fra april til oktober, er det ikke hans titel eller funktion på noget som helst tidspunkt. At være komiker synes snarere at være en slags følgesygdom, som han – delvist selvforskyldt – har svært ved at ryste af sig. Jeg oplever Simon Jul Jørgensen som bandmusiker, køkkenchef, selskabsvært, talentshowdommer og landmand. Og så selvfølgelig madmor, som han konsekvent omtaler sig, når der skal sammenbikses rustikke fællesmåltider til venner og kolleger.

For det meste er han også sjov. Så sjov, at selv det tragiske og gravalvorlige bliver noget, man kommer til at trække på smilebåndet af. Om nogen mestrer Simon Jul Jørgensen det galgenhumoristiske. Som når han i sin karakteristiske, ubrudte ordstrøm fortæller om en overraskende modgift på sit dengang 41-årige livs vel nok dybeste krise. Den, der sendte ham til tælling i 2018: ”Da jeg havde det allerværst, satte jeg mig og så en hel sæson af ’Paradise Hotel’.

Det kom af, at en af mine meget gode veninder sagde: ’Hvis du gør det, så får du nogen at se, som er fucked forever!’ Og ud over at det er en sindssygt sjov, dømmende, ubehagelig, forudindtaget og forfærdelig kommentar, så var det i den situation – mens jeg så på, at mine venner lå og døde omkring mig – faktisk ret fantastisk.

For jeg tog mig ret hurtigt i at sidde og gestikulere ad skærmen. Råbe ting som: ’Det dér gør du simpelthen lige nu på fjernsynet, mor lille! Lige nu – i en halvtarvelig tequilabrandert – rider du en eller anden solariedej rigtigt dårligt, og du stønner ikke en gang liderligt!’ Men altså ... Det hjalp. At se ’Paradise’ tog simpelthen fokus fra alt det elendige, der ellers pressede sig på.

Jeg blev et værre og værre menneske, og lige pludselig kunne jeg grine igen,” husker Simon Jul Jørgensen. Vanen tro har han noget, der lige skal tilføjes: ”Man må alligevel sende skud ud til de folk, der producerer de programmer. Altså dem, der sidder og udstiller deltagerne i ’Paradise’. Det må jo være mennesker fuldstændig uden sjæl.”

Vil du læse resten af artiklen?
Allerede medlem? Log ind her
Bliv medlem og få fuld adgang til
hele EUROMAN.dk fra 23 kr./md
Prøv 14 dage gratis uden binding
Vælg abonnement her Euroman Premium
Opret dig gratis her