Carsten Werge
Illustration: Joe McKendry

Carsten Werge: "Man kan hurtig blive forblændet og selvfed af at være i medierne som ung"

Den 58-årige fodboldkommentator om arbejdsmoral, berømmelse og kunsten at tackle et nederlag.

Hvilken begivenhed har formet dig?

”Min far var leder i BK Frem, og fra jeg var helt lille, tog han mig med til fodbold i klubben. Jeg var med overalt. I deres omklædningsrum, i spillerbussen og rundt på stadions. Jeg blev fascineret af de ukrukkede og ukomplicerede spillere i BK Frem og elskede at være en del af publikummet og mærke stemningen.

Når der var kamp i Idrætsparken, holdt jeg meget af, når min far og jeg sad i det, der hed ’Stævnets lokale’ og fik et stykke smørrebrød. Her kunne jeg møde datidens store kommentatorer som Svend Gehrs, Niels Christian Niels Christiansen og sågar Gunnar ’Nu’ Hansen og få en snak med dem, hvilket gjorde et stort indtryk på sådan lille fyr som mig. Jeg drømte med det samme om at kommentere fodbold.”

Hvad er det vigtigste, du har lært af din far?

”Han havde en grundholdning om, at man skulle tro på sig selv og forsøge at gøre tingene med et godt humør. Min far var sådan en humørbombe, kunne sætte gang i festen og havde altid en god replik klar, hvis der var nogle, som sagde noget halv-ubehageligt og fik dermed afklaret situationen med god værkstedshumor.

Jeg lærte at tage tingene med oprejst pande og se på de positive sider og få noget ud af livet. Hvorfor gå rundt og være sur, når man kan være glad? Han var en ekstrem travl mand med egen forretning og var ikke altid så meget hjemme, men til gengæld var jeg tit med ham, når han var ude til fodbold. Han levede halvdelen af sit liv i BK Frem.”

Hvornår har du været mest bange?

”For en del år siden var min søn ved at blive slået ihjel i en trafikulykke, da han kom cyklende og blev torpederet af en bil i et kryds. Der var jeg ikke meget værd og var sgu bange for at miste ham.

Jeg var på arbejde, da han selv ringede og fortalte om ulykken, inden ambulancen kom. Han fik efterfølgende indre blødninger og lå og svævede mellem liv og død, men endte kun med at miste sin milt.

Her for ganske nylig har min ældste datter haft en depression og har været indlagt, hvilket selvfølgelig også har bekymret mig. Heldigvis har begge det bedre i dag.

Det er det værste i livet, når der sker ens børn noget. Så kaster man alt, hvad man har i hænderne og er der for dem. Selvom det var svært, prøvede jeg alligevel at se positivt på tingene. Det hjælper i sådan en proces.”

Hvornår er en mand klar til at blive far?

”Når han har løbet hornene af sig og fået prøvet de ting af, som skal prøves i tilværelsen. Jeg blev selv far i en relativ sen alder som 31-årig, og det passede mig fint, at jeg ikke var blevet det tidligere, for der var en karriere, som skulle skubbes i gang.”

Hvordan ændrer berømthed en mand?

”Hvis man ikke passer på, så bliver man en højrøvet satan. Jeg kan huske i starten af min karriere, at nogle af mine venner påpegede: ’Du spørger egentlig aldrig om, hvordan vi har det mere’. Man kan hurtig blive forblændet og selvfed af at være i medierne som ung, men jeg kunne godt se, at det var noget fis, for mine venners arbejde var jo ligeså vigtigt som mit. De fik hurtig pillet den attitude af mig igen. Men jeg har oplevet mange mennesker blive ekstremt ødelagt af deres berømthed ved at få et urealistisk forhold til, hvem de egentlig er.”

Hvordan kommer man sig over en skuffelse?

”Ved at fornægte det. Jeg konkurrerer tit med min yngste datter på 13 år og kan godt tabe til hende i for eksempel Nintendo Wii, men jeg fornægter det med det samme.

Det gælder også i min badmintonklub, hvor vi hver især har et ølkrus hængende på væggen, og på mit står der ’den ubesejrede’ på. De griner af mig i klubben, for jeg fortæller altid, at jeg aldrig har tabt en badmintonkamp. Jeg er enorm god til at tackle nederlag, fordi jeg altid lader som om, at jeg ikke har tabt. Min selvtillid er jo stor, og jeg hader at tabe.”

Hvad er det bedste råd, du har fået?

”Arbejdsmæssigt er det aldrig at sige nej til at løse en opgave, hvilket jeg lærte af mine to første chefer, som var Niels Erik Madsen på Hvidovre Avis og Jens-Carl Kristensen på Berlingske Tidende.

Der er ingen opgave, som er for lille til at blive løst. Man laver det, som man bliver sat til og får det bedste ud af det. Mange af mine første opgaver på Berlingske Tidende var om roning, kano og kajak, som ikke var de mest sexede, men jeg beklagede mig aldrig.

Hvis jeg havde haft en anden holdning, havde jeg med garanti ikke overlevet mere end 14 dage på de to arbejdspladser. I dag kan jeg godt føle, at de unge journalister har en snert af forkælelse og brokker sig over at dække de mindre kampe. Jeg tror aldrig, at jeg har sagt nej til en eneste opgave i min karriere. Det er sundt at have en god arbejdsmoral, og det kommer altid en til gode.”

Hvordan får man mest effektivt en kvinde til at sænke paraderne?

”Dybest set ved bare at sige: ’Du har ret, skat’. Det er en god gammel kendt taktik, som effektivt får lagt en skideballe ned. Den benytter jeg mig da af indimellem – også selvom jeg ikke burde give en undskyldning i situationen. Det er oftest det letteste. Jeg kunne aldrig drømme om at købe blomster for at glatte ud, det er noget pjat.”

LÆS OGSÅ: Sådan skaber du et godt førstehåndsindtryk

LÆS OGSÅ: Peter Sommer: "Jeg har været nede at vende nogle steder, hvor jeg aldrig troede, jeg skulle vende"

LÆS OGSÅ: Den bedste alder til alt: Se hvornår du topper