Eske Willerslev har altid travlt. Der er konstant noget, han skal nå, en opdagelse, der skal gøres. Kaster han sin opmærksomhed på et emne, er det som en virus, der overtager hans hjerne. Han tænker på det som det første, når han står op, og det sidste, når han lægger hovedet på puden.
Men selvom forskningen giver ham smør på brødet, vil han ikke kalde det et job. For ham er det en livsstil, som han tilpasser hele sin verden efter. En hobby han får penge for. Vil man til tops som DNA-forsker, er det et minimumskrav, at ens hoved konstant er på arbejde. For som han siger: ”Ellers er der bare en anden forsker i Kina eller USA, der laver opdagelserne før mig.”
”Det havde længe været en drøm for mig at vinde prisen, men den forduftede, da Svante Pääbo fik den alene. Vi har begge arbejdet inden for det samme felt, men i to forskellige grene. Jeg arbejdede med anatomisk moderne mennesker, mens han beskæftigede sig med hominider, som er tidlige menneskearter.
Jeg vil på ingen måde underkende hans arbejde. Men når vi taler om ancient human genomics, som vores forskningsfelt kaldes, og som basalt set er det, han fik Nobelprisen for, er han ikke den eneste. Jeg synes ikke, at det var helt rimeligt, at mit eller nogle af de andre førende forskeres arbejde blev forbigået.”
”Normalt kan prisen gives til tre folk, og det er meget sjældent, at den kun gives til en enkelt person. Mit indtryk var også efterfølgende, at mange videnskabsfolk i genetik-kredsene rynkede på brynene af det. At Svante Pääbo fik prisen som den eneste indikerede nærmest, at det var ham, der havde lavet de genetiske opdagelser alene, hvilket ikke er tilfældet.”
”Ja, jeg var da slemt skuffet, men jeg havde frygtet, at bearbejdelsen af nederlaget ville have taget længere tid. Den første uge havde jeg nogle dårlige dage og havde svært ved at sove, men jeg talte en masse med min kone om det og kom videre på den måde. Det gav mig en form for ro, at andre dygtige forskere foruden mig selv ikke fandt det rimeligt. Derfor er det nok heller ikke en Nobelpris, jeg skal gå efter.”
”Skuffelsen og frustrationen over at være blevet forbigået gav mig anledning til at reflektere og indse, at priser og bevillinger ikke er noget, jeg kan styre. Hvis jeg lægger mit liv og min lykke i noget, som jeg ikke har kontrol over, er der stor sandsynlighed for, at jeg bliver ulykkelig. Når jeg tilmed føler, at jeg har leveret et godt og prisværdigt stykke arbejde, er der ikke mere at gøre. Jeg har haft mange skuffelser i mit liv, og det bliver nok ikke den sidste, så det kan jeg ikke blive ved med at dvæle ved.”