”Det gjorde det ganske tidligt. Jeg kunne brøkregning, længe inden jeg begyndte i skole, halvt selvlært, halvt med hjælp fra min mor. På Johannesskolen på Frederiksberg fik jeg gode karakterer i fysik og matematik, til gengæld var jeg ikke dygtig til gymnastik.
Egentlig drømte jeg nok om at blive opfinder, men ved nærmere eftertanke i erhvervsvejledningen gik det op for mig, at det krævede, at man skulle være praktisk anlagt, og sløjd var heller ikke noget godt fag for mig. Jeg egnede mig nok bedre til at gå den teoretiske vej, og selvom jeg faktisk skrev en ansøgning til Den Polytekniske Læreanstalt (senere DTU, red.), som jeg dog aldrig sendte afsted, endte jeg med at læse fysik på Københavns Universitet.”
”Jeg er meget lidt luksuriøs. Min kone plejer at sige, at jeg er uforbederlig underklasse. Hun er fra Kroatien, men boede i København og arbejdede som journalist i 1985, da hun skulle skrive en artikel i anledning af Niels Bohrs 100-års-jubilæum. Hun var ikke helt up to date med alle de her fysikeres nyeste tanker, så en kollega henviste hende til mig, der kunne hjælpe. Det gik dog ikke så godt, artiklen blev aldrig bragt.
Men jeg opsøgte hende igen senere, da min mor døde, og så var hun sådan et kærligt menneske. Hun er bestyrer af mit liv, og det har i mange år været hende, der bestemmer, hvad for noget tøj jeg skal have på.”
”Det har jeg ikke. Men der var engang en fyr, som var lige ved at stikke mig ned med en kniv. Der var en overgang, hvor jeg kom meget sent hjem fra Niels Bohr Institutet til min lejlighed på Falkonervænget på Frederiksberg, hvor jeg har boet næsten hele mit liv.
Der var ganske øde ude på gaden, og mens jeg var ved at stille min cykel fra mig, var der en ung mand, som henvende sig til mig. Først tiggede han; om hvad husker jeg ikke helt præcist. Pludselig sagde han, at jeg ikke skulle skrige. Jeg kiggede ned og så, at han havde en kniv i sin hånd. Og så skreg jeg, inden jeg nåede at tænke videre.
Heldigvis gjorde det ham så skræmt, at han i stedet for at overfalde mig vendte rundt og løb sin vej, hvilket nok var meget godt, for der var vist ingen, der kunne høre mig skrige – alle andre lå og sov. Og så skyndte jeg mig op i seng.”
scroll-down
