Når man fylder 100, kommer borgmesteren på visit, og mandag d. 3. maj er det Carl Viggo Østergaards tur til Rudersdal Kommunes lykønskninger.

Spisebordet er dækket med en hvid dug, der krøller lidt i enderne, filterkaffe, portvinsglas og hjemmebagte småkager. Fyldte chokolader af den slags fra Anthon Berg, som Carl Viggo Østergaard så godt kan lide.

Den elegante buket med hvide blomster, som borgmesteren har medbragt, passer som skræddersyet til kaffebordet. Den yngste søn får sat dem i vand, mens hans far sludrer om Varde til den høfligt nikkende borgmester.

Klokken er kun 10, men borgmesteren bliver alligevel budt på den fine portvin, som er en fødselsdagsgave fra et oldebarn. Hele familien var forbi til fødselsdagsfest dagen før, så flasken er allerede åbnet. Borgmesteren takker nej, men Carl Viggo Østergaard forstår sig på livets glæder, og tager veltilfreds imod det glas, som hans søn har skænket ham. Han kigger frydefuldt på bordets andre fristelser og vælger en fyldt chokolade fra guldæsken.

Han ser ud som en, der ikke er en dag over 85, men i dag fejrer han den rundeste fødselsdag, han nogensinde kommer til at opleve. Dermed tilslutter Carl Viggo Østergaard sig den eksklusive gruppe af samfundets alderspræsidenter. Lige nu er det et samfundssegment på 1.021 kvinder og blot 180 mænd – for det er stadig en sjældenhed, at mænd fylder 100.

Selv tager han sin livsstatus afslappet. Han har ikke noget særligt forhold til netop denne fødselsdag frem for de 99 andre, han har afholdt.

”Det er ikke noget, jeg tænker så meget over,” siger han henkastet. ”Jeg er ikke tynget af nogen som helst tidsfornemmelse.”

Vi lever i en verden, hvor alting går hurtigt, men Carl Viggo Østergaard har ikke noget, han skal nå. Det synes næsten absurd, at man som ung haster sådan afsted for at nå det hele, velvidende at vi i alderdommen, når tiden er ved at rinde ud, vil sænke farten betragteligt eller endda stoppe helt op.

Carl Viggo Østergaard tager i hvert fald hverdagen med ro, selvom han ved, at hans tid snart kommer til sin ende. Han udtrykker endda fornøjelse over at skulle tilbringe de næste af sine dyrebare timer med mig; en journalist, han aldrig har mødt, fra et magasin, han aldrig har hørt om.

”Det er sjældent, at der kommer nogen og spørger interesseret til mine første år,” siger han og holder en længere pause. Han har sin yngste søn, 70-årige Søren Østergaard, ved sin side til at hjælpe hukommelsen på vej, og han fortæller ivrigt, at Søren er hans yndlingssøn, fordi han ’havde sådan nogle dejlige krøller som barn’.