Jeg har ad flere omgange i mit liv arbejdet som højspændingsmontør. Det har i alle tilfælde været gedigent horisontudvidende på flere fronter, herunder mit forhold til toiletter. Frem til min første tørn som montør havde jeg for hovedparten af mit liv boet med min mor og min søster og havde derfor nogle forventninger til, hvordan et toilet kan se ud før og efter, man har aflagt besøg.

Jeg vil ikke påstå, at det her højspændingssjak, som jeg blev en del af, var uhumske i nogen særlig udstrækning (en af dem var min stedfar), men sådan et indelukket toilet i en sommeropvarmet skurvogn har ligesom sit helt eget liv. Og da i udpræget grad, hvis jeg var så uheldig at komme lige i hælkapperne på min efterhånden pensionsklare kollega, der hver morgen tog sin iPad med derud og satte TV 2 News på, simpelthen fordi han kendte sig selv og sin udvidede besøgstid så godt.

Nå, men nu kan jeg godt mærke, at det efterhånden er lang tid siden, at jeg senest havde min gang i en skurvogn. For – ser du – i rollen som nogenlunde jævnt opvarmet storkontormedarbejder er jeg hastigt undervejs med at genudvikle ikke bare en sarthed, men nærmere et konkret ubehag ved at gå ud på toilettet.

Mere præcist at gå ud på herretoilettet i den kontorbygning, jeg sidder i, og årsagen er den, at mænd kort sagt er herreklamme.

Som højspændingsmontør var jeg mere tilgivende, tror jeg. Man snavses alligevel til i jord og olie en hel dag, man spiser sin mad med muld under neglene, elastikken er slappere.

Herinde på kontoret, hvor vi vel i alt sidder omkring 300 mennesker, er jeg langt mere uforstående over for, faktisk intenst forundret over, at man om morgenen gør sig den umage at tage en oxfordskjorte på og stryge noget gelé gennem håret, men ikke orker at vaske sine hænder og skrabe sit lort væk fra kummen.

Det var vel under coronapandemien, at det virkelig begyndte at flyde op til overfladen, hvor ulækkert mænd gebærder sig. Masser af undersøgelser, der peger på, at langt færre mænd end kvinder – cirka halvt så mange – gider at gøre sig den ulejlighed at vaske sine hænder efter at have tisset, blev fundet frem. (Eller som en værtshusgæst sagde forleden til min ven, der annoncerede, at han lige ville gå ud og tisse: ”Her hedder det at pisse.” OK, båtnakke!)

I den rent anekdotiske genre vil jeg gerne garantere, at går man ind på et vilkårligt værtshus og træder ind på mandelokummet, og aftenen er blot det mindste fremskreden, så er det kun hver anden med diller, der skyller efter (og her snakker vi bare med vand).

Nå, men bedre er mine arbejdsmæssige toiletkvababbelser virkelig ikke blevet af, at jeg for ikke så længe siden opdagede, at én på kontoret konsekvent springer håndvasken over. Ude på det toilet nærmest mig er der fire båse ved siden af hinanden, og der er både håndvaske inde i båsene og uden for. De fire båse er opdelt sådan, at det i en rent sonisk forstand er nogenlunde ligetil at bemærke den værste gøren og laden fra de andre båse.

Og hvad der så skete, var, at jeg til at begynde med bemærkede, nej – ikke kunne undgå at bemærke – lyden af den her ulidelige mandemåde at pisse på – for det er virkelig at pisse – hvor strålen styres direkte ned i midten af toiletvandet, der, hvor det larmer allermest. Jeg husker som dreng, hvordan min mor og min søster virkelig ikke brød sig om den slags, og helt forståeligt; det plaskeri kan jo høres alle vegne i et hus. På et grundlæggende plan kan jeg dårligt fatte, at man som mand ikke føler sig dødforlegen over at stå på den måde og støje så vildt. Det optimale toiletbesøg (ud fra en – igen – sonisk betragtning) må guddødeme da være, at det eneste, der uden for døren kan høres, er lyden af et skyl eller to efterfulgt af en rindende vandhane.

Problemet for ham den ublu brandslukker var, at jeg aldrig hørte den rindende vandhane. Og heller ikke, da han trådte ud fra båsen. Jeg skyndte mig selvfølgelig at få duppet min egen diller helt tør, skylle ud, vaske og så ud og så dér – nede ad gangen, der fører ud til toiletterne fra selve kontorlandskabet – så jeg ham.

Siden da har jeg taget – og med ”taget” mener jeg: overhørt – ham i det yderligere én gang, men hvis jeg skal være helt ærlig, så var jeg aldrig i tvivl, da jeg først havde fået set, hvilken personage det drejede sig om. Den slags mandepissere er ikke til at tage fejl af. Det er nærmest, som om de bagefter er stolte af at stå og tvære deres fedtede klunkefingre ud over kaffeautomaten.

Her kan det være, at man som læser måske sidder og tænker: Hvorfor siger du, denne vildt indignerede skribent, dog ikke noget til ham? Svaret er ganske enkelt, og det er, at jeg under ingen omstændigheder kan få mig selv til at sige til en anden voksen mand, at jeg har overhørt ham forlade toilettet uden at vaske hænder (to gange), og at det bør han stoppe med.

Anyway, nu til den mere alvorlige ende af De Herreklamme Mænd: de efterladte lorterester.

Jeg anslår, at cirka hver femte gang, jeg indtræder på et af de fire toiletter nærmest mig, er der efterladenskaber rundt omkring i kummen. Foruden det helt åbenlyse, nemlig at det er forfærdeligt ulækkert og – hvis det bliver opdaget – bør medføre en øjeblikkelig hjemsendelse (ja, hvis ikke fyring), lukker det op for et væld af problemer for alle os andre.

Et af dem er det totale og fuldstændige tillidsbrud: Jeg antager nu, at alle toiletter er klamme, hvilket i praksis betyder, at jeg hver gang skubber døren langsomt op med min ene fod. Sådan lidt ligesom de gør i film, når de er bange for, at der ligger et lig derinde. Først tjekker jeg, om der ligger ekskrementer uden for selve lokummet (det gør der nogle gange), dernæst om det aflukkede bræt er slået ned. I udgangspunktet er det god skik at slå dét bræt ned også, men eftersom min tillid til folk her i huset er ikkeeksisterende, betragter jeg det nu som en uskik. Fordi hvad fanden gemmer de så derunder? Til at tjekke efter bruger jeg igen min fod.

Nå, et andet problem er, at ingen af os andre – vi kan kalde os de renlige – på nogen måde vil associeres med efterladenskaber eller pis ud over det hele, hvorfor jeg i nogle tilfælde (hvis der fx ikke er andre ledige toiletter) selv må gribe fat om børsten og fjerne en anden mands lort. I andre tilfælde prøver jeg at forklare den næste, at alt det omkringliggende pis og papir, vedkommende om et øjeblik vil erfare, ligger og flyder, intet har med mig at gøre.

Her forleden står jeg ved kaffeautomaten og fortæller en kollega om alt det her. En kvinde fra en anden afdeling fniser lidt.

”Jeg siger dig, mænd er ulækre,” siger jeg til hende.

Hun nikker og siger:

”Medmindre man har drenge derhjemme, forstår man det ikke.”

”Det er virkelig alle jer kvinder (og andre, der ikke hidtil har delt toiletter med mænd, red.), det kommer til at gå ud over, hvis der bliver indført ren og skær fællestoiletter rundt omkring,” siger jeg.

Jeg kan se, at ikke særligt rare billeder dukker op for hendes indre blik. De drenge, hun har derhjemme, må virkeligt være slemme, tænker jeg.

Så siger hun:

”Det er en grum tanke.”