New York-legende: “Jeg stod der med bukserne nede om anklerne, mens Andy Warhol fotograferede løs”

Glenn O’Brien har hængt ud med Warhol, optrådt i underbukser på et Stones-cover og udtænkt den ikoniske Calvin Klein-reklame med Kate Moss og Mark Wahlberg.

Han startede sin karriere med at arbejde for Andy Warhol på magasinet Interview, da det var i sin spæde begyndelse og stadig blev publiceret i Warhols berygtede Factory på Union Square i 70’ernes New York. 

Glenn O’Brien var en del af holdet, der sammen med Warhol var del af byens mest progressive kunstperiode. Han har siden været vært på det ikoniske tv-format TV Party, der blandt andre blev gæstet af Mick Jones, David Bowie og Jean-Michel Basquiat, og arbejdet for publikationer som Rolling Stone, Oui og High Times for blot at nævne en lille håndfuld af de ting, han har haft sine fingre i.

For slet ikke at nævne, at han han har poseret på et af Rolling Stones’ albumcovers, og at han skrev den legendariske Calvin Klein-reklame med Kate Moss og Mark Wahlberg (der dengang gik under navnet Marky Mark) i 1992. Jeg mødte ham i hans ekstravagante East Village-lejlighed omgivet af bøger og Basquiat-værker. 

Bliv ven med os på Facebook

Lad os starte med at tale om New York. Hvor mange år har du boet i byen?

"Jeg voksede op i Ohio og gik på universitetet i Washington DC. Så flyttede jeg til New York i 1970 for at studere film og kunst på Columbia, og fordi jeg vidste jeg ville bo i New York. Så man kan sige, det havde to formål." 

Du boede her i 70’erne, da kulturen omkring Warhol og resten af post-punk-perioden var på sit højeste. Hvordan ser du kulturen i New York i dag i forhold til dengang?

"New York var meget slidt og billig at bo i dengang. På den måde var det med til at gøre det til kunstverdenens centrum. Ikke nødvendigvis i forhold til at sælge kunst, men i forhold til at lave kunst. Efter anden verdenskrig overtog New York Paris’ rolle som kunstverdenens knudepunkt. Så det var bare et godt sted for unge kunstnere at være, fordi der var et fællesskab for kunstnerne og samtidig kunne du bo her billigt. Det gjorde bare, at det blev et populært sted for kunstnere, musikere og den slags mennesker. Sådan er det stadig i en vis grad, men i dag er det svært for unge kunstnere, fordi det er så dyrt at bo her nu. New York er stadig en interessant by. Og den har ingen rivaler i USA. Jeg mener … hvor skulle du ellers tage hen? Jeg har dog hørt, at nogen tager til Detroit nu, fordi de håber, det en dag vil blive ligesom Berlin."

LÆS OGSÅ: Detroit: en by går kold
 
Du arbejdede blandt andet med Andy Warhol i The Factory dengang. Der går et rygte om, at det var dig, der stod model til indersiden af Rolling Stones’ ‘Sticky Fingers’ albumcover. Passer det?

"Ja, det er sandt."

Hvordan kom det i stand?

"Jeg arbejdede for Warhol og var redaktør på Interview Magazine på det tidspunkt. Og The Rolling Stones havde kontaktet Andy for at få ham til at lave deres albumcover. Andy lavede mange covers dengang. Jeg tror ikke, jeg var den eneste, der stod model til det. Han endte også med at bruge en anden til selve omslaget, men mit foto var på indersiden."
 
Er du tilfreds med det?

"Ja, det er en sjov ting at have været del af. På det tidspunkt lå The Factory på Union Square, Andys atelier lå på sjette etage, og så havde vi også et mindre kontor på 10. etage, hvor Interview Magazine blev lavet. Og jeg kan huske, at vi tog derop for at tage billedet. Jeg stod der med mine bukser nede om anklerne, mens Andy Warhol fotograferede løs med sit polaroidkamera. Og lige pludselig åbnede døren, og de her mænd i jakkesæt kom ind. De var tydeligvis gået galt. De må have været meget forvirrede over, hvad det var, vi lavede."



Du var også en af de første, der interviewede Jean-Michel Basquiat, dengang han malede graffiti under navnet Samo. Hvordan var jeres forhold?

"Vi blev venner. Jeg skrev en artikel om graffiti, så jeg interviewede en række af de mest interessante graffitimalere i New York på det tidspunkt. Jeg ville virkelig gerne finde og møde Samo. Så Fab Five Freddy, der var en af mine venner, fortalte mig, at han nok skulle finde ham og få ham til at give et interview. Og det gjorde han. Først interviewede jeg ham til artiklen. Og efter det fortalte jeg ham om mit tv-program ‘TV Party’, hvor han kom, og jeg interviewede ham. Og derefter blev vi bare venner, og han kom til alle udsendelserne. Han blev bare del af vores omgangskreds. Gennem mig mødte han Chris (Stein, red.) og Debbie (Harry, red) fra Blondie og en masse andre."



Efter at have oplevet den del af byens historie, hvad er så det mest interessante, der foregår i byen i dag?

"Det er svært at sige. Der er gode kunstnere og musikere, der bor i New York, men det er ikke det samme. Det, der var spændende dengang, var det sammenhold, der var blandt kunstnere, skuespillere og musikere i byen. Vi plejede at tage på den natklub, der hed Max's Kansas City hver aften, hvor alle, der kom til New York, tog hen. Så vi mødte de største mennesker. Jeg var 23 år eller sådan noget i den stil. Robert De Niro, Roman Polanski eller Kennedy-brødrene. De var der alle. Dengang plejede designere, kunstnere og musikere at omgås hinanden. Det tror jeg ikke, sker på samme måde i dag. Jeg mener, Marc Jacobs kender Richard Prince, men de hænger ikke ud."

LÆS OGSÅ: Robert de Niro: en sky og mystisk mand

Du har skrevet en del om stil. Både i din bog ‘How To Be A Man’ fra 2011 og som klummeskribent for GQ. Hvordan ville du beskrive dit forhold til mode?

"Jeg lægger ikke rigtig mærke til det. Jeg synes, at meget af branchen handler om, at folk vil have noget til at virke nyt, så du får lyst til at smide det gamle ud og købe noget nyt. Men jeg tror ikke, tingene ændrer sig så meget. Det gør de for kvinder, men for mænd ved jeg det ikke. Den skjorte, jeg har på nu, er 20 år gammel. Det kan jeg godt lide. På den måde er jeg anti-fashion. Jeg kan godt lide Jean Touitou fra A.P.C.’s filosofi, hvor det bare er cool tøj, som du kan gå med, indtil det er slidt op, og ikke indtil det er blevet umoderne." 

Jeg tror, det var Warhol, der udtalte, at han godt kunne lide et “good plain look”. 

"Præcis. Men jeg kan godt lide, hvad der sker med herretøj, fordi du kan finde ting, som du ikke kunne finde før. Selv for en, der er ret traditionel, som mig. Jeg har altid kunnet lide snøresko i ruskind, og nu kan du finde dem i blå, hvid og grå. Jeg kan godt lide, at der er flere muligheder inden for stil. Jeg bryder mig ikke om at kalde det mode. Jeg har ret ofte de samme ting på." 

Og hvad er det?

"En af mine yndlingsdesignere var Adam Kimmel her fra New York, men hans mærke lukkede. Jeg går ofte i A.P.C., og jeg har en del fra Rag & Bone. Jeg har en skrædder i London, John Pearse, der har været i gang siden 60’erne. Han er sådan lidt en traditionel skrædder, men samtidig vanvittig. Jeg har en smuk fra habit, som han har lavet til mig i denim. Du ved, ligesom jeans, men det er et jakkesæt."

Hvilke butikker er interessante at gå i, synes du?

"Supreme er interessant. Nu har de en butik i Paris, men der var ikke så mange Supreme-butikker før, kun New York, Los Angeles og Japan, men nu begynder de at udvide. Jeg kan godt lide det, de laver. Jeg har en søn, der er teenager, og vi kommer der begge. Når vi er der sammen, er han den yngste i butikken og jeg er den ældste."

Du skrev forordet i bogen om Supreme fra 2010, og du har også givet et interview sammen med Tyler, The Creator om jeres fælles forkærlighed for mærket. Hvad er det, de gør så godt?

"De er cool. Og en del af det er, at de ikke laver for meget af noget af det. På den måde er alle deres styles relativt unikke. Men det er også bare virkelig god kvalitet. Det er blevet en connaisseur-ting."
 
De har også været gode til at få folk til at stå model for dem. Fra Malcolm McClaren til Neil Young og Kate Moss.

"Ja, det viser også bare, at der er intelligens bag deres valg. Supreme-butikken ligger en block herfra, og en dag gik jeg forbi, og så mit ansigt på skærmen i vinduet, fordi de viste ‘TV Party’. Jeg følte mig så beæret og værdsat af den yngre generation." 

Du kender også Kate Moss godt. Hvordan mødtes I?

"Jeg arbejde med hende tidligt i hendes karriere Jeg tror, hun var 18 dengang. Jeg skrev reklamen med hende og Mark Wahlberg for Calvin Klein i starten af 90’erne. Jeg var venner med Corinne Day. Ved du, hvem hun var?"

Hun tog nogle af de bedste billeder af Kate Moss.

"Ja, og hun var med til at opdage Kate. Det var hende, der fotograferede hende til The Face i 1990.  Corinne og Mario Sorrenti var fotograferne, der var bedst til at fotografere Kate, synes jeg. Da jeg lavede reklamer for Barneys, plejede vi at bruge Corinne, men vi kunne aldrig få Kate. Men vi skød reklamen for Calvin Klein sammen i London, hvor vi også hang ud og havde det sjovt. Hun er stadig en god ven."

LÆS OGSÅ: Se billederne af Kate Moss og Johnny Depps tidligere lejlighed

Er der en restaurant her i New York, som du plejer at anbefale?

"Det er jo et af de spørgsmål, jeg hader, fordi jeg vil jo ikke have andre til at spise der. Men jeg har et par steder, jeg plejer at komme, som jeg gerne vil nævne. Nede ad gaden ligger Il Buco, som er godt. Jeg kan godt lide at komme de samme steder ofte, for hvis de kender dig, behandler de dig bedre. Jeg har praktisk talt spist på Indochine i hele mit voksne liv, og det er også et fantastisk sted, fordi det er på samme måde i dag, som det var for tyve år siden. Maden er god, servitricerne er smukke, og der er en rar atmosfære. Jeg kan godt lide institutioner. Lige som i Paris, hvor man frekventerer de samme restauranter tyve år i træk. Det kan jeg godt lide."


Kan vi også tale om dit Twitter-handle @LordRochester. Hvad handler det om?

"Ja, selvfølgelig. Lord Rochester var en poet og ven til kong Charles II. Hans navn var John Wilmot, og han var en ekstremt uortodoks person, der døde ung. Da jeg startede på Twitter, ville jeg undgå at bruge mit eget navn, og så kom jeg til at tænkte på den fantastiske film ‘The Libertine’ om ham, hvor han bliver spillet af Johnny Depp. Det er i øvrigt en film, jeg vil anbefale alle. Mit profilbillede er så Lord Rochester med hans abe." 

Og et sidste spørgsmål: Har du nogensinde været starstruck?

"Ja, da jeg interviewede Gore Vidal (amerikansk forfatter og dramatiker, red.) Det var nok omtrent så tæt på en oplevelse, hvor jeg følte mig starstruck. Jeg var så stor fan af ham, havde læst alle hans bøger og på en måde idoliseret ham. Jeg er sikker på, der også er andre, men ved Gore Vidal handlede det nok om, at jeg var forfatter, og for at være startstruck, tror jeg, man skal man beundre dem, der gør en starstruck. Så Gore Vidal er for mig nok det bedste eksempel."

Hvordan gik det?

"Godt. Virkelig godt. Vi lavede et godt interview. Jeg gav ham en af mine bøger, og han kunne lide den. Så det var ret stort for mig."

Tak for din tid.

"En fornøjelse."



Glenn O’Brien arbejder i øjeblikket på et nyt tv-program og en ny bog om kunst. 

LÆS OGSÅ: Supreme og Levi's laver lækkert, ternet samarbejde

LÆS OGSÅ: Selvironisk video: Mick Jagger promoverer Mick Jagger

LÆS OGSÅ: Andy Warhol på 10 minutter
 
















































Se, hvad vi ellers skriver om: Ikoner og Kunst