Kim Leine: "Jeg har flere gange været ved at dø af mit misbrug"

Den 54-årige forfatter om at gå på røven i Grønland, rejse sig igen, blive forfatter og forelsket.

Hvilken begivenhed har formet dig?

”Mit møde med Grønland i 1989. Jeg ville egentlig have været til Afrika ligesom Karen Blixen og brænde ud dér og vende hjem som storyteller. I stedet blev det Grønland, som jo er Danmarks Afrika. Jeg vidste nærmest ingenting om Grønland, men var tiltrukket af emigrationens tilbud om at skifte identitet. At flytte dertil var frigørende, men jeg styrede mod katastrofen og endte som narkoman. Grønland blev min undergang og genfødsel.”

Har du nogensinde snydt døden?


”Jeg har flere gange været ved at dø af mit misbrug. Engang tog jeg 40 Kodein-piller og 30 Dolol – ikke for at begå selvmord, men for at få det kick, som der skulle mere og mere til for at opnå. Jeg fik det helt utrolig underligt, men var alligevel så bevidst, at jeg forstod, at jeg ikke skulle lægge mig ned, for så ville jeg nok ikke komme op igen.

Så jeg satte mig foran fjernsynet og koncentrerede mig bare om at trække vejret. Jeg fattede ikke en brik af det, der foregik i fjernsynet, og det var på en gang morsomt og kritisk. Efter fire timer klingede det af, og jeg kunne ånde lettet op.”

Hvornår har du været mest bange?


”Mine største momenter af angst har drejet sig om andre end mig selv. At få børn giver ens liv en konstant bastone af ængstelse. Jeg var utrolig bange, da min datter som fireårig blev skambidt af nogle hunde i Grønland.

Vi var lige ankommet og havde ikke lært, hvordan man agerer i forhold til slædehunde. Vi var på besøg hos en familie i bygden, og vores børn gik rundt udenfor sammen med deres børn. Så lød der noget larm, og faderen fløj udenfor, hvor min datter lå under to hunde, som flænsede løs i hende.

Det var mig, der var stedets hospital, så jeg løb med hende pakket ind i håndklæder hen til sygeplejestationen. Først troede jeg, at hun var død, fordi hun var helt stille, men da hun begyndte at skrige, vidste jeg, at hun nok ville klare det. Jeg rensede sårene, og så sejlede hundenes ejer os ind til sygehuset – en times sejlads i tæt tåge – hvor hun blev syet med 50 sting i ansigtet. I dag er hun hundetræner og har en kæmpestor hund.”

Hvordan kom du ud af dit misbrug?

”Jeg blev vraget af min pusher, det grønlandske sundhedsvæsen. Mit misbrug var eskaleret fra piller til morfin, som jeg sad på personaletoilettet og injicerede. Der blev fundet blodige kanyler, og til sidst blev jeg fyret og frataget min autorisation som sygeplejerske.

Det betød enden på min adgang til stoffer, for jeg har aldrig kunnet overskride den grænse, det er at opsøge stofferne på gaden. Heldigvis, for så måtte det bare slutte, og jeg måtte tage de abstinenser, der kom. Efter en kold tyrker kom jeg stille og roligt på fode og begyndte at skrive det, der blev min debutroman. Men man bliver aldrig helt fri af det: Jeg mærker stadig en trang, når jeg fx ser nogen, der fixer i en film.”

Hvorfor debuterede du så sent som forfatter?


”I mange år følte jeg skam ved at skrive. Måske fordi jeg engang blev eksponeret i skolen på en uheldig måde. Jeg havde skrevet en novelle, som lærerinden syntes var så god, at hun læste den op for klassen.

I en lille landsbyskole skal man ikke stikke snuden frem på den måde og tro, at man er noget særligt, så jeg blev mobbet i flere uger med det. Skammen fulgte mig helt op i voksenlivet, og det var først efter min anden bog, at jeg begyndte at kalde mig forfatter. Det føles næsten skamløst at kalde sig forfatter, men det er også fedt.”

Har du et ar, der fortæller en historie?


”Det skete i Nuuk på den tid, hvor jeg levede det vilde liv med en masse kærester, samtidig med at jeg var gift. En af de her damer troppede en dag op foran vores lejlighed og sparkede på døren og råbte og skreg, mens folk samlede sig på altanerne, tog sig en smøg og nød forestillingen.

Da jeg til sidst gik derud, havde hun kørt sig selv så meget op, at hun kastede sig over mig og rev mit ansigt til blods. Da jeg kom ind igen, sagde min kone til mig: ’Nu må du da snart have stof nok til den roman, du altid taler om.’”

Hvor føler du dig hjemme?


”Der, hvor min familie er. Jeg længes meget efter Grønland, men når jeg er der, bliver jeg samtidig ramt af en ængstelse og anspændthed, fordi der er nogle hængepartier dér: Der er mennesker, jeg har ført bag lyset, og som jeg aldrig har fået afklaret det med efterfølgende, så der er vel en frygt for at stå ansigt til ansigt med dem.

Men jeg elsker Grønland og kunne godt tænke mig at bo der et års tid sammen med min familie. Min hjembygd i Norge, hvor min mor bor, er også et hjem: Når jeg kører op langs søen og ser bygden ved foden af fjeldet, falder der nogle brikker på plads oppe i hovedet. Mine gener skriger efter at komme derop, men når jeg har været der i seks timer, vil jeg gerne væk igen.”

Hvordan ændrer berømmelse en mand?

”Man får mere selvtillid og bliver mindre bange for eksponeringen og for at tale om sig selv. Man skal bare ikke glemme også at spørge til folk omkring én. Det har nok været godt for mig, at opmærksomheden kom relativt sent i mit liv, så jeg ikke er kommet ud i en narcissistisk rus over det. Men jeg er jo heller ikke berømt, jeg er bare forfatter.”

Har du en tilbagevendende drøm?

”Som barn drømte jeg ofte, at jeg kunne flyve. Jeg løb og løb og tog længere og længere skridt, og til sidst lettede jeg. For nylig drømte jeg, at vi havde en død hest liggende i vores stue, som to begejstrede unge kokke kom og skar lunser af. Min kone siger, at jeg taler i søvne, nogle gange på grønlandsk, men jeg kan desværre aldrig selv huske de drømme.”

Hvornår ved man, at man er forelsket?
”Når man begynder at tænke totalt irrationelt, og tankerne kører i ring omkring en person. Jeg mødte min nuværende kone på en blind date. Jeg troede, at jeg var færdig med kærligheden og faste forhold, men så foreslog en af mine venner, at jeg skulle møde en kvinde, han kendte.

Jeg var skrækslagen og fuld af indvendinger og skrev en lang mail med alle mulige grunde til ikke at ville. Han skrev kort tilbage, at det var fint, så arrangerede han det bare. Fandens også! Men da vi så mødtes, var hun både pæn og sød. Ud af det blå kom jeg til at invitere hende i biografen, og halvandet år senere havde vi et barn sammen.”

Kim Leine

Kim Leine (f. 1961) er uddannet sygeplejerske, men sprang ud som forfatter i 2007 med erindringsromanen ’Kalak’. Han har siden skrevet yderligere fire romaner, hvoraf flere foregår i Grønland. Han har modtaget flere priser, bl.a. Nordisk Råds Litteraturpris og De Gyldne Laurbær. I 2015 kom hans første børnebog og i april i år hans seneste voksenroman, ’De søvnløse’. Han er gift for anden gang og har fire børn.