Kokainsmugler: ”Jeg skal sluge kokainen i 20 kapsler på størrelse med små golfbolde”

Livet i den hurtige bane.

Sveden drypper fra min pande, og min T-shirt er helt gennemblødt bag på.

Jeg befinder mig i en forsumpet by et godt stykke uden for Sao Paolo i Brasilien. Det er ikke sikkert at begive sig uden for hotellet om aftenen. Jeg skal mødes med min nigerianske kontaktperson, Frank, på den lokale café. Jeg stikker ud som den eneste hvide. Det er her jeg får kufferten, som jeg skal fragte til Europa. 

Busturen til hovedstaden Brasilia gør mig køresyg. Turen tager 19 timer på små hullende landeveje. 

Nigeranerne har planlagt den rute, jeg skal flyve. Det skulle være den rute, hvor der er mindst risiko for problemer. Der står normalt ingen toldere på ankomstdestinationerne. Ruten til Danmark er dog ikke lige til. 

Fra Brasilia flyver jeg til Lissabon. Her har jeg en mellemlanding, inden jeg flyver videre til Lyon. Da jeg nu kommer fra et andet Europæisk land, og min kuffert allerede er checket ind på det næste fly, vækker jeg ingen opsigt. 

LÆS OGSÅ: ”Da jeg begynder at tabe håret, er det eneste, der bliver hængende, mit skæg. Jeg ligner Walter White”

I Lyon er der ingen toldere. Og da jeg endelig ankommer i Madrid, er der heller ingen mistanke, for Lyon er normalt ikke et stop på narkosmuglernes ruter. 

Turen går smertefrit, og jeg får afleveret en kuffert fuld af kokain til mine kontaktpersoner i Madrid. Herfra flyver jeg tilbage til Danmark.

Min lejlighed ligger nord for København, og jeg er i slutningen af 40’erne. Jeg har mit eget firma inden for håndværksfaget. Tidligere har jeg også været direktør i en velfungerende virksomhed. Jeg har haft adskillige almindelige jobs i forskellige brancher. Til tider laver jeg også lidt sort arbejde. Jeg har en søn med min fraskilte kone. Min familie betyder meget for mig. 

Men jeg kan ikke styre mit forbrug, og det er helt skævt i forhold til min indkomst. Jeg låner penge til højre og venstre. Samtidig er jeg begyndt at få smag for kokain, når jeg går ud og fester. Det udvikler sig til et større forbrug. Jeg vil ikke kalde det et misbrug, men det er det måske.

LÆS OGSÅ: Bluffers guide til rusmidler

At være lemfældig med penge har altid ligget til mig. Og jeg gør, hvad jeg altid har gjort - jeg flytter lidt fra det ene sted og tager lidt fra et andet. Men beløbene, jeg skylder, bliver så store, at jeg ikke kan styre det længere.  

Derfor vælger jeg at gå ud og låne penge af en skaldet fyr med tatoverede arme. Han har ikke rygmærke - men tæt på. Det går fint i starten. Men opstarten for mit firma har været hård, så jeg har svært ved at betale til tiden. 

Jeg knokler hårdt for at skaffe penge og føler, at jeg har nogen efter mig hele tiden. Men jeg bliver ved med at gå i byen og feste og tage kokain. Jeg får ikke sat punktum for mit forbrug. I stedet forøger jeg bare min gæld hele tiden. 

Det er Casper (redaktionen kender til Caspers rigtige navn red.), der introducerer mig for kokain. Jeg tager ham som en kammerat. Han låner mig penge til stofferne, som en ”vennetjeneste”, hvis jeg blot betaler det dobbelte ugen efter. 

Det er rigtig mange penge, jeg skal finde over tre-fire år. Jeg skaffer pengene på meget alternative måder. Og de er ikke altid lige lovlige. Men ikke mere ulovlige end skatteunddragelse og lignende. Jeg betaler fx aldrig skat.

Jeg er bange for, at de tatoverede fyre vil komme og banke på min dør med et oversavet haglgevær og beordre mig ned og røve en bank. Derfor beslutter jeg mig for, at nu skal jeg være gældsfri.  

Jeg kan aldrig få mig selv til at og true en anden person. Derfor tager jeg kontakt til Casper, som sætter mig op med nogle narkosmuglere. 

Der bliver snakket om flyveture på businessclass, afslapning ved luksushotellers pool-område og 100 euro i daglige lommepenge. Det hele lyder meget nemt, så vi får sat det hurtigt i gang. Jeg skal en uge til Brasilien, inden jeg flyver tilbage med en kuffert fuld af kokain. 

Jeg fortæller min familie, at jeg har fået et job i Sverige, hvor jeg skal istandsætte et hus.
 
Da jeg møder min kontaktperson i Madrid, er han ved at falde ned af stolen af grin over, hvordan vi i Danmark har aftalt, min rejse skal foregå. Han giver mig kun 50 euros om dagen til at leve for, og jeg skal bo i en forstad til Sao Paulo, så jeg ikke vækker opsigt.
 
Jeg har stillet nogle folk i udsigt, at de vil få nogle penge, når jeg kommer hjem, så jeg bliver nødt til at gøre det. Jeg bliver lovet 10.000 euros for jobbet. Hvilket heller ikke helt er det, vi oprindeligt har aftalt, men det er stadig penge nok til, at jeg kan få en masse fred hjemme i Danmark. 

LÆS OGSÅ: Brian hadede Australien. Så han sendte sig selv med posten. Og døde næsten

Flyet lander i Sao Paolos lufthavn. Her hedder min nye nigerianske kontaktperson Frank. Jeg bliver indlogeret på et hotel i en satellitby uden for Sao Paulo, hvor lagnerne er af gummi, og pornoen kører døgnet rundt. Efter et par dage forlanger jeg at bo på et rigtigt hotel. 

Bliv ven med Euroman på Facebook



Der er ikke færten af luksus over turen, og lommepengene er svære at få ud af Frank. Men jeg overlever og ser portugisiske film, læser bøger og vandrer rundt i den intetsigende satellitby.  

De vil gemme mig væk, men jeg er den eneste hvide i byen.

Mit ophold bliver hele tiden forlænget. Som Frank fortæller mig, er det vigtigt at passtemplet ikke blot er et par dage gammelt, når man forlader Brasilien igen. Det vil vække mistanke. 

Min familie kan ikke forstå, hvorfor jeg ikke er kommet hjem. Derfor må jeg opdigte historier om, at huset i Sverige tager længere tid end forventet. 

Jeg ankommer uden problemer til Madrid, hvor jeg tror, jeg skal have mine penge. Men i stedet får jeg besked på at tage hjem til Danmark og overlevere kufferten. 

Selv i Danmark får jeg stadig ingen penge. Sonny forventer, at jeg henter 200 gram til ham i Spanien som personlig betaling for hans arbejde, før jeg kan blive betalt.

Det har vi aldrig aftalt. Men jeg er så forhippet på at tjene nogle penge, at jeg vælger at tage til Madrid igen. 

LÆS OGSÅ: Den dag min voldtægtsmand dukkede op under ”personer, du måske kender” på Facebook

Denne gang skal jeg sluge kokainen i 20 kapsler på størrelse med små golfbolde. Det vil jeg først ikke. Men på grund af min økonomiske situation går jeg igen modvilligt med til at gøre ting, der igen overskrider mine grænser.

Sonny modregner min løn med det kokain, jeg har fået af ham gennem de sidste par år. Jeg ender med at få stukket 10.000 danske kroner i hånden. 

Jeg er ikke kommet et skridt videre mod målet om at blive gældsfri, så jeg beslutter mig for, at gøre det en gang til. Jeg samarbejder med nigerianerne igen, og nu er jeg pludselig noget værd for dem. De har set, at jeg kan levere varen. Jeg er jo en businessmandtype, som kan gå direkte igennem tolden. 

Der er gået ca. en måned, siden jeg tog af sted første gang, så det er ikke helt ufarligt at tage af sted igen. 

Og her bliver jeg virkelig bange for første gang. 

Det er tæt på, da jeg skal forlade Brasilien med min anden sending kokain. Da jeg skal vise pas, kigger paskontrolløren skiftevis på mig og mit pas fire-fem gange og kigger meget mistroisk op på mig, mens hun siger ”hmm”.  

Hun ligner en, der undrer sig over, hvorfor jeg allerede er tilbage efter blot en måned. Dér får jeg koldsved på panden. Hun vælger heldigvis ikke at give tolderne besked på at tjekke min kuffert. Måske kigger hun altid bare grundigt på folk.

Også denne tur går smertefrit. Jeg får godt nok 2.000 euros mindre end aftalt, da ham der skulle betale mig i Danmark ikke havde flere penge. Jeg får alligevel lidt fred.

Men allerede halvanden måned senere skal jeg igen afdrage på min gæld. Da jeg stadig mangler mange penge, beslutter jeg mig for at tage turen en gang mere. Men jeg lover mig selv, at det her bliver sidste gang. Jeg vil ikke presse citronen. 

Jeg fortæller min familie, at jeg skal ned og arbejde på en strandbar i Spanien, og det bliver der ikke sat spørgsmålstegn ved.



Det vigtigste for mig i hele verden er, at min familie ikke finder ud af noget. For så kan det være, at de aldrig vil have noget at gøre med mig igen.  

Denne gang skal jeg til Ecuador, da der er nogle problemer med kontaktpersonerne i Madrid. Så Frank får lavet et samarbejde med en ny organisation. 

I Ecuador har de en kontakt, som er stewardesse, og som vil tage ud igennem afgangshallen og give mig stofferne ude ved flyveren. Så skal jeg ikke spekulere på at komme ud af deres land - kun på at komme ind i Europa. Men så nemt går det ikke. 

Nigerianerne kan ikke få fat på deres kontaktperson i Quito (hovedstaden i Ecuador red.), derfor bliver jeg sendt til Sao Paolo for at hente stofferne. Inden jeg ser mig om, sidder jeg i en bil på vej ud mod præcis den samme forstadsby til Sao Paulo, hvor jeg også fik udleveret kufferten første gang. 

Jeg skulle have været af sted i 10 dage, men nu har jeg været væk i en måned. 

Løgnehistorierne til min familie bliver hele tiden udbygget. Da jeg endelig får besked på, at jeg skal af sted, skriver jeg til min bror og søn, at jeg dagen inden afrejsen havde spillet fodbold og fået hjernerystelse. Derfor er jeg ikke i stand til at tage flyet hjem og har i stedet booket en togtur op gennem Europa. 

Nigerianerne fortæller mig, at jeg skal til Senegal for at aflevere stofferne. Og her begynder jeg for alvor at blive bekymret over situationen. Da jeg begynder at beklage mig, tager de mit pas fra mig. 

Jeg begynder at blive meget stresset. Et af mine nærmeste familiemedlemmer fejrer snart en vigtig mindedag. Noget jeg skal være hjemme til. Derfor ringer jeg hjem til en af mine ansatte i mit firma og spørger, om han kan skaffe nogle penge. 

Jeg fortæller ham – uden at gå i detaljer - hvad det drejer sig om. Min største frygt er at ende i et afrikansk fængsel. Min plan bliver at rejse hjem med stofferne i stedet for at aflevere dem i Senegal. 

Min ansatte ringer videre til en kammerat for at høre, om han kan rejse penge til køb af stofferne. Jeg ringer et par gange hjem og giver lidt opdateringer og forhører mig om, hvordan det går med at skaffe penge. 

LÆS OGSÅ: ”Første gang jeg rammer klipperne kæmper jeg vildt imod – anden gang er jeg livløs”

Men det lykkes ikke at skaffe pengene, så jeg vælger at følge nigerianernes rute. De beroliger mig med, at tolderne i Senegal er bestukket. 


Vi er måske 30 mennesker, der stiger af flyet i Senegal, resten flyver videre til Istanbul. Så det er meget nemt for tolderne at betragte os. Til min store frygt har alle toldsluserne scannere. ”Nu bliver jeg knaldet,” tænker jeg.  

Jeg forsøger at være iskold i situationen og går hen og lægger mine ting på scanneren og går forbi tolderen videre ud i ankomsthallen. Ingen siger noget. Da jeg kigger mig tilbage, ser jeg tolderen, jeg lige er gået forbi, give thumbs-up til de andre toldere. 



Jeg kan puste ud i flyet til Madrid, hvor jeg skal aflevere stofferne. Det går heldigvis problemfrit. Jeg er ikke længere bekymret og glæder mig til at komme hjem til familien.

Da jeg skal forbi tolderne i Kastrup, spørger den kvindelige tolder mig lidt konfust, om jeg har noget at fortolde. Jeg svarer hende helt behersket, at det har jeg ikke.  

Alligevel fører de mig ind i et rum, fordi de vil se lidt nærmere på min kuffert. Jeg er helt rolig, for jeg har jo afleveret stofferne og har ikke noget på mig. 

Døren går op og en høj mand træder ind af døren og fortæller mig, at klokken er 9.45, og jeg er anholdt for mistanke om narkosmugling. 

Det kan jeg slet ikke forstå. Og i stedet for at gå i panik er jeg nærmest lidt kæphøj og fortæller, at jeg har travlt og skal hjem til min familie. Men jeg bliver kørt til afhøring hos politiet. 

Til afhøringen hører jeg min egen stemme forklare min ansatte, hvordan jeg er i problemer i Senegal og har brug for hans hjælp. Samtalerne mellem min ansatte og hans kammerat, der skulle skaffe penge, kører også over anlægget. 

Det viser sig, at min ansattes kammerat af andre grunde har været under politiets opsyn og fået sin telefon aflyttet.  

Præcis samme tid, som jeg blev kaldt ind af tolderen, er min ansatte og hans kammerat også blevet anholdt. Den ene midt i et kryds ved Christiania af betjente med trukkede pistoler. De er blevet anholdt for at have fortsæt om at begå narkosmugling.
 
Det er 2009, og jeg er blevet anholdt samme dag, hvor hele min familie er samlet for at fejre familiemedlems store dag. 

Vi sidder alle tre varetægtsfængslet i et år. Jeg får en dom på seks års fængsel. Og de to andre, som intet har med det at gøre, får hver fem og et halvt års fængsel. Vi anker dommen til landsretten, og vores domme bliver nedsat med et halvt år. 

Min familie er meget rystet og skærer fuldstændig hånden af mig. Ingen af dem vil have noget med mig at gøre. Der er heller ingen venner lige pludselig. Der er ingen, der kan kapere det, jeg har gjort.

LÆS OGSÅ: Eks-ludoman: ”Jeg brugte mennesker som levende skakbrikker”

Jeg sidder først i enearrest. Jeg møder en masse forskellige mennesker i fængslet. Indvandregrupperinger, rockere, almindelige mennesker og narkomaner. 

Fængslet er ikke noget sjovt sted at være. Men det er heller ikke, som man ser det i amerikanske film. Jeg ser ingen voldtægter. Der er lidt vold og andre ting, som ikke burde finde sted. Men jeg overlever.



Efter tre måneder tager ham, jeg regner for min bedste ven, fat i mig for første gang. Og et års tid senere er der en anden rigtig god ven, som skriver til mig, at selvfølgelig er jeg velkommen hos hans familie, for jeg har aldrig gjort dem noget. Det er de eneste to, jeg har kontakt med på det tidspunkt.

Da skammen og sorgen over at have skuffet mine to nærmeste familiemedlemmer, er kommet lidt på afstand, oplever jeg en ro i kroppen. Der er en uskreven regel, der hedder, at når man sidder inde, skal man ikke betale af på sin gæld. Jeg har endelig fået fred. 

Jeg har lige pludselig flere penge mellem hænderne end længe. Jeg tjener penge for mit arbejde i fængslet og får betalt mad og drikke.

Jeg er ikke bange for, at jeg ryger tilbage i de kriminelle livsbaner igen, når jeg kommer ud. I stedet knokler jeg for at få mit liv bag tremmer til at ligne en almindelig hverdag.
 
95 procent af de andre indsatte sidder og grubler over, hvordan de skal lave deres næste kup, når de er ude igen. De fleste af dem vender hurtigt tilbage til deres celle.

Jeg behøver ikke nogen motivation for at komme ud og få livet igen. Det ligger til min opdragelse, at man retter op på de skader, man har forvoldt.

Fra fængslet sender jeg et brev til min familie, hvori jeg skriver; ”Jeg har ikke grund til at lyve længere. Alt er kommet ud og sagt i retten. Jeg står på nul, jeg kan ikke komme længere ned og ligge. I kan spørge mig om alt.” 

I dag har jeg fået et endnu bedre forhold til min familie end før, jeg kom ud i problemer. Vi ses mere og er kommet tættere på hinanden. Vi fortæller hinanden alt. De har ingen mistro længere, hvis jeg skal ud at rejse. 

Jeg sidder i fængsel i fire år. Fængslet redder mit liv. Selvom jeg havde besluttet mig for, at Senegal-turen var min sidste smugling, så havde jeg nok gjort det igen. Og igen. Og hvem ved, om jeg var blevet knaldet i Brasilien eller Afrika. 

Jeg fortryder kun, at jeg sårede og svigtede min familie. Det er jeg meget ked af.

Helt praktisk har jeg lært, at man ikke skal bruge penge, man ikke har. Jeg kommer aldrig til at låne penge andre steder end i banken. 

Mit håndværksfirma er oppe at køre igen. Og vi har fået rigtig travlt efter krisen. Jeg har fire ansatte til at hjælpe mig. 

Om to-tre år er jeg gældsfri. Jeg har gjort det klart for dem, jeg skylder penge, hvor meget jeg kan betale hver måned. Og det holder vi fast ved. Alle renterne er blevet ophævet. 

Jeg kommer aldrig igen til at mishandle den tiltro min familie og venner har givet mig.

Jeg-personen har valgt at være anonym. Euroman.dk kender til hans rigtige navn. 

LÆS OGSÅ: Anders Samuelsen: "Jeg kan se symptomerne på en alkoholiker på 1.000 kilometers afstand"

LÆS OGSÅ: "Piger kan godt lide knallertbølletyper, sådan nogle, der lever på kanten. Stoffer, et distanceret blik og den slags"

LÆS OGSÅ: Hyldest til manden, der passer sit arbejde og elsker det: Mød revisoren i Skat, TDC-medarbejderen og billetkontrolløren  


Se, hvad vi ellers skriver om: Stoffer og Portræt