Kristian: "Hvornår startede det rigtigt med dig og mig?"

Lisa: "Det må være den dag med tarteletterne."

Kristian: "Vi havde jo egentlig mødt hinanden før. Jeg var venner med din storebror …"

Lisa: "Ja, men det var bare en enkelt gang, vi havde mødtes. Jeg tror, at jeg lå og så fjernsyn på sofaen. Det var ikke noget, der gjorde et videre indtryk."

Kristian: "Der gik et år, og så var vi begge flyttet til Herning, hvor vi kom i den samme ungdomskirke, fordi vi begge er kristne. Vi havde ikke talt særlig meget sammen. Men en dag kom jeg cyklende i gågaden, og jeg så dig og en ven komme imod mig. Jeg sagde: ’Hey, hvad så, skal I med hjem og have tarteletter?’"

Lisa: "Vi kendte ikke hinanden særlig godt, så jeg syntes egentlig først, at det var noget mærkeligt noget at spørge om. Men jeg endte jo med at sige ja alligevel."

Kristian: "Min lillebror var næsten lige blevet konfirmeret, og der var vildt mange tarteletter i overskud, så min far havde spurgt, om jeg ville have nogen af dem med hjem. Der var alt for mange til, at jeg kunne spise dem selv. Efter jeg var flyttet til Herning, var det gået op for mig, at jeg ikke havde så mange venner her, så jeg tænkte, at jeg lige så godt kunne spørge, om I havde lyst til at komme med hjem."

Lisa: "Det var en virkelig god aften, men jeg havde en anden kæreste på det tidspunkt, så vi mødtes bare som venner. Efter den aften begyndte vi at skrive lidt sammen, og så begyndte vi at hænge sindssygt meget ud. Latterligt meget. Vi brugte rigtig meget tid på at snakke. Nogle gange kunne det være helt indtil klokken syv om morgenen."

Kristian: "Ja, så kunne jeg bare lige nå at cykle hjem og så skulle jeg direkte videre på arbejde. Det var virkelig dumt …"

Lisa: "Jeg havde bare evigt lyst til at snakke med dig. Det var altid nederen, når klokken blev syv."

Kristian: "Vi skraldede også meget sammen. Det var nok også en nem måde for os at være sammen på. Det var en god undskyldning. Så kunne jeg jo spørge, om vi skulle tage ud og skralde i stedet for at føle mig påtrængende og spørge, om vi bare skulle ses. Men jeg vidste jo godt, at vi ville ende med at sidde og snakke bagefter."

Lisa: "Du spurgte altid, om vi ikke lige skulle gå lidt længere ned ad gaden og kigge ved den næste butik. Jeg vidste, at vi aldrig fandt noget dernede, men det gav lige 10 minutter ekstra, hvor vi kunne hænge ud. Så vi gjorde det altid alligevel."

Kristian: "Var der ikke også nogle af dine andre venner, der sagde til dig, at du skulle passe på med mig, når du allerede havde en kæreste?"

Lisa: "Jo, de var sådan helt … ’I bruger godt nok sygt meget tid sammen’. Så jeg sagde til dig: ’Hey, vi er bare venner, ikke?’"

Kristian: "Og det svarede jeg jo ja til. Og så var vi stadig venner i lang tid efter."

Lisa: "Men så slog jeg op med min daværende kæreste. Det handlede ikke om dig. Jeg slog op med ham for at være alene. Fordi jeg lige skulle finde mig selv."

Kristian: "Der var det også kun venskabeligt, og der var intet fysisk imellem os."