Mikkel Beha
Foto: Thomas Skou og privat

Stort portræt: Mikkel Beha om udlængsel, en kaotisk opvækst og om at vælge sin rette arv

Mikkel Beha Erichsenhar balanceret på sejlskibe, siden han var spæd. Sammen med sin far, Troels Kløvedal, har han sejlet verden tynd på ’Nordkaperen’, og han har selv været skipper på ’Havana’. Nu er sejlene sat til en ny ekspedition, denne gang i ishavet. Anders Hjort er gået ombord på ’Wallenberg’.

Besætningen vågner i etaper. Mikkel Beha Erichsen er den første, der står op. Han trasker rundt i kabyssen og brygger kaffe med vand fra en vandtank, mens han kigger ud på Bønnerup Havn og gråvejret. Han har en mørk fleece-jakke på. Skægget er grånende, håret er viltert.

Vi befinder os ombord på skibet ’Wallenberg’ på det yderste af Djursland. Om alt går vel, vil vi om otte timer nå frem til næste stop, som er skibsværftet i Strandby, nord for Frederikshavn.

Hurtigt bliver der trængsel ved komfuret. Mikkel Behas kone, Marian Midé Andersen, varmer croissanter og stiller syltetøj frem, og deres to sønner, Emil på 28 og Theis på 25, kommer med søvndrukne øjne op fra deres kahytter nede i ’Wallenberg’s dyb. Det samme gør resten af folkene ombord; Anders, en motormekaniker fra Hundested, Christian, som er ven med Theis, og som også har sejlet på familiens andet skib, ’Havana’, og Christians far, Niels, ligeledes en garvet sejler.

”Marian, har vi nogle tandstikker,” brummer Mikkel.

Der er et problem. Aftenen forinden har han og motormekanikeren ligget og skruet på en oliehane på den ene af ’Wallenbergs to motorer’. Nu lækker hanen, og Mikkel Beha forsøger at stoppe den. Han går en runde på skibet og finder en træklods, som han begynder at snitte i. Han arbejder hurtigt med sine hænder og får tjept snittet en lille kile, som han sætter ned i hullet i oliehanen sammen med noget papir, så den tætner.

Mikkel Beha vender tilbage til kabyssen med oliepletter på hænderne og giver stolt Marian Midé et kys på kinden.

”Den skal nok holde til en jordomsejling nu. Eller i hvert fald til Strandby,” siger han.

Motorerne i bunden af ’Wallenberg’ begynder at spinde, og langsomt lysner det udenfor. Motorerne skal lige varmes op. De lyder lidt som en rusten folkevogn eller måske nærmere en gammel Volvo. Hvilket ikke er så mærkeligt i og med, at skibet drives frem af to Volvo Penta-motorer.

”Far, kom lige,” råber Emil, som står inde på kajen og pifter. En lokal beboer har spottet familiens nye skib i havnen og vil gerne sige hej.

Mikkel Beha hopper fra rælingen og op på kajkanten og giver manden et håndtryk. Han holder længe fast.

”Hvor går turen så hen denne gang,” spørger den midaldrende mand på rungende jysk.

”Vi skal til Strandby ved Frederikshavn. Vi skulle faktisk have haft afgang her klokken syv, men der var lige lidt med en af taphanerne,” siger Mikkel Beha.

”Ja, det ser jo heller ikke ud som om, det er bygget i går, det skib,” siger manden.

Det kan der være noget om. Den gamle svenske isbryder ’Wallenberg’ stod færdig i 1951. I et halvt århundrede deltog det i et utal af redningsaktioner i al slags vejr og blev et skib, som svenskerne betragtede som en uundværlig ven på havet. Når det i dag sejler ned gennem Skærgården, får det gratis havneleje, fordi det har været med til at redde så mange nødstedte.

Gennem flere år har Mikkel Beha og hans familie ledt efter et skib som ’Wallenberg’. Eller de har holdt øje med skibe, der kan besejle de arktiske farvande, og da Mikkel Beha en forårsdag så skibet for første gang, var han solgt.

”Nu skal skibet på værft, hvor vi renoverer det hele foråret og sommeren med. Siden sejler vi nordpå, op på fjordene, forbi Norge og måske helt til Grønland, hvis vi kan. Vi skal op og bryde isflagerne,” siger han.

”Jo, jo, det lyder spændende,” siger manden fra Bønnerup. ”Men det er da godt nok også noget andet end at sejle på det caribiske hav, som I plejer, hva’.”

”Det har du fuldstændig ret i,” svarer Mikkel Beha.

”Det her er et helt nyt eventyr.”

DSC2851_final_2_justeret.jpg

Mikkel Beha Erichsen boede i det første år af sit liv i en kvistlejlighed oven på Galathea-kroen i hjertet af København, på hjørnet af Rådhusstræde og Kompagnistræde, med sine forældre, eventyreren og skipperen Troels Kløvedal og tv-journalisten Marianne Kjær. Han blev født den 11. august 1966 på Olga Limschous fødeklinik på Nørrebros Runddel. Efter et år flyttede parret og deres lille søn til Hellerup, hvor de og en stor flok andre hippier stiftede kollektivet ’Maos Lyst’.

Da Mikkel fyldte tre år, gik hans forældre fra hinanden, men forblev nære venner. Troels Kløvedal blev boende i ’Maos Lyst’, når han da ikke sejlede rundt på ’Nordkaperen’, som han havde købt allerede, da Mikkel var spæd, mens Marianne Kjær flyttede ind i kollektivet ’100 blomster’ to huse længere nede ad Svanemøllevej.

I de to kollektiver var der muligvis lidt for meget frihed uden ansvar i forhold til, hvad godt var. Mikkel Beha og de andre unger løb rundt i peruvianske ponchoer, hvis de da overhovedet havde tøj på, og han blev indskrevet på den kommunistiske Østerbro Lilleskole. Her sang eleverne ’Internationale’ til morgensangen, og på de fleste vægge på skolen hang der billeder af den rundkindede Mao.

”Jeg gik der ikke så længe, fordi vi skulle flytte til endnu et nyt kollektiv. Den første dag, jeg ankom til skolen, kom jeg til at gå forkert og endte inde hos eleverne i 2. klasse, selv om jeg jo skulle starte i 1. klasse. Det var lidt pinligt, så jeg sagde det aldrig til nogen, men der var heller ikke andre, der stillede spørgsmålstegn ved det. Så jeg nåede aldrig at gå i 1. klasse,” fortæller Mikkel Beha.

I de følgende år begyndte Troels Kløvedal for alvor at være væk i længere tid på sine rejser med ’Nordkaperen’. Nogle gange var han ude at sejle på verdenshavene et helt år ad gangen. Samtidig mødte Mikkel Behas mor en ny mand og flyttede til endnu et kollektiv på Langeland, før de igen pakkede alt ned og drog til Aarhus.

”Jeg har gået på 11 skoler i alt, og alene de første fire år i Aarhus gik jeg både på en kommuneskole, en privatskole og så endnu en ny skole. Jeg kan godt huske fornemmelsen af altid at være den nye i klassen, for enten skiftede jeg skole, eller også havde jeg lige været ude og sejle med min far i flere måneder. Det gjorde mig lidt misundelig, for de andre drenge havde måske spillet på samme fodboldhold, siden de var fire år gamle, eller boet på den samme vej hele deres barndom. Jeg kunne godt kigge på dem og tænke, at de havde noget, som jeg ikke havde. Jeg har tit været ved siden af, og der var en rodløshed over mine skoleår. Men det gjorde også, at jeg blev god til at glide ind i ethvert nyt miljø.”

Bebrejdede du din far og din mor, at I flyttede så meget rundt?

”Nej, for jeg oplevede også hele tiden, at der var frihed og kærlighed og højt til loftet. Det kan godt være, at tøjet var grimt i 70’erne, at vi spiste rigtig mange brune ris og mærkelig mad, og at vi hele tiden gik til demonstrationer inde foran den amerikanske ambassade. Men grundværdien var god nok. Alle de erfaringer vi gjorde os: At bo i et kollektiv, at vi dyrkede jorden sammen, alt det, mine forældre viste mig, gjorde, at jeg lærte at tænke på andre end mig selv.”

Han fik sit første lilla pas, da han var tre år gammel. På pasfotoet havde han en sut i munden, og han husker, at han det år blev afleveret i Kastrup og fløj alene ned til Athen, hvor Troels Kløvedal, som var i gang med at sejle rundt i det græske øhav, ville komme og hente ham.

”Min far og jeg snakker nogle gange om, hvordan fanden de slap af sted med at gøre sådan nogle ting. Der var jo ikke nogle mobiltelefoner, så man lige kunne aftale, at man skulle mødes der og der.”

mikkel lissabon på vej hjem fra middelhavet 1970.jpg

Savnede du slet ikke din far i din opvækst?

”Det er da klart, at jeg savnede ham. Der kunne gå et år til halvandet, før jeg så ham igen, fordi han var ude at sejle. Omvendt tilbragte jeg også lange perioder alene med ham på ’Nordkaperen’. Da jeg var 10 år, fløj jeg ud til ham i Polynesien og sejlede med ham i Stillehavet i syv måneder, hvor vi ikke skulle gøre en skid andet end at være far og søn 24 timer i døgnet. Vi dykkede og svømmede og samlede muslinger og skød med flitsbuer. Og Troels, kaptajnen, min gamle far, lærte mig alt om havet, om den undersøiske verden og om alle de ting, der gemmer sig dernede, som vi ikke kan se oppe fra overfladen. Sådan noget bliver man påvirket af. Jeg var fuldstændig overbevist om, at jeg skulle være delfinforsker, når jeg blev voksen.”

Svalbard-ekspeditionen

I september 2018 stævnede Mikkel Beha og familien ud og satte kursen mod nord.

Første stop var Bergen og den norske vestkyst. Herefter går turen videre op og frem mod det endelige mål, Svalbard. Det er planen, at familien vil sejle på ’Wallenberg’ i et par år, og at de allerede igangværende optagelser skal blive til et nyt tv-program i stil med ’Kurs mod fjerne kyster’.
”Den rute, vi tager, byder på nogle af de dybeste fjorde og lodrette klippevægge. Det fører os op til de store gletsjere. Vi sejler op gennem de kolde farvande, forbi Lofoten, hvor kaskelothvalerne og spækhuggerne ligger, og videre til Nordkap,” siger Mikkel Beha.

Forud for den nye ekspedition har han ad flere omgange været i det nordlige Norge og på Grønland for at tale med lokale sejlere og lære mere om havstrømme, vindforhold og lavtryk i netop de områder.
”Deroppe er der jo pakis, som isflagerne danner, og det har været vigtigt for mig at blive klogere på, hvordan isen kælver på de store søer inde i fjordene, der rejser sig og står der i timevis, og på istågerne, der gør det hele endnu mere barskt og resulterer i nærmest ingen sigtbarhed.”

Mikkel Beha nævner Svartis-gletcheren som et af de vigtigste fokuspunkter på den indledende del af rejsen. Og siden koldvandskorallerne på Kontinentalsoklen.

”Vi skal op og se hvaler, der er i samme familie som dem ude ved Tonga. Vi skal ud og opleve nogle vejrsystemer, som er meget mere uforudsigelige, end hvad vi ellers kender. Vi skal op i et hav, der har en kæmpe sigtbarhed på helt ned til 60-70 meter, fordi vandet er så koldt. Vi skal ud et sted, hvor man helt glemmer, at det er så koldt, fordi det er så spændende at være midt i.”

’Wallenberg’ stævner ud fra Bønnerup. Mikkel Beha står på broen og holder hele tiden øje med horisonten. Volvo Penta-motorerne klukker nede fra dybet. Han kigger på instrumenterne i førerhuset og uddeler kommandoer til sønnerne og motormekanikeren Anders. I timen før vi sejler ud af havnen, har han været i gang med at tjekke vejrudsigter og søkort på ruten mod Strandby i den nordligste del af Danmark. Intet er overladt til tilfældighederne, når Mikkel Beha sejler.

”For mig er havet ikke bare buler på noget vand. Havet er en organisk ting, en kraftfuld ting, det er levende. Jeg har stået på nattevagter på ’Havana’ og råbt til havet, at ’nu må du kraftedeme holde op.’ Vinden hviner og hyler, den buldrer og brager, og havet kan være ligesom en drage, der er kommet ud af hulen og spyr ild ud i natten efter at have været spærret inde af en forbandelse i 500 år. Men så går pusten også altid af den på et tidspunkt, fordi den ikke har mere i sig. Så kryber den tilbage i hulen.”

Det er derfor, han sørger for aldrig at komme ud i en uforberedt situation, når han er til havs. Han har ikke bare en plan B, hvis noget skal ske, han har også en plan C og D.

”Jeg ved alt om de havne, vi skal besejle. Forberedelsen er afgørende, for det er ikke ufarligt at sejle ud på havet, hvis man gør det forkert. Men hvis man gør det med omhu og omhyggelighed, så sørger man for, at det ikke bliver farligt.”

En lyd fra motorrummet får Mikkel Beha og hans søn Emil til at spidse ører. De lytter konstant til skibet. Emil går ned til motoren. Det er olietappen, der siger mærkelige lyde igen. Emil returnerer til førerhuset. Den lækker ikke og burde snildt kunne klare sig til Strandby, lyder meldingen.
’Wallenberg’ vugger på en anden, voldsommere måde end sejlskibet Havana, fortæller Beha. Den gamle, svenske isbryder går direkte på bølgerne, og det skal både han og resten af familien lige vænne sig til.

”’Wallenberg’ kan indfri alle de drømme, vi har haft i årevis. Den er bygget til at tage os ud på isbjergene, og i løbet af efteråret, når vi har arbejdet på den i tre-fire måneder hen over sommeren, er den klar til at tage os helt op til polarisen. Vi skiller motoren ad, samler den igen, gentager det, og bygger den ud med ekstra aluminium, så den bliver bredere og stærkere. Vi har allerede brugt alle vores weekender og fridage ombord på ’Wallenberg’ med at lære hver eneste detalje at kende i rørene, kontakterne, kablerne, hydrauliksystemerne og pumperne. Vi har også bygget tre af enkeltkøjerne om til dobbeltkøjer, så hele familien kan være med.”

Hvorfor vender I egentlig nu kompasset mod nord?

”Den nye ekspedition skal tage os nordpå, fordi det for os alle sammen er helt ukendt farvand. Det ligner ikke noget, vi har prøvet før. Vi har overvejet det i flere år, og under drengenes jordomsejling, da vi kom ned og var med på en del af deres tur, sad vi og prustede af varme i Polynesien. Lige der blev vi enige om, at vi sejler fandeme nordpå næste gang. En anden del af tanken bag er, at det nordlige kontinent er en del af vores nationale historie. Tag bare Knud Rasmussen og Vitus Bering. Nogle af de største pionerer og ekspeditionsfolk i denne verden er jo danskere og nordmænd. De fodspor vil vi gerne gå i,” siger Mikkel Beha.

Han tænker sig lidt om og siger så:

”Den tredje grund er, at vi, når vi har sejlet ved Galapagos og i Caribien og ved Tonga, har set, hvor voldsom forandringen på havet er på grund af klimaforandringerne. Vi har på tæt hold set, hvordan orkansæsonen rykker sig, og at havene stiger. På øen Vanuatu oplevede vi efterdønningerne fra en kategori fem cyklon, seks måneder efter den havde været der. Det var et vanvittigt syn. Skibe, der var kastet rundt på land, palmeplantager, som var skyllet væk, landsbyer, der var fuldstændigt jævnet med jorden. Vi har sejlet rundt og set alle de her sæsoner for regn og tørke, der nu er vendt på hovedet, og set koralrev, der er ved at dø, så derfor vil vi op og undersøge, hvor meget af det her, der starter med polarisen, som smelter.”

DSC2918_final.jpg

Da Mikkel Beha blev 14 år, skete der en række skelsættende ting i hans liv.

For det første lavede han et klassisk teenageoprør mod sin far. De var ude at sejle sammen på Kielerkanalen i Tyskland, da Mikkel Beha fik nok. Faderen fyldte for meget og bestemte for meget, mente han. Fra det ene sekund til det næste gik han fra borde og købte straks en togbillet hjem til Danmark. Han begyndte at se piger og gjorde kort efter op med sin tilværelse, som på den tid blandt andet havde udfoldet sig i et socialt boligbyggeri i Aarhus.

”Jeg var nok på mange måder en utilpasset, ung dreng. Skolen var et fængsel for mig, og jeg opbyggede et stort raseri mod systemet. Jeg var slet ikke bygget til at sidde seks timer om dagen og have matematik og religion og stege frikadeller i hjemkundskab. Så jeg begyndte at hænge ud med nogle rødder i kvarteret, og vi lavede mange dumme ting, selv om jeg godt var klar over, at det var forkert, hvis vi for eksempel begik indbrud hos en af de lokale bagere. Jeg røg også hash og kørte på knallert, og jeg ville meget hellere køre ned gennem Vennelystparken for at se, hvor hurtigt den knallert kunne køre, end at sidde på skolebænken.”

Redningen blev, at han kom væk fra Aarhus. Den dag han fyldte 15 år, tog han til Sydfyn og begyndte på Rantzausminde Efterskole.

”Jeg fandt ud af, at mit oprør handlede om noget andet. Dernede blev jeg herre over mit eget liv. Jeg kom faktisk aldrig rigtigt hjem til mine forældre igen, for bagefter flyttede jeg i kollektiv i Svendborg sammen med mine venner fra efterskolen og nogle af de unge lærere. Vi lejede en gammel villa, hvor vi kørte rundt på motocrosscykel i haven, og flere af mine bedste venner i dag stammer fra den periode. Vi har siden fået børn med hinanden og på kryds og tværs, ha.”

Som 18-årig blev han gennem vennekredsen i Svendborg introduceret til Marian Midé. Den kvinde, han nu har været sammen med i mere end 31 år.

”Da jeg mødte Marian, turde jeg ikke tale med hende, fordi hun var seks et halvt år ældre end mig. Hun var bare så pissepæn og klog og voksen. Hun havde en bil og en hund, og hun arbejdede som fotograf og lavede reklamefilm. Heldigvis kom der et tidspunkt et par år senere, hvor hun ville mig. Jeg kunne med samme mærke, at det var hende, jeg skulle have. Jeg havde været skruk, fra jeg var 17-18 år gammel, og som noget af det første spurgte jeg hende, om jeg var sådan én, hun gad at have børn med. ’Mener du det?’ spurgte hun. ’Det kan du bande på, at jeg mener,’ svarede jeg. Så sagde hun, ’så vil jeg også gerne have dem sammen med dig’. Vi tog ud at sejle med min far og lavede nogle programmer på tv og var også skibumser i et par år, og så kom vi hjem og fik en lille toværelses på Islands Brygge og lavede Emil.”

Sideløbende med at den lille familie blev større, da først Theis og siden efternøleren Alfred kom til, tog Mikkel Behas journalistkarriere fart.

Oprindelig havde han søgt ind på journalistuddannelsen to gange uden held. Hans chance opstod, da den hedengangne Kanal 2 så dagens lys, og tilfældet ville, at hans mor Marianne Kjær kendte Michael Bundesen, som dengang var direktør på kanalen.

I årene derefter tog det ene job det andet. Mikkel Beha havde talent for tv. Han kom ind på Børn og Unge-redaktionen på DR, fik værtstjanser i Danmarks Radio, blandt andet på børnenyhedsprogrammet ’Scratch’ og et indsamlingsshow for børn i Afrika sammen med Jens Okking, og lavede en overgang dokumentarprogrammer i det gryende produktionsmiljø i København. Endelig kom han til TV 2 og blev vært på først ’Go’ Aften Danmark’ og siden ’Go’ Morgen Danmark’ – kun afbrudt af en periode højere oppe i hierarkiet som underholdningsredaktør på TV 2 sammen med Gitte Madsen.

Emil Midé Erichsen om sin far, Mikkel Beha

Mange mennesker, jeg møder, noterer sig, at jeg er som min far. Vi taler på en måde, så man kan være i tvivl om, om det er mig eller Mikkel, der taler. Lige som ham slapper jeg 1.000 gange bedre af, hvis jeg har en rystepudser i hånden. Jeg kan godt lide at rejse langsomt, men jeg kan ikke lide at bevæge mig langsomt. Jeg skal helst være i gang med noget, bygge noget, bruge mine hænder.

Mikkel har lært mig, at det sværeste ved at sejle så langt, som vi gør, det er ikke, at der er seks meter høje bølger. Det er at få besætningen til at fungere. Det nytter ikke noget, hvis folk om bord på dit skib skændes. Man skal kunne sammen, fordi man er så tæt i så lang tid ad gangen.

Min bror Theis og jeg har sejlet gummibådsræs, fra vi var helt små, og jeg har altid været skipper. Da vi spurgte, om vi måtte låne ’Havana’ og sejle jorden rundt, havde vi faktisk taget et langt tilløb. Det var i vores forældres køkken. Mikkel stod og lavede mad ved komfuret, og han var bare sådan: ”Ja, selvfølgelig, må I det.” Min mor spurgte: ”Hvor lang tid vil I sejle?” ”To år,” svarede jeg. ”Det er alt for lidt tid,” sagde hun. ”Det bliver for presset, hvis I skal nå hele vejen rundt.” Vi endte med at sejle i tre år.

Både min far og min farfar er kæmpe inspirationer. Troels og Mikkel har lært mig, at når du er ude på havet, er det et mikrokosmos af verden. Du har stilheden, stjernerne, langsomheden. Der er en enorm frihed i at være offline, i ikke at have en mobil i tre år, i at der ikke er noget Google og ingen hurtige svar. På skibet, når jeg har nattevagten ved roret, er de første par timer lidt hverdagsagtige. Men så når jeg forbi et punkt, hvor jeg ikke keder mig længere. Der kommer jeg ind til det vigtige: ’Hvad er det, jeg vil i mit liv?’ ’Hvad gør mig glad?’ Og så når jeg altid frem til, at friheden for mig er virkelig at være væk. At være 100 procent herre over min egen dag.

Emil Midé har overtaget roret på ’Wallenberg’. Den gamle, svenske isbryder vugger stille hen over bølgerne. Vi passerer Læsø til højre og Sæby inde på land, lige fremme glimter lysene fra Frederikshavn, og lidt længere ude i horisonten venter havnen i Strandby, et lille fiskerleje i Vendsyssel.

Det er her, ’Wallenberg’ skal ligge til kaj hen over sommeren, og her Mikkel Beha og Marian Midé i godt fire måneder går og svejser på livet løs for at gøre skibet klar til den ekspedition mod nord, som de nu er taget ud på.

Oprindeligt var det planen, at Troels Kløvedal skulle have været med ombord på denne tur, Wallenbergs jomfruridt i de danske farvande. Kløvedal havde faktisk insisteret på, at hvis der var en ting, han skulle nå som noget af det sidste i sit liv, så var det at sejle på ’Wallenberg’.

Men den sjældne sygdom ALS, der langsomt lammer kroppen, har svækket Troels Kløvedal. Han mærkede de første symptomer på nervesygdommen i februar 2015, da han var i gang med at forberede et nyt tv-program, ’’Nordkaperen’ i Grækenland’. Nu har Troels Kløvedal trukket sig tilbage til sin gård på Djursland. Han trækker vejret gennem en respirator og får mad gennem en sonde. Han kan ikke længere tale, men kommunikerer i stedet med omverdenen ved at skrive på sin iPad.
I længere perioder ad gangen har Mikkel Beha boet hos sin far, som nu er 75 år gammel, lige som barnebarnet Emil ofte besøger gården.

Mikkel og fatter_2.jpg

”Det er en svær ting, en voldsom ting, at min far er så syg. Jeg ser op til ham, jeg beundrer ham, og jeg elsker ham. Højt. Siden han blev syg, har vi faktisk haft en enorm tæthed, en anden slags tæthed, mellem os, som vi ikke havde før. Nu har vi god tid til at tale om alt det, vi har oplevet. Eller – jeg taler, og så svarer han ved at skrive på iPad’en,” siger Mikkel Beha.

Han står på dækket af ’Wallenberg’. Vinden river i hans hår, og han klør sig i skægget, som han har ladet stå i lidt flere dage end normalt.

”Det er trælst, at døden står og lurer derude, når nu det er så sjovt at være i verden. Det er noget værre noget. Men han er her jo stadigvæk, kaptajnen. Han er stadig min far, og der er ikke noget galt med ham oppe i nødden. Troels bliver nok aldrig rigtigt god til at være syg. Han er stadig i gang, og her den anden dag sagde han, ’ved du hvad, Mikkel, jeg tror sgu lige, jeg skriver en ekstra bog om den græske antik.’ Han har en stædighed i sig, en vedholdenhed, en evig nysgerrighed. Det er altså ikke mange kaptajner, der sejler det samme skib i 50 år, som han har gjort.”

Hvad er det vigtigste, du har lært af din far?

”At vi ikke skal drage ud på alverdens oceaner for at leve af det, men fordi vi ikke kan lade være med at tage af sted. En rigtig rejse for mig er, at man har taget en beslutning med sig selv om at blive klogere på den verden, man bevæger sig ud i. At blive klogere på de mennesker, man møder derude, og at være villig til at løbe risikoen for at vende hjem en lille smule klogere på sig selv.”

Har det været svært for dig at være søn af Troels Kløvedal?

”Min far har været meget, meget omhyggelig med aldrig nogensinde at pådutte mig en arv. Han har aldrig stillet den mindste forventning op om, at jeg burde sejle på ’Nordkaperen’ mere, end jeg gjorde, eller overtage den på et tidspunkt. Han ved godt, at det er en tung arv at skulle løfte. Troels har altid sagt: ’Husk Mikkel, at du skal leve dit eget liv.’ Det har været vigtigt for mig at finde min egen vej, og jeg tror, at der har været mange år, hvor jeg bevidst ikke lavede programmer om at rejse jorden rundt, fordi det var det, min far gjorde. Jeg har taget nogle meget bevidste valg om ikke at gribe den arv, som har hængt der lige foran mig.”

Men arven om, at havet også trækker i dig, kan du vel ikke løbe fra?

”Det er klart. Og nogle dage trækker det mere i mig end andre. Efter en travl uge kan jeg tage min lille jolle i havnen og sejle ud forbi Trekroner og slukke motoren og bare ligge der og drive. Det giver mig en følelse, der vel bedst kan beskrives som ’ahhhh.’ Der skal være hav, det uendelige hav. Det er tanken om, at jeg kan gå ombord på et skib lige nu, sætte en kurs, og hvis vi holder den, så runder vi Skagen om seks timer, så drejer vi til bagbord 90 grader, så falder vi lidt mere af, så går vi gennem Nordsøen, og så om to døgn går vi ned gennem Den Engelske Kanal. Om fire døgn kommer vi ned til Brest. Så går vi over Biscayabugten om seks-syv døgn. Og hvis vi sejlede fra nu af, så kunne vi snart lægge til nede i La Coruña og gå op og få en lille tapas og et glas vino.”

DSC2984_final.jpg

Hvad er det, du jagter?

”Det handler om, at det vand, vi sejler i her, er nøjagtig det samme vand, der ligger ude ved atollerne i Polynesien. Og der er ikke en skid, der forhindrer mig i at sejle derud.”

Ude fra stævnen råber Marian Midé, at ’Wallenberg’ er ved at nå frem til indsejlingen i Strandby. Mikkel skal hen bag roret igen, skibet skal lægges til kaj. Forude venter adskillige måneders arbejde med at gøre det gamle skib klar til den nye ekspedition mod nord.

Tilbage på den firlængede bindingsværksgård i udkanten af Gravlev sidder Troels Kløvedal. I sit hjem, godt 33 kilometer væk fra Bønnerup Havn på Djursland, hvor Wallenberg stævnede ud fra tidligere på dagen, svarer Troels Kløvedal på de spørgsmål, jeg har stillet ham, på sin iPad.

Først sender Troels Kløvedal adskillige billeder fra de rejser, som han og Mikkel har været på gennem flere årtier, uden at jeg har bedt om det. Kort efter kommer ordene.

”Fra Mikkel var helt lille, var han en kærlig og tillidsfuld dreng. Vi har tit været adskilt, fordi jeg var til søs, men derimod været tæt sammen, når han kom ombord på ’Nordkaperen’ i lange perioder. Og det gjorde han tit. Som jeg skriver i min nye bog, var hans mor én af mine bedste venner hele livet. Så vi har altid været meget tæt sammen.”

Jeg spørger ham, om der er noget, han har fortrudt som far.

”Ikke så vidt jeg kan huske,” svarer Troels Kløvedal.

Er du og Mikkel blevet tættere, efter du er kommet hjem?

”Mikkel og jeg har altid været tæt forbundne, men vi rykkede endnu nærmere hinanden, da Mikkels mor døde som kun 58-årig. Og han er enestående her i mit sygdomsforløb.”

Er der et godt råd, du vil give ham med videre?

”Lev som du hele tiden har gjort. Lev et spændende liv, så bliver det ikke svært at dø.”

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview og Portræt