Merro, hvordan har du forberedt dig op til
din koncert på Musik i Lejet?
”Helt overordnet er jeg gået meget
struktureret til værks i forhold til mine festivalkoncerter den her sommer. Jeg
har løbet en masse ture, sørget for at spise sundt og holde mig fra alkohol, så
jeg er helt klar. Det har været hårdt at træne op til, men også helt vildt
fedt.”
Hvad står der på din rider i aften?
”Jeg er en dark n’ stormy-fyr, så der skal
selvfølgelig være alt det gode til den: rom, ginger beer, lime og masser af
isterninger – virkelig vigtigt. Det er vi glade for. Jeg drikker ikke før
showet. Fuld sober op til, og så fejrer vi efter, ik’? Og så skal der være
sunde snacks og te. Jeg drikker masser af te. Friske hvide Nike-sokker og en
hvid t-shirt fra Uniqlo – de sidder så godt. Og en fnugrulle, selvfølgelig.”
Er der noget bestemt, du bare altid skal gøre
inden du går på?
”Det er vigtigt for mig bare at hygge med mit
hold. Nyde stemningen med dem, der får det hele til at fungere. Lige inden kan
jeg godt lide at trække mig lidt ind i mig selv og lytte mit set igennem. Måske
tage en lille tur rundt i backstagen. Og så har vi selvfølgelig et kampråb, og
så kører vi.”
Så har vi jo den famøse rygsæk. Hvorfor har
du altid rygsæk på, når du spiller?
”Det er for at teste publikums fantasi lidt,
ik’? De må undre sig lidt over, hvad der er i den. Vi har jo alle sammen et
eller andet i bagagen, og det er måske også for – i overført betydning – at
vise, at jeg i hvert fald har noget i rygsækken. Og så er det bare stilet.”
Hvad er der i den?
”Ja, se, det er jo spørgsmålet. Er der noget
i den, eller er den bare tom?”
Hvad er den største bommert, du har lavet på
scenen under en koncert?
”Da jeg spillede i Lille Vega på min sidste
tour, havde vi sgu – ærlig snak – nogle problemer med autotunen under et enkelt
nummer. Den var slet ikke i key, så vi startede forfra tre gange, og vi kunne
simpelthen ikke finde ud af, hvad fanden der lige var galt. Men publikum var
heldigvis helt varme og greb mig. De lavede lå-lå-lå, du ved.”
Hvad er den bedste koncertoplevelse, du selv
har haft som publikum på en festival?
”Jeg må sige, Gilli på Orange Scene sidste
år. Det var noget helt andet, det der.”
Hvilket nummer glæder du dig allermest til at
spille i aften?
”Jeg glæder mig helt overdrevet til at spille
’Din D***’. Folk gik helt amok til den, da jeg spillede på Roskilde Festival.
Vi har fået lavet et kanonarrangement til lige det nummer.”
Hvordan skal du fejre det bagefter?
”Lige bagefter skal jeg trække vejret, og så
skal jeg endelig have den dark n’ stormy.”
Læs også Blufferens Guide til Danmarks mest bekymringsfrie festival.